En lavstammet og koen, lidt buttet mor staar i doeraabningen til stuen med de mindste boern og ser ind paa gulvet hvor vi i "Verde" har gang i puslespil, hvem er hvem, fire paa stribe og andet godt. Fungerer egentlig alletiders nu efter at de 6 aarige har vendet sig til slagets gang, og vi har faaet lov at lave spillende paa gulvet i deres store sovevaerelse.
Moren kigger genert og lidt betuttet ind til os. Jeg rejser mig og gaar ud og giver hende haanden og siger"Buenas tardes, Como estas?" God eftermiddag. Hvordan gaar det? Hun siger det gaar nogenlunde, men at hun syntes det er svaert at have sine boern her. Jeg siger at det kan jeg virkelig godt forstaa. Hun siger at det vaerste er naar hun skal gaa om eftermiddagen. Saa graeder Diego. Jeg siger ja. Hun fortaeller med et ulykkeligt udtryk at hendes mand er en fulderik der slaar hende og ikke formaar at samle penge ind til familien. Det bedste, taenker hun, ville derfor vaere for boernene at vaere her til hun finder et arbejde og lader sig skille, for hun vil ikke have at boernene faar traumer. Jeg kigger ind i hendes brune bekymrede oejne. Jeg siger at Gud vil hjaelpe hende til at finde et arbejde og at jeg inderlig haaber hun maa faa anledning til at forsoerge sine boern som hun gerne vil. Diego kommer loebende og jeg siger vi kan snakke senere.
I skandinavien er vi jo vandt til Kontanthjaelp, bistandshjaelp og hjaelp til udsatte familier. Her virker det til at vaere en normal loesning at sende boernene paa boernehjem. Pludselig slaar det mig at disse familier skulle faa hjaelp til at lade sig skille. Moren skulle ha hjaelp til en uddannelse og boligtilskud og oekonomisk hjaelp. Men dette lader sig nok ikke goere i et land som Peru. Jeg har ondt af moren og hendes 2 smaa koenne boern, og haaber saadan de ikke skal vaere her i mange aar, men kun indtil hun lader sig skille og finder et arbejde........
søndag den 22. januar 2012
Afhaengig af schokoladekiks!
........Et pludselig shokoladekiks forbrug har lagt sig over min dagligdag..........hvorfor mon;-)
Jeg bor jo faktisk i Pachacamá:-)
Tutorerne sidder paa en baenk i skyggen og jeg beklager mig over mit sovende ben. "Sig mig Anja. Hvornaar tager du et par dage fri?" Jeg siger jeg ikke har lyst til at tage ind til centrum alene for Lima er meget uoverskueligt for mig. Jeg kigger op paa den naermeste fjeldtop og siger jeg vil tage denne eftermiddag fri. "Hvor vil du gaa hen?" Jeg spoerger om vej over elven og vejen til fjeldet og de siger det ikke er helt nemt. Det kan godt vaere, taenker jeg. Men jeg vil kende dette omraade jeg bor i. NU.
Tager fjeldsko og min taske paa ryggen. Elven er nem at krydse og vandet dejlig lunt og lavt. En gammel mand forklarer mig vejen. Jeg gaar forbi marker med roede pebberfrugter (paprika) og scuach og mange palmer. Det slaar mig at det har jeg aldrig set paa en plante foer. Det fascinerer mig.
Paa en time er jeg oppe paa toppen af det lille sten og sandbelagte fjeld. En skoen udsigt. Her bor jeg faktisk lige nu, taenker jeg. Der flyver kaempe oernelignende fugle over mit hoved, og der er udsigt til alle de naermestliggende landsbyer. Her er mange middelstore landbrug med koer og grise og en del fattige husmandssteder med geder. Fuglene er ikke bange for mig. En af dem saetter sig taet paa. Det ligner den har frakke paa. Jeg griner lidt for mig selv. En fugl med frakke. Det ser saa flot ud naar den kaster sig ud over fjeldskraenten og vinden griber den. Jeg laegger mig paa et sjal og nyder vinden, solen, stilheden og de svage lyde fra landsbyen der naar op til mig.
Tager fjeldsko og min taske paa ryggen. Elven er nem at krydse og vandet dejlig lunt og lavt. En gammel mand forklarer mig vejen. Jeg gaar forbi marker med roede pebberfrugter (paprika) og scuach og mange palmer. Det slaar mig at det har jeg aldrig set paa en plante foer. Det fascinerer mig.
Paa en time er jeg oppe paa toppen af det lille sten og sandbelagte fjeld. En skoen udsigt. Her bor jeg faktisk lige nu, taenker jeg. Der flyver kaempe oernelignende fugle over mit hoved, og der er udsigt til alle de naermestliggende landsbyer. Her er mange middelstore landbrug med koer og grise og en del fattige husmandssteder med geder. Fuglene er ikke bange for mig. En af dem saetter sig taet paa. Det ligner den har frakke paa. Jeg griner lidt for mig selv. En fugl med frakke. Det ser saa flot ud naar den kaster sig ud over fjeldskraenten og vinden griber den. Jeg laegger mig paa et sjal og nyder vinden, solen, stilheden og de svage lyde fra landsbyen der naar op til mig.
fredag den 20. januar 2012
"Cumbia og fyring!"
Sikke noget. Ansvarshavende en aften spoerger om vi alle skal gaa ud i landsbyen og smage gris og danse lidt Cumbia. Tre tutorer og alle guierne bliver tilbage paa hjemmet og vi lister os afsted kl 22 efter alle er lagt i seng. Dejligt at lave noget sammen som kolegaer. Vi danser Cumbia og smager paa grisen i landsbyen.
Naeste dag bliver ansvarshavende fyret. En fejl paa et aar. Han er verdens bedste paedagog. Raaber aldrig. Motiverer alle med sport, akrobatik og snakker godt med drengene.
Hvor blev der af undskyldning og tilgivelse som de ellers jaevnligt praediker?
Kontant afregning her i "Villa Marta!"
Medarbejdere rystede og boern savner Ansvarshavende.
Her mangler fritid til de arbejdende, bedre arbejdsforhold og bedre loen. Maaske er der en grund til at alle saa let smutter med ansvarshavende udenfor muren efter lukketid?
Loenforhandlinger er en by i Rusland, og 37 timers arbejdsuge eksisterer paa ingen maade. Medarbejderne arbejder fra 6 morgen til 8 aften..........
Farvel Johny.........
Naeste dag bliver ansvarshavende fyret. En fejl paa et aar. Han er verdens bedste paedagog. Raaber aldrig. Motiverer alle med sport, akrobatik og snakker godt med drengene.
Hvor blev der af undskyldning og tilgivelse som de ellers jaevnligt praediker?
Kontant afregning her i "Villa Marta!"
Medarbejdere rystede og boern savner Ansvarshavende.
Her mangler fritid til de arbejdende, bedre arbejdsforhold og bedre loen. Maaske er der en grund til at alle saa let smutter med ansvarshavende udenfor muren efter lukketid?
Loenforhandlinger er en by i Rusland, og 37 timers arbejdsuge eksisterer paa ingen maade. Medarbejderne arbejder fra 6 morgen til 8 aften..........
Farvel Johny.........
"Jeg vil have min mor!!"
Lille Diego paa 4 er ikke til at troeste, men jeg taenker at pointen ikke er at faa ham til at holde op med at graede men bare vaere der for ham. Han kom for 2 dage siden. Pludselig er alvoren gaaet op for lille Diego. Min mor har afleveret mig her. Han ryster og traekker vejret i smaa ustyrlige gisp. Tutorerne har lige sagt at han skal stille sig i koe med de andre og hans soester paa 6 skal ovenpaa til de andre piger. Han vil ikke slippe sin soester og jeg beder dem saette sig begge to hos mig. Lille storesoester Lisbeth siger "Echate aqui, Diego." Laeg dig her, Diego. Og han gemmer hovedet i hendes skoed og graeder og graeder. Jeg er saa beroert at jeg ikke helt ved hvad jeg skal goere. En anden dreng kommer hen og vil troeste Diego. Det er som om han ogsaa gemmer paa en stor sorg som han ikke saa tit snakker om. Tavst saetter han sig ved siden af lille storesoester Lisbeth og graeder lydloest.
Lisbeth beder mig synge de sange hun havde laert i dag til musiktimen, og som vi skal synge i kirken paa soendag. Jeg synger og synger og boernene synger med. Nogle gange maa jeg kigge vaek for ikke at vise hvor beroert jeg er.
Taenk, frivilligt at aflevere sit barn til et boernehjem? Jeg har saa svaert ved at forstaa det. Min mor er en god mor, siger Lisbeth. Det tror jeg paa, siger jeg. Jeg spoerger Diego hvad hans favorit mad og leg er, og han vil ikke snakke. Men ligge hos soester. Det kan jeg saa inderligt godt forstaa.
Jeg haaber saadan at hans mor vil komme flittigt og besoege sine smukke og soede boern der ikke kan goere for at hun af en eller anden grund mener ikke at kunne forsoerge dem.
Jeg beder Diego og Lisbeth rejse sig for Diego skal vaske sig inden han gaar ind til de andre boern. Da det gaar op for ham at soester ikke maa komme med, bliver han lettere hysterisk. Jeg spoerger Tutoren om hun ikke nok med gaa med ind bare denne ene gang. Ok siger Tutoren med et traet nik.
Da vi kommer ud paa gangen skubber en Guide ham i ryggen og siger: "Kom saa." Diego vil holde sin soester i haanden og jeg beder hende forstaa. Soester foelger ham hen til bordet med alle de andre boern og han saetter sig graedende hos dem. Tutoren siger i en lidt streng tone. Nu maa du ikke graede mere. Vi skal spise. Her er dine venner, ok?
Soester Elisabeth har vaeret en stark troestende storesoester men udenfor graeder hun ogsaa. De andre piger troester hende. Tager hende i haanden og gaar op til deres sovesal, for hun skal i bad og ha vasket haar med de andre piger.........
Lisbeth beder mig synge de sange hun havde laert i dag til musiktimen, og som vi skal synge i kirken paa soendag. Jeg synger og synger og boernene synger med. Nogle gange maa jeg kigge vaek for ikke at vise hvor beroert jeg er.
Taenk, frivilligt at aflevere sit barn til et boernehjem? Jeg har saa svaert ved at forstaa det. Min mor er en god mor, siger Lisbeth. Det tror jeg paa, siger jeg. Jeg spoerger Diego hvad hans favorit mad og leg er, og han vil ikke snakke. Men ligge hos soester. Det kan jeg saa inderligt godt forstaa.
Jeg haaber saadan at hans mor vil komme flittigt og besoege sine smukke og soede boern der ikke kan goere for at hun af en eller anden grund mener ikke at kunne forsoerge dem.
Jeg beder Diego og Lisbeth rejse sig for Diego skal vaske sig inden han gaar ind til de andre boern. Da det gaar op for ham at soester ikke maa komme med, bliver han lettere hysterisk. Jeg spoerger Tutoren om hun ikke nok med gaa med ind bare denne ene gang. Ok siger Tutoren med et traet nik.
Da vi kommer ud paa gangen skubber en Guide ham i ryggen og siger: "Kom saa." Diego vil holde sin soester i haanden og jeg beder hende forstaa. Soester foelger ham hen til bordet med alle de andre boern og han saetter sig graedende hos dem. Tutoren siger i en lidt streng tone. Nu maa du ikke graede mere. Vi skal spise. Her er dine venner, ok?
Soester Elisabeth har vaeret en stark troestende storesoester men udenfor graeder hun ogsaa. De andre piger troester hende. Tager hende i haanden og gaar op til deres sovesal, for hun skal i bad og ha vasket haar med de andre piger.........
Vil du smage?
Teanagerne laver hver aften hjemmelavet is efter bageriet. Blender frugt, maelk og sukker. Det er skoent at komme ind i bageriet en aften ved 9 tiden og se tre for det meste lidt raa og seje teanagere diskutere om der skal mere sukker i eller om den er god nok. De putter det hele i smaa aflange poser og fryser det ned.
Jonathan gaar forbi mig dagen efter. Jeg er helt vildt traet, men vil gerne sidde ude med alle de smaa boern der bader i badebaesseng. Han goer tegn til om jeg vil smage hans hjemmelavede is, med et stort stolt smil. Jeg bliver glad og taknemmelig. For egentlig er det lige det jeg traenger til efter en lang morgen med to musikundervisningsmoduller og nu alle de smaa skingre boernestemmer i klaedt groenne badebukser.
Jeg spiser isen i lange drag og gaar en tur i den kaempe have. Der er saa anderledes fra hjemme. Her er altid lunt og til tider virkelig varmt hvis der er blaa himmel. Der er massere af bananpalmer og smaa froer der kvaekker anderledes end hjemme. Hvor er det skoent bare at nyde isen, bjergene i baggrunden, lydene fra fuglene, varmen og bare det at gaa for sig selv hvor der er en anderledes akustik end i betonbyggeriet. Der runger alle stemmerne. I saer i spisesalen og i musikpavilionnen....
Tak for is og evig sommer:-)
Jonathan gaar forbi mig dagen efter. Jeg er helt vildt traet, men vil gerne sidde ude med alle de smaa boern der bader i badebaesseng. Han goer tegn til om jeg vil smage hans hjemmelavede is, med et stort stolt smil. Jeg bliver glad og taknemmelig. For egentlig er det lige det jeg traenger til efter en lang morgen med to musikundervisningsmoduller og nu alle de smaa skingre boernestemmer i klaedt groenne badebukser.
Jeg spiser isen i lange drag og gaar en tur i den kaempe have. Der er saa anderledes fra hjemme. Her er altid lunt og til tider virkelig varmt hvis der er blaa himmel. Der er massere af bananpalmer og smaa froer der kvaekker anderledes end hjemme. Hvor er det skoent bare at nyde isen, bjergene i baggrunden, lydene fra fuglene, varmen og bare det at gaa for sig selv hvor der er en anderledes akustik end i betonbyggeriet. Der runger alle stemmerne. I saer i spisesalen og i musikpavilionnen....
Tak for is og evig sommer:-)
tirsdag den 17. januar 2012
Sikke et arbejde...
Medarbejderne har fx fri i weekenden. Johny er ved at faerdiggoere sin udaanelse som socilaarbejder og maa rejse 8 timer med bus begge veje...Plus besoege familie...Og kommer tilbage til Villa Marta med smil og ny energi. Forbillede........
Man kan ikke aendre verden.......
Jeg ligger i haven og taenker. Jeg vil saa gerne vaere tilstede med boernene. Det er det vigtigste her. De har sommerferie, og jeg er blevet en del af deres sommerferie. Jeg vil vaere tilstede og give dem noget godt. Kan maerke at det kraever jeg soeger stilhed lidt oftere og bruger mine oerepropper.
Kan maerke jeg ikke skal taenke for meget paa ansvaret for boernene. Det har institutionen, som ikke aendrer sig meget selvom der er voluntoerer med gode ideer. En institution er en institution, og her i Syd Amerika er den streng og formstoebt.
Jeg kan vaere med til at fylde formerne op med noget godt i disse 2 maaneder, og hvis jeg har overskudet dele glaede, musik, kram, smil naar boernene er fri til det........
Kan maerke jeg ikke skal taenke for meget paa ansvaret for boernene. Det har institutionen, som ikke aendrer sig meget selvom der er voluntoerer med gode ideer. En institution er en institution, og her i Syd Amerika er den streng og formstoebt.
