Jeg sidder bare med en klump i halsen og lytter til Titos forelaesning. Han arbejder beder for syge og de bliver raske. Han beskriver at han tror paa at Gud altid har en plan og at ogsaa igennem sygdom kan Guds kraft og kaerlighed manifisteres.
Dét der for mig til at fare op af stolen og styrte hen til praesten bagefter er da han naevner at synd kan vaere skyld i at nogle mennesker ikke kan forblive i sin helbredelse, eller at synd kan vaere med til at aabne doere for en sygdom.
Han forklarer straks at han oftest moeder sygdom som er sygdom men at han mener at ved at syge bliver helbredt bliver Guds kraft tydelig.
Jeg syntes han er ultrer og provokerende og vil bare ha lov til at vaere dansker og taenke at sygdom det er noget vi bare maa akseptere som en del af livet og det er ikke noget vi kan tro at Gud kan aendre...
Men han bliver staedigt ved og siger at hvis vi tror og giver Gud mulighed for at komme og helbrede kan vi bare begynde at takke for at vore naermeste er blevet helbredt, at de er raske.
Det skurer i mine oerer men roerer mig hvor stor tro han har, og hvor meget jeg gerne vil putte Gud ind i en kasse jeg kan begribe...
Men hvorfor der er syge paa den ene eller anden maade i min naermeste familie, onkler og min far er jo bare noget vi har laert at akseptere. Vi kan jo ikke gaa rundt hver dag og tro at det hele aendrer sig? Og at det afhaenger af vores tro?
Eller kan vi? Jeg syntes godt Gud kunne finde andre maader at vise sin kraft og styrke paa. Jeg tror ikke Gud paa den maade konkret tillader sygdom for nogle. Det er fysiske omstaendighedder ved foedsel der goer at nogle bliver spastiske. Saadan er det jo for soeren...men andre sygdomme er svaerere at forstaa. Sygdomme som vi kender i min familie, som pludselig har ramt vore kaere onkler og hvad er det??
Uanset. Lad praestens ord staa alene og inspirere os.
"Gud er almaegtig og uendelig og har al kraft og mulighed til at helbrede" og hvis vi beder i Jesu navn og beder helligaanden om at give os denne umulige tro i vore indre, saa er det jo ikke os i os selv som skal begribe Guds mulighed til at helbrede men helligaanden i os, som hjaelper os til at stole paa Gud og hjaelper os til at tro.
I Jesu navn beder vi derfor her fra YWAM (Youth With A Mission) at al sygdom i vores udvidede familie, Lillemaehlum, Loesnes og Braestrup maa forsvinde og blive laeget med en hellig styrke som vi hidtil ikke har kendt...
Amen
tirsdag den 17. april 2012
Vogt dit sprog....
Forelaeseren her paa den internationale bibelskole YWAM er i gang med at undervise om forskellige maader at kommunikere paa og vaere opmaerksomme paa om vi kraenker andre i vores samtaler, om vi kan lave annerkendende samtaler og gaar i ekstremerne baade med at beskrive de selvudslettende og de narcasistiske.
Der er ca. 20 studerende lige nu, saa det er en overkommelig gruppe. Der er en soed pige fra England der hedder Sharon og en anden Enterna som er fra Sweitz (det hedder vi som bare er her for at studere et par uger).. Det er dejligt de er fra Europa for saa er der en chance for vi kan moedes igen.
Der er en bunke unge amerikanere og saa er der to soede pige fra Columbia og et par gutter fra Peru og Ecuador.
Vi sover i koejesenge og det er ligesom at vaere paa sommerlejr igen, med morgenboen og lovsang og andagter i spandevis. Det er godt nok:-)
Der er ca. 20 studerende lige nu, saa det er en overkommelig gruppe. Der er en soed pige fra England der hedder Sharon og en anden Enterna som er fra Sweitz (det hedder vi som bare er her for at studere et par uger).. Det er dejligt de er fra Europa for saa er der en chance for vi kan moedes igen.
Der er en bunke unge amerikanere og saa er der to soede pige fra Columbia og et par gutter fra Peru og Ecuador.
Vi sover i koejesenge og det er ligesom at vaere paa sommerlejr igen, med morgenboen og lovsang og andagter i spandevis. Det er godt nok:-)
4.April (glemte at fortaelle om denne tur: Yurimaguas mod Lagunas) Amazonas
Drikker morgenkaffe paa traealtanen af det lille hyggelige hostel i Yurimaguas. Lige nede ved floden ligger det. Rygsaekken er pakket og jeg gaar glad ned mod den lille havn. Har egentlig lige vad i et friskt koldt bad men er helt vaad og klam af sved. Jeg har lange bukser og t-shirt paa for saadan gaar de fleste klaedt her. Nede ved kajen er der fyldt med mennesker. Nogle skal rejse, andre vil saelge ting til dem som skal rejse. Ure, plastikbokse, hoens, broed. Prammen (la lancha) er helt fyldt. Den er lavet af trae som er malet blaat. Den ser godmodig ud udenpaa. Lidt som en stor pelset hund der staar og venter paa at blive klappet. To etager. En baadmand vil vise mig ind paa baaden. Vi er paa vej op af en lille rampe da baadmanden pludselig siger:"Har du din haengekoeje med?" Jeg kigger spoergende paa ham og han siger han vil vise mig hvor man koeber den. Jeg koeber ogsaa broed, vand og mandariner. Jeg var bange for jeg var lidt for sent paa den men han siger der er god tid. Haengekoejesaelgeren har forskellige farver og kvalitet. Jeg koeber dén til 30 i blaa og roed.
Baadmanden haenger min koeje op mellem alle de andre koejer og siger:"Está bien?" (Er det ok ?") Jeg taenker det virker ualmindelig taet paa de andre mennesker, og at jeg kommer til at forstyrre dem ved at vaere blevet klemt ind mellem dem, men kigger rundt paa daekket og haengekoejerne haenger super taet hele vejen ned.
Vi er nok mere end 50 mennesker paa det her nr to daek. En hane galer og boernene ligger allerede og putter i nogle af haengekoejerne. 2 i hver. Side om side eller med benene paa kryds i midten. Nogle er veninder fra sine landsbyer andre soeskende..
En pige ligger rullet stramt ind i sin haengekoeje som en poelse der haenger til saltning.
Da baaden starter, lufter det dejligt og folk smaasnakker lidt rundtomkring. Min "sidekvinde" skal til en lille landsby og besoege sin familie og en utrolig snaksagelig aeldre mand Luis fortaeller og fortaeller i et vaek:" I min familie skaendes vi ikke. Vi bor taet. I santa Cruz. En by her i Amazonas floden som har moto-taxier men som man kun kan komme til med baad. Der er nok 1000 indbyggere.
"Jeg er vokset op i omraadet San Martin (Et omraade i indlandet, cloud forest (regnskovsomraadet)) og en dag sagde jeg til min far at jeg ville rejse til Brasilien og arbejde. Men jeg strandede i Yurimaguas hvor jeg moedte hende som er mor til mine 4 boern nu. Nogle af hendes venner viste os floden og landsbyerne og vi besluttede os for at slaa os ned i Santa Cruz." Hans datter paa 11 er soed og smiler og laaner mine tegnesager. Det er hyggeligt og jeg savner min soede lillesoester Maja mens hun tegner hvordan hendes landsby ser ud.
En smuk kvinde ligger halvt og daser i sin haengekoeje og kommer ogsaa fra Santa Cruz. "Jeg drog til Lima for 10 aar siden for at starte butik", fortaeller hun med et lidt genert smil men med en afslappet titude. "I starten havde jeg svaert ved at vaenne mig til alle Bilerne, stoejen, det hektiske liv. Men nu har jeg vel vaennet mig til det." Kvinden ser taenksom ud og virker ikke helt overbevisende paa mig. "Jeg er paa vej hjem nu," smiler hun med straalende oejne. "Paa vej hjem til mine foraeldre og mine soeskende. Jeg skal hjem og slappe af en maaned", griner hun med et stort varmt smil som ikke skjuler nogen ting. Jeg kan se at hun elsker floden. Det rolige liv i landsbyen, sin familie og det simple liv. Hun er 40 aar men ligner en paa 28. Forstaar det slet ikke. Hvordan kan hun vaere saa ung og smuk? Hun fortaeller hun er mor til 2. En paa 20 og en paa 22. "Mine boern vil ikke med mig hjem her op nordpaa til Santa Cruz og floden. De kan ikke lide myggene siger de. Jeg ville ellers gerne tage dem med. Saa kunne de faa noget frisk luft", griner hun med samme aabne aerlige latter. "Men hvis de ikke vil med er det jo saadan. De har jo ogsaa deres universitet at passe", siger hun. Den oversnaksagelige mand Luis bryder ind:"Du Anita (altsaa mig, lille Anna?;-) Var dit pas egentlig ikke meget dyrt naar du skulle rejse saa laenge med flyveren? Ja for det er vel kun med saadan et fint dyrt pas man kan rejse?", jeg undertrykker min latter for hvad ved han om flyvere og pas, og jeg fortaeller at alle har et pas i DK men at det ikke er meget dyrt. "Mmmmm", siger han eftertaenksomt, og jeg kan se han grubler over hvorfor det ikke er at han rejser til andre lande saa, hvis det er saa nemt at stige ind i saadan en flyver tingest.
"Anita, hvor laenge skal man sidde i flyveren for at komme til Europa? Her er et pas altsaa meget dyrt. Ved du godt det? Jeg har ikke noget pas....men jeg har et ID kort." Han hiver en lille beskidt pung op og viser mig stolt sit kort med billede og nummer. "Med det her kan jeg rejse rundt i hele Peru. Og Peru kender jeg!! Jaaaa...altsaa lige bortset fra Iquitos, men de siger det er et 3. Lima. Det en stor og haeslig by. Det er jeg sikker paa!"
Progresso: En lillebitte landsby her midt i junglen. Taenk at leve her? Saa isoleret! Alle vores Europaeiske "Blive-til-noget-tanker" forsvinder lidt her. Her er det maden, dagen, faelleskabet der gaelder! Hvis der ikke er en lille skole derinde er det sikkert at boernene laerer en masse om fiskeri, husbygning, baadlavning og maaske lokal kunst og sang? Vil saa gerne stige af her og laere det hele at kende. Men det kan jeg da ikke bare. Bryde ind i deres lille landsby. Jeg bor jo ikke der og har ikke noget med de kan bruge til noget...
En lille dreng skal tisse og den unge mor med farvestraalende soltop og stramme cowboybukser loefter ham bare op til relingen saa han kan proeve at tisse ned i floden uden at tisse paa toejet. Baaden bevaeger sig dejligt roligt for floden er stille, kun min haengekoeje gynger i menneskemaengden..
Rio, Rio, Bosque, Bosque (flod, flod, skov, skov)
Stemmer i varmen, motor lyd. Babyer der babysnakker. De serverer mad paa lanchaen. Kylling og ris med gule aerter. Og selvfoelgelig med kartofler til. Aldrig i mit liv har jeg spist saa mange kartofler. Jeg griner indeni, for det er jo ikke saadan at jeg kan lade kartoflerne ligge. Foeler jo ikke jeg kan spoerge andre om de vil ha mine kartofler og smide dem ud kan jeg ikke. Saa jeg gumler mig altid igennem den ene kartoffel efter den anden her i Peru. De har jo mange forskellige, men kartofler er de nu engang, og sammen med ris virker de endu mere kartoffelkedelige end de egentlig behoevedes at vaere. Taenker paa ovnstegte kartofler med hvidloeg og timian. Kartoffelsalat med purloeg, bare tanken om krydderurter...mmm..sidste kartoffelbid er sunket og jeg beder paent om en skraeldepose fra en af arbejderne paa baaden inden folk hensynsloest begynder at bruge floden som deres udvidede skraeldespand som i byerne langs floden..altsaa!
