"Jo forstaar du", begynder far Victor til Anyi. "Jeg drog til Lima i 50èrne for der var ingen arbejde for musikere i Cusco. Staten nedlagde en masse stillinger paa landssigt men jeg var sikker paa jeg ville finde noget i Lima. Da jeg kom til byen maatte jeg skrive gadenavnene ned i min lille bog for jeg kunne slet ikke finde rundt. Fik en ven, som boede i Victoria. Han arbejde om natten, saa det passede jo fint at jeg sov i hans seng mens han alligevel var ude. Saadan delte vi lejlighed," griner Victor med sin skaeve smil og halvt lukkede oejne. Victor er meget hoej, og det er som om han i alle sine aar har mattet kigge saa meget ned naar han har skullet tale med sin hustru, boern og venner at hele hans kropsholdning haelder forover og hans nakke bukket lidt. Han maa ogsaa bukke nakken naar han gaar ud af doeren.
"Jeg fandt heldigvis arbejde her i Lima. Blev ansat i militaerorkesteret og vi spillede i alle oficielle anledninger. Jeg kan stadig over 8 nationalsange fra Europa", smiler han. Han snakker uden at aabne munden og alle ordene hvisler han stille og vildt hurtigt ud gennem sine skaeve taender. Jeg kan naesten ikke forstaa hvad han siger og toer ikke spoerge om han kan tale tydeligere, for saadan snakker han vel bare.
"Nu spiller jeg ikke tuba, for mine lunger er ikke saa store som de var, men jeg dirigerer og skriver noder og spiller percusion og klaver. Alle hans noder ligger i bunker ved det ene vindue og hans instrumenter staar pakket sammen under nogle klaeder langs vaeggen. Jeg for ikke spurgt ham om han vil spille lidt for mig, for saa skulle vi spise og Anyi kom hjem fra Arbejde.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar