Maras-Moray

Fjeldende mellem Maras og Moray er stolte, storslaaede og frodige. Den friske fjeldluft blaeser Christine fra Syd Afrika og jeg lige i ansigtet. Vi smiler og nyder udsynet og muligheden for at vandre i solen hele vejen langs en stoevet landevej til Moray som er en interessant ruin fra 14tallet, belligende et vanvittig flot sted.
Vi moeder en gruppe boern og deres faar og geder. "Jo det er vores dyr. Man kan godt gaa i skole her til man er 16 eller 18" Svarer en genert solbraendt pige paa ca 11. "Har i ikke nogle karameller eller en gave?" Jeg siger jeg ikke har nogle karameller og skal til at spoerge om noget andet men hun fortsaetter hurtig. "Jeg har en baby derhjemme. "Hun kigger spoergende paa mig, for saa maa jeg da ha karameller hvis hun har en baby derhjemme.."Ej, ej..jeg loej.""Hva hedder du?" Spoerger pigen. "Estamos tejendo, " (vi strikker mens vi passer paa dyrene) Smiler hun.
Sunde og raske dyr. Frisk bjergluft. Tilsaeede marker der venter paa regnen.

Del det viddere!

Phil fra New Zealand arbejder frivilligt i Fair Play og vi sidder paa en lokal pub hvor der er saa lavt til loftet at han ikke kan sta oprejst. Phil siger med sin staerke Kiwi accent:"Det kan da godt vaere de fik noget ud af turen. Men alt skal deles videre, ellers kan det ikke vokse." Han filosoferer over alt det smukke vi oplever i naturen her i Peru er kun staerkt hvis det manifisterer sig i at vi deler det videre til andre. Han er den mest hjaelpsomme og glade sjael jeg laenge er loebet ind i.
Phil fortsaetter:"Verden eksisterer kun hvis vi alle deler ud af vores overskud. EN uendelig cirkel hvor alle gir og modtager!"

Det er 3 soles!

Jeg staar klemt op forrest i bussen paa vej til Maras. Der er bachata musik og bussen kaemper sig op af de stejle fjeldveje mellem Cusco og Maras. Det er midt paa dagen, folk er traette og der lugter stramt. En dame lige ved mine knae sidder og sover med sine tre boern. En har hun stadig paa ryggen i sit farvestraalende sjal, en paa skoedet og en mellem hendes ben. De sover og sover og bussen ruller afsted..

Ved du hvorfor der er fest?

Et optog uden lige! I alle farver! Store trommer, tubaer, trompeter. Smukke kvinder med fletninger og kjoler, Maend i smoking, Maend i traditionel Indiansk klaededragt.
Alle danser de op af den stejle gade.
Vi ved ikke hvad de fejrer men det er fantastisk at se paa og opleve. En glaede og umiddelbarhed. Over livet? Over musikken og dansen? Over Peru? Hvem ved... Vi smiler med og klapper!
Paa et tidspunk er der et hul i toget, og halvdelen af optoget loeber op mod den forreste del af optoget. Forpustede med deres eufoniums, store dragter og kjoler. En flojter og de lober og loeber.
Vi griner...

To verdener!

Inde i Cusco by er der rent og smukt. Gamle bygninger. Turist butikker med Indianske billeder, Huer og troejer. Fancie masaage steder, mode butikker og engelske Cafeer med bloede lilla sofaeer med House musik. Mange steder man kan koebe grupperejser til de smukke ruiner og fjelde i naerheden og virkelig mange restaurenter og barer.
Her i Cali Grande bor jeg. Her er mange mennesker som bor i improviserede store lejligheder. Her er mange smaa butikker med broed, vand og kondenceret maelk. Her er stoevet og mange nye huse er ved at blive renoveret og ordnet..
Her er soede boern med huer der spiller bold paa gaden.
Jeg er bange for en ting her i Cali Grande. Alle de hjemloese hunde. Det er ikke sjovt. Jeg er pivet men de er overalt. De er sultne og jeg syntes altid de goer af mig og foelger efter mig. Jeg proever at sige til mig selv at hunde ikke er farlige, men jeg kan virkelig ikke lide dem.
Men om aftenen naar jeg skal sove synger de og gooer en laaaang godnatsang som jeg har vaennet mig til.
Jeg haenger vasketoej op paa teraasen om aftenen mens jeg synger og ser paa maanen der staar paa hovedet og alle lysene fra byen.
I Cali grande foeler jeg det virkelige Peru aabner sig for mig, og jeg er taknemmelig for at kunne deltage i disse to verdener for en stund.