Jeg kan vaere med til at fylde formerne op med noget godt i disse 2 maaneder, og hvis jeg har overskudet dele glaede, musik, kram, smil naar boernene er fri til det........
Musiktime med alle pigerne
Profesor er i gang med at laere dem sangene til Messen. Han laerer dem ordene og melodierne og pigerne sidder taalmodigt paa baenkene og laerer. Han spoerger om jeg vil lave sangoevelser med pigerne og vi laver suuuuu fra bund til top. Forskellige koroevelser med guitar og vejrtraekningsoevelser. Det er dejligt at arbejde med pigerne for de har lyst til at laere og er virkelig soede med en dejlig energi.
Profesor spoerger om vi skal laere noget om perkussion og vi forklarer sammen om Cajun, tamboriner, maracasser. Han beder mig forklare en rytme. Den fra "We will rock you", taenker jeg. De laerer den alle paa sit instrument og vi leger rokeringslej. Pigerne syntes det er rigitg skaeg. Vi oever at kigge paa en dirigent. Jeg taeller for og beder om stilhed foer musikken ruller.
Profesor spoerger om vi skal laere noget om perkussion og vi forklarer sammen om Cajun, tamboriner, maracasser. Han beder mig forklare en rytme. Den fra "We will rock you", taenker jeg. De laerer den alle paa sit instrument og vi leger rokeringslej. Pigerne syntes det er rigitg skaeg. Vi oever at kigge paa en dirigent. Jeg taeller for og beder om stilhed foer musikken ruller.
Dialog, dialog........
Meche, Vicky og jeg har haft et moede efter de havde vaeret til mandagsmoede med alle de andre. Der vente de temaet med TV. Der er i oejeblikket fokus paa det fra ledelsens side.
Puslespil og lego og andre spil er taget ned fra hylderne og staar nu fremme saa medarbejderne kan distribuere det ud til boern i grupper.
I dag havde jeg en session med koordineret leg udenfor. Ca. 7 grupper med 2-4 i hver. Puslespil, lego, smaa biler, 4 paa stribe, spil med magi og vendespil en sikker vinder.
Men det er kraevende arbejde. De kan ikke administrere det at vaere i grupper selv, og kender ikke spillende. Jeg farter lidt fra gruppe til gruppe, mens Mor Meche slapper af indenfor. At hun kan holde stoejnivoet ud. Jeg forklarer om 4 paa stribe til de to 6 aarige. Og bare det at sidde og putte brikken ned det rigtige sted er en udfordring. Jeg forklarer at hvert spil har en plads ude i paa beton platoet i skyggen hvor vi leger. Boernene nikker. Men snart loeber nogle med en kasse i en retning og andre slaas og graeder i en anden retning. Jeg gaar fra gruppe til gruppe. Nogle klarer det rigtig flot. Deles om puslespillet og det er den rigtige svaerhedsgrad, helt perfekt. De nyder det og er pavestolte og viser mig toy storys glade ansigter paa pladen.
4 paa stribe drengene forstaar stille men sikkert plottet i legen da jeg saetter mig med dem og spiller et par omgange og syntes det er sjovt.
Vendespillet bliver en sikker vinder efter et par omgange. Oscar var ellers ca 15 min graedende om at akseptere at han ikke kunne ha et legetoej indefra for sig selv. Pludselig forstaar han plottet i vendespil og forklarer det til sin ven. Han panikker paa et tidspunkt, skriger og kaster sig paa gulvet for der er en til der vil vaere med og nu havde han jo mig for sig selv. Jeg beder ham om at saette sig paa skoedet af mig. Giver ham et kram og siger spillet er lige saa sjovt naar vi er flere. Han er helt graadkvalt og naesten ikke til at roe ned. Jeg krammer og siger saa, saa. Som til en baby, men drengen er 6 aar. Vi faar spillet op at koere igen og han er stolt over at kende reglerne.
Pyhaa... Det foeles som om nogle af drengene aldrig har proevet at have et stykke legetoej i haanden foer, hvilket ikke er helt rigtig.
De har meget temperament og graeder hurtigt, som bitte smaa boern. Normalt maa de ikke graede. De bliver sat i skammekrog og faar skaeldud hvis de tuder, saa mange af dem proever at holde det inde.
Taenk at vokse op uden noget der er mit? Taenk hvor stor en del det er for vores boern? Det er min cykkel, og min dukke. Og hvor tit siger vi ikke. Neeej hvor er du dygtig....
Det er der ikke mulighed for her, og boernene goer det bedste for at overleve uden og de er gode til det, men det er ikke lige nemt for alle........
Mor Meche siger tak for hjalpen og kalder alle ind til en sangtime. Jeg har fri og laegger mig i den store have, langt vaek fra det store betonmonument for at taenke over dagens begivenhedder og laese og bede.
I "Vaeven", af Martin Loennebog opfordrer han til at skrive sine svaghedder ned. Jeg goer som han siger og beder Gud om at hjaelpe og stoette mig i mit arbjede her og give mig en stor boette taalmodighed, glaede og fred.
Puslespil og lego og andre spil er taget ned fra hylderne og staar nu fremme saa medarbejderne kan distribuere det ud til boern i grupper.
I dag havde jeg en session med koordineret leg udenfor. Ca. 7 grupper med 2-4 i hver. Puslespil, lego, smaa biler, 4 paa stribe, spil med magi og vendespil en sikker vinder.
Men det er kraevende arbejde. De kan ikke administrere det at vaere i grupper selv, og kender ikke spillende. Jeg farter lidt fra gruppe til gruppe, mens Mor Meche slapper af indenfor. At hun kan holde stoejnivoet ud. Jeg forklarer om 4 paa stribe til de to 6 aarige. Og bare det at sidde og putte brikken ned det rigtige sted er en udfordring. Jeg forklarer at hvert spil har en plads ude i paa beton platoet i skyggen hvor vi leger. Boernene nikker. Men snart loeber nogle med en kasse i en retning og andre slaas og graeder i en anden retning. Jeg gaar fra gruppe til gruppe. Nogle klarer det rigtig flot. Deles om puslespillet og det er den rigtige svaerhedsgrad, helt perfekt. De nyder det og er pavestolte og viser mig toy storys glade ansigter paa pladen.
4 paa stribe drengene forstaar stille men sikkert plottet i legen da jeg saetter mig med dem og spiller et par omgange og syntes det er sjovt.
Vendespillet bliver en sikker vinder efter et par omgange. Oscar var ellers ca 15 min graedende om at akseptere at han ikke kunne ha et legetoej indefra for sig selv. Pludselig forstaar han plottet i vendespil og forklarer det til sin ven. Han panikker paa et tidspunkt, skriger og kaster sig paa gulvet for der er en til der vil vaere med og nu havde han jo mig for sig selv. Jeg beder ham om at saette sig paa skoedet af mig. Giver ham et kram og siger spillet er lige saa sjovt naar vi er flere. Han er helt graadkvalt og naesten ikke til at roe ned. Jeg krammer og siger saa, saa. Som til en baby, men drengen er 6 aar. Vi faar spillet op at koere igen og han er stolt over at kende reglerne.
Pyhaa... Det foeles som om nogle af drengene aldrig har proevet at have et stykke legetoej i haanden foer, hvilket ikke er helt rigtig.
De har meget temperament og graeder hurtigt, som bitte smaa boern. Normalt maa de ikke graede. De bliver sat i skammekrog og faar skaeldud hvis de tuder, saa mange af dem proever at holde det inde.
Taenk at vokse op uden noget der er mit? Taenk hvor stor en del det er for vores boern? Det er min cykkel, og min dukke. Og hvor tit siger vi ikke. Neeej hvor er du dygtig....