PLUDSELIG begynder det at regne og storme. Floden er meget mindre stille og paa et tidspunkt holder baaden ind til siden af floden for vandet er begyndt at lave boelger.
Baaden sejler forbi bittesmaa landsbyer. Et sted vi holder ind kommer nogle drivvaade knaegte og en muskuloes type baaden i moede i deres smaa traekanoer. De laster toender og kaempesaekke med noget der ligner ris ned i kanoerne. Folk paa baaden fortaeller mig at der er skole i nogle af disse landsbyer men at uddannelsesnivoet er meget lavt.
Jeg taenker igen at saa kender de til saa mange andre ting og i Lima er der alt for proppet til flere mennesker saa at uddanne sig videre er bedre med noget mere praktisk de kan bruge herude.
Der skal noget til at kunne leve 28 timer i bus fra hovedstaden og derefter 8 timer i baad.
Den aeldre dame ved min side fortaeller mig pludselig at de (hende og hendes boern) lige har vaeret til akutindlaeggelse med hendes ene soen paa 33. Jeg proever saa godt jeg kan at forstaa hvad hun siger paa sin kroellede dialekt som hun naermest hvisker ud mellem sine stramme laeber som trods alt klemmer et smil ud i kinderne. Hun fortaeller lidt videre og jeg forstaar til min skraek at han doede derinde paa hospitalet hvor hun nu er paa vej hjem fra.
Jeg bliver toer i munden og proever at snakke videre med den soede aeldre dame. Men hendes dialekt er bare saa helt vild svaer at forstaa at jeg har det daarligt med at blive ved med at spoerge hvad hun siger.
Ydermere har jeg meget svaert ved at finde de rigtige ord paa dansk i en saadan situation og paa spansk foeles det som en umulighed. Jeg siger noget med hvor forfaerdeligt. Hvilken smerte, hvilken smerte (que pena..) Jeg spoerger om soennens navn og hun fortaeller om sin nu afdoede soen som var saa soed og rar og boede hjemme og altid hjalp hende og far. Jeg spoerger hende om hun har sin familie omkring sig og hun peger hen paa et par haengekoeker hvor der ligger to godt i stand soeskende i 30 erne. De sover tungt, og det virker til damen ikke har en haengekoeje. Jeg siger at hvis hun vil kan hun laegge sig i min haengekoeje og slappe af hvis hun traenger til ovenpaa det hele. Hun smiler traet og siger nej tak. "Jeg har 7 boern...eller...nu har jeg kun 6" siger hun somom det er foerste gang hun formulerer disse ord. Hendes datter kommer heldigvis nu og saetter sig sammen med sin mor. Helt taet. Jeg gaar hen til min haengekoeje for jeg vil at de to skal snakke, jeg kan paa ingen maade hjaelpe hende foeler jeg. Det er saa trist naar en mor mister et barn. Meget trist, og svaert at snakke om, syntes jeg. Que Pena. Og hvis han havde levet i Danmark og var kommet i tide paa hospitalet kunne en dygtig doktor helt sikkert ha kureret ham. Her var de taget fra lokal laege til lidt stoerre laege for til sidst med baad at ankomme til et hospital uden dygtig personale. Det er bare ikke fair, og jeg laegger mig i min hengekoeje og stirrer ud i luften........
Senere siger jeg Gud velsigne dig til den gamle mor og hun smiler og siger tak og de stiger af-.....
Baaden sejler videre til vi kommer frem til Lagunas!!!
Baadmanden haenger min koeje op mellem alle de andre koejer og siger:"Está bien?" (Er det ok ?") Jeg taenker det virker ualmindelig taet paa de andre mennesker, og at jeg kommer til at forstyrre dem ved at vaere blevet klemt ind mellem dem, men kigger rundt paa daekket og haengekoejerne haenger super taet hele vejen ned.
Vi er nok mere end 50 mennesker paa det her nr to daek. En hane galer og boernene ligger allerede og putter i nogle af haengekoejerne. 2 i hver. Side om side eller med benene paa kryds i midten. Nogle er veninder fra sine landsbyer andre soeskende..
En pige ligger rullet stramt ind i sin haengekoeje som en poelse der haenger til saltning.
Da baaden starter, lufter det dejligt og folk smaasnakker lidt rundtomkring. Min "sidekvinde" skal til en lille landsby og besoege sin familie og en utrolig snaksagelig aeldre mand Luis fortaeller og fortaeller i et vaek:" I min familie skaendes vi ikke. Vi bor taet. I santa Cruz. En by her i Amazonas floden som har moto-taxier men som man kun kan komme til med baad. Der er nok 1000 indbyggere.
"Jeg er vokset op i omraadet San Martin (Et omraade i indlandet, cloud forest (regnskovsomraadet)) og en dag sagde jeg til min far at jeg ville rejse til Brasilien og arbejde. Men jeg strandede i Yurimaguas hvor jeg moedte hende som er mor til mine 4 boern nu. Nogle af hendes venner viste os floden og landsbyerne og vi besluttede os for at slaa os ned i Santa Cruz." Hans datter paa 11 er soed og smiler og laaner mine tegnesager. Det er hyggeligt og jeg savner min soede lillesoester Maja mens hun tegner hvordan hendes landsby ser ud.
En smuk kvinde ligger halvt og daser i sin haengekoeje og kommer ogsaa fra Santa Cruz. "Jeg drog til Lima for 10 aar siden for at starte butik", fortaeller hun med et lidt genert smil men med en afslappet titude. "I starten havde jeg svaert ved at vaenne mig til alle Bilerne, stoejen, det hektiske liv. Men nu har jeg vel vaennet mig til det." Kvinden ser taenksom ud og virker ikke helt overbevisende paa mig. "Jeg er paa vej hjem nu," smiler hun med straalende oejne. "Paa vej hjem til mine foraeldre og mine soeskende. Jeg skal hjem og slappe af en maaned", griner hun med et stort varmt smil som ikke skjuler nogen ting. Jeg kan se at hun elsker floden. Det rolige liv i landsbyen, sin familie og det simple liv. Hun er 40 aar men ligner en paa 28. Forstaar det slet ikke. Hvordan kan hun vaere saa ung og smuk? Hun fortaeller hun er mor til 2. En paa 20 og en paa 22. "Mine boern vil ikke med mig hjem her op nordpaa til Santa Cruz og floden. De kan ikke lide myggene siger de. Jeg ville ellers gerne tage dem med. Saa kunne de faa noget frisk luft", griner hun med samme aabne aerlige latter. "Men hvis de ikke vil med er det jo saadan. De har jo ogsaa deres universitet at passe", siger hun. Den oversnaksagelige mand Luis bryder ind:"Du Anita (altsaa mig, lille Anna?;-) Var dit pas egentlig ikke meget dyrt naar du skulle rejse saa laenge med flyveren? Ja for det er vel kun med saadan et fint dyrt pas man kan rejse?", jeg undertrykker min latter for hvad ved han om flyvere og pas, og jeg fortaeller at alle har et pas i DK men at det ikke er meget dyrt. "Mmmmm", siger han eftertaenksomt, og jeg kan se han grubler over hvorfor det ikke er at han rejser til andre lande saa, hvis det er saa nemt at stige ind i saadan en flyver tingest.
"Anita, hvor laenge skal man sidde i flyveren for at komme til Europa? Her er et pas altsaa meget dyrt. Ved du godt det? Jeg har ikke noget pas....men jeg har et ID kort." Han hiver en lille beskidt pung op og viser mig stolt sit kort med billede og nummer. "Med det her kan jeg rejse rundt i hele Peru. Og Peru kender jeg!! Jaaaa...altsaa lige bortset fra Iquitos, men de siger det er et 3. Lima. Det en stor og haeslig by. Det er jeg sikker paa!"
Progresso: En lillebitte landsby her midt i junglen. Taenk at leve her? Saa isoleret! Alle vores Europaeiske "Blive-til-noget-tanker" forsvinder lidt her. Her er det maden, dagen, faelleskabet der gaelder! Hvis der ikke er en lille skole derinde er det sikkert at boernene laerer en masse om fiskeri, husbygning, baadlavning og maaske lokal kunst og sang? Vil saa gerne stige af her og laere det hele at kende. Men det kan jeg da ikke bare. Bryde ind i deres lille landsby. Jeg bor jo ikke der og har ikke noget med de kan bruge til noget...
En lille dreng skal tisse og den unge mor med farvestraalende soltop og stramme cowboybukser loefter ham bare op til relingen saa han kan proeve at tisse ned i floden uden at tisse paa toejet. Baaden bevaeger sig dejligt roligt for floden er stille, kun min haengekoeje gynger i menneskemaengden..
Rio, Rio, Bosque, Bosque (flod, flod, skov, skov)
Stemmer i varmen, motor lyd. Babyer der babysnakker. De serverer mad paa lanchaen. Kylling og ris med gule aerter. Og selvfoelgelig med kartofler til. Aldrig i mit liv har jeg spist saa mange kartofler. Jeg griner indeni, for det er jo ikke saadan at jeg kan lade kartoflerne ligge. Foeler jo ikke jeg kan spoerge andre om de vil ha mine kartofler og smide dem ud kan jeg ikke. Saa jeg gumler mig altid igennem den ene kartoffel efter den anden her i Peru. De har jo mange forskellige, men kartofler er de nu engang, og sammen med ris virker de endu mere kartoffelkedelige end de egentlig behoevedes at vaere. Taenker paa ovnstegte kartofler med hvidloeg og timian. Kartoffelsalat med purloeg, bare tanken om krydderurter...mmm..sidste kartoffelbid er sunket og jeg beder paent om en skraeldepose fra en af arbejderne paa baaden inden folk hensynsloest begynder at bruge floden som deres udvidede skraeldespand som i byerne langs floden..altsaa!
PLUDSELIG begynder det at regne og storme. Floden er meget mindre stille og paa et tidspunkt holder baaden ind til siden af floden for vandet er begyndt at lave boelger.
Baaden sejler forbi bittesmaa landsbyer. Et sted vi holder ind kommer nogle drivvaade knaegte og en muskuloes type baaden i moede i deres smaa traekanoer. De laster toender og kaempesaekke med noget der ligner ris ned i kanoerne. Folk paa baaden fortaeller mig at der er skole i nogle af disse landsbyer men at uddannelsesnivoet er meget lavt.
Jeg taenker igen at saa kender de til saa mange andre ting og i Lima er der alt for proppet til flere mennesker saa at uddanne sig videre er bedre med noget mere praktisk de kan bruge herude.
Der skal noget til at kunne leve 28 timer i bus fra hovedstaden og derefter 8 timer i baad.
Den aeldre dame ved min side fortaeller mig pludselig at de (hende og hendes boern) lige har vaeret til akutindlaeggelse med hendes ene soen paa 33. Jeg proever saa godt jeg kan at forstaa hvad hun siger paa sin kroellede dialekt som hun naermest hvisker ud mellem sine stramme laeber som trods alt klemmer et smil ud i kinderne. Hun fortaeller lidt videre og jeg forstaar til min skraek at han doede derinde paa hospitalet hvor hun nu er paa vej hjem fra.
Jeg bliver toer i munden og proever at snakke videre med den soede aeldre dame. Men hendes dialekt er bare saa helt vild svaer at forstaa at jeg har det daarligt med at blive ved med at spoerge hvad hun siger.
Ydermere har jeg meget svaert ved at finde de rigtige ord paa dansk i en saadan situation og paa spansk foeles det som en umulighed. Jeg siger noget med hvor forfaerdeligt. Hvilken smerte, hvilken smerte (que pena..) Jeg spoerger om soennens navn og hun fortaeller om sin nu afdoede soen som var saa soed og rar og boede hjemme og altid hjalp hende og far. Jeg spoerger hende om hun har sin familie omkring sig og hun peger hen paa et par haengekoeker hvor der ligger to godt i stand soeskende i 30 erne. De sover tungt, og det virker til damen ikke har en haengekoeje. Jeg siger at hvis hun vil kan hun laegge sig i min haengekoeje og slappe af hvis hun traenger til ovenpaa det hele. Hun smiler traet og siger nej tak. "Jeg har 7 boern...eller...nu har jeg kun 6" siger hun somom det er foerste gang hun formulerer disse ord. Hendes datter kommer heldigvis nu og saetter sig sammen med sin mor. Helt taet. Jeg gaar hen til min haengekoeje for jeg vil at de to skal snakke, jeg kan paa ingen maade hjaelpe hende foeler jeg. Det er saa trist naar en mor mister et barn. Meget trist, og svaert at snakke om, syntes jeg. Que Pena. Og hvis han havde levet i Danmark og var kommet i tide paa hospitalet kunne en dygtig doktor helt sikkert ha kureret ham. Her var de taget fra lokal laege til lidt stoerre laege for til sidst med baad at ankomme til et hospital uden dygtig personale. Det er bare ikke fair, og jeg laegger mig i min hengekoeje og stirrer ud i luften........
Senere siger jeg Gud velsigne dig til den gamle mor og hun smiler og siger tak og de stiger af-.....
Baaden sejler videre til vi kommer frem til Lagunas!!!
torsdag den 12. april 2012
Yurimaguas-Lagunas (Amazonas junglen i Peru)
Lanchaen (den store godstransport med to etager til haengekoejesovende mennesker) stopper de mest saere steder. 8.Octubre hedder denne lille landsby for eksempel. Et familier hopper ned i kanoerne og saekke med ris og andet spiseligt bliver ogsaa nedlastet.
Det er moerkt og myggene flokkes om lampen paa baaden. "Her bor ti familier", fortaeller den unge charmerede baadfoerer som jeg snakkede lidt med. "Jeg har laert at styre baaden af mine venner, og har arbejdet som styrmand i 3 aar", siger pepe og drejer paa sit store tunge ret for at faa baaden til at soege ud midt paa floden igen.
Et sted stopper baaden og en kano bliver lastet helt fyldt med sodavand! Det ser helt maerkelig ud her i moerket, men chafoeren fortaeller at derinde bor over 300 mennesker. Der er tilsyneladende jord og huse derinde, som jeg ikke kan se fra mit udkigstpunkt inde i hos dem der styrer baaden. Vandstanden stiger rigtig meget nu naar det er regntid, og de fleste landsbyer vi har set har kun lige kunne holde sig over vand med deres paelehuse.
Sidste havn er Lagunas hvor jeg skal af. Min "sidekvinde" vil hjaelpe mig med at rulle min haengekoeje sammen. Ser jeg mon saa ualmindelig hjaelpeloes ud her? Ved det ikke. Foeler mig ikke saadan. Spaender stropperne paa min rygsaek og siger paent : "Muchas Gracias" til damen som allerede har spaendt koejen ned og rullet den fint sammen.
Det er moerkt og myggene flokkes om lampen paa baaden. "Her bor ti familier", fortaeller den unge charmerede baadfoerer som jeg snakkede lidt med. "Jeg har laert at styre baaden af mine venner, og har arbejdet som styrmand i 3 aar", siger pepe og drejer paa sit store tunge ret for at faa baaden til at soege ud midt paa floden igen.
Et sted stopper baaden og en kano bliver lastet helt fyldt med sodavand! Det ser helt maerkelig ud her i moerket, men chafoeren fortaeller at derinde bor over 300 mennesker. Der er tilsyneladende jord og huse derinde, som jeg ikke kan se fra mit udkigstpunkt inde i hos dem der styrer baaden. Vandstanden stiger rigtig meget nu naar det er regntid, og de fleste landsbyer vi har set har kun lige kunne holde sig over vand med deres paelehuse.
Sidste havn er Lagunas hvor jeg skal af. Min "sidekvinde" vil hjaelpe mig med at rulle min haengekoeje sammen. Ser jeg mon saa ualmindelig hjaelpeloes ud her? Ved det ikke. Foeler mig ikke saadan. Spaender stropperne paa min rygsaek og siger paent : "Muchas Gracias" til damen som allerede har spaendt koejen ned og rullet den fint sammen.
onsdag den 11. april 2012
Kulturshok og frygt - Pakaya Samira
Kulturshok i havnen i Lagunas. Alt er mudder og kaos. Hoens, saelgere, kasser, mange folk. "Er du Anita?" spoerger en aelre man med Uniform med navnet Estypel. Jeg er lettet. "Ja", siger jeg glad. Anita, lille Anna. Jeg er blevet helt glad for mit lille kaelenavn. Vi tager en Mototaxi til deres hjem og kontor hvor han forklarer om turen i junglen.
Om morgenen spoerger jeg om jeg kan tage et bad. De kigger spoergende paa mig. "Altsaa..ehm..vand til at vaske mig med, mener jeg", skynder jeg mig at sige.
"Ja, ja!" Manuel hiver vand op af broenden og helder det i et langt roer som ender i en stor balje lidt til venstre for koekkenet ude i haven.
Det er totalt uorganiseret deres bad. Bleer, tallerkener og ingen rigtig sivvag omkring, for ikke at tale om alt mudderet, men det er de jo ikke helt herre over. Der er en lille vaeg og et oedelagt plastikforhaeng som haenger slapt i laser.
Jeg vasker mig under min Chihcenge (tyndt stykke stof fra Malawi) og husker saa tydeligt mine stunder i badet i Malawi. Der var trodsalt rent. Jordbund og en soli sivvaeg der gik i en lille spiral rundt om baljen.
Kan ikke begribe hvorfor de ikke bygger en sivvag og laver et system til hvor bleer skal smides u, hvor der vaskes op og hvor man vasker sig. Virker helt vanvittig.
Koekkenet er meget simpelt, men dog med et system og et sted til at lave de smaa baal under gryderne som er haevet op i koekkenbordshoejde.
De laver pandekager med tomater og loeg indeni og stegte bananer. Det smager herligt!
Vejen ud til Naturreservatet Pakaya Samira er oedelagt af regnen og der er kun mudder og vand ladt tilbage til den stakkels motorcykkel med lad, hvor vi sidder.Vi gaar lidt af vejen. Min guide Adam og jeg. Adam er en meget speciel mand syntes jeg. Hans oejne sejler lidt, han snakker uden udtryk i ansigtet og mumler helt vildt. Adam lukter ikke af alkohol som igaar, for da sagde jeg jeg ikke ville ud i junglen med en mand der drikker. Dem der havde firmaet gav mig helt ret i det, og bad ham gaa hjem og "Sanate" "Aedrue dig!"
Jeg havde hellere taget afsted med en anden guide og er lidt mut og taenksom.
Jeg spoerger til hans anden datter, efter han har fortalt at den foerste bor i Argentina nu. Uden at taenke over det for jeg ogsaa spurgt til moren til boernene og en skygge glider over hans ansigt. "Finito", siger han bare kort. Jeg skulle have taget tegnet men det gjorde jeg ikke. "Hvad mener du hr. Adam?", spoerger jeg. "Det er 7 aar siden", fortaeller han med sit udtryksloese ansigt. Det ene oeje lidt mere levende end det andet. "Jeg kom tilbage efter en tur i junglen og fandt hende doed paa vores Chachra (jordstykke som de fleste har til at dyrke groensager til hjemmeforbrug paa). "Et dyr have bidt hende og forgiftet hendes blod."
Jeg maerker min mave knuder sig sammen af flere aarsager. Jeg proever at sige at det lier helt forfaerdeligt og at det er jeg ked af at hoere. Adam er tavs og samtalen sluttet. "Nu kommer regnen", siger han mens han trasker afsted i gummistoevler og en plastikboette med vores tomater og loeg. "Kan du lide fisk?", spoerger han pludselig. Jeg siger jeg elsker fisk.
Ved kontoret ind til naturreservatet breder der sig en ubehagelig frygt i mig. Jeg har bare lyst til at aflyse det hele og tage tilbage til beskidte Laguna, i Estypels trygge haender. Jeg beslutter mig at slaa hul paa frygten og paa det der viser sig at vaere det jeg har i mod Estipel, for Adam er jo ansat af dem og han virker ukompetent med sit saeregne vaesen.
"Hr. Adam", begynder jeg hvast og lidt befippet. "Hvad er proceduren, eller din plan....eller jeg mener...hvad er planen i Estypel hvis der sker en ulykke paa floden, i Junglen?" Adam kigger paa mig med sit maerkelige blik. "Der sker ikke noget." Det er som om han tygger paa ordene inden han spytter dem langsomt og mumlende ud mellem taenderne. Det var lige den forkerte saetning at sige til mig lige nu. Baegeret flyder over me al min frygt og jeg maa gaa ned til flodkanten og kigge ind i det uendelige groenne og give slip paa klumpen i halsen. Taarerne presser sig paa. Jeg gaar tilbage til Adam og siger: "Det kan et anerkendt firma som Estypel da ikke mene. Man skal da have en plan. Hvis noget sker med dem Hr. Adam? Jeg vil ikke kunne tilkalde laegehjaelp til ig herude i junglen. Jeg har ikke signal paa min mobil. Jeg hiver den op af lommen og vifter med dem. Og langt mindre kan jeg finde vej paa alle de smaa floder og tage dig her tilbage. Adam har kigget overrasket paa mig. "Men der sker ikke noget. Lidt laengere inde er andre kanoer. Andre mennesker er i kanoerne og de skal ogsaa holde frokostpause og spise aftensmad samme sted som os.
Jeg maa ha set vild ud i oejnene paa det her tidspunkt. "Men det er ikke det jeg snakker om. Det er hvis der sker en ulykke. Har du ikke en walki talki (radio) med, en radio sender, saa man kan komme i kontakt med andre mennesker? Hva som helst, en plan?", siger jeg med skaelvende lidt for hoej roest. Jeg maa gaa vaek igen inden mine oejne flyder over af inestaengte taarer af frygt. Jeg gaar ned til det brune vand med mine gummestoevler paa og ser ind langs floden. Jeg finder ud af at det er Adams historie om hans nu afdoede kone der giver mig frygt. Det at jeg leger med ilden. Jeg behoeves maaske ikke ligefrem begive mig ind i en jungle hvor der er slanger der kan bide saa du doer af det. Jeg kunne jo vaelge ikke at gaa ind i junglen men bare vide at den er der og skynde mig tilbage inden jeg ogsaa bliver bidt af samme dyr som hans kone.
Jeg har lyst til at gaa op og aflyse. Det er foerste gang jeg smager saa tydeligt paa frygt i Peru. Den smager grimt. Er den reel?
Jeg gaar op og snakker med naturreservatsforvalteren der sidder paa sit kontor. Jeg fortaeller om min frygt. Han fortaeller at Adam er en meget dygtig og anerkendt guide. Jeg spoerger om han altid snakker saa mumlende og virker saa fjern og kontormanden siger at det er hans personlighed. "Saadan er Adam. Men han kender sin jungle og dyrene", smiler han venligt. "Han har seglet op af de floder siden han var barn og arbejdet her som guide i 14 aar. Jeg spoerger om alle guider ikke har pligt til at have en radio med hvis der sker en ulykke? Han siger at det eksisterer ikke her, men de sted jeg skal sove har en radiosender og han er i kontakt med dem. Hvis ikke vi er naaet frem ved aftenstid sender de besked til ham og der bliver sat eftersoegning igang. Men i de 20 aar der har vaeret naturreservat har er alrig vaeret saadan en ulykke. Kun engang en turist blev meget syg paa lodget og en helikopter kom ind og hentet hende og floej hende paa hospitalet.