Fredag!

Venter paa en fra sprogklassen. Det ser ud til at her paa internetcafeen, et stenkast fra hvor jeg bor, er de unge gutter fra 7.-8. klasses ynglingssted. Her er et leven udenlige, og aller siger lyde og lejer lidt fangelej mens de spiller spil eller hvad det er de laver.

Min Gud er ikke i kun i Katedralen

"Cree usted en Dios y cristos?", spoerger Bedstemor Manji som lige nu har forklaedet udenpaa dynjakken nede i koekkenet. ("Tror De paa Gud og Kristus?")
Jeg ser paa den lidt tykke, alvorlige og pludselig skrattende bedstemor Manji. Hendes fine gulvtaender kommer tilsyne naar hun ler og det er en varm latter.
"Jeg er holdt op med at gaa til messe i katedralen for jeg beder til Kristus herhjemme", fortaeller Manji fra sin dynjakke.
Mange af de symboler vi havde foer i tiden er astattet af nye symboler i Kristendommen. Alle helgenerne i katedralen. Manji ser paa mig med alvorlige oejne og hendes Gulvtand stikker pludselig frem. Jeg toer ikke spoerge om tanden er gaaet i stykker eller om den er til pynt.
Fany, hendes datter, kommer ind i det kolde koekken hvor Manji og jeg sidder.
Mine ris m gule groentsager er blevet kolde og Manji siger frejdigt og bestemt til sin datter."Estamos hablando de Christo!" "Anita està protestanta y no cree en los santos.."
(Vi snakker om Kristus! Anja er protestant og tror ikke paa sankterne og symbolderne..)
Fany griner hjerteligt af sin mor og kigger over paa mig. "jaja...Min mor siger hun er katolik. Men en katolik der ikke kommer i katedralen? Fanny ryster opgivent paa hovedet med et smil! " Hun har opgivet religion for laenst og deltaget kun noedsaget i de obligatoriske helgenfejringer der ellers pryder gadebilledet noget saa kraftigt i Cusco.
Manji fortsaetter: "Her i koekkenet staar jeg og snakker med Jesus!" "Jeg fortaeller om det der er godt og svaert. Jeg graeder nogle gange. Mest over de boern som ikke for ordentlig mad, eller har nogle til at passe paa dem.
"Har I fattige i Dinamarca?"
Jeg fortaeller lidt om vores skattesystem og at vi faar en del hjaelp paa den maade, men at vi ogsaa har nogle som falder uden for systemet.
"Nu har vi snakket om meget" siger Manji og smiler med sin gulvtand.
Manji siger hun vil op paa sit vaerelse til sin "Telenovella" og jeg siger tak for mad og snakken.

Jeg vil hellere ha en vaskemaskine!

Anna, eller Annatova som min soede Spankslaerer egentlig hedder fortaeller at hun ikke har et koeleskoab for hun viller hellere ha en vaskemaskine. "Min datter goer sig hele tiden beskidt, og jeg elsker min vaskemaskine. Koeleskab har vi ikke brug for. For her er ofte koldt og vi spiser ikke saa tit koed. Ellers laaner jeg min soesters fryser, den er stor:-)"

Frem paa 5!

"Uno, dos, tres, CINCO, seis, siete!"
Efraim er en ihaerdig salsalaerer som underviser under systemet fair Salsa, hvor den studerende betaler direkte til laereren.
Her i Fair Salsa under Fair Play, er laererne virkelig godt udrustet og det er rigtig sjovt. Efraim viser mig forskellige slags stile af salsa og vi oever os paa at snurre rundt til jeg bliver helt svimmel.
Han er staedig som et aesel til at faa mig til at goere bevaegelserne pracist og jeg laerer en masse:-)

Sube, sube, baja, baja!!

