"Vi spiste altid sammen i min familie", fortaeller mor Sonja. (Anyis mor) Hun har smilerynker i hele ansigtet og naar hun griner kniber oejnene helt sammen er det som smilerrynkerne naesten sluger hendes oejne. Hun er lille og staerk og glad for at lave mad til alle i sin store familie.
"Mine foraeldre levede af at dyrke forskellige groentsager, bytte nogle af dem paa markedet og saa havde vi mange koer og lavede ost og morgenmad med kinua og maelk. Vi havde ikke meget men vi havde hinanden. Det er det vigtigste, er det ikke?"
Mor sonja kigger tankefuldt frem for sig og jeg proever at forestille mig San Sebastian (En bydel i Cusco) for 50 aar siden. Det er svaert. For nu er der huse, biler og mange butikker. "Vi havde vores marker i bjergene ovenfor byen, og vi 5 boern og vores mor lavede altid mad til far og maendene der arbejdede i bjerget. Jeg bar tallerknerne i mit sjal og mor bar to store gryder. Vi satte os altid sammen og spiste, og far ville altid have at vi takkede Gud for maden foerst. Naar det regnede meget havde far en stor, stor plastik poncho paa, og vi boern kroeb ind under den til ham som smaa kyllinger. En dag havde hele Cusco frosset til is. Og isen gik ikke vaek. Kartoflerne gik i stykker og vi havde mindre og mindre mad. Min far tog afsted med alle vores aesler og koer for at saelge andre steder bag bjergene. Jeg troede aldrig han ville komme tilbage, heller ikke min mor. Og vi graed hver dag i en maaned. Da han kom tilbage var han tynd og hans laeber var sprukne, men alle aeslerne var laesset med kartofler, majs og andre groentsager. Koerne faldt i en stor flod og han var ked af at have mistet dem, men glad for at se os!"
Mor Sonja fortaeller med sin klare tydelige accent og sine tydelige lidt lesbende esser som de fleste Quecha talende aeldre folk har.
"Min mormor tvang mig til at laere at bede paa Quecha. Jeg kunne som 5 aarige mange boenner paa spansk, men min mormor var vred og slog mig paa fingrende og hev mig i oeret for at laere mig boennerne paa Quecha.
Jeg er ked af jeg ikke har laert mine boern Quecha, saa nu proever jeg at laere mine boerneboern det.
Min far plejede altid at synge for os."
Jeg spoerger om mor Sonja ikke har lyst til at synge en af sangene for mig mens vi snitter smaa kartoffellignende groentsager ude i deres lille gaard. "Joooo..." Hun traekker lidt paa det, men jeg kan se at hun vil synge hans sange. Hun synger med knirkende stemme, saa dybt at mange af tonerne kun kommer ud som en hvisken, men jeg kan forestille mig hvordan melodien er.
"Nogle gange graed min far naar han sang sine sange, men saa spurgte jeg ham altid om han ikke kunne synge nogle mere glade sange, eller stoppe med at synge. Jeg ved ikke hvorfor far graed naar han sang for os."
Hun synger en sang mere og den handler om kaerlighed og at savne sin hustru mens man er i fjeldet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar