Op og ned af gaden........

Smaa cykkelvogne med slik, vand, bananer og en kvinde i traditionel klaededragt bagved. Gamle damer med lange graa fletninger og brune hatte, med farvestraalende sjaler med deres afgroeder i, gaar krumboejede langs den stoevede vej. Ung kvinde i pink og arrange klaededragt, fletninger og en brun hat gaar ved siden af os. Unge cuscuianere med oeretelefoner, laederjakker og cowboybukser, voks i haaret og et traet udtryk gaar mod deres universitet maaske.
Damer med sminke og hoeje haele, klikker rundt paa fortovet.
Her i udkanten af cusco bor mange forskellige slags mennesker..

De doede skal da ogsaa ha kage!

Smaa vinduer med billeder af de doede som er begravet inde i en stor mur, bestaar kirkegaarden i Cusco af. Der er tradition for at skrive smaa digte paa glasset, og at saette plastikblomster og andre ting ind til fotoet.
Ydermere saettes gerne noget som den doede var glad for. Cigaretter, en sodavand med aabent laag, smaa dukker med traditionel klaededragt.
Et sted har den doede maaske lige haft foedselsdag? Et fint stykke kage staar i hverfald klart til at blive indtaget lige inde bag ruden.

Ny president

Mange haaber paa bedre levevilkaar her med den nye president og en forhaabentlig mere socialistisk vej. Han er nettop blevet valgt, og der er meget der skal laves om for at landet kommer til at soerge for at alle har det godt.
I Peru er der utrolig store klasseforskelle. Folk gaar utrolig meget op i om man er fra den laveste klasse, middelklasssen eller den oeverste klasse. Der er utrolig lidt samarbejde mellem de forskellige klasser.
Fair Play er et exempel paa en organisation som loefter nogle enkelte ud af fattigdommen, men sigter mod at motivere disse til at taenke paa dem i underklassen, ved ogsaa at skulle vaere med i programmer som kan hjaelpe disse mennesker viddere.

Anitaaaaa..

"Anitaaa..." "Desayno......."...Jeg vaagner ved at bedstemor Manji kalder paa mig nede fra koekkenet. Det lille improviserede byggeri har nogle vaerelser der er fine og nyrenoverede til turister, og nede i gaarden bliver der vasket toej, opbevaret saekke med boenner og linser, kartofler i mange varianter og Majs. Manji laver mad til alle i den store familie der bor i forskellige smaa vaerelser eller lejlighedder der alle har doere ud mod en udvendig svalegang og vindeltrapper man kan gaa op og ned paa.
Storfamilien Bedstemor Manhi, Bedstefar Armando, Mor Fany  og John og hendes soester og barn, Mimi veninde og hendes soen, som ogsaa er laerer paa sprogskolen. Alle hjaelper hinanden. Nogle tjener penge, andre laver mad og goer rent, og nogle studerer.
Jeg er glad for at blive kaldt Anita, det betyder lille Anna, og det er rart at faa lov at vaere lidt lille her i den store familie.

"Selvfoelgelig dansede jeg!"

Bedstefar Armando gaar foran mig i sin blaa traeningsdragt, gummisko og kasket. Hans lille radio spiller traditionel musik fra Cusco og Andesbjergene. Den kratter lidt, men han er ligeglad. Skruer lidt op og smiler et stolt og friskt smil.
Han vil vise mig sit lille stykke jord og nogle Inkaruiner paa fjeldet bag vores hus. Fra vores hus gaar der en gade op mod fjeldet som bliver mindre og mindre og til sidst ender den op i en lille stoevet fjeldsti.
Vi har hans to boerneboern med paa 4, som loeber og leger at deres gren med blade bagpaa er en hest og en motorcykkel. Naar bedstefar siger:"Hov min lille Papi, hvorfor loeber din hest saa langsomt" Bliver den ene tvilling vred, for det var ham som altsaa havde en motorcykkel. "Naa ja, selvfoelgelig min lille Andretito", smiler bedstefar Armando varmt.
Tvillingerne ligner hinanden paa en prik, og de loeber frem og tilbage over det hele og leger mens vi puster lidt tungt og gaar op af det stejle fjeld og en hjemloes hund med blaa oejne foelger efter os.
Bedstefar Armando floejter kraftigt med paa sangene fra hans lille radio, som han har i haanden. Han er solbraendt og glad.
Han danser lidt til en af sangene og fortaeller at da han var ung dansede de ca saadan. Men meget oftere end i dag.
Han kan tale Quecha og det lyder rigtig flot. Han er en stolt Cuscoianer i traeningsdragt som helt tydeligt ikke har glemt sine roedder.
Han viser mig roede blomster og ruiner fra Inkatiden og fortaeller at der ligger smaa landsbyer laengere inde i bjerget hvor der ligger smaa skoler. Men naar boernene er store bliver de noedt til at tage ned til byen for at gaa i gymnasiet.
Armando rejste til Bolivia for at hente sin datter som havde faaet en daarlig mand, og nu arbejder hun som sygeplejerske i Cusco og bor sammen med ham og hans kone Manhi.
Han passer godt paa sin familie, og tager op til sin lille mark hvor han dyrker majs en gang i mellem.
Det er umuligt at se hvor gammel Armando er. Men han har det storste smil og er fyldt med smilerynker i hele sit solbrune ansigt.

Da jeg var ung......

Anna smiler og fortaeller:
"Da jeg var ung var der ikke computere her. Der var ikke os og biler og mange huse. Mine bedsteforaeldre snakkede Quecha (Inkaernes sprog) og min bedstefar spillede og sang Gaino. (traditionel musik fra Cusco) Vi havde mange frugttraer i vores have, og her var landligt. Folk her var boender. Jeg vil ikke sige at fortiden var bedre, for det er uvist. Men jeg kan godt lide at mindes den for de vaerdier vi havde for 20 aar siden. I dag er Cusco blevet en meget stoerre by, og her er fyldt med biler og huse og alle proever at overleve ved at saelge noget eller undervise, eller arbejde paa hospitalet eller i Politiet. Det er ikke saa nemt.

En ny vej...

Anna sidder lige overfor mig, i et lille koldt klassevaerelse med en fin tavle og fine paedagogiske tegninger og sedler paa moeblerne. "Silja"! "Mesa!" Stol, bord. Hun er altid lidt alvorlig men bryder ofte ud i en hjertelig latter og har meget udtryksfulde dybe brune oejne. Anna er skrap paa den gode maade, og virkelig god til at forklare gramatikken paa spansk saa jeg forstaar det, og mimer alle de ord jeg ikke kender, eller siger dem med en soed spansk accent paa engelsk eller slaar op i sin store ordbog.

Haaret er redt paent og en fin laebestift er vist en del af den daglige rutine. Hun er en stolt og dygtig laerer. I dag har hun en hjemmestrikked troeje og halsterklaede paa og fine farvefulde fingervanter.
Anna, har vaeret Spansklaerer her paa sprogskolen "Fair Play" i 3 aar.

Hun er en del af et program der har hjulpet mange enlige kvinder med boern i Cusco ud af fattigdom. En fattigdom der har hindret deres boern i uddannelse og ordentlige forhold derhjemme.

Mange kvinder fra fattige kaar i cusco fik for 5 aar siden tilbudet om at blive traenet som sprogskolelaerere for udlaendinge og senere boern i det fattige kvartér i Cusco.
De har gennemgaaet en lang traening, bestaaet examiner og faaet professionel vejledning og besidder i dag en fantastisk energi, livsglaede og stolthed over sit sprog og kultur som de deler med os sprogskole elever.
De har faaet lov til at komme ud af fattigdommen og faaet et reelt arbejde der giver deres boern og familier en stabil hverdag.

Fair Play er meget mere end en Sprogskole for udlaendinge. Det er en Hollaender og hans Peruianske kones vission om at bringe uddannelse ud til boern fra de fattige kvarter, og i dette oejeblik males der stole og borde i smaa stoerrelser, og planlaegges madprogrammer som skal implementeres om et stykke tid for boernene i nabolaget.

La familia grande

Bedstemor, bedstefar, to doetre, Mimi, tvillinger paa 4, og to boern paa 16. og et par sprogskolestudenrede .
De er saa soede og viser mig rundt. Her er ingen turister, vi er en den fattigere del af cusco.
Bedstemor er tidl bonde og bedstefar har stadig marker taettere paa fjeldene.
Den ene datter er sygeplejerske , og smiler tilstadighed og vasker alt hun faar oeje paa.
Vi slentrer til et supermarked og koeber vand, yougurt, condenseret maelk og saebe. Jeg koeber en hel kylling med hoved som vaertsgave og den bringer smil hos bedstemor Manji da vi kommer hjem.
I supermarkedet spares paa stroemmen og alt er praktsik placeret paa lige store , store hyller fra gulv til tag.
Bedstefar og datter slentrer med barnebarn i mellem dem, og de spoerger mig om loest og fast..og vi snakker om lidt af hvert..

Cusco

...Taxi? Koeb en tog rejse, lej en mobil, turister med hatte og trekking stoevler. Jeg bliver forpustet bare ved tanken og finder omsider min taske og min cello. Jeg triller forsigtigt gennem circusset af tilbud til turister og udenfor ser jeg et stort skilt med ANJA paa. Jeg traekker et lettelsens suk helt ned i mine forvirrede lunger og maerker lettelsen skylde ind over mig som frisk kildevand og moeder blikket til en straalende stolt hoej moerk dame med laebestift og elegant sort toej og stoevler. Hun kysser mig paa den ene kind og siger "Bien venido! Velkommen. "Como estas?" Hvordan har du det? Jeg smiler og siger jeg har det godt og er glad for hun venter paa mig her. Mimi snakker glad om lidt af hvert og spoerger mig om alt muligt paa hurtig spansk. "Vi maa hellere faa fat i en stor taxa til den der faetter du har med", griner hun, hvoefter hun prajer den mindste lille faldefaerdige bil jeg nogensinde har set. Taxascafoeren putter traet min cello ind paa bagsaedet og min taske laegger vi i hans extra hjuls sted bagi bilen.
Hans lille rude indtil speedometeret er knust og han koerer som om det var nu vi skulle naa et vigtigt fly.
Jeg smiler og aabner vinduet og lader den tunge varme luft stroemme ind af vinduet og fylde mig med en foelelse af:" Nu er jeg i Syd-Amerika, Peru, Cusco". Det foeles godt og jeg snuser indtrykkende ind fra gaden gennem ruden.
Mange ufaerdige huse, stoev, mennesker med indianske traek med meget toej paa og gamle biler i en veldig fart.
Den lille bil stopper pludselig ved en port midt i en bakke, og de andre billister dytter helt vildt mens Mimi og jeg faar bukseret os ud af bilen og givet chafoeren det der svarer til 8 danske kroner.
Mimi laaser sig ind i en mystisk moerk port og vi traeder ind i en gaard med masse vasketoej paa snore og en tyk lille rotvejler der hedder Toro oensker os velkommen.
Mimi viser mig den hyggeligste lille taglejlighed der tydeligvis er noget af det mest moderne i det improviserede byggeri, og der er en smuk udsigt ud over cusco og Andesbjergene. Bedstemor "Manji" byder os ind paa te. Jeg siger jeg vil gaa ud og ringe.
Luften er til at bide i, og jeg gaar med tunge forpustede skridt op af en lille bakke. En gammel lokal mand siger: "De donde eres?" Hvor er du fra? Jeg siger genert og lidt afvisende "Denemarca" og puster videre op af pakken. Han griner et tandloest smil fra et solbraendt fjaes og siger:"Bienvenido!!" Velkommen.
Jeg koeber vand og broed og finder en telefonboks og faar vejret igen .