Det er der ikke mulighed for her, og boernene goer det bedste for at overleve uden og de er gode til det, men det er ikke lige nemt for alle........
Mor Meche siger tak for hjalpen og kalder alle ind til en sangtime. Jeg har fri og laegger mig i den store have, langt vaek fra det store betonmonument for at taenke over dagens begivenhedder og laese og bede.
I "Vaeven", af Martin Loennebog opfordrer han til at skrive sine svaghedder ned. Jeg goer som han siger og beder Gud om at hjaelpe og stoette mig i mit arbjede her og give mig en stor boette taalmodighed, glaede og fred.
søndag den 15. januar 2012
Lille tykke Wendy
Jeg bader babyer. Eller de er fra 1-3 aar. De skriger naar de skal ha vasket haar, men det goer smaa boern jo altid. Bleer og pyjamaser. De ligger i hver sin tremme seng og smaasnakker lidt. Mor Maria svarer saa godt hun kan hver enkelt mens hun folder underbukser og stroemper.
De er virkelig soede og tykke, de smaa boern. I saer Wendy. Hun har et skoent smil og gaar ved min side ned mod floden foer paa dagen. Hun tager muligheden for at vaere lidt "alene!" og vil roere stort set hver eneste sten paa vej ned mod floden. Vi er paa en lille tur, og alle de bitte smaa boern har hvide hatte paa. Vi plasker i floden og de leger med mine haender i vandet. Det er dejlig afkoelende, men sindsygt mange myg.
Foer paa dagen har jeg lavet puslespil med dem og leget paa gulvet. Hyggelige smaa boern.
De er virkelig soede og tykke, de smaa boern. I saer Wendy. Hun har et skoent smil og gaar ved min side ned mod floden foer paa dagen. Hun tager muligheden for at vaere lidt "alene!" og vil roere stort set hver eneste sten paa vej ned mod floden. Vi er paa en lille tur, og alle de bitte smaa boern har hvide hatte paa. Vi plasker i floden og de leger med mine haender i vandet. Det er dejlig afkoelende, men sindsygt mange myg.
Foer paa dagen har jeg lavet puslespil med dem og leget paa gulvet. Hyggelige smaa boern.
Hvem er her?
Taenk at have en mor og far og alligevel vaere paa boernehjem? Hvilke foraeldre er de? Jeg kigger paa dem. Snakker lidt med dem. Medarbejderne har fortalt om et par af foraeldrene.
En far til 3 er Heroin misbruger siger det. Han ser nu mere ud som en alkoholiker da han kommer. To af boernene, pigerne vil ligge paa skoedet af ham, men hans lille soede dreng loeber rundt alene. Jeg finder ham i et hjoerne af legepladsen hvor han har fundet en saks og noget groent stof og er ved at klippe sig et toerklaede. Lille Marco paa 4 elsker at lege med barbier og at lege med mit haar. I dag sad han i en roed kasse mens hans soestre skubbede ham rundt. Jeg spoerger ham om han ikke vil hen og snakke med sin far som er kommet for at besoege ham? Han kigger surt paa mig. "Nej!" siger han med sin bestemte forudrettede mine. Er du sur paa din far?, spoerger jeg. "Ja!" Jeg tager lille undervaegtige Marca paa skoedet og vi snakker lidt. Til sidst spoerger jeg om han ikke nok vil vise mig hvem hans far er og fortaelle mig hvad han hedder, for det vil jeg saa gerne vide. Det gaar lille Marco med til. Tager mig i haanden og da vi kommer taet paa farmand peger han. Snurrer rundt paa haelen og gaaer i modsat retning. Jeg snakker lidt med farmand, som virker som en rar mand som sidder og slapper af med sine to piger. Marco kommer slaebende paa en stor sort plastikpose og faren beder ham om at saette sig. Jeg skynder mig at gaa, og haaber i mit stille sind at de finder paa noget at lave sammen eller finder glaede af hinandens selskab.
En anden dreng, temmelig hyperagtiv og daarlig til at forstaa, har besoeg af sin mor. Men hun sidder alene paa trappen. Han vil ikke hilse foer hun spoerger om han vil smage den sodavand hun har taget med. Han saetter sig for en kort stund og vaerger ikke sin lille lillebror hun har med megen opmaerksomhed. Hun virker trist og magtesloes som hun sidder der. Men jeg tror ogsaa jeg ville vaere skuffet over min mor hvis hun anbragte mig paa et boernehjem. Ved det ikke. Svaert at forestille sig egentlig.......
Nogle foraeldre virker helt normale, kommer i flot toej. Paene i huden, snakker paent med boernene og boernene er glade for at se dem. Hvorfor er deres boern her?
I Peru koster skolen penge og selvfoelgelig mad og husly til barnet. Villa Marta tager tilsyneladende i mod boern fra eksrem fattigdom. Men hvem definerer ekstrem fattigdom? Og hvad er bedst. En mor? En far? liden skolegang eller skolegang men manglende naerhed??
Nogle boern klarer det rigtig flot, som Victor guide og noeglebaerer eller en piger som skal rejse fra stedet i Marts. Hun er 18 og har faerdiggjort gymnasiet og er nu igang med sin uddannelse som regnskabsfoerer. Hun har en praktikplads i Villa Marta og vil gerne starte et mere oficielt uddannelsesforlloeb bagefter. Og finde et sted at bo. "Jeg er ikke bange for at tage afsted. Kommer til at savne alle sammen, og vil helt sikkert besoege Villa Marta igen..."
En anden gut skulle efter sigende have fundet arbejde. Startede som praktisk gut og gjorde det saa godt at han fik en ledende stilling. Det som mange af boernen laerer i Villa Marta er at tage ansvar for praktiske opgaver. Broedbagning, madlavning, rengoering og ordning af faellesarealer. Toejvask mm. Nogle af drengene er gode til, uden nogle beder dem om det at hjaelpe de smaa, at feje, samle en hundelort op mm.
Jeg ser ikke meget til at boernen laerer noget om landbrug paa trods af at Villa Marta er selvforsynende bortset fra fisk, ris og sukker og the.
En kaempe have med frugter, kartofler, majs og meget mere. Koer og grise.
Taenker foraldrene at det er bedre at vokse op her? Kan de virkelig ikke betale for det mest basale i et barns liv? Og er skolegangen saa dyr i Peru?
En far til 3 er Heroin misbruger siger det. Han ser nu mere ud som en alkoholiker da han kommer. To af boernene, pigerne vil ligge paa skoedet af ham, men hans lille soede dreng loeber rundt alene. Jeg finder ham i et hjoerne af legepladsen hvor han har fundet en saks og noget groent stof og er ved at klippe sig et toerklaede. Lille Marco paa 4 elsker at lege med barbier og at lege med mit haar. I dag sad han i en roed kasse mens hans soestre skubbede ham rundt. Jeg spoerger ham om han ikke vil hen og snakke med sin far som er kommet for at besoege ham? Han kigger surt paa mig. "Nej!" siger han med sin bestemte forudrettede mine. Er du sur paa din far?, spoerger jeg. "Ja!" Jeg tager lille undervaegtige Marca paa skoedet og vi snakker lidt. Til sidst spoerger jeg om han ikke nok vil vise mig hvem hans far er og fortaelle mig hvad han hedder, for det vil jeg saa gerne vide. Det gaar lille Marco med til. Tager mig i haanden og da vi kommer taet paa farmand peger han. Snurrer rundt paa haelen og gaaer i modsat retning. Jeg snakker lidt med farmand, som virker som en rar mand som sidder og slapper af med sine to piger. Marco kommer slaebende paa en stor sort plastikpose og faren beder ham om at saette sig. Jeg skynder mig at gaa, og haaber i mit stille sind at de finder paa noget at lave sammen eller finder glaede af hinandens selskab.