"Universidad, Hospital Nacional, Centro.." "Sube, Sube!" Jeg staar klemt sammen med en masse andre morgenpassagerer i morgenbussen fra yderkanten af Cusco ind mod centrum. I dag er det en skoleknaegt der "Saelger!" ruten. Lidt foer bussen stopper aabner han den beskidte og slidte doer og raaber ualmindeligt hurtigt alle stoppestederne op hvor bussen holder inden den vender om igen. Folk glor tomt ud i luften og reagerer ikke yderligere paa hans saelgergen som absulut ikke fejler noget. Men det er jo svaert at saelge dem en destination de ikke skal til;-)
Bus drengen er stoevet men virkelig hurtig, og ser med vaagne oejne rundt i bussen og venter paa at en af passagererne raaber :" Bajo, Bajo.." Jeg vil nedstige, nedstige.
Her i Cusco siger man tit disse ting hurtigt efterhinanden saa det bliver en slags summen af ord der rytmisk udtrykker det man vil. "Sube, Sube, Sube, Sube" Stig ind, ind , ind, ind!
I telefonerne: "Ciau, cha,cha, cha, cha" "Hej, hej, Hej, Hej.."
Der er alle slags mennesker i bussen. Skoleboern med skoleuniformer og lyseroede skoletasker med nyredt haar. Bankdamer med nypudsede sorte stoevler, lilla laebestift og oejenskygge, Moedre med traditionelle sjaler med deres babyer i og gutter paa vej til universitetet.
Jeg har spurgt busdrengen om bussen stopper ved universitetet, men man skal vaere hurtig og opmaerksom hvis man vil af, saa jeg faar aset mig ud et par stop efter og gaar ned af den trafikerede Avenida Cultura for at moede Rosio min spansklaerer som skal vise mig op til naturen lige uden for byen og et gammelt Inka tempel der hedder "Templa del Luna"

Mami..

"...Mami...har du ikke lyst til at koebe noget af mig i dag?"
Hver dag paa vej til skole gaar jeg paa en stoeved gade fyldt med biler paa vej et sted hen, og der er flere porte paa hoejre haand. Foran dem sidder altid en gammel dame klaedt i graadt. Hun sidder paa et klaede og saelger kiks og karameller tror jeg. Har ikke set naermere paa det... Hver dag spoerger hun med bedende stemme om ikke jeg har lyst til at koebe noget...

Det er ikke for mig selv jeg lever...

"Det er ligemeget med mit liv". Bedstefar Armando stirrer ned i sin kaffekop. "Alt jeg goer og er er for min datter og mit barnebarn, forstaar du det?" Armando og jeg sidder en aften nede i det kolde koekken i min vaertsfamilies ejendom. De andre er gaaet hver til sit men bedstefar Armando har ikke travelt. I dag er han nybarberet og haaret er fint redt til siden for han har vaeret paa arbejde paa hospitalet.
Armando hiver et bundt penge op af lommen. For at understrege hans naeste saetning. Der er mange. Det ser ikke ud til at han bruger sin bank saa ofte, jeg ved ikke hvorfor og vil ikke spoerge.
"Jeg arbejder paa hospitalet 6 timer om dagen. Jeg takker Gud hver dag for det arbejdet, for Gud soerger for mig og min familie. Alt jeg goer dér, er at sidde ved en computer og goere rent. Jeg faar enda snart en maaned fri for at rejse til min landsby hvor min gamle bor. Hun vil nemlig ikke herind og besoege mig i byen", sukker Armando.
Soede bedstefar Armando begynder at graede stille. Maaske af taknemlighed men maaske ogsaa en dyb smerte over livets gaader og opgaver.
"Forstaar du..", snoefter Armando. "..Jeg betaler Wally, mit barnebarns universitet. Det eneste der betyder noget for mig er at Wally og Ruth klarer sig. Wally har ingen far, men jeg er her trods alt endnu!"
Bedstefar ser sig taenksomt ud af vinduet. Det er helt moerkt nu og meget koldt i koekkenet. Vi sidder begge med troejer og sokker og sko paa. Armando har pakket sit lille bundt penge ind i lommen igen og fortaeller stille og beroert videre.
Bedstefar Armando fortaeller om oensker og droemme han har indenfor de naeste par aar, men slutter igen af:" Det betyder ikke noget..."
Han er saa beroert at han til slut hikster et "Ciau" og smiler gennem gennem taarerne foer han toeffer ud i moerket gennem koekkendoeren.........

Marked

Marked i Cusco..
Mange mennesker rejser ind og saelger det de har i deres omraade. Kvinden her er en lokal bonde der producerer ost. Jeg maa indroemme jeg ikke har faaet smagt osten endnu, for den lugter saa staerkt, men hun var saa soed og fin saa jeg maatte koebe en bid ost af hende..