Andesbjergene

Store og brune knejser de under os. Urokkelige og fyldt af mystik. Mange snoede hvide stiier, og i bunden smaa opdyrkede marker. Jeg spejder efter mennesker, men vi flyver for hoejt over bjergene til at jeg kan se noget. Her er oede og mystisk, men har jo laest at nettop i disse bjerge bor der forskellige indianske stammer som dyrker jorden og taler quecha...
Flyet baerer os hurtigt over de smukke bjerge og pludselig lander vi i cusco paa 3400 hoejde..

Vi aflyser lige..

"Skulle flyet til Cusco ikke afgaa nu?" Spoerger et par australske piger damen i unifoprm og lilla laebestift. Jo, men det er ikke kommet til Lima, saa vi aflyser det lige, siger hun lidt fravaerende. Vi kigger skaevt paa hinanden og vores ellers saa fine billetter..De aflyser flyet paa afgangstidspunktet...Vi faar en ny tid og jeg koeber hoejdesygepiller og krydser fingre for byen der venter forude.
"Lav to koeer!" Flyet til cusco er her, raaber et par maend og alle stimler sammen i to koer.

Lima

Hvad skal du? Hvem er du? Jeg forklarer paa gebrokkent spansk og faar 90 dage. Jeg glor forvirret paa tallet i mit pas og taenker, det var ikke det jeg havde faaet af vide paa ambasaden,
Gaar tilbage til den skrappe dame og forklarer hende mit svar fra ambasaden og mit oenske om at vaere frivillig i et halvt aars tid lidt uden for lima. "Tu eres un Voluntario?" smiler hun. River sedlen over og beder mig udfylde papirerne igen, jeg sukker lettet indtil jeg finder ud af hun har mit pas, men jeg venter paent og hun kommer smilende tilbage og streger stemplet ud og giver mig et nyt paa 180 dage.
Nu er jeg velkommen i deres land. Fantastisk:-)

Vuelvo clandestino

Pludselig vaagner det ellers saa soevnige fly op. Den tunge soevnige stemning forsvinder med morgenkaffen, salsamusikken i radioen og alles oejne er rettet mod den endelige destination paa det lille virtuelle kort aller forest i flyet.
Jeg spoerger min sidemand om han ofte er i Spanien mens vores sidenmands baby glaedelig bliver sendt videre for at sige god morgen til nogle vidt fremmede. Stemmerne med den starke sydamerikanske accent stiger mens min sidenmand griner faaret og siger at han arbejder i spanien men er paa vej tilbage til Bolivia i santa cruz hvor ham og hans familie egentlig er fra.
Han liver op og fortaeller om musikken, dansen og sammenholdet i hans by. Livet som Clandestino i spanien er at arbejde -alle gaar hver til sit om aftenen. Han kender ikke navnene paa dem han bor i opgangen med i Barcelona sukker han tungt. Naar de har sparet penge op flytter de hjem til Bolivia, smiler han.
Hele flyet, fortaeller han  med sin starke landlige bolivianske accent, er clandestinos (imigranter fra syd amerika til spanien) som er vej hjem paa ferie. Jeg spotter et par andre europaeiske rejsende som mig selv, men nikker ellers til hans beskrivelse. Haaber de alle finder sig til rette der de har det bedst paa et tidspunkt.

Glimt af spanien

Havner midt i en spansk familie af advokater fra Andalucia. De er 11 i alt..Mama, papa, osv..
Den danske lufthavn fader og jeg kaster mig ud i at svare tilbage paa deres spoergsmaal paa spansk.
Damen smiler og siger hun danser flamenco og manden oensker mig en god tur og held og lykke i Peru.
Det kilder i maven, det spanske sprog ruller i mine oerer fra alle sider og den aabne atitude til fremmede og den lette snaksagelige spanske manèr fylder mig op...

Kaere Familie og venner som har opfordret mig til at lave denne blog, her kan i laese lidt nyt fra mig forhaabentlig.