En anden dreng, temmelig hyperagtiv og daarlig til at forstaa, har besoeg af sin mor. Men hun sidder alene paa trappen. Han vil ikke hilse foer hun spoerger om han vil smage den sodavand hun har taget med. Han saetter sig for en kort stund og vaerger ikke sin lille lillebror hun har med megen opmaerksomhed. Hun virker trist og magtesloes som hun sidder der. Men jeg tror ogsaa jeg ville vaere skuffet over min mor hvis hun anbragte mig paa et boernehjem. Ved det ikke. Svaert at forestille sig egentlig.......
Nogle foraeldre virker helt normale, kommer i flot toej. Paene i huden, snakker paent med boernene og boernene er glade for at se dem. Hvorfor er deres boern her?
I Peru koster skolen penge og selvfoelgelig mad og husly til barnet. Villa Marta tager tilsyneladende i mod boern fra eksrem fattigdom. Men hvem definerer ekstrem fattigdom? Og hvad er bedst. En mor? En far? liden skolegang eller skolegang men manglende naerhed??
Nogle boern klarer det rigtig flot, som Victor guide og noeglebaerer eller en piger som skal rejse fra stedet i Marts. Hun er 18 og har faerdiggjort gymnasiet og er nu igang med sin uddannelse som regnskabsfoerer. Hun har en praktikplads i Villa Marta og vil gerne starte et mere oficielt uddannelsesforlloeb bagefter. Og finde et sted at bo. "Jeg er ikke bange for at tage afsted. Kommer til at savne alle sammen, og vil helt sikkert besoege Villa Marta igen..."
En anden gut skulle efter sigende have fundet arbejde. Startede som praktisk gut og gjorde det saa godt at han fik en ledende stilling. Det som mange af boernen laerer i Villa Marta er at tage ansvar for praktiske opgaver. Broedbagning, madlavning, rengoering og ordning af faellesarealer. Toejvask mm. Nogle af drengene er gode til, uden nogle beder dem om det at hjaelpe de smaa, at feje, samle en hundelort op mm.
Jeg ser ikke meget til at boernen laerer noget om landbrug paa trods af at Villa Marta er selvforsynende bortset fra fisk, ris og sukker og the.
En kaempe have med frugter, kartofler, majs og meget mere. Koer og grise.
Taenker foraldrene at det er bedre at vokse op her? Kan de virkelig ikke betale for det mest basale i et barns liv? Og er skolegangen saa dyr i Peru?
TV, TV, TV
De smaa groenne "soldater" drenge marcherer ud af kirken og ind i deres bitte lille rum med to baenke og et TV. De er egentlig min gruppe, og hver dag hjaelper jeg madamerne med at haenge vasketoej op og tage det ned, men de klarer det saa fint selv med baderiet, toej paaklaedning og tandboerstning. Drengene er trods alt 6-7 aar. Jeg kan ikke holde deres raekker og TV pasning ud og snakker med den ene madamme om en mulig plan for at bruge dele af soverommet til at lave puslespil eller lege med lego eller tegne. At jeg stiller mig spoergene til hvorfor TV er en saa stor del af boernepasningen. Madammen bliver arrig og siger at i morgen vil hun efterlade mig alene med drengene uden TV og saa kan jeg jo se hvordan det er for dem der arbejder her. Jeg siger til hende at jeg forstaar deres situation og at infrastrukturen med det lille bitte rum ikke just hjaelper situationen.
Taenker i mit stille sind at hvis drengene var vandt til at maatte tage legetoej ned fra hylderne, lege med det og saette det paa plads, burde det jo vaere distraktion nok til ikke at slaas eller skaendes eller komme til skade. Men ja. 14 drenge i alderene 6-7 aar er ikke nemt for nogle..........
7-8 (vask, godmorgen, raekke, baenke TV)
8-8.30 morgenmad (maa ikke snakke. Kun spise. Hurtig hurtig, siger madammerne, og boernen sluger maden)
8.30-9 (Tandboerstning, TV)
9-12 ( Undervinsing her i Villa Marta, for det er sommerferie)
12-13 (TV, daekke bord, vaske haender)
13-13.30 Frokost
13.30-14.00 (alle boerster taender paa raekke. Gaar paa toilettet en og en, alle venter paa alle inden de maa gaa ud)
14-17 fri leg udenfor
17-18 TV
18-18.30 aftensmad
18.30-19.30 TV, vask, pyjamas...
godnat....
Taenker i mit stille sind at hvis drengene var vandt til at maatte tage legetoej ned fra hylderne, lege med det og saette det paa plads, burde det jo vaere distraktion nok til ikke at slaas eller skaendes eller komme til skade. Men ja. 14 drenge i alderene 6-7 aar er ikke nemt for nogle..........
7-8 (vask, godmorgen, raekke, baenke TV)
8-8.30 morgenmad (maa ikke snakke. Kun spise. Hurtig hurtig, siger madammerne, og boernen sluger maden)
8.30-9 (Tandboerstning, TV)
9-12 ( Undervinsing her i Villa Marta, for det er sommerferie)
12-13 (TV, daekke bord, vaske haender)
13-13.30 Frokost
13.30-14.00 (alle boerster taender paa raekke. Gaar paa toilettet en og en, alle venter paa alle inden de maa gaa ud)
14-17 fri leg udenfor
17-18 TV
18-18.30 aftensmad
18.30-19.30 TV, vask, pyjamas...
godnat....
Soester Mikaela
Pigerne sidder nyfrisserede med rottehaler og oever sange til messen med mig paa guitar. Jeg kan ikke ordene og beder dem hjaelpe mere til. De kan ikke tonerne, saa det er godt jeg kan spille hoejt og synge melodien.
To drenge vasker gulvet, for en hund har skidt i sakrestiret og det er Soester Mikaela ked af. To drenge flytter baenke og et par piger vasker og pynter alteret med dug og lys. Mikaela er gammel. Eller, hun har i hvert fald mange rynker. Smile rynker og en krum ryg. "Syng den her piger." Hun synger en gloria med en haes rusten stemme med en uigenkaendelig melodi og pigerne synger med i deres toner. Et yndigt kor. Men pigerne er glade for Mikaela. Hun kommer hver soendag og afholder messe med en Praest som engang kom fra Polen for at vaere Volontoer i Peru og nu er fuldtids munk og praest. Han virker lidt skraemmende med sine lysende blaa oejne og stramme ansigt, men inderst inde er han maaske glad for at tjene Herren som praest paa et boernehjem blandt andet. Det lades i hvert fald op til enhvers fantasi hvad han egentlig taenker om den sag.
Et par drenge ringer med kirkeklokken og alle drengene stormer ind og hiver fat i sangteksterne som pigerne har lagt paa deres saeder. Vi synger alle "Viene con allegria senor", for hele ugen har vi oevet os. Jeg kendte ikke sangene, og da slet ikke paa guitar og pludselig er jeg kirkemusiker og korleder. Boerne synger godt med idag, for de er ikke vandt til Guitar til messen, og Jonathan spiller Tamborin. Og saa i takt faktisk. Sikken fest.
Jeg kludrer i det og starter en "Santo" naar praesten gaar ud, og forstaar ikke hvorfor ingen af boernene vil synge med. "Anna", hvisker pigerne med et fnis. "Det skal vaere en glad sang naar praesten gaar ud", og vi starter en ny sang som er ret rock agtig og alle synger med.
Ingen gaar ud, og jeg forstaar det ikke. Mikaela kommer op foran med sin lange graa dragt, sin toeffende gang og haese stemme. Hun vil lige vaere sikker paa at alle har hoert Guds ord. Om ikke paedagogerne vil laese det igen? Og hun gengiver praestens praediken i lidt mere boerne venlig version. Hun vil ha disciplin, men henvender sig direkte til de 10 aarige utaalmodige drenge der sidder paa foerste raekke. Samuel, Anna, og en masse andet. Jeg forstaar ikke alt hun siger, men det virker til boernene hoerer hvad hun siger. Hun laerer boernene en ny boen, for i messen er der mange boenner som boernene skal kunne udenad. De bruger ogsaa nogle af dem som bordboenner.