Jeg kigger stift ud af vinduet og har stadig den irriterende klump i halsen der goer jeg naesten ikke kan snakke med manden uden at graede. Han spoerger om jeg har faaet manglende info og jeg siger at jeg bare regnede med at alle professionelle guider havde en radiosender.
Jeg har betalt turen. 6oo kroner og jeg har set hvordan pengene allerede er kommet den lille fattige familie me alle boernene og det kaotiske toilet til gode. Hustru, medarbejdere og alle har glaedet sig til at kunne bruge af de penge nu, saa jeg vil ikke spoerge om at faa pengene tilbage. Bare aflyse..Jeg skulle ha spurgt Manuel om sikkerheden i huset, og jeg var bare i min danske forstaaelse af hvad en kanotur ind i en jungle er og hvad jeg forventer af en jungleguide.
Og konen der. Hun var vel blevet bidt af dyret paa en mark. Jeg spoerger Adam om der er mange slanger taet paa kanoen. Han fortaeller at de er laengere inde i junglen hvor det er muligt at gaa og at der heller ikke er saa mange store krokodiller nu her da vandet er saa hoejt. De kan bedre lide at kunne laegge sig paa strande og svoemme paa lavt vand. Desuden er det aldrig i kanoen at man bliver bidt af noget, slutter han af. Jeg tror ikke han forstaar hvor meget hans historie skraemte mig.
Jeg beslutter mig for at stole paa Junglen. Estypels valg om at sende mig afsted me saerlingen Adam og hans kunden i oevrigt, og taenke paa at der indtil idag aldrig er sket mig noget paa en eneste af mine rejser. Hvorfor skulle der saa ske mig noget nu? Jeg beder til Gud og saetter mig i den lange tynde udhulede trastamme som er kanoen pg padler forsigtet ud i floden sammen med Adam og kigger konstant efter krokodiller og slanger der vil bide men kan efterhaanden som vi padler ind af maerke at min frygt ikke er reel. Jeg slapper mere og mere af og nyder det groenne!
Junglen vrimler med usynligt liv. En gren der knaekker, aber der spiser saa deres skaller falder ned i vandet med et plump. Fugle der sidder og synger eller snakker med hinanden.
Vi padler jo musestille ned af floeden, og lader os baere af stroemmen ned af saa vi laver ingen larm. Lydende lindrer det sidste af min frygt. Vi er kun os to paa floen og i kanoen har vi vand, mad og ingen radiosender.
Kanoen glider lydloest frem og vi er i et med naturen.
Her har de det godt. Fuglene altsaa! De sender sjove musikalske strofer til hinanden og har ikke hoert eller set os. Det er som at vaere hemmelig gaest hos nogen eller lege gemmeleg i stuen og kunne hoere hvad de voksne snakker om uden at de taenker over at du er der.
Junglen byder os velkommen. Aber leger, et dovenyr klatrer, papegoejer skraepper og flyver tre og tre over hovederne paa os. Hakkespaetter hakker, fisk hopper og pludselig sidder den der paa et trae!
En cameleon! Var det ikke saadan en som havde slaaet hans kone ihjel? Adam vil padle taettere paa og jeg skyner mig at sige at jeg kan se den meget godt fra hvor jeg sidder og at jeg ogsaa har briller paa.
Det foeles som at vaere i himlen da vi naar frokoststedet. Andre mennesker.... De er fra spanien. Jeg falder i soevn paa mit sjal af bare udmattelse, efter noeje at have studeret kaempe blaa sommerfugle og roede smaa fugle for ikke at snakke om alle gul smedende i vandoverfladen.
Maden er kedelig. Pasta med tomatsovs og et aeg. Men jeg hygger mig lige ind til jeg skal paa toilettet - Jeg er noedt til at hoppe ned i det lave brune vand der daekker hele junglebunden her i regntiden og vade hen til toilettet. Jeg gaar med langsomme skridt og kigger efter slanger over det hele, for jeg kan got huske hvad de sagde om den lille giftige slange i Bolivias pampas jungle. Jeg moeder jo ingen slanger men orker heller ikke at gaa helt ind til toilettet og saetter mig paa hug bag det foerste og det bedste trae.
Frisk fisk fanget i net og stegte bananer. Herligt! Og skoent at vaere paa et lodge midt i Junglen paapaele med englaendere og Peruvianere.
Lydene er helt fantastiske. 1 Million froer og cikader synger godnatsang og der er fuldmaane der passer godt paa os.
Der er vand og jungle saa langt oejet raekker........
Om morgenen spoerger jeg om jeg kan tage et bad. De kigger spoergende paa mig. "Altsaa..ehm..vand til at vaske mig med, mener jeg", skynder jeg mig at sige.
"Ja, ja!" Manuel hiver vand op af broenden og helder det i et langt roer som ender i en stor balje lidt til venstre for koekkenet ude i haven.
Det er totalt uorganiseret deres bad. Bleer, tallerkener og ingen rigtig sivvag omkring, for ikke at tale om alt mudderet, men det er de jo ikke helt herre over. Der er en lille vaeg og et oedelagt plastikforhaeng som haenger slapt i laser.
Jeg vasker mig under min Chihcenge (tyndt stykke stof fra Malawi) og husker saa tydeligt mine stunder i badet i Malawi. Der var trodsalt rent. Jordbund og en soli sivvaeg der gik i en lille spiral rundt om baljen.
Kan ikke begribe hvorfor de ikke bygger en sivvag og laver et system til hvor bleer skal smides u, hvor der vaskes op og hvor man vasker sig. Virker helt vanvittig.
Koekkenet er meget simpelt, men dog med et system og et sted til at lave de smaa baal under gryderne som er haevet op i koekkenbordshoejde.
De laver pandekager med tomater og loeg indeni og stegte bananer. Det smager herligt!
Vejen ud til Naturreservatet Pakaya Samira er oedelagt af regnen og der er kun mudder og vand ladt tilbage til den stakkels motorcykkel med lad, hvor vi sidder.Vi gaar lidt af vejen. Min guide Adam og jeg. Adam er en meget speciel mand syntes jeg. Hans oejne sejler lidt, han snakker uden udtryk i ansigtet og mumler helt vildt. Adam lukter ikke af alkohol som igaar, for da sagde jeg jeg ikke ville ud i junglen med en mand der drikker. Dem der havde firmaet gav mig helt ret i det, og bad ham gaa hjem og "Sanate" "Aedrue dig!"
Jeg havde hellere taget afsted med en anden guide og er lidt mut og taenksom.
Jeg spoerger til hans anden datter, efter han har fortalt at den foerste bor i Argentina nu. Uden at taenke over det for jeg ogsaa spurgt til moren til boernene og en skygge glider over hans ansigt. "Finito", siger han bare kort. Jeg skulle have taget tegnet men det gjorde jeg ikke. "Hvad mener du hr. Adam?", spoerger jeg. "Det er 7 aar siden", fortaeller han med sit udtryksloese ansigt. Det ene oeje lidt mere levende end det andet. "Jeg kom tilbage efter en tur i junglen og fandt hende doed paa vores Chachra (jordstykke som de fleste har til at dyrke groensager til hjemmeforbrug paa). "Et dyr have bidt hende og forgiftet hendes blod."
Jeg maerker min mave knuder sig sammen af flere aarsager. Jeg proever at sige at det lier helt forfaerdeligt og at det er jeg ked af at hoere. Adam er tavs og samtalen sluttet. "Nu kommer regnen", siger han mens han trasker afsted i gummistoevler og en plastikboette med vores tomater og loeg. "Kan du lide fisk?", spoerger han pludselig. Jeg siger jeg elsker fisk.
Ved kontoret ind til naturreservatet breder der sig en ubehagelig frygt i mig. Jeg har bare lyst til at aflyse det hele og tage tilbage til beskidte Laguna, i Estypels trygge haender. Jeg beslutter mig at slaa hul paa frygten og paa det der viser sig at vaere det jeg har i mod Estipel, for Adam er jo ansat af dem og han virker ukompetent med sit saeregne vaesen.
"Hr. Adam", begynder jeg hvast og lidt befippet. "Hvad er proceduren, eller din plan....eller jeg mener...hvad er planen i Estypel hvis der sker en ulykke paa floden, i Junglen?" Adam kigger paa mig med sit maerkelige blik. "Der sker ikke noget." Det er som om han tygger paa ordene inden han spytter dem langsomt og mumlende ud mellem taenderne. Det var lige den forkerte saetning at sige til mig lige nu. Baegeret flyder over me al min frygt og jeg maa gaa ned til flodkanten og kigge ind i det uendelige groenne og give slip paa klumpen i halsen. Taarerne presser sig paa. Jeg gaar tilbage til Adam og siger: "Det kan et anerkendt firma som Estypel da ikke mene. Man skal da have en plan. Hvis noget sker med dem Hr. Adam? Jeg vil ikke kunne tilkalde laegehjaelp til ig herude i junglen. Jeg har ikke signal paa min mobil. Jeg hiver den op af lommen og vifter med dem. Og langt mindre kan jeg finde vej paa alle de smaa floder og tage dig her tilbage. Adam har kigget overrasket paa mig. "Men der sker ikke noget. Lidt laengere inde er andre kanoer. Andre mennesker er i kanoerne og de skal ogsaa holde frokostpause og spise aftensmad samme sted som os.
Jeg maa ha set vild ud i oejnene paa det her tidspunkt. "Men det er ikke det jeg snakker om. Det er hvis der sker en ulykke. Har du ikke en walki talki (radio) med, en radio sender, saa man kan komme i kontakt med andre mennesker? Hva som helst, en plan?", siger jeg med skaelvende lidt for hoej roest. Jeg maa gaa vaek igen inden mine oejne flyder over af inestaengte taarer af frygt. Jeg gaar ned til det brune vand med mine gummestoevler paa og ser ind langs floden. Jeg finder ud af at det er Adams historie om hans nu afdoede kone der giver mig frygt. Det at jeg leger med ilden. Jeg behoeves maaske ikke ligefrem begive mig ind i en jungle hvor der er slanger der kan bide saa du doer af det. Jeg kunne jo vaelge ikke at gaa ind i junglen men bare vide at den er der og skynde mig tilbage inden jeg ogsaa bliver bidt af samme dyr som hans kone.
Jeg har lyst til at gaa op og aflyse. Det er foerste gang jeg smager saa tydeligt paa frygt i Peru. Den smager grimt. Er den reel?
Jeg gaar op og snakker med naturreservatsforvalteren der sidder paa sit kontor. Jeg fortaeller om min frygt. Han fortaeller at Adam er en meget dygtig og anerkendt guide. Jeg spoerger om han altid snakker saa mumlende og virker saa fjern og kontormanden siger at det er hans personlighed. "Saadan er Adam. Men han kender sin jungle og dyrene", smiler han venligt. "Han har seglet op af de floder siden han var barn og arbejdet her som guide i 14 aar. Jeg spoerger om alle guider ikke har pligt til at have en radio med hvis der sker en ulykke? Han siger at det eksisterer ikke her, men de sted jeg skal sove har en radiosender og han er i kontakt med dem. Hvis ikke vi er naaet frem ved aftenstid sender de besked til ham og der bliver sat eftersoegning igang. Men i de 20 aar der har vaeret naturreservat har er alrig vaeret saadan en ulykke. Kun engang en turist blev meget syg paa lodget og en helikopter kom ind og hentet hende og floej hende paa hospitalet.
Jeg kigger stift ud af vinduet og har stadig den irriterende klump i halsen der goer jeg naesten ikke kan snakke med manden uden at graede. Han spoerger om jeg har faaet manglende info og jeg siger at jeg bare regnede med at alle professionelle guider havde en radiosender.
Jeg har betalt turen. 6oo kroner og jeg har set hvordan pengene allerede er kommet den lille fattige familie me alle boernene og det kaotiske toilet til gode. Hustru, medarbejdere og alle har glaedet sig til at kunne bruge af de penge nu, saa jeg vil ikke spoerge om at faa pengene tilbage. Bare aflyse..Jeg skulle ha spurgt Manuel om sikkerheden i huset, og jeg var bare i min danske forstaaelse af hvad en kanotur ind i en jungle er og hvad jeg forventer af en jungleguide.
Og konen der. Hun var vel blevet bidt af dyret paa en mark. Jeg spoerger Adam om der er mange slanger taet paa kanoen. Han fortaeller at de er laengere inde i junglen hvor det er muligt at gaa og at der heller ikke er saa mange store krokodiller nu her da vandet er saa hoejt. De kan bedre lide at kunne laegge sig paa strande og svoemme paa lavt vand. Desuden er det aldrig i kanoen at man bliver bidt af noget, slutter han af. Jeg tror ikke han forstaar hvor meget hans historie skraemte mig.
Jeg beslutter mig for at stole paa Junglen. Estypels valg om at sende mig afsted me saerlingen Adam og hans kunden i oevrigt, og taenke paa at der indtil idag aldrig er sket mig noget paa en eneste af mine rejser. Hvorfor skulle der saa ske mig noget nu? Jeg beder til Gud og saetter mig i den lange tynde udhulede trastamme som er kanoen pg padler forsigtet ud i floden sammen med Adam og kigger konstant efter krokodiller og slanger der vil bide men kan efterhaanden som vi padler ind af maerke at min frygt ikke er reel. Jeg slapper mere og mere af og nyder det groenne!
Junglen vrimler med usynligt liv. En gren der knaekker, aber der spiser saa deres skaller falder ned i vandet med et plump. Fugle der sidder og synger eller snakker med hinanden.
Vi padler jo musestille ned af floeden, og lader os baere af stroemmen ned af saa vi laver ingen larm. Lydende lindrer det sidste af min frygt. Vi er kun os to paa floen og i kanoen har vi vand, mad og ingen radiosender.
Kanoen glider lydloest frem og vi er i et med naturen.
Her har de det godt. Fuglene altsaa! De sender sjove musikalske strofer til hinanden og har ikke hoert eller set os. Det er som at vaere hemmelig gaest hos nogen eller lege gemmeleg i stuen og kunne hoere hvad de voksne snakker om uden at de taenker over at du er der.
Junglen byder os velkommen. Aber leger, et dovenyr klatrer, papegoejer skraepper og flyver tre og tre over hovederne paa os. Hakkespaetter hakker, fisk hopper og pludselig sidder den der paa et trae!
En cameleon! Var det ikke saadan en som havde slaaet hans kone ihjel? Adam vil padle taettere paa og jeg skyner mig at sige at jeg kan se den meget godt fra hvor jeg sidder og at jeg ogsaa har briller paa.
Det foeles som at vaere i himlen da vi naar frokoststedet. Andre mennesker.... De er fra spanien. Jeg falder i soevn paa mit sjal af bare udmattelse, efter noeje at have studeret kaempe blaa sommerfugle og roede smaa fugle for ikke at snakke om alle gul smedende i vandoverfladen.
Maden er kedelig. Pasta med tomatsovs og et aeg. Men jeg hygger mig lige ind til jeg skal paa toilettet - Jeg er noedt til at hoppe ned i det lave brune vand der daekker hele junglebunden her i regntiden og vade hen til toilettet. Jeg gaar med langsomme skridt og kigger efter slanger over det hele, for jeg kan got huske hvad de sagde om den lille giftige slange i Bolivias pampas jungle. Jeg moeder jo ingen slanger men orker heller ikke at gaa helt ind til toilettet og saetter mig paa hug bag det foerste og det bedste trae.
Frisk fisk fanget i net og stegte bananer. Herligt! Og skoent at vaere paa et lodge midt i Junglen paapaele med englaendere og Peruvianere.
Lydene er helt fantastiske. 1 Million froer og cikader synger godnatsang og der er fuldmaane der passer godt paa os.
Der er vand og jungle saa langt oejet raekker........
Lille mig i Naturreservatet Pakaya Samira!
Adam viser sig aten sand naturkender. Stille lister den lille traekano sig afsted. Han imiterer alle fuglene med en floejten og vi bliver ligesom en del af dem. Pludselig hoerer vi krokkodiller og han imiterer ogsaa dem. Det lyder som om de slaar en stor boevs. Da vi hoerer de roede broeleaber kan han ogsaa imiterer dem.
Vi er paa forunderligvis en del af det rige dyreliv i junglen, for vi padler bare stille nedaf floden uden at lave larm eller snakke en hel masse for Adam snakker ikke med mindre det er hoejst noedvendigt.. Ofte kommer hans bemaerkninger ud som enstavelsesord. Alle dyrenavne jeg kender paa spask har miset sin relevans her, for Adam naevner dyrene ved deres saerlige artsnavn, og glemmer at informere mig om jeg skal kigge efter en skildpadde, en slange eller en fugl. Jeg bliver god til at dekode efterhaanden, for jeg spoerger ham bare. "Men adam, er det en fugl eller en skildpadde?"
Adam er loesnet op lidt her i naturreservatet og jeg hoerer ham enda grine og se ham smile, isaer af aberne.
Jeg syntes han er en rigtig Junglenoerd og ved hver samtale vi har er jeg altod lidt irriteret uden nogen egentlig grund og er flov over det. Han snakker bare saa underligt og kan finde paa at spoerge:"Hvilke lande kender du her i Syd Amerika?" "Peru og Bolivia" svarer jeg lydigt. "Hvad med Chile?" "nej, siger jeg taalmodigt" "Colombia" "Nej" "Argentina?" "Adam for soeren, Nej. Jeg har jo lige sagt jeg kun kender Peru og Bolivia?" "Hvert oejeblik staar til din raadighed for at besoege dem", mumler han og padler videre me sin rytmiske bevaegelse i arme og ryg.
"Hvad for nogle mennesker boede her foer i tiden?"spoerger jeg pludselig. "Det var naturreservat." og saa en lang forklaring om hvornaar regeringen bad folk om at rejse fra det enorme naturreservat.
Irritationen sidder uden paa mit toej foeler jeg. "ja, men forfaedrende her. Det er jo dem jeg spoerger til. Hvem var de? Kan du fortaelle noget om deres liv og traditioner? "Adam siger: "De fiskede og var medicinmaend." Samtale slut.
Jeg nyder stilheden mere! Den er magisk! Selv det mindste blad der knaekker kan hoeres.
Pludselig kan vi hoere de roede broelaber som "Synger" eftermiddagssang. Adam og jeg er straks klar ved vores aarer og vi padler ned af mod lyden som bliver staerkere og staerkere jo taettere vi kommer paa.
Vi padler ind under lave traer pg maa dukke os og til sidst skubbe os frem via traeerne. Broelene omslutter os og da vi ser op sidder der 5 store roede broeleaber og synger saa godt de kan. Det lyder som en syg loeve eller en lang boevs, men det er vildt fascinerende.
Et sted, da vi hiver 15 fisk op af floden fra et langt net nogle har lagt ud, hoerer vi pludselig et velkendt "sproejtepust"! Delfiner!! De er soede og flotte. De holder sig i afstand fra kanoen, men er ret nysgerrige og vil heller ikke bare svoemme videre.
De smaa "Hr. Nilson-aber" er sjove. De klatrer taettere paa floden fra deres traer. Laegger hovedet paa skraa og kigger intenst paa os maerkelige vaesener i kanoen.
Ved aftenstid begynder froerne og cikaderne at synge aftenssang. Jeg har ikke ur paa og har glemt hvad dag og dato det er. Det foeles godt!
Mens vi padler op af aaen faar jeg pludselige glimt af aaen derhjemme. Den oppe i Klampenborg hvor man kan leje en kano. Velordnede skove, aender, broer der er malede hvide. Broer med smaa lyshaarede boern paa, der spiser is og vil loeftes op af far saa de kan se ned paa dem som ror i kano. Hej boern, hej Danmark. Jeg savner det. Det vil jeg spoerge om min dejlige lillesoester om til sommer. Om hun mon vil med paa kano tur. I klampenborg eller ved naestved.
Pluselig skal jeg dukke mig under et vaetet trae, og han siger pas pa tarantula-spindelvaevet.
Det foeles saa uendelig langt vaek her i Junglen. Her i vores lille kano. Her er der vild natur i flere tusind hektar kilometer og kun dyreliv.
Mine arme og haender, isaer haandledene er oemme naar vi naar frem til land. I dag har vi padlet mod stroemmen i over 5 timer og det er haardere end man lige skulle tro umiddelbart. I "hjoernerne" af aaen i saer, og i og med den lange tynde udhulede traestamme kano er lastet med madvarer og tasker og to personer vejer det jo ogsaa lidt.
Det foeles befriende at saette mine ben paa en helt almindelig graesplaene da vi kommer frem. Der er folk der bader i floden. Jeg springer paa hovedet i fra flydebroen med toej paa, for de andre har ogsaa toej paa. Saadan bader Peruvianere tit. Det er skoent. Friskt! Her er jeg ikke bange for krokodillerne og alle de andre dyr for de andre badende laver en masse stoej og det har skraemt de farlige dyr for laengst.
Kl 02 om natten staar jeg op og pakker min taske. En kaempe aedderkop byder mig godmorgen og jeg har bare lyst til at krybe i seng igen, men minder mig selv om at den boede der helt sikkert foer mig. Paa toilettet er der 5 store kakelakker der syntes de vil holde mig med selskab og proever at smile af at man aldrig er helt alene i junglen.
Manden og konen i Estypel firmaet staar ogsaa op og foelger mig ned til Lanchaen (den store godsbaad) som kommer ind fra Yurimaghuas, hvor flere hundrede pasagherer har haengt deres haengekoejer op og lader sig transportere til Iquitos. Efter planen skal den stoppe i Lagunas mellem 3 og 4 om morgenen.
Jeg moeder de to Backpackere (rygsaekrejsende) fra England som jeg ogsaa havde moedt paa lodget paa paele inde i Junglen. Vi snakker om turen, om kulturshok og sydamerikanske problemstillinger. Underbetalingen af turistguider, minsteloen, baeredygtig turisme og vores ansvar. Lanchaen kommer kl 5 og vi faar haengt vores haengekoejer op paa overste daek.
Vi er paa forunderligvis en del af det rige dyreliv i junglen, for vi padler bare stille nedaf floden uden at lave larm eller snakke en hel masse for Adam snakker ikke med mindre det er hoejst noedvendigt.. Ofte kommer hans bemaerkninger ud som enstavelsesord. Alle dyrenavne jeg kender paa spask har miset sin relevans her, for Adam naevner dyrene ved deres saerlige artsnavn, og glemmer at informere mig om jeg skal kigge efter en skildpadde, en slange eller en fugl. Jeg bliver god til at dekode efterhaanden, for jeg spoerger ham bare. "Men adam, er det en fugl eller en skildpadde?"
Adam er loesnet op lidt her i naturreservatet og jeg hoerer ham enda grine og se ham smile, isaer af aberne.
Jeg syntes han er en rigtig Junglenoerd og ved hver samtale vi har er jeg altod lidt irriteret uden nogen egentlig grund og er flov over det. Han snakker bare saa underligt og kan finde paa at spoerge:"Hvilke lande kender du her i Syd Amerika?" "Peru og Bolivia" svarer jeg lydigt. "Hvad med Chile?" "nej, siger jeg taalmodigt" "Colombia" "Nej" "Argentina?" "Adam for soeren, Nej. Jeg har jo lige sagt jeg kun kender Peru og Bolivia?" "Hvert oejeblik staar til din raadighed for at besoege dem", mumler han og padler videre me sin rytmiske bevaegelse i arme og ryg.
"Hvad for nogle mennesker boede her foer i tiden?"spoerger jeg pludselig. "Det var naturreservat." og saa en lang forklaring om hvornaar regeringen bad folk om at rejse fra det enorme naturreservat.
Irritationen sidder uden paa mit toej foeler jeg. "ja, men forfaedrende her. Det er jo dem jeg spoerger til. Hvem var de? Kan du fortaelle noget om deres liv og traditioner? "Adam siger: "De fiskede og var medicinmaend." Samtale slut.
Jeg nyder stilheden mere! Den er magisk! Selv det mindste blad der knaekker kan hoeres.
Pludselig kan vi hoere de roede broelaber som "Synger" eftermiddagssang. Adam og jeg er straks klar ved vores aarer og vi padler ned af mod lyden som bliver staerkere og staerkere jo taettere vi kommer paa.
Vi padler ind under lave traer pg maa dukke os og til sidst skubbe os frem via traeerne. Broelene omslutter os og da vi ser op sidder der 5 store roede broeleaber og synger saa godt de kan. Det lyder som en syg loeve eller en lang boevs, men det er vildt fascinerende.
Et sted, da vi hiver 15 fisk op af floden fra et langt net nogle har lagt ud, hoerer vi pludselig et velkendt "sproejtepust"! Delfiner!! De er soede og flotte. De holder sig i afstand fra kanoen, men er ret nysgerrige og vil heller ikke bare svoemme videre.
De smaa "Hr. Nilson-aber" er sjove. De klatrer taettere paa floden fra deres traer. Laegger hovedet paa skraa og kigger intenst paa os maerkelige vaesener i kanoen.
Ved aftenstid begynder froerne og cikaderne at synge aftenssang. Jeg har ikke ur paa og har glemt hvad dag og dato det er. Det foeles godt!
Mens vi padler op af aaen faar jeg pludselige glimt af aaen derhjemme. Den oppe i Klampenborg hvor man kan leje en kano. Velordnede skove, aender, broer der er malede hvide. Broer med smaa lyshaarede boern paa, der spiser is og vil loeftes op af far saa de kan se ned paa dem som ror i kano. Hej boern, hej Danmark. Jeg savner det. Det vil jeg spoerge om min dejlige lillesoester om til sommer. Om hun mon vil med paa kano tur. I klampenborg eller ved naestved.
Pluselig skal jeg dukke mig under et vaetet trae, og han siger pas pa tarantula-spindelvaevet.
Det foeles saa uendelig langt vaek her i Junglen. Her i vores lille kano. Her er der vild natur i flere tusind hektar kilometer og kun dyreliv.
Mine arme og haender, isaer haandledene er oemme naar vi naar frem til land. I dag har vi padlet mod stroemmen i over 5 timer og det er haardere end man lige skulle tro umiddelbart. I "hjoernerne" af aaen i saer, og i og med den lange tynde udhulede traestamme kano er lastet med madvarer og tasker og to personer vejer det jo ogsaa lidt.
Det foeles befriende at saette mine ben paa en helt almindelig graesplaene da vi kommer frem. Der er folk der bader i floden. Jeg springer paa hovedet i fra flydebroen med toej paa, for de andre har ogsaa toej paa. Saadan bader Peruvianere tit. Det er skoent. Friskt! Her er jeg ikke bange for krokodillerne og alle de andre dyr for de andre badende laver en masse stoej og det har skraemt de farlige dyr for laengst.
Kl 02 om natten staar jeg op og pakker min taske. En kaempe aedderkop byder mig godmorgen og jeg har bare lyst til at krybe i seng igen, men minder mig selv om at den boede der helt sikkert foer mig. Paa toilettet er der 5 store kakelakker der syntes de vil holde mig med selskab og proever at smile af at man aldrig er helt alene i junglen.
Manden og konen i Estypel firmaet staar ogsaa op og foelger mig ned til Lanchaen (den store godsbaad) som kommer ind fra Yurimaghuas, hvor flere hundrede pasagherer har haengt deres haengekoejer op og lader sig transportere til Iquitos. Efter planen skal den stoppe i Lagunas mellem 3 og 4 om morgenen.
Jeg moeder de to Backpackere (rygsaekrejsende) fra England som jeg ogsaa havde moedt paa lodget paa paele inde i Junglen. Vi snakker om turen, om kulturshok og sydamerikanske problemstillinger. Underbetalingen af turistguider, minsteloen, baeredygtig turisme og vores ansvar. Lanchaen kommer kl 5 og vi faar haengt vores haengekoejer op paa overste daek.
Smuk dialekt i Amazonas
" Tooooodo los haaabitaciones tienen ventilacion", smiler skranke pigen paa hostellet i Iquitos. Jeg har hoert hendes dialekt i smaa brud paa Lanchaen, men hendes er mere udpraeget. Den spanske jeg har kendt ind til videre laegger trykket paa 2. stavelse. "aDONde" (hvor) men her siger de "AAAAAdonde" og traekker ligesom foerste stavelse langt og taler meget langsomt. Paa lanchaen sad kvinderne ved siden af mig og smaasnakkede og siden de havde saa god til snakkede de med lange stavelser og tydelig udtale. Kan det mon sammenlignes lit med jysk? Der er jo ogsaa lidt roligere tempo i sproget og en lidt anden melodi end paa sjaeland..
Det ved jeg ikke men det lyder smukt naar de snakker spansk paa deres maade..
Det ved jeg ikke men det lyder smukt naar de snakker spansk paa deres maade..
Livet paa Lanchaen
Jeg NYDER at vaere paa Lanchaen med alle de andre unge packpackere (rygsaekrejsende) oppe paa soldaekket. Faergepersonalet har sat en plastikpresening op over et stort stativ oppe paa soltaget af den store godstransportfaerge. (Lancha)
Her haenger haengekoejer og vi (to soede englaendere og jeg) laver en haengekoejelejr i det ene hjoerne af omraadet. Fotomodel Ross og gymnastiklaerer Hannah. Vi daser i haengekoejerne og laeser romaner, spiller kort og jeg laerer en frask folkedans paa daekket.
Lanchaen sejler stille op af amazonasfloden med jungle paa begge sider. De smukke skyformationer synger godnatsang. I to dage er floden og junglen paa begge sider det eneste vi oplever og det er dejligt beroligende. Lanchaens motor og haengekoejen.
Det er hvad jeg traengte til efter min padletur i Junglen.Og her er ingen der glor fordi jeg er hvid. Ikke der blandt de andre back packere (rygsaekrejsende). Vi henter mad 3 gange om dagen, og de serverer ris og kylling og bananer og rismaelk med broed til morgenmad. Vi snakker ogsaa lidt med de lokale, men jeg kan maerke det er dejligt lige at vaere paa saadan en lillle "Europaoe" midt i Amazonasjunglen.
Smaa boern kommer paa baaden nu og da og vil saelge fisk, aviser, is eller kager. Jeg snakker med en af pigerne paa 10. Hun siger hun godt kan lide at saelge for saa kan hun snakke med nogle af alle menneskerne og i dag er det soendag saa hun skulle alligevel ikke i skole.
Vi har stoppet i utrolig mange landsbyer hvor det tilstadighed fascinerer mig at man kan bo og leve. Uden veje, med massere af vand, og med kanoen som eneste mulighed for at baevaege sig mellem husene.
Her haenger haengekoejer og vi (to soede englaendere og jeg) laver en haengekoejelejr i det ene hjoerne af omraadet. Fotomodel Ross og gymnastiklaerer Hannah. Vi daser i haengekoejerne og laeser romaner, spiller kort og jeg laerer en frask folkedans paa daekket.
Lanchaen sejler stille op af amazonasfloden med jungle paa begge sider. De smukke skyformationer synger godnatsang. I to dage er floden og junglen paa begge sider det eneste vi oplever og det er dejligt beroligende. Lanchaens motor og haengekoejen.
Det er hvad jeg traengte til efter min padletur i Junglen.Og her er ingen der glor fordi jeg er hvid. Ikke der blandt de andre back packere (rygsaekrejsende). Vi henter mad 3 gange om dagen, og de serverer ris og kylling og bananer og rismaelk med broed til morgenmad. Vi snakker ogsaa lidt med de lokale, men jeg kan maerke det er dejligt lige at vaere paa saadan en lillle "Europaoe" midt i Amazonasjunglen.
Smaa boern kommer paa baaden nu og da og vil saelge fisk, aviser, is eller kager. Jeg snakker med en af pigerne paa 10. Hun siger hun godt kan lide at saelge for saa kan hun snakke med nogle af alle menneskerne og i dag er det soendag saa hun skulle alligevel ikke i skole.
Vi har stoppet i utrolig mange landsbyer hvor det tilstadighed fascinerer mig at man kan bo og leve. Uden veje, med massere af vand, og med kanoen som eneste mulighed for at baevaege sig mellem husene.
Skarpe kontraster
Paa en dag i Iquitos. Saa mange indtryk. Markedet, oversvoemmelsen, saa ud til en havn vi havde laest om med god fisk, men dèr er det hele ogsaa oversvoemmet og vi maa gaa paa braedder som er langt ud. For enden af deb braeddebelagte sti er der en lille flydende havn. Dèr tilbyder de os en turisttur til at se nogle Indigenos landsbyer og spise fisk paa en flydende restaurnt.
I Landsbyen har de genkonstrueret Boa folkenes huse og viser deres sang og dansetraditioner. De maler os med kul og vi faar fjer paa hovedet og skal danse med. Jeg kan godt lide sangene men taenker det maa vaere en maerkelig levevej at vaere et levende museum paa den maade. De fortaeller at Boa folket kom fra Columbia for mang aar siden for de ville handle med gummi? Og de slog sig ned i den Peruvianske del af amazonas. I dag er der kun 300 tilbage og de har stadig sit ejet Boa sprog og kunst og kultur.
Vi bliver koert til et lille hus som er helt oversvoemmet og en abe kravler ind i baaden til mig. Den kigger paa mig som et lille barn og tager mig i haanden og vil gaa langs kanten af baaden med mig i haanden. Den er smuk i traekkende og lille og let. Dyrene her i huset er blevet tamme og der en tam kvaelrslange men den har jeg ikke lyst til at se, for vi skal vade i vand ind og se den i sit lille bur og det er ikke saa sjovt for den at vaere blevet tam, taenker jeg. Den lille ovrsvoemmede hjemmezoo glaeder sig til vandet synker og der kommer flere turister.
En restaurent mand fra Brasilien laver skoen lokal fisk og palmejuice med bananer og snakker en masse om at vi bliver hvad vi spiser og at vi i Europa skal passe paa med alle de hormoner i koedet og groentsagerne. Han er i oevrigt Adventist og giver os en laaaang praediken om Loerdagens hellige betydning og syntes ligsom ikke vi er kristne nok som Lutheranere.
I Landsbyen har de genkonstrueret Boa folkenes huse og viser deres sang og dansetraditioner. De maler os med kul og vi faar fjer paa hovedet og skal danse med. Jeg kan godt lide sangene men taenker det maa vaere en maerkelig levevej at vaere et levende museum paa den maade. De fortaeller at Boa folket kom fra Columbia for mang aar siden for de ville handle med gummi? Og de slog sig ned i den Peruvianske del af amazonas. I dag er der kun 300 tilbage og de har stadig sit ejet Boa sprog og kunst og kultur.
