Industrier i Bolivia!

"Hvis vi bare kunne lave industrier af vores raamateriale her i Bolivia", mumler min aldre sidemand i bussen, "Saa vill vi kunne leve meget bedre, og Bolivia ville ikke vaere saa fattigt som det er i dag!" Han har smilerynker opaf og har en haes gammel stemme. Han er paa vej til Cusco for foerste gang i sit liv for at besoege sin soen. "Vores regering tager i mod penge, nogle gange under boret, for ikke at starte industrier i Bolivia. Vi har soelv, kobber, tin, Guld og meget andet og ingen industrier. Alt eksporterer vi ud som raavarer. "Den aeldre mand fortaeller om alt det smukke jeg ikke har faaet oplevet i Bolivia og vil vide alt om vores socialistiske system i DK. "Det lyder jo meget godt", brummer han. "Er der saa ingen fattige?" Vi snakker om det relative fattigdomsbegrab og at de problemer vi har i DK altid vil vaere store og vigtige for os, men naar vi ser paa DK globalt, saa har vi det godt. "Hmm..." siger han tankefyldt og gentager 50 procent i skat..........

Hvorfor handler det kun om penge i Europa?

Vi sidder og hoerer aberne broele i sit ynglingstrae, cikaderne og fuglenes aftensang bliver som en fast smuk baggrundsmelodi. En guide med kokablade i sin venstre del af munden fortaeller.
"Jeg voksede om i en lille landsby 2 timer fra Ruranebaque. Vi gik ikke i skole, men livet var en skole for os. Vi solgte ikke vores afgroeder men havde alt hvad vi havde brug for i landsbyen. Hvis vi havde brug for anden slags mad eller toej sejlede vi til Ruranebaque og byttede os til det.
Jeg har 9 soeskende og hele vores familie kunne starte en ny landsby hvis vi ville.
Jeg er den eneste fra min landsby som har rejst langt. Vi har vores traditioner, fester, familiesammenhold og arbejder sammen hver dag. Jeg forstaar ikke Europa. Har besoegt flere lande der og jeg kunne ikke lide det. Jeg er blevet ansat her i Fluvial tours fordi jeg kan snakke engelsk og lidt fransk. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle laere engelsk, men naar man skal saa kan mand.
I Europa virker det som om det kun handler om at tjene penge. Og i bor langt vaek fra jeres familier saa i ikke ser dem saa tit. Og unge bor alene? Det virker paa mig som om i lukker af for noget af det vigtiste i livet. " Her bryder en passioneret italiesk kvinde ind. "Maa, it is not true", med staerk italiensk accent. En stor og interesant diskussion begynder. For Italieneren siger at han ikke kan generalisere hele Europa, og at vi er noedt til at arbejde for at tjene penge for saadan er by systemer nu engang bygget op, men det betyder ikke at familien ikke betyder noget for os.
Vi fra Sweitz og Skandinavien kan nikke til at nogle gange for nogle handler det om at udvide sit materialistiske behov. En ny bil, stoerre lejlighed, flottere sko etc, istedet for at fokusere mere paa de sociale relationer. "Tilgeangaled hvis du foerst faar venner i DK er de der ofte for livet. Det tager lang tid at komme ind paa dem, men du kan ofte stole paa dem." "Her er folk mere umiddelbare snaksagelige, hjaelpsomme og varme men det kan vaere svaert at bygge naere relationer maaske?" Taenker jeg..
"I Europa virker det som om i oensker saa lidt kontakt med andre som mulig i jeres hoeje huse. Ingen kender sin nabo, og er kun interesseret i sit" sukker guiden.
 Vi snakker videre og bliver enige om at der maa vaere gode og daarlige ting ved alle systemer og maader at leve paa...

BUUUMPSHHHHH.........