Mikaela er saa grundig og langsom at jeg er imponeret over drengenes taalmodighed.
"Jeg opsoegte et kloster da jeg var 28 for jeg ville gerne tjene Gud paa fuldtid og isaer for fattige boern. Det har jeg aldrig fortrudt.", fortaeller Mikaela bagefter. I messen opfordrede hun drengene og pigerne til at tjene hinanden. Goere gode gerninger. Til min store forskraekkelse naevnte hun mit navn. Det at arbejde frivillig og ikke blive betalt for sit arbejde, at det er ogsaa en maade at tjene hinanden og Gud paa. Boernen kigger over paa mig og jeg bliver virkelig flov. For jeg foeler ikke altid jeg giver dem det bedste jeg har. Det er svaert at vaere taalmodig og nogle gange maa jeg raabe af dem eller tage fat i en arm og saette i saer de mindste paa plads. Jeg taenker over Mikaelas ord, og vil gerne have Guds glaede og energi mere i mit arbejde....
To drenge vasker gulvet, for en hund har skidt i sakrestiret og det er Soester Mikaela ked af. To drenge flytter baenke og et par piger vasker og pynter alteret med dug og lys. Mikaela er gammel. Eller, hun har i hvert fald mange rynker. Smile rynker og en krum ryg. "Syng den her piger." Hun synger en gloria med en haes rusten stemme med en uigenkaendelig melodi og pigerne synger med i deres toner. Et yndigt kor. Men pigerne er glade for Mikaela. Hun kommer hver soendag og afholder messe med en Praest som engang kom fra Polen for at vaere Volontoer i Peru og nu er fuldtids munk og praest. Han virker lidt skraemmende med sine lysende blaa oejne og stramme ansigt, men inderst inde er han maaske glad for at tjene Herren som praest paa et boernehjem blandt andet. Det lades i hvert fald op til enhvers fantasi hvad han egentlig taenker om den sag.
Et par drenge ringer med kirkeklokken og alle drengene stormer ind og hiver fat i sangteksterne som pigerne har lagt paa deres saeder. Vi synger alle "Viene con allegria senor", for hele ugen har vi oevet os. Jeg kendte ikke sangene, og da slet ikke paa guitar og pludselig er jeg kirkemusiker og korleder. Boerne synger godt med idag, for de er ikke vandt til Guitar til messen, og Jonathan spiller Tamborin. Og saa i takt faktisk. Sikken fest.
Jeg kludrer i det og starter en "Santo" naar praesten gaar ud, og forstaar ikke hvorfor ingen af boernene vil synge med. "Anna", hvisker pigerne med et fnis. "Det skal vaere en glad sang naar praesten gaar ud", og vi starter en ny sang som er ret rock agtig og alle synger med.
Ingen gaar ud, og jeg forstaar det ikke. Mikaela kommer op foran med sin lange graa dragt, sin toeffende gang og haese stemme. Hun vil lige vaere sikker paa at alle har hoert Guds ord. Om ikke paedagogerne vil laese det igen? Og hun gengiver praestens praediken i lidt mere boerne venlig version. Hun vil ha disciplin, men henvender sig direkte til de 10 aarige utaalmodige drenge der sidder paa foerste raekke. Samuel, Anna, og en masse andet. Jeg forstaar ikke alt hun siger, men det virker til boernene hoerer hvad hun siger. Hun laerer boernene en ny boen, for i messen er der mange boenner som boernene skal kunne udenad. De bruger ogsaa nogle af dem som bordboenner.
Mikaela er saa grundig og langsom at jeg er imponeret over drengenes taalmodighed.
"Jeg opsoegte et kloster da jeg var 28 for jeg ville gerne tjene Gud paa fuldtid og isaer for fattige boern. Det har jeg aldrig fortrudt.", fortaeller Mikaela bagefter. I messen opfordrede hun drengene og pigerne til at tjene hinanden. Goere gode gerninger. Til min store forskraekkelse naevnte hun mit navn. Det at arbejde frivillig og ikke blive betalt for sit arbejde, at det er ogsaa en maade at tjene hinanden og Gud paa. Boernen kigger over paa mig og jeg bliver virkelig flov. For jeg foeler ikke altid jeg giver dem det bedste jeg har. Det er svaert at vaere taalmodig og nogle gange maa jeg raabe af dem eller tage fat i en arm og saette i saer de mindste paa plads. Jeg taenker over Mikaelas ord, og vil gerne have Guds glaede og energi mere i mit arbejde....
Jeg loeb hjemmefra!
"Victor" (opdigtet navn af hensyn til hans private historie) paa 13 og jeg sidder paa hver sin gynge, med smaa piger med rottehaler og smaa drenge med beskidte T-shirts og kortklippet haar over det hele. Paa skoedet, paa ryggen, paa siderne af gyngerne. "Victor" rapper derudaf og en lille gut kaster haandtegn foran os. Vi synger "waqa waqa yeah-eh, Its time for africa" Rollingerne synger med og danser i grusset. Jonathan er Guide for de mindste i sin gruppe paa ca 15 drenge. De mindste er 8 aar, og han er forbilled for dem og hjaelper dem og hjaelper tutorerne med praktiske opgaver."Victor" faar paa den maade en masse ansvar og laerer meget nyt. Han er noeglebaerer og maa selv gaa ud en gang i mellem, og foelger altid koekkendamen hjem og kommer tilbage.
"Jeg vil gerne vaere kok naar jeg bliver aeldre", siger Victor med et smil. Vi har sat os et roligt sted for at snakke lidt mens rollingerne raeser rundt paa legepladsen, lykkelige over at vaere udenfor, hvilket de foroevrigt er hver eftermiddag.
"Jeg vil faerdiggoere gymnasiet mens jeg bor her paa Villa Marta og bagefter haaber jeg at kunne bo hos min faetter eller soester og studere til kok, for det tager 5 aar." "Foerst vil jeg arbejde i en andens restaurent og bagefter starte min egen. Men det kunne ogsa vaere sjovt at studere musik eller skuespil. Vil gerne optraede i en TV serie", griner han med sine skindene oejne, sin forholdsvis lyse hud og vildt skaeve taender.
"Jeg har mange soeskende, to af dem er her og nogle er gift", siger han med et smil. Victor kan godt lide at vaere guide, men nogle gange er det ogsaa lidt haardt mener han.
"Jeg har aldrig fortrudt jeg loeb hjemmefra", siger han. "Aldrig har jeg vaeret sur paa min mor over jeg er her, for jeg har valgt det selv." Victor var 6 aar da han loeb hen til et sted hvor de deler mad ud til foraeldreloese. "Jeg sagde til dem jeg aldrig ville hjem og bo igen og de hjalp mig til Villa Marta." "Min mor er alkoholiker og stofmisbruger og der var aldrig mad til os og min far doede da jeg var 4." "Jeg var tit hos mine faetre og min onkel i deres hus for kunne ikke lide at vaere hjemme, men vi er mange soeskende saa jeg taenkte det var bedre at spoerge om hjaelp udefra.
"Har i ogsaa boernehjem i dit land?" "Hvordan er dem der arbejder der i dit land?" "Se hunden er sulten, den spiser din nederdel.!" "Vil du se hvordan jeg giver den mad?" siger han med et stolt smil og svinger med noeglen til maddepotet hvor der ogsaa er bokse med hundemad der lugter af tun.
Victor elsker hundene i Villa Marta. Igaar sad vi ude paa fodboldbanen, med en anden teenager der oevede guitar og Antonio liggende og kigge paa stjernerne, mens Victor sang alle de kendteste salsa og bachacha numre han kendte liggende paa betonkanten som er dejlig lun til sent om aftenen for solen varmer kanten hele dagen. Jeg var ovre og demonstrere en skala i Sol (g-dur) til hr guitarist og da jeg kom tilbage var Victor faldet i soevn med hunden mellem sine arme paa betonkanten.
"Jeg vil gerne vaere kok naar jeg bliver aeldre", siger Victor med et smil. Vi har sat os et roligt sted for at snakke lidt mens rollingerne raeser rundt paa legepladsen, lykkelige over at vaere udenfor, hvilket de foroevrigt er hver eftermiddag.
"Jeg vil faerdiggoere gymnasiet mens jeg bor her paa Villa Marta og bagefter haaber jeg at kunne bo hos min faetter eller soester og studere til kok, for det tager 5 aar." "Foerst vil jeg arbejde i en andens restaurent og bagefter starte min egen. Men det kunne ogsa vaere sjovt at studere musik eller skuespil. Vil gerne optraede i en TV serie", griner han med sine skindene oejne, sin forholdsvis lyse hud og vildt skaeve taender.
"Jeg har mange soeskende, to af dem er her og nogle er gift", siger han med et smil. Victor kan godt lide at vaere guide, men nogle gange er det ogsaa lidt haardt mener han.
"Jeg har aldrig fortrudt jeg loeb hjemmefra", siger han. "Aldrig har jeg vaeret sur paa min mor over jeg er her, for jeg har valgt det selv." Victor var 6 aar da han loeb hen til et sted hvor de deler mad ud til foraeldreloese. "Jeg sagde til dem jeg aldrig ville hjem og bo igen og de hjalp mig til Villa Marta." "Min mor er alkoholiker og stofmisbruger og der var aldrig mad til os og min far doede da jeg var 4." "Jeg var tit hos mine faetre og min onkel i deres hus for kunne ikke lide at vaere hjemme, men vi er mange soeskende saa jeg taenkte det var bedre at spoerge om hjaelp udefra.
"Har i ogsaa boernehjem i dit land?" "Hvordan er dem der arbejder der i dit land?" "Se hunden er sulten, den spiser din nederdel.!" "Vil du se hvordan jeg giver den mad?" siger han med et stolt smil og svinger med noeglen til maddepotet hvor der ogsaa er bokse med hundemad der lugter af tun.
Victor elsker hundene i Villa Marta. Igaar sad vi ude paa fodboldbanen, med en anden teenager der oevede guitar og Antonio liggende og kigge paa stjernerne, mens Victor sang alle de kendteste salsa og bachacha numre han kendte liggende paa betonkanten som er dejlig lun til sent om aftenen for solen varmer kanten hele dagen. Jeg var ovre og demonstrere en skala i Sol (g-dur) til hr guitarist og da jeg kom tilbage var Victor faldet i soevn med hunden mellem sine arme paa betonkanten.
fredag den 13. januar 2012
De seje damer i Villa Marta!
Det er ikke nemt at arbejde her. 5 dage om ugen, 24 timer i doegnet. 1200 kroner om maaneden. Helt aandsvagt i vores oerer og der er loenforhandlinger i gang.
Jeg forstaar hvorfor boernehjems madammerne er skrappe, og hvorfor der hersker en saadan disciplin med indendoersforholdende og alt.
De goer en kampe indsats og giver meget af dem selv for boernene. Men jeg savner saadan at se boern lege med lego, vaelge selv. Sidde i grupper paa tre- 4 stykker. Jeg er i dialog med boernehjems moedrene for de 3- 4 aarige, og jeg viser hvordan boernene kan lege selv i grupper paa 3 hvis de har godt legetoej som fx lego. 6 boetter bliver sat forskellige steder i rommet, og boernene "LEGOER" derudaf. Det virker faktisk:-)
Jeg forstaar hvorfor boernehjems madammerne er skrappe, og hvorfor der hersker en saadan disciplin med indendoersforholdende og alt.
De goer en kampe indsats og giver meget af dem selv for boernene. Men jeg savner saadan at se boern lege med lego, vaelge selv. Sidde i grupper paa tre- 4 stykker. Jeg er i dialog med boernehjems moedrene for de 3- 4 aarige, og jeg viser hvordan boernene kan lege selv i grupper paa 3 hvis de har godt legetoej som fx lego. 6 boetter bliver sat forskellige steder i rommet, og boernene "LEGOER" derudaf. Det virker faktisk:-)
Hey hola
"Hey hola...Ekko,boern.. forstaar I?" Det er ikke saa nemt for dem saa jeg havde troet. Mange af boernene er tydeligt understimuleret og de enkleste koordineringsting og konsentrations udfordringer volder dem vanskelighedder. 5-7 aar er de, og endnu engang er Lotte Kaersaa og froeken Guitar paa banen. De synger efter mig og klapper rytmer og leger Limbo mm. Jeg har maate styrke traene med dem i starten af timen for at de kunne loebe lidt energi af. Her har de skrappe boernehjemsdamer nemlig endnu ikke forstaaet konceptet frikvarter, fri leg. Boernene staar op paa raekke. Boerster taender paa raekke, gaar paa toilettet paa raekke, ser TV paa raekke, gaar paa raekke, spiser paa Raekke, har undervisning paa raekke, og foerst efter frokost Ca. kl 15 er der fri leg udenfor til kl 18.
Pyha. Deres lille traenge lokale har et TV som bliver flittigt brugt og alt deres legetoej er stablet saa hoejt at de ikke selv maa tage det ud, hvilket resulterer i at de er helt balstyriske hvergang der bliver lagt et stykke legetoej foran dem, og skaendes helt vildt om hvis det er.
Pyha. Deres lille traenge lokale har et TV som bliver flittigt brugt og alt deres legetoej er stablet saa hoejt at de ikke selv maa tage det ud, hvilket resulterer i at de er helt balstyriske hvergang der bliver lagt et stykke legetoej foran dem, og skaendes helt vildt om hvis det er.
Saa er Lotte Kaersaa oversat til Spansk..
"Vamos a un Tivoli, probamos todo de aji..." Boerne er 3-4 aar og styrter rundt og leger flyvemaskiner. De nyder musik og bevaegelsestimen, og jeg har faaet lov at undervise dem en gang om ugen.
Bagefter hiver vi legetoej frem og jeg har aldrig set en pige vaere saa fascineret af puslespil. Det er ikke saa tit legetoejet er fremme i klassevaerelset saa boernene er glade og kan absolut ikke finde ud af at lege med en ting af gangen, lige bortset fra et par enkelte, som puslespilselskeren og et par gutter der leger med lego.
Bagefter hiver vi legetoej frem og jeg har aldrig set en pige vaere saa fascineret af puslespil. Det er ikke saa tit legetoejet er fremme i klassevaerelset saa boernene er glade og kan absolut ikke finde ud af at lege med en ting af gangen, lige bortset fra et par enkelte, som puslespilselskeren og et par gutter der leger med lego.
Spil titanic for os senorita!
De store gutter har lagt sig paa gulvet i musiktimen. De insisterer paa at de vil hoere Titanic paa celloen. Den anden aften hev en gut en lille bog med noder frem fra guitartasken med filmtemaer, og de var helt opslugt af at lytte til celloen.
8 paa sol og otte paa re, ok?
Tre gutter sidder en aften i den lille musik pavillion vi har lavet. Det er en gammel sovesal som ikke er i brug. To smaa baenke og et stort skab med tre cajuner. 2 guitarer, og massere af tamburiner som baade er en fordel og en ulempe;-) Den ene lidt halvtykke godhjertede gut sidder tilbagelaenet og spiller 8 takters blues paa celloen. Den anden teenager kan lidt guiter fra foer og den sidste rasler til tider med diverse marakasser, mundharmonikaer og tamboriner eller slaar vildt paa en cajun. Vi har aabnet musikpavilionen for alle som vil laere om musik. De kan skrive sig paa en seddel, og det er meningen de skal faa lov til at laere musik individuelt, men tit vil de helst i grupper.