Vi bliver koert til et lille hus som er helt oversvoemmet og en abe kravler ind i baaden til mig. Den kigger paa mig som et lille barn og tager mig i haanden og vil gaa langs kanten af baaden med mig i haanden. Den er smuk i traekkende og lille og let. Dyrene her i huset er blevet tamme og der en tam kvaelrslange men den har jeg ikke lyst til at se, for vi skal vade i vand ind og se den i sit lille bur og det er ikke saa sjovt for den at vaere blevet tam, taenker jeg. Den lille ovrsvoemmede hjemmezoo glaeder sig til vandet synker og der kommer flere turister.
En restaurent mand fra Brasilien laver skoen lokal fisk og palmejuice med bananer og snakker en masse om at vi bliver hvad vi spiser og at vi i Europa skal passe paa med alle de hormoner i koedet og groentsagerne. Han er i oevrigt Adventist og giver os en laaaang praediken om Loerdagens hellige betydning og syntes ligsom ikke vi er kristne nok som Lutheranere.
Evakution af Peruvianere i Iquitos
Flere tusinde mennesker er ramt af oversvoemmelsen i Iquitos denne maaned, og mange maa bo i telte langs hovedvejen til Nauta eller paa madresser i skolebygninger. De vil gerne have mere fokus paa deres situation og i dag er der en fokus march gennem byen for de vil have hjaelp fra regeringen.
Flere huse er forladt nede ved floden da floden har aedt sig helt ind i husene og nogle familier er blevet bonde og bor stort set halvt ude i sin kajak. Har tomret planker laengre oppe af vaeggende der udgoer nyt gulv og sidder og kigger ud paa vandet. Heldigvis er et par skoler i omraadet Belen stadig fungerende og vi ser mange boern blive seglet i kanoer i sine skoleuniformer.
Vi sidder og har en klump i halsen gennem hele vores lille besoeg i bydelen Belen. For hvor er det urtfardig at disse menneskr skal ha de her kummerlige vilkaar lige nu. De slaar mig at det er helt utrolig at de stadig har overskud til smil og et "Bien venido!" fra sine vaade hus eller kanoer.
Flere huse er forladt nede ved floden da floden har aedt sig helt ind i husene og nogle familier er blevet bonde og bor stort set halvt ude i sin kajak. Har tomret planker laengre oppe af vaeggende der udgoer nyt gulv og sidder og kigger ud paa vandet. Heldigvis er et par skoler i omraadet Belen stadig fungerende og vi ser mange boern blive seglet i kanoer i sine skoleuniformer.
Vi sidder og har en klump i halsen gennem hele vores lille besoeg i bydelen Belen. For hvor er det urtfardig at disse menneskr skal ha de her kummerlige vilkaar lige nu. De slaar mig at det er helt utrolig at de stadig har overskud til smil og et "Bien venido!" fra sine vaade hus eller kanoer.
vand, i Iquitos
Internettet er enormt langsomt og kan naesten ikke faa sat billede ind! Her er varmt og jeg sidder med lange bukser paa for jeg vil ikke traekke for meget opmarksomhed.
Udenfor koerer moto-taxierne vildt asted og der er et liv uden lige paa fortovet.
Jeg er kommet til Iquitos.
En 3. Lima siger de i Peru, fordi saa mange fra hele amazonas soeger her til byen enten for at studere eller finde noget at arbejde med for at tjene penge.
Jeg har moedt en dansk skolelaererinde i 50 ’erne paa baaden hertil og vi buslutter at opleve lidt af Iquitos sammen inden jeg tager hen paa bibelskolen.
Vi gaar ned af gaden mod Belens flydende marked som jeg havde laest om. Aldrig har jeg vaeret paa et saa stort marked. Her er frisk fisk over det hele, grontsager, hunde, madbode og alt hvad man lige kunne mangle. Snoerreband og paraplyer. Jeg koeber en blaa paraply for det regner heftigt. Jette er hundelsker og har svaert ved at abstrahere fra alle de forhutlede vaade og tynde hunde der ligger over det hele.
Endelige kommer vi ned til floden og foerst nu gaar det op for os hvad vi har hoert; at Iquitos er i undtagelsestilstand.
Plassen er helt oversvoemmet og vi flaar en klump i halsen. Hvor laenge har alle disse mennesker maattet klare sig i oversvoemmede gader med vand i deres huse? Og den evindelige fugt?
Normalt stiger floden til en vis hoejde, men ca hvert 12 aar stiger floden helt enormt. Fra 3-10 meter. Nogle af husene kan flyde og de klarer det fint, men dem paa stolper er totalt ovrsvoemmede. De siger vandet plejer at gaa ned af i denne maaned, men det bliver vd med at regne og de maa nok holde ud ind til Maj siger de. Vi har betalt en gammel mand for at ro os lidt rundt og fortaelle om bydelen vi stoetter ham med lidt ekstra soles (peruvianske penge) til hans familie bagefter.
tirsdag den 3. april 2012
Her stopper vejen, men ikke rejsen...
Yurimagua. Her er mange motorcykler og mototaxier. Virkelig varmt. Jeg finder et hyggelig hostel helt nede ved floden der ligger stille, men med en staerk stroem mod nord oest. Jeg saetter mig paa den lille traealtan og lytter til cikaderne og manden der er syerske nedenunder. Nu skifter han symaskinen ud med sit fjernsyn og idylen forsvinder lidt. Men i morgen tidlig vil jeg saette mig med en kop kaffe og nyde at vejen videre mod Iquitos gaar op af floden Rio Maranon.
Forressten kan jeg maerke at jeg begynder at savne at vaere helt neutral. At kunne gaa op af en gade uden at alle glor. I dag var der en lille pige med skoleuniform og stramme rottehaler med sloejfer, der stak sit hoved helt hen til mit. "Hej!", sagde hun insisterende. "Hvor kommer du fra?" "Og hvorfor sidder du her og laeser i din bog?"
I en butik nede ved havnen koeber jeg maelk paa daase og pigen der saelger vil snakke, laenge.
Jeg sidder paa en baenk og venter paa bussen og busgutten vil snakke.
De er nysgerrige, og jeg fortaeller altid ganske aerligt mit aerinde her og spoerger tilbage hvis jeg kan rumme flere af deres skabner i mit hoved.
Nogle gange hedder jeg "Maria" og er gift, men det har ikke vaeret noedvendigt her. Her er de bare nysgerrige, og bor forholdsvis isolerede og syntes det er spaendende med en fremmed...
"Hej du turist! Her er min taxi, jeg koerer dig til Turist info og meget mere....af den slags..
Men nu vil jeg op i stilheden paa hostellet og nyde cikadernes sang og den varme nat...
Forressten kan jeg maerke at jeg begynder at savne at vaere helt neutral. At kunne gaa op af en gade uden at alle glor. I dag var der en lille pige med skoleuniform og stramme rottehaler med sloejfer, der stak sit hoved helt hen til mit. "Hej!", sagde hun insisterende. "Hvor kommer du fra?" "Og hvorfor sidder du her og laeser i din bog?"
I en butik nede ved havnen koeber jeg maelk paa daase og pigen der saelger vil snakke, laenge.
Jeg sidder paa en baenk og venter paa bussen og busgutten vil snakke.
De er nysgerrige, og jeg fortaeller altid ganske aerligt mit aerinde her og spoerger tilbage hvis jeg kan rumme flere af deres skabner i mit hoved.
Nogle gange hedder jeg "Maria" og er gift, men det har ikke vaeret noedvendigt her. Her er de bare nysgerrige, og bor forholdsvis isolerede og syntes det er spaendende med en fremmed...
"Hej du turist! Her er min taxi, jeg koerer dig til Turist info og meget mere....af den slags..
Men nu vil jeg op i stilheden paa hostellet og nyde cikadernes sang og den varme nat...
Pedro Ruiz-Pomacochas
I Colectivo (taxi med fire personer der deler regningen) med 4 maend... Min siden mand har "kun" fire boern, siger han. Jeg syntes det er mange og de fortaeller at her er det normalt at have 7 boern eller flere. Sikken fest, siger jeg;-) De vil hoere norske folkesange da de hoerer jeg er musiker og det faar de. Ogsaa en Peruviansk. "Je, je, je..," griner de. "Du kan jo synge!" Vi snakker om engleskundervisning i landsbyerne. Bilen foelger en smuk fjord og en dal og alt er som i Norge bortset fra at jeg sidder i en Colectivo med fire peruvianske maend som altsaa vil hoere mig synge. Groent og friskt er der uden for.
Pomacochas er en lille landsby ovenfor pomacochas soen, som man kan se her:
Traehuse, og jeg spiser paa en traebalkon med udsigt over soen og dalen. Folkene smiler venligt. En bedstemor jeg koebte vand af sidder pludselig i en motortaxi og vinker til mig. En lille dame med hue, ingen taender og store gummistoevler loeber med smaa skridt efter sine hoener. Tror hun vil have dem ind?
Et hotel med moderne kunst og kolibrier i haven og jeg smutter videre.
Med Combi (de der store varevognsbiler som paa finurlig vis her fungerer som busser). Jeg sidder virkelig godt paa forsaedet og kan nyde det langstraekte evigt groenne skov areal vi koerer igennem i evighedder. Jeg ville egentlig saettes af i naturreservatet, men en doer med laas og en del regn gjorde at jeg hellere blev i den trygge Combi med den gode stol foran.
Vild skov, en slags regnskov/jungleskov som jeg gerne ville kunne beskrive lidt mere detaljeret, men i og med jeg er vokset op i en familie hvor vintergaekker var "De hvide" og paaskeliljer "De gule", saa er det altsaa stadig ikke min staerke side at beskrive natur. Jeg kalder den jungle skov. For der var mange lianer. Ligesom dem Tarzan svinger sig i! Kaempe hoeje traekronner og bregner. Og skoven er saa fugtig og frodig at jeg har lyst til at spise den der fra mit Combi vindue!
Vi koerer over et udkigtspunkt med blaa bjerge i baggrunden og denne groenne fredede jungleskov saa langt oejet raekker. Vi koerer et par timer igennem den indtil smaa huse begynder at dukke op. De er nu lavet af trae, paa stolper og ikke altid med vaegge. Folk sidder taet paa vejen. Sloevt i varmen. Haenger ud i deres motor taxier (Saadan ser de ud:-)
Bushafoeren havde givet mig en sandhed med modificationer da han sagde han skulle til Moyobamba. Vi blev sat af foer der og en anden bus chafoer sagde "Moyobamba", men heller ikke han tog os der hen. Vi var vel paa vejen, men det var ikke hans destination. Til sidst kom vi dog alle fra bussen frem til Moyobamba..
Efter en lille mototaxi tur var jeg i en lille park med kolibrier og tropiske blomster. Dejligt at gaa. Snuse og ikke mindst se!
Pigen der viser mig rundt i parken, som egentlig mere er som uberoert skov, er rigtig soed. Hun har studeret turisme i Lima, og er lykkelig over at vaere kommet hjem til hjemtragterne. "Jeg vil ogsaa gerne rejse til Europa, saadan som i rejser her til", siger hun pludselig. Jeg siger at det kan jeg virkelig godt forstaa. "De tror bare at vi kun rejser dertil for at blive og arbejde. Jeg ville bare gerne have en chance for at rejse" Jeg kan kun sige mig enig i tanken om at alle skal ha lige chancer for at rejse, men jeg mangler ord for at beskrive at det er hele den oekonomiske situation i Peru kontra Europa der goer at det er nemmere for os at rejse over, for naar vi foerst er her er det billigt, men hvis en Syd amerikaner kommer over kraever det sin mand bare at rejse rundt for en maaneds tid og saa rejse tilbaage naar flybilletterne er saa dyre.