Det meget lille fly lander med et laaangt og lidt faretruende "Buuumpshhhhh" i mudderbanen i Ruranebaque. Porten til Amazonasjunglen i Bolivia.
Sikaderne og et kaempe fremmedartet fuglekor byder os velkommen! Luften er saa fugtig og varm er det foeles som om vi kan putte os i den eller drikke den som varm the. Jeg proever at tage billede af flyveren men linsen fugter til.
Motorcykler med smarte maend og kvinder praeger den lille by. Alle er hjaelpsomme med at faa os paa plads og til sidst sidder vi traette,  taet pakket med myggesprayen parat i en lille firjulstrukket bus.
Vi bumper og suser afsted paa muddervejen i regnvejret.
Koeresyge og mere traette venter der os en laekker banansuppe og koedsovs med ris.
Den store kano er lang og smal og guiden viser os delfiner, krokodiller, aber og fugle i mange farver.
En camp paa stolper i Pampas junglen venter paa os hvor lyseroede delfiner en gang i mellem kigger op og vil lege.
En huskrokodille bor under vores huse. Den bliver fodret med kylling en gang i mellem, derfor er den tilsyneladende ganske venlig. (FNIS. Hvis du ser en krokodille i dit badekar, skal du ikke vaere bange for den er saa rar) proevede dog ikke at give den kaffe. Tror altsaa ikke paa krokodiller hverken kan lide kaffe eller cigarer.
En giftig slange blev draebt og vi blev informeret om at gaa med lommelygter og gummestoevler. En kaempe edderkop sad inde i faellesrommets myggenet og den var bare klam med haar og lange ben. Lige saa stor som min haand...
Vi svoemmede med delfinerne og kunne klappe dem paa deres lange ru naeser. De er virkelig soede...

Jesus er vores nye lys!

Den katolske kirke; San Fransisko paa pladsen i La Paz er stop fyldt her Juleaften d. 25. december.
Et halvfalsk orgel og en kantor som har lidt problemer med at styre sit vibrato stemmer lystigt i og det lyder ikke helt af jul. Et syntetisk julelys blinker bag den hvidklaedte praest jeg ikke kan se ansigtet paa, og det tager mig lidt tid at indstille mig paa hans juleord paa spansk.
"Julen fejrer vi samme dag som foer i tiden var en solfest!" Foer kendte vi ikke Jesus og fejrede derfor kun solen". "Julen er ikke kun en fest!" "At Gud manifisterede sin kaerlighed til os igennem et lille skroebeligt barn, som blev foedt fattigt er kaerlighed for os idag!"
"Dette at vi fejrer Jesus Kristus foedselsdag er ikke bare en hoejtid. Det at vi alle tager i mod Kristus som vores hjaelper i vores liv og lever vores liv i overenstemmelse med Jesu liv; dette skal julefejringen minde os om!"
Det er som om det er den foerste julepraediken jeg har hoert som jeg synes der giver mening. Kirken er stopfyldt jo, ligesom i Danmark, men i modsaetningen til hjemme taler praesten direkte om at tage i mod Kristus i vores liv, i stedet for at vikle det hele ind i symbolder og vattede historier.
Praesten fortsaetter i din uklomplicerede tone: "Jesus er det nye lys i vores liv!"
Praesten forklarer symbolikken i Johannes evangeliets introduktion med at Kristus er lys og at vi ikke forstod det foerst. "Lad os fejre Jesus Kristus, vores nye Lys!"
Liturgien fortsaetter og vi beder i for alle dem der har det svaert og synger "Aamen" bagefter.
Praesten synger gamle gregoriansk-agtige melodier alene. Vi takker Gud i stilhed og alle oensker glaedelig jul og Guds velsignelse til hinanden bagefter og jeg smutter paa hollandsk restaurent med toeserne og spiser mad fra indonesien.
Jeg bliver hurtig maet og pigerne fortsaetter med schokolademouse og aple crumple....
Pakkeriet paa hostellet tager tid og vi kan ikke sove af bare spaending for vores jungletur i morgen.....

Julestemning?

Hvad er mon julestemning? I La Paz er der en stor gade som den 23. december er lukket for biler. Her kan alt saelges. Spil, lommekalendere, neglerensere, sokker, jakker. Perfekte sted at koebe julegaver. Det begynder at regne voldsomt og alle saelgerne putter bare plastik over deres genstande og sidder trofaste med plastikposer paa hovederne og venter paa at den stopper. Bagefter skraber de regnvand og mudder vaek fra deres boder og haaber paa nye julekunder.
Julestres i Magasen i Boliviansk stil:-)

TIGGERE....

I La Paz virker det som om alle der har det mindste problem i bjergene er flyttet ind paa gaden. Moedre med deres boern, sidder og stirrer forstenet ud i luften. Boernene er tynde og beskidte og raekker haenderne frem. Nogle boern er blevet sendt paa gaden for at danse med deres traditionelle toej paa, og hvem ved hvad pengene gaar til bagefter?
En mand forklarer mig at de foerste 6 aar, faar en kvinde stoette fra staten til sit barn, og derefter ophoerer hjaelpen fuldstaendigt. En kontrast som mange aabenbart ikke kan haandtere.
Det er utrolig svaert at vaere vidne til foraeldre som tvinger sine boern til at tigge med dem, for det er det vaerste man kan give sit barn. Afhaengighed af almisser. Ingen skoleegang, kolde fortorve, ingen inspiration, bilos, daarlig kost og for lidt at drikk.
Der er massere af god jord i Bolivia. Men det virker som om en del traditionelle folk har givet op og sat sig paa gaden!
Den 23. december ser vi mange boern komme vandrende med de samme slags dukker og biler. De har tydeligvis alle faaet dem til en velgoerenheds fest. Men de skal vel ogsaa have julegaver?

Sarah "eelsker" La Paz!

Ankomst: Gaa i mega myldertrafik med kaempetasker over 3 kvarter fordi man ikke kan tage bus eller taxi i myldertiden.
To hostels vi havde proevet at booke, ingen plads. "Men vil jo holde Juuule FEST med backpackere" Citat Sarah;-)
TaXa tilbage, men vi sidder fast i trafikken og rykker os ikke ud af stedet, han vil ha hoejere loen og saetter os af ved et sted som ikke er vores hostel vi nu ville proeve. Det begynder at storme og hagl-regne helt vildt og hostellet vi bliver sat af ved siger at Adventure Brew hostel laa her foer i tiden, og forklarer os tre vaade katte med kaempe tasker hvilken vej vi skal gaa for at finde A.B. Hostel.
Vi ankommer. De har verdens daarligste service, og vi maa med tasker og hagl i haaret indlogere os og udfylde `papirer med mere.
Vaerelset lugter af Lim og det lyder som om bilerne holder dyttekor inde i vaerelset.
Vi bestiller mad paa hostellet og det smager af vand og naeste dag har Shardee ondt i maven.
Sarah afleverer glad og fornoejet alt sit vasketoej inklusivt sit varmetoej til vaskeriet i hostellet, fo de siger det bliver faerdig til om aftenen, saa hun kan tage det paa paa fjeldet naeste dag.
Vasketoejet kommer tilbage tidligt om morgenen stadig helt vaadt, og Sarah faar et foel! "Jeg hader den her by!" "I will freece my fucking ass off on that trip!!"
Efter cykel turen vil Sarah have mig med til julefesten paa det andet hostel. Vi gaar i bad, som ikke virker optimalt, og goer os smukke.
Vi ankommer til Wild rover og dem der havde inviteret os er der ikke, kun nisseklaedte bartendere som haelder vodka i folk. Vi bakker ud og vil finde noget at spise. Har ikke spist siden kl 3, og nu er den 11 om aftenen.
Vi leder og leder og der er ingen steder at spise. Alt er lukket. Omsider finder vi en 24 timers aaben kafe med andre familier der har vaeret til festivitas paa pladsen som vil ha noget julehygge ude i byen.
Vi venter i evigheder paa tjeneren. Gaar ned flere gange og spoerger oom mad. Efter en time er vi stadig ikke blevet betjent og kaerligheden til La Paz lyser ud af kaederygende Sarahs oejne.
I mellemtiden snakkede vi med et par tilflyttere til byen fra Lima som vi troede var soede mennesker. Det var de vel egentlig ogsaa indtil de aabentlyst begyndte at sniffe kokain lige foran oejnene paa os. Vi skyndte os afsted, fandt en hamburger vogn paa gaden, og Sarah sagde hun ville sove laenge naeste dag og ikke fejre julebrunch med os, for hun var i daarligt humoer.
Heldet i vores "elskede" by La Paz" forsaetter da jeg skal hjem til Cusco med bussen. "Naeh! Du har ikke bestil hos os!" "Hvad?" En lang diskussion, et telefonopkald og tilsidst siger skrankepaven i elegant boliviansk form, at det var hendes fejl! Jeg vil ikke vente i La Paz otte timer og beder hende om at hjaelpe mig ind i bussen jeg havde koebt saede til. Hvilket resulterer i at jeg sidder paa gulvet det meste af vejen til Cusco. Hotellet i La Paz havde verdens daarligste service med internet og morgenmad, og tror vi alle er glade for at komme ud af La Paz.

Mit livs cykeltur, og saa Juleaften:-)