Jeg siger at hvis vi er mange nok til at aendre "Fort Europa" kan det maaske lykkes flere at komme over at besoege os.
Min sidste etape i dag gaar til Tarapoto. Vi har klemt os godt sammen i den lille combi, og selv midt mellem saederne sidder folk paa klapstole. Luften er taet. Vi er helt klar til at koere. Men chafoeren skal lige ordne et eller andet. Da han kommer tilbage raaber en aeldre mand. "Musica Maestro". Taenk! Buschafoeren havde efterladt os uden musik i fem minutter. Jeg smiler fra oere til oere, for det er Peru. I Danmark havde en eller anden raabt. "Kan vi saa komme afsted mand!" men her vil de bare have musik saa klarer de det meste. En aeldre mand ved min side siger det er varmt i solen ik? Og jeg smiler og siger jo, pyha. Sveder rigtig meget. Og ser til min skraek at han har en serioes sweater paa. Jeg griner og siger, om han ikke har det endnu varmere under den sweater. "Naeh. Jeg sidder og varmer mig. Der er saa koldt oppe i fjeldet saa jeg nyder det lige." Jeg kan slet ikke lade vaere med at grine. Han er saa loejerlig der med sin sweater og jeg som er ved at smelte vaek.
Min sidemand er politimand og far til to. Han fortaeller han rejste tilbage til Tarapoto fordi han aldrig kunne vaenne sig helt til Lima. Foraeldrene bor der stadigvaek .
Katitsa se puede!
I Chiclayo bliver svenskerne og jeg budt til praestens datters 15 aars foedselsdag. Der er hoej musik. Alle sidder paa stole og ser paa hinanden, for vi kan ikke saa godt snakke sammen naar der er saa hoej musik. Katitsa paa nu 15 har en smuk hvid prinsesse kjole paa. Ungdomsgruppen fra kirken laver noget spas og festen liver lidt op. Jeg sidder og foeler at jeg er gaaet forkert. At vi 4 "hvide" europaerer laegger en daemper paa festen. Da den "rigtige missionaer" er gaaet byder jeg Karin op til dans. Og det er som om der gaar et lettelsessuk gennem forsamlingen. Alle begynder saa smaat at danse. Merrenge, Salsa, rumba og Cumbia. Jeg liver toer i halsen af angst for at missionen paalaegger de stakkels danseglade peruvianere ikke at danse. Toer ikke spoerre naeste dag, men vi fik i hvert fald danset, og det syntes jeg missionen skulle opmuntre noget mere til. Man kan jo sagtens danse uden at vaere beruset, som missionen selvfoelgelig har en pointe i ikke at opfordre til...
Catarata de Gocta
"Gocta, cocta" har fuglene foer i tiden skreget. En mystisk legende om en mand som sank i verdens 3. stoerste vandfald fordi en under"vandisk" kvinde var saa vidunderlig at han tog hendes haand og den dag i dag lever under vandet.
Legenden har gjort at den lille lokale landsby der ligger ca 2 timers gang fra vandfaldet aldrig har begivet sig derind. Der har ikke vaeret sti, og foerst i 2005 begyndte man at rydde sti.
Vandfaldet summer af energi, og at staa helt taet paa det er fantastisk. Aldrig har jeg set vand med saa meget kraft. Det er som om vi faar et lille eftermiddags bad som vi staar der i regnfrakker lige ved. Vandet er krystalklart og uendeligt.
Gaa turen derop er smuk igennem lidt regnskov agtig bevoksning og vi gaar og snakker i gruppen. Guiden er far. En meget stolt og glad en af slagsen! Han lever nu af turismen her i den lille landsby. Han tjener 50 kr paa at vandre 5 timer med os turister og jeg ville oenske han havde en hoejere loen. Han har ogsaa aabnet et lille hostel og har en mark med majs og lidt forskelligt. Vi snakker om vigtigheden af at beholde disse turistatraktioner i sine haender og ogsaa landskabet og ikke saelge det til store udenlandske eller store private turistvirksomhedder eller hotelejere. Han fortaeller at der nogle gange kommer nogle, og de slynger store engangsbeloeb ud" Men det er jo vores levebroed"
En anden gut i gruppen bor i England men er vokset op i naerheden. Han er helt oppe at koere og fortaeller hele tiden anekdoter fra sin barndom. "Den her plante saetter sig paa toejet! SE! Dem her plejede vi at spise. Saadan her lugter den her. Ej, hvor er det skoent." Han har laest filosofi i Lima og saa ingen ide i at proeve at bruge sin uddanelse i Peru tilsyneladende men det virker som om han har savnet i saer naturen meget i alle disse aar...
To belgiske piger er virkelig soede. Jordmor og Psykolog. Vi snakker om forskellen mellem asylcenter systemerne i Skandinavien og Holland/Belgien. Hun arbejder nemlig paa et asyl center. Der venter de max 3 aar og de for fra starten lommepenge og smaa jobs og 2/3 bliver budt velkommen i Belgien.
Det er fint at rejse for der er hele tiden noget nyt at laere. Baade fra Peruvianere men ogsaa fra den paralelverden som eksister. Os europaeere der rejser rundt og pludselig rent faktisk snakker med hinanden og laerer noget fra hinanden....
Legenden har gjort at den lille lokale landsby der ligger ca 2 timers gang fra vandfaldet aldrig har begivet sig derind. Der har ikke vaeret sti, og foerst i 2005 begyndte man at rydde sti.
Vandfaldet summer af energi, og at staa helt taet paa det er fantastisk. Aldrig har jeg set vand med saa meget kraft. Det er som om vi faar et lille eftermiddags bad som vi staar der i regnfrakker lige ved. Vandet er krystalklart og uendeligt.
Gaa turen derop er smuk igennem lidt regnskov agtig bevoksning og vi gaar og snakker i gruppen. Guiden er far. En meget stolt og glad en af slagsen! Han lever nu af turismen her i den lille landsby. Han tjener 50 kr paa at vandre 5 timer med os turister og jeg ville oenske han havde en hoejere loen. Han har ogsaa aabnet et lille hostel og har en mark med majs og lidt forskelligt. Vi snakker om vigtigheden af at beholde disse turistatraktioner i sine haender og ogsaa landskabet og ikke saelge det til store udenlandske eller store private turistvirksomhedder eller hotelejere. Han fortaeller at der nogle gange kommer nogle, og de slynger store engangsbeloeb ud" Men det er jo vores levebroed"
En anden gut i gruppen bor i England men er vokset op i naerheden. Han er helt oppe at koere og fortaeller hele tiden anekdoter fra sin barndom. "Den her plante saetter sig paa toejet! SE! Dem her plejede vi at spise. Saadan her lugter den her. Ej, hvor er det skoent." Han har laest filosofi i Lima og saa ingen ide i at proeve at bruge sin uddanelse i Peru tilsyneladende men det virker som om han har savnet i saer naturen meget i alle disse aar...
To belgiske piger er virkelig soede. Jordmor og Psykolog. Vi snakker om forskellen mellem asylcenter systemerne i Skandinavien og Holland/Belgien. Hun arbejder nemlig paa et asyl center. Der venter de max 3 aar og de for fra starten lommepenge og smaa jobs og 2/3 bliver budt velkommen i Belgien.
Det er fint at rejse for der er hele tiden noget nyt at laere. Baade fra Peruvianere men ogsaa fra den paralelverden som eksister. Os europaeere der rejser rundt og pludselig rent faktisk snakker med hinanden og laerer noget fra hinanden....
Chachapoyas...maendene i skyen
En lille plads. Her er lidt smaa koldt og det regner. Vi skal koere til Kuelap. En gammel ruin paa toppen af et bjerg hvor Chachapoyaerne levede foer inkaerne kom. De blev kaldt Chachapoyer fordi de levede i skyerne. Regnskoven daekkede paa den tid mere intenst og der var stadig at se skyer over fjeldene hvor de boede i sadan her nogle runde huse.
De kendte til jerne kirugi efter sigende og var udspekulerede i forhold til fjender som de lod ind i deres "borg" for derefter at skubbe dem ud over kanten paa toppen af borgen hvor der ikke er nogen mur.
Vi havde en smuk dag og det er vildt hvordan Indianerne havde saa mange forskellige interesante folkeslag foer i tiden...
De kendte til jerne kirugi efter sigende og var udspekulerede i forhold til fjender som de lod ind i deres "borg" for derefter at skubbe dem ud over kanten paa toppen af borgen hvor der ikke er nogen mur.
Vi havde en smuk dag og det er vildt hvordan Indianerne havde saa mange forskellige interesante folkeslag foer i tiden...
Jeg elsker Peru!
Efter at have vaeret i Cusco. I fjeldluften, de kolde naetter, de mange aeldre damer med sjaler i alle farver, babyer paa ryggen, smaa gader. Til Limas toerre omraader. Pachacamac med floden de smaa toerre bjerge, Onechaco strand, Chiclayo toert og strand op til Chachapoyas hvor det foeles som at vaere hjemme i Norge. Her er saa groent at det smiler helt inde i hjertet. Det groenne og frodige friske landskab goer mig helt salig der inde under mit regntoej, for det regner lidt her. Her er ret koldt. Ogsaa paa hotellet. Jeg har uldtoej paa og sover under under uldne taepper. Chachapoyas ind til Mayobamba er en hed fornoejelse og her i Tarapoto og Yurimaua er der hedt. Trope hedt. Jeg har koert igennem de smukkeste jungle skove. Groenne og kaempe store. Uden mennesker. Med skilte der siger:"Ikke smid affald i floden!" "Traer gir liv" "Beskyttet omraade" Og det er saa dejligt! Groent, groent, groent og hedt, mens bussen suser afsted paa de svingede veje........
Tilbage til Chachapoyas fred...
"Jeg blev stresset af at bo i Lima i 80'erne 90'erne. Mine foraeldre havde taget mig med til Lima da jeg var 12, for de sagde der var flere mulighedder for dem og for os. Jeg blev chafoer og blev gift og fik boern i Lima. Men fordi der var saa meget terrorisme blev jeg stresset. Kunne ikke sove om natten og troede konstant at mine passagerer havde bomber i sine tasker eller ville saette en pistol for panden naar som helst. Min laege sagde det ville vaere bedre for mig at flytte hjem til Chachapoyas og arbejde som chafoer der. Jeg er saa taknemmelig for at vaere tilbage. Her er groent, vand, ren luft, fred, naesten ingen kriminalitet og jeg kan aande let her," smiler vores chafoer som skal koere os ud til Catarata de Gocta vandfaldet.
Kaffebonde..
"Min datter er flyttet til brasilien for at finde arbejde. Jeg kunne ikke forsoerge hende mere," fortaeller min sidemand i bussen. "Jeg ville ellers gerne, og syntes det er trist hun er flyttet saa langt vaek. Vi har ikke lavet koorporativer hvor jeg bor saa priserne er ikke faste. Men hvis det er godt saelger vi kaffen for 50 kr for et kilo ristet. (Hvis jeg forstod det rigtigt)
kaffetaar i Lima
Om jeg vil drikke en kop kaffe? Jo! Ind kommer en lille kop kulsort kaffe og en hvid bolle med en lille hel fisk indeni. Hovedet stikker ud og den er friturestaegt. Med loeg. Fisken er god, men det kan da kun vaere her i Lima at man spiser smaa hele fisk til sin eftermiddags kaffe? :-)
Abonner på:
Opslag (Atom)