Det er vildt koldt. Vi har taget flyverdragter paa og proever vores super seje montainbikes paa en slette paa 4700 m hoejde en times tid fra La Paz i Bolivia.
Vores Guide har indtil videre kun presenteret sig som "Santa" og har i dagens anledning taget nissetoej paa. Han er super ironisk og har stadig soevn i oejnene. Det er lidt skraemende, at "laegge sit liv i hans haender", denne nisse men det hele skal nok blive godt.
Santa fortaeller lidt om mountainbike teknik, sving og bremse, og om vejen de naeste 5 timer.
Vi cykler afsted og starter paa asfalt. Paa back packer sprog hedder vejem Death Road, fordi saa mange bolivianere i gennem historien er faldet ud over kanten i trucks, busser og andet. Der er ikke saa mange som bruger vejen nu, for der er lavet en ny. Men det foerste stykke paa asfalt moeder vi mange biler, lastbiler og det er lidt skraemmende at koere hurtigere end dem.
Det er smaa taaget og vi suser afsted.
Guiden stopper mange steder og forklarer om vejens sving mm.
Paa et tidspunkt skal vi koere udenom en tunel. Det er foerste stykke grusvej og vi skal stille os op i sadlen og maerke stenene under os.
Pyhaa, det er helt anderledes end asfalt.
Nu starter grusvejen. 2000 meter ned skal vi, og de naeste par timer foregaar paa en smal grusvej med imoedekommende smaa lastbiler en gang i mellem.
De andre suser afsted men jeg cykler langsomt sammen med Guiden bagerst. Han guider mig: "Albuerne ind, rejs dig op, maerk balancen i overkroppen. Saadan! Det ser godt ud!:-)"
Efterhaanden faar jeg drejsen paa det. Bremser meget naar det gaar lige ud og i hjoernerne stiller jeg mig op i sadlen og hopper over sten og smaa aaer.
Det er skoent at maeke farten, cyklen, vinden, solen og adranalinen.
Vi konsentrerer os helt vildt, faar hver gang vi stopper har guiden en skraekhistorie med uforsigtige cyklister som er roeget ind i klippen eller ud over kanten.
Mine ben ryster i blandt, og jeg maa stoppe og masere mine arme i de smaa vejlommer til at holde pause i. Det er fantastisk at maerke klimaforskellen ned af bjerget. Vi starter i 4700 meters hoejde og nu er det allerede blevet meget varmere. Jeg cykler kun i shorts og undertroeje.
Helt nederst ankommer vi til en smuk flod vi svoemmer i. Og der er mange papegoejer og aber og en lille jungle restaurent med dejlig mad.
Mit livs jule cykeltur...

Isla del sol

Baaden er en evighed om at komme frem. Der lugter lidt af benzin og jeg bliver sosyg og laegger mig paa et toerklaede fremme i baaden paa gulvet, mens et dusind af australiere, englaenderne og amerikanere snakker i baggrunden. "Yaeh, I did the death rod and the salt flakes.." "Yeah Cusco is a cool place" osv..jeg falder i soevn og endelig er vi fremme.
EN lille fin gammel mand med hat uden fortaender og med en tynd lidt pibed stemme byder os velkommen paa oe oeen, og fortaeller at dette er en hellig oe. Han fortaeller med stolthed om aendringerne geografisk i omraadet fra mange aar foer kristus hvor en anden stamme levede her paa oen.
Et sagn om at de foerste inkaer formede sin stamme her paa Isla del Sol goer nordenden af oen meget besoegt af turister.
En shaman fortaeller om deres traditioner og tilbyder at velsigne turisterne med helligt vand, eller de kan koebe en sten der bringer lykke. Der er ikke mange som benytter sig af det tilbud, men han er spaendende at hoere paa.
Turen er paa spansk og en stakkels irlaender: "Peter Poul" af alle navne er helt fortabt. Jeg oversaetter saa godt jeg kan.
Guiden fortaeller at de en gang om aaret her paa oeen stadig har en offerceremoni til Pacha Mama, ( Moder jord ) og de ofrer en lama...
Jeg spoerger ham hvorfor, og han kigger paa mig som om jeg har spist soem.
For ham er det den stoerste selvfoelge hvert aar at sige ordentlig tak til den jord vi bor paa. Han forklarer at stenene i sig selv ikke giver hjaelp, men at hver enkelt "Tiene que tener mucha fee!" behoever at TRO paa det bedste.
Han fortaeller om de 3 vigtigste leveregler. "Ikke Lyve" "Ikke stjaele" "Ikke lave problemer for andre"
Vi vandrer 4 timer langs oene over fjeldende paa oen, paa en gammel Inka sti, og det er tungt at traekke vejret. Jeg foelges med to svenskere og en australier paa de over 4000 meter hoeje fjelde.
Luften er frisk og kold og lake titicaca straaler i mod os med sit milde og friske blaa vand.
Vi spiser frisk fisk fra Titicacasoeen ved bredden. Mums, med hvidloegssmoer paa og ris. En lille soed baby i gul tumledragt holder oeje med os, og babler lidt paa sit baby quecha og vi griner af ham/hende.

Bolivia, bolivia

Her i Cobacobana paa 3700 meters hoejde lige ved verdens hoejeste soe, Lake Titicaca er der kvinder med lange fletninger. Flotte farvestraalende skoerter i en slags skindende materiale. Med hatte, nogle hatte hoeje og sorte, andre med plastik paa hatten fordi det regner. Alle har et tykt sjal paa og vandrer som smaa juleklokker op og ned af gaderne.
En saadan mor sidder med sine boerne i tykke toerklaeder taet ved sin madbod. Boernen har huer paa og spiser roed gelatine fra smaa plastik krus.
Smaa gamle maend tykker kokablade og en mand med hat i en telefonbutik kigger forvirred paa sin telefon og spoerger damen om et og andet.
Et marked fyldt med noedder, frugter og alt hvad hjertet begaerer. Kan ikke tage et billede for tror damerne med hattene bliver lidt sure hvis jeg tager et billede...
Alle her proever sig med en lille butik, kajak elelr baadudlejning eller hostel.
Vores hostel Sonja er et fint familie foretagende. Moren er glad og saelger morgenmad med sine lange sorte fletninger og guldtaender.
Datteren hjaelpsom med at bestille bus og baadbilleter, faren staar for vaskeriet oppe paa taget og soennen vasker alle rommene efter turisterne.
De arbejder sent og tidlig, men det er nok den eneste vej her hvis man skal drive et saa stort hostel.

Verdens dypeste Canyon paa 2,5 timer...pyha

Vi er taget med et rejseberue ud gennem oerkenen som stoeder op til Arequipa, og paserer forbi et kaempemaessigt maaneagtigt omraade hvor der er udsigt til de tre stoerste vulkaner i omraadet.
Omraadet er gult og jeg forestiller mig at saadan maa der vaere paa maanen!
Vi koerer videre med bussen og spiser en virkelig laekker buffet og faar smagt en masse lokale retter fra Peru.
Vi holder ved Colca Canyon ved 4 tiden og gaar langs den dybe smalle canyon en times tid. Vi kigger efter Perus stoerste fugl: "Kondor" en kaempe oern. Og vi ser 4 af dem. De er vildt fascinerende! De flyver nede i dalen og ser efter doede dyr de kan spise og lader sig baere op med vinden som tager dem hoejt op over vores hoveder!
Vi sover paa et super hyggeligt hotel, og naeste dag begynder vores vandreeventyr. Det tager os 3 timer at gaa ned af den stejle fjeldside med masser af toer jord og smaasten. Det er svaert at gaa og jeg glider en del.

Et aldre par paa 73 aar fra Sweitz er et par virkelig seje pensionister som gaar ned som om det ikke var noget problem overhovedet.

Nede venter der os en smuk oase med haengekoejer, palmer, og bedst af alt en swimmingpool midt i solen med udsigt over den kaempe dal!

Vi gaar en tur senere og vores guide fortaeller, da der stopper en aldre mand med sine 5 aesler som er godt laesset op, at han vandrer fra sin landsby hoejt oppe paa den anden side og op til den landsby vi kom fra paa ca 8 timer, to gange om ugen. Han har nemlig en butik der saelger oel. "Se, der er tomme oelflasker i aeseltasken", griner vores guide.

Der er ogsaa andre landsbyer endnu laengere vaek. De dyrker mange frugter og groentsager, og et par gange om maaneden vandrer de den 12 timer lange tur fra deres landsby op til Chivay for at bytte deres frugter til kartofler, majs mm.

Det er saa maerkelig og vildt at tanke paa at de lever saa isoleret. Der er en boerneskole der, men naar de fylder 12, hvis de vil studere videre maa de flytte op til Chivay, og senere laenge ind mod byen hvis de vil i gymnasiet.
Vores guide flyttede fra Chivay til udkanten af Arequipa til sin mormor da han var 12, for at finde en god skole. Det er han glad for idag. "I prefare the city", griner han med sin starke spanske accent i sit engelsk!

Kl er 4.30 om morgenen og tiden er kommet til at gaa op 1200 meter inden solen begynder at bage.
Det er sindsygt haardt, men det glade pensionist par fra Sweitz gaar op som om det var deres faste soendagstur, og jeg beslutter mig for at det ikke kan vaere rigtig jeg syntes det er saa haardt naar de bare gaar og gaar.
Pigerne i gruppen fra Canada bander og svovler lidt i sjov men ogsaa i alvor. Vores ben ryster og vi har hovedpine. Men vi vil op inden solen kommer til at stege os levende paa fjeldsiden!

Vi er super stolte og lettede da vi naar op ca kl 8 og ser solen begynde at skinde paa vores side af dalen.

Aldrig har en banan og et stykke chokolade smagt saa godt!

De stoltes by!

Arequipa var paa 17 tallet den eneste by, og det eneste omraade i sydlige Peru som ikke var okuperet af Chile. De dannede sit eget flag og pas og var selvforsynede.
I dag er de en meget stolt nationalistisk by. Alt er bedst i Arequipa, og der er meget fint der. Dejlig mad, flotte huse fra kolonitiden og flotte ranke mennesker!
De har bevaret deres landbrugstradition fra foer Inkaerne i 1300, et andet folkeslag dominerede der, og det er fra dem Inkaerne har viderefoert landbrug i terasser.
I arequipa dyrker de alt de har brug for uden for byen i disse terasser.

Masterclass i Arequipa

"Jeg spiller paa din cello, men er din bue til en violin eller hvad?", griner 18 aarige Josiu. Han smiler over hele hovedet da han saetter sig bag sin cello. Der er en herlig aaben og afslappet stemning i deres cello klasse.
 "Hov jeg har ingen noder, maa jeg spille det her tema for dig?", smiler han genert og viser mig de foerste par takter. Han har ikke spillet saa laenge men er utrolig ivrig efter at laere mere.

Universitetet i Arequipa ligger lidt udenfor centrum, og alle mulige uddannelsesretninger er samlet et sted. Bygningen for kunst og musik summer af liv. Folk maler paa gangen og der er trompeter, rocktrommer, og mambospillende brasbands der oever bag de lukkede doere.

Eleverne paa musiklinien uddanner sig til at kunne undervise i musik i diverse skoler bagefter, og har cello som deres hovedinstrument.  Nogle er foerst begyndt at laere det her paa universitetet andre har spillet et stykketid, som den sidste elev paa 20 der spiller Popper rhapsody for mig. Vi arbejder intenst med hans bue teknik og maade at skifte positioner paa og hans fortolkning af stykket. Heldigvis er det et stykke jeg har spillet til koncert paa frederiksberg slot for nogle aar siden, saa jeg kender det.

En anden spiller Faures elegi som jeg heldigvis ogsa kender rigitg godt, og vi arbejder meget med hans legato, og jeg henvender mig saa meget som muligt til hele klassen paa en gang. For mange af temaerne er noget hele klassen kan bruge.

Det er min foerste masterclass jeg giver, og saa paa spansk. Men det hele gaar rigtig godt, jeg for givet sjove eksempler ogsaa, og viser hver enkelt hvad de har brug for.

Bagefter tager Josê, en cellist fra Arequipa, mig med ud og spise kylling og pomfritter.

"Jeg spiller meget med min kvartet", fortaeller han. Og fortaeller at hans kaereste ikke vil have boern foer de har et godt sted at bo, men det er han ikke sikker paa de nogensinde finder.
Han syntes det er svaert at spare op af de han tjener, og bor stadig hos sine foraeldre.
"I er heldige i Europa, i kan rejse saadan."

Efter et jordskaelv!

Paa 10 aar er sket meget i Pisco! Et kaempe jordskaelv oedelagde nemlig pisco. Her er mange bygninger under konstruktion, mange bygninger som kun har en etage og mangler anden etage. Altsaa halvfaerdige, men byen fumgerer.
Ogsaa Ica mangler stadig 2. etager og staar som en slags halvfaerdig byggeplads midt i det toerre landskab. Selv Nasca var maerket af jordskaelvet og naer vores hotel har alle bygninger ikke faaet maling, der er stoevet og alle bygninger har strittende metal ting op fra vaeggende, som de venter paa deres 2. etage.
Her er varmt, men venligt!!!

DYYYT, DYYYT, DYT, DYT, DYYYYYYYT!

"Hvad sker der?", siger konen til hotelejeren i Nasca. Vi sidder i hans bil, er blevet hentet paa busstationen, og han dytter lidt med. Dyt, dyyyt! Jeg ved det ikke, siger han og dytter igen. "Jeg tror det er det aeg derover i sin storebil der har gjort en fejl. Flere biler kommer og dytter haeftigt! Vi kommer taettere paa, og to maend sidder ligge iverfor hinanden i deres biler og raaber lidt af hinanden, vifter med sine arbejde og dytter! De er simpelthen for staedige begge to til at gi sig. En af dem er koert overfor roedtfor at dreje til enten venstre eller hoejre, og her staar de saa. Ingen ved hvor laenge de to staedige mand har holdt dyttefest og indviteret andrte med. Vi koerer udenom dem og glor paa dem kvalt i latter, for det er dog det latterligste vi har set i den peruvianske trafik indtil videre!

Som at gaa umder en haartoerrer fra Ishoej svoemmehal

Vi er i Nazca.
Her er oerken...............
Sand, sand, sand og nogle mystiske figurer og store streger i oerkenen som der er mange forskellige forklaringer paa. Min tese er lidt at nogle har lavet dem nu i nyerer tid for at drive en overdreven turisme der indebaerer flyveturer til 100 dollars for at se figurerne. Ej, det er virkelig fascinerende, jeg skulle bare ikke nyde noget af at betale saa meget og blive kvalm i en lille flyver. Jeg tog en bus ud i oerkenen hvor der er et stort taarn man kan kravle op i for 2 soles.
Der saa jeg et stort trae og et par haender tegnet i sandet i meget stor format. Har eksisteret i tusindvis af aar!
Jeg gaar derfra til et lille bjerg, og det er som at gaa under en varm haartoerrer! Vinden blaeser saa varmt og solen bager. Det er min foerste oplevelse i en oerken, det er toert og vildt fascinerende!
Specielt at taenke paa at herca, 600 aar efter JK levede en gruppe mennesker paa ca 6000 mennesker, kaldet Nascas! De levede her i oerkenen og havde specielle vandingssystemer og der var afgoeder og traer.
Toerken slog til og de begyndte at ofre mennesker til guderne for at bede om vand. Mange krukker blev malet og skaenket til guderne. Alle symbolderne i sandet fylder et kaempe omraade og danner en kaempe maessigkalender med stjernetejn vi ogsaa kender i dag. Foer Nascaerne levede Pararerne, de kom fra halvoen Paracas allerede 300 foer kristus, og de lavede symbolerne i sandet der er maritime. Hvalen fx. Kaempe brede og mange linier i sandet er dannet i sandet og der er skrevet mange forskellige teser om hvorfor. Hvorfor de ville lave det mens de sultede, havde sygdomme og toerken blev staerkere og staerkere ind til de til sidst flygtede og doede af sygdomme.. Alt dette og meget mere har mange geologer studeret i de forskellige fund de jar fundet. Hovedskaller, tandsaet og grave med doede der sidder!
Et spaendende sted!

Sombra!

"Piger! I kommer til at graede i aften hvis i ikke koeber min sombra (skygge). 5 soles!" Vi ligger paa stranden i Camanà 4 timer fra Arequipa. Det er morgen og solen og vinder varmer os dejligt. Vi griner hjerteligt til vores reservemormor i dette oejeblik og siger vi tager toej paa ved middagstid. "Nej, men piger, vil i have hud kraeft?" Jeg siger 3 soles og vi diskuterer for en stund, og vi koeber hendes skygge for 3 soles. Vandet er iskoldt med kaempeboelger men det er herligt at ligge i solen, gaa tur langs kysten og finde hvide muslinger og se krapper der hurtigt kravskraemt sidelaens langs stranden inden de hurtigt kryper ned i deres huller igen.
Om aftenen ser jeg til min skraek at min Peruvianske solkrem ikke var den bedste invistering, og husker at man altid skal lytte til sine mormoedre eller moedre naar det handler om at det kommer til at regne, du kommer til at fryse hvis du ikke tager en hue med, eller du bliver solskoldet hvis....
Jeg ligner en hummer, og vi smoerer alovera paa min stakkels ryg..

Nu er den bedre! Vi er i arequipa, og her er koldt om aftenen som i cusco, her er 3 store volkaner som vi ikke kan se fordi det er overskyet. Vu synger paa karokeybar og spiser traditionel mad fra Arequipa....

`Banden´ fra Arequipa........
Det er min sidste koncert med symfoniorkesteret i Cusco! Vi spiller i den store katedral og der er sangere der synger med sine smukke stemmer.
Bagefter staar hele banden fra Arequipa og venter paa mig. De vil ha mig med ud og spise pizza. Vi laegger alle instrumenterne op i min lille lejlighed og spadserer sorte i toejet ud og finder pizza. De er glade for at leje, og vi lejer danske fjollede bordleje og drikker limonade. Bagefter finder vi en lille bar hvor der danses...Dejlig sidste aften med orkesteret. Hvad skulle vi goere uden Banden fra Arequipa...

AEG!!!
Jeg sidder i en gammel taxa med en gammel mand som chafoer i Cusco. Han skal koere mig hen til en privatelev der er leder for koret i Cusco. Han koerer langsomt og stopper ind i mellem. Pludselig holder han taet paa en anden bil. Lidt for taet mener ejeren af denne, som straks vader ud af sin bil og raaber ind af den gamle mands vindue. "Que haces TIO" "Hvad taenker du paa Onkel!!" "Hvordan er det du koerer?" "Jeg koerer fint protesterer den gamle mand, og mumler hoejt "Huevon" "Dit aeg" Til den anden unge chafoer da denne saetter sig ind i sin bil for at koere videre...

Vi underviser ikke kun musik
Chefen fra El sistema i Peru er kommet paa besoeg hele vejen fra Lima for at vaere sammen med os og vejlede os et par dage. Lige nu har vi workshop i direktion og emsemble ledelse. "Hvis i viser usikkerhed i jeres ledelse er der uro blandt boernen." "Straek haenderne ud, vent paa at de bliver rolige og vis en hel takt for med haenderne." Vi laver mange oevelser og griner over hvor usikre vi alle er med vores haender og arme naar vi er saa vandt til at spille.
Chefen ser paa os med et blik fra en ildsjael som ikke er blevet slukket. "I venezuela har jeg hoert instruktoerer sige:" Vi er de bedste! DU er den bedste! Det lyder dejligt!, hvor jeg taenkte, det lyder frygtelig og totalt falsk. Hvad er grunden til det?" Boernenes selvtillid skal bygges op! Vi underviser ikke kun musik, vi uddanner fremtidens unge til at vaere ledere, tage ansvar, og inkludere andre!
Bag instrumenterne er de unge alle ens! Uanset baggrund politisk, religioest eller oekonomisk! Musikundervisnigen er blot et middel til at uddanne nye ledere. At uddanne dygtige musikere er ikke et endeligt maal! Vores opgave som musikundervisere i El Sistema er at inspirere, vejlede, influrere og vaere forbilleder for de unge. Gennem os kan de laere meget andet end at spille musik.
Banker og fonde vil se resultater, og dette skal vi ogsaa fokusere paa. Lave oversigtelige undervisningsbeskrivelser, rapporter og flotte praesentationer.."
Jeg bliver provokeret for jeg er nok en type musiklaerer som fokuserer meget paa resultatet, paa at boernene virkelig laerer noget, men finder ro i at nettop gennem det faar boern og unge mulighed for at putte sin identitet i noget andet end det de er vandt til. At selv gennem tekniske oevelser og en del strikthed, kan jeg vaere et forbillede for boernene...

SURPRISE
Alle mine kolegaer er samlet paa teressen hos Christian. De har lavet Pisco saur og er i gang med at grille poelser da jeg kommer. Jeg bliver helt roert. Liz, Luca og deres lille kaitro, Christian, Poul med kone og baby, Fernando og Sara. Det er en virkelig hyggelig eftermiddag. Med sol og vind og masser af koed. Vi holder lidt taler for hinanden paa et tidspunkt, og jeg for sagt at det betyder virkelig meget for mig hvordan de har taget i mod mig.



 Saa er der juleferie!!

Vi er tre piger paa farten. Sara fra Sweits, Shardee fra Holland og jeg. Her hopper vi i sandoerkene i Huanchachina lidt uden for Ica. Her er virkelig specielt. Kun sand, som er formet som bjerge.
Her er stegende varmt og vi bader i den lille soe!
Nu sidder vi i en gul sandbuggi. Han kaere vildt hurtigt i sandbjergene og vi skriger i hvert sving. Et vaerre tivoli. Han koerer ud over kanterne i fuld fart og vi har hjertet i halsen, men det er sjovt.
Bagefter kaelker vi paa en slags snowboard beregnet til sand ned af kaempe bjergsider med fint sand. Det gaar vildt hurtigt!
Vi staar ogsaa paa boardet som paa et snowboard ned af de lidt mindre stejle bakker!
Tjuhej, her kommer jeg paa mit sandboard!!

Soeloeverne ligger og slikker sol paa fugleoererne Pallestas. De er ret dovne, men vildt fascinerende. De kravler paa lufferne op af klipperne for at finde den mest perfekte plads for at sole sig. En stor han soeloeve kaemper sig op til 3 hun soelover og kysser dem hver isaer. Guiden i baaden: "hansoeloeverne er meget venlige overfor deres hunder, ligesom Peruvianske maend" . Det er der nok delte meninger om, men hele baaden griner med.

 Pengvinerne er smaa og virkelig soede! De vralter op af klipperne, efter deres lille moede. De holder sammen hele livet i par, fortaeller guiden.!

Oerken og hav:-)
Meget syret! Vi staar midt i en oerken, sand og staerk hede, og vandrer mod et udkigtspunkt over havet. Her frisker vinden, og fylder vores lunger med velkendt fugtig og saltig havluft. Det foeles godt!