De giver ikke saa let op, nyder opmaerksomheden fra en voksen og bruger jaevnligt pavilionen.
De giver ikke saa let op, nyder opmaerksomheden fra en voksen og bruger jaevnligt pavilionen.
Hvad koster din cello?
"Ahh...600 soles...Saa vil jeg koebe en en dag siger den 13 aarige spinkle gut. Han har oevet en time nu og siger han har lidt ondt i fingrene, men fortsaetter ufortroedent. Han vil laere Titanic. Han brummer "Sol, sol, sol, sol, fa ,sol, sol, fa, sol, la, si, la--..." Han har laert sindsygt hurtigt og er helt opslugt af at faa titanic til at komme ud af celloen der paa gangen foran mit vaerelse.
Hvad var din vaerste oplevelse senorita?
Antonio, som er 12 aar, lav og med afroamerikanske traek kigger paa mig med sine store brune oejne. Det er min foerste dag i Villa Marta. Et boernehjem i Pachacamá en times tid fra centrum af Lima. Her er bjerge omkring os, varmt og en stor have omgiver det kaempestore beton monument som udgoer Villa Marta. Vi sidder paa trappen og det runger lidt mens vi snakker. "Hvad er det vaerste du har oplevet senorita?", jeg fortaeller paa saa boernevenlig en maade om kaereste sorg og han kigger eftertaenksomt paa mig. "Det vaerste jeg har oplevet var da min far efterlod mig her. Saa graed jeg..." Han kigger mod porten og jeg spoerger ham om han kan huske det. Han siger ja lidt fjernt, og jeg ved ikke om han kan huske den dag, men i dag er soendag og mange foraeldre er kommet paa besoeg til deres boern, men tydeligvis ikke hans far eller mor. Hmm.. Jeg toer naesten ikke spoerge ham om de nogle gange kommer og han skifter selv hurtigt emne. Han kigger undersoegende paa mig og spoerger:" Hvad er det bedste du har oplevet?" Jeg fortaeller; at moede min lille niece foerste gang og at faa muligheden for at rejse her til Peru er noget af det bedste jeg har oplevet her i det sidste. Han fortaeller at det bedste for ham er at vaere her. "Her er alt. Mad, venner og voksne der passer paa os."
lørdag den 7. januar 2012
Salsaaa...aaa
Josè, som er cellist i Lima, viser mig promenaden om aftenen og vi drikker oel i hans over fancyie lejlighed med kaempe vinuer. Hans kaereste skal rejse naeste dag. Det foeles saa rart at sidde med benene op i en smuk sofa og kigge paa det velpolerede gulv, og jeg foeler mig endu engang langt fra det Peru jeg kender.
Josè tager mig med til en salsa bar. Og for foerste gang i mit liv ser jeg en salsabar, hvor det er det mest naturlige for ALLA at danse salsa. Som deres folkedans. Det er helt fantastisk. Live musik fra Cuba. Et kaempe band. Trompeter, saxofoner, dansere, sangere. Jeg danser med et par forskellige dygtige dansere og nyder at vaere et sted hvor salsaen kommer saa meget indefra.
Josè tager mig med til en salsa bar. Og for foerste gang i mit liv ser jeg en salsabar, hvor det er det mest naturlige for ALLA at danse salsa. Som deres folkedans. Det er helt fantastisk. Live musik fra Cuba. Et kaempe band. Trompeter, saxofoner, dansere, sangere. Jeg danser med et par forskellige dygtige dansere og nyder at vaere et sted hvor salsaen kommer saa meget indefra.
Et andet land?
Flyet svaever hen over smukke fjelde mens jeg nyder en sandwich med skinke. Pludselig kan jeg se havet og jeg faar en boblende fornemmelse i maven. Havet! Vi svaever hen over store omraader med bilfabrikker, favellaer i stoevede omraader og pludselig lander flyet. Varmen der moeder os er behagelig og frisk. Himlen er graa. Som alle siger den er i Lima.
En sikker Taxi koerer mig gennem byen og fortaeller at her i Lima bor der 9 millioner mennesker. Det virker slet ikke saadan. Alt er ret ordentligt og fladt. Han forklarer om de forskellige bydele vi koerer igennem, og jeg ser ikke noget til Victoria (den farligste del af byen) eller de fattigste omraader. Pludselig aender husene sig til klampenborg lignende palaeer, og gaderne er helt rene. Her er dit hotel. Wouw. "Er jeg i Peru?" taenker jeg. Og taet paa vandet er hotellet.
Skynder mig at skifte til sommerkjole og bikini. Varmen er saa rar, og luften saa dejlig havfugtig og frisk. Ingen hovedpine, ingen mavepine.
Hav, hav... Jeg gaar ned til der jeg tror havet er, men en kaempe skraent skiller mig fra havet. Men det er saa friskt og kaempestort... Jeg vandrer hele vejen uden om og ankommer til havet. Der er en stenstrand og en masse biler. Saetter mig og nyder en juice. Sjaldent har jeg set saa voldsomme boelger. En mand proever at gaa i vandet, glider og boelgerne skubber ham op. Det ligner boelgerne prover at spise hele stranden. Det virker saa faretruende at jeg bare sidder forskraemt og stirrer paa det velkendte hav, som pludselig indgyder frygt. Bliver enig med mig selv om at gaa ned til den del af stranden hvor der er flere mennesker og frygten forsvinder. Stirrer paa alle surferne som kaemper sig rundt i vandet. Boelger spiser dem, men spytter dem altid op igen. Jeg vil ikke proev at surfe. Min lille operation goer det ogsaa lidt besvaerligt at skulle kaempe sig rundt i vandet.
Jeg moeder et aeldre broedrepar fra Peru som snakker Svensk paa livet loest. "Ja vi aelsker skandinavia.." Og her er vores numre hvis du er i problemer, siger de aeldre maend. Jeg griner af dem for de er de mest usvenske jeg nogensinde har oplevet. Saa aabne, varme og helt uden forbehold. "Jeg har spillet guitar alle de bedste steder i London, Paris, Malmo.." Griner den ene. "Jeg kan spille alt!" Jeg elsker naa folk er stolte, det er saa sjovt.
Paa hotellet tager jeg verdens laengsted varme brusebad. Jeg har ikke haft et langt varmt brusebad i virkelig lang tid, og musklerne slapper af. Det at kunne toerre sig uden at fryse. At kunne tuse rundt paa vaerelset uden at fryse. Er jeg stadig i Peru?
En sikker Taxi koerer mig gennem byen og fortaeller at her i Lima bor der 9 millioner mennesker. Det virker slet ikke saadan. Alt er ret ordentligt og fladt. Han forklarer om de forskellige bydele vi koerer igennem, og jeg ser ikke noget til Victoria (den farligste del af byen) eller de fattigste omraader. Pludselig aender husene sig til klampenborg lignende palaeer, og gaderne er helt rene. Her er dit hotel. Wouw. "Er jeg i Peru?" taenker jeg. Og taet paa vandet er hotellet.
Skynder mig at skifte til sommerkjole og bikini. Varmen er saa rar, og luften saa dejlig havfugtig og frisk. Ingen hovedpine, ingen mavepine.
Hav, hav... Jeg gaar ned til der jeg tror havet er, men en kaempe skraent skiller mig fra havet. Men det er saa friskt og kaempestort... Jeg vandrer hele vejen uden om og ankommer til havet. Der er en stenstrand og en masse biler. Saetter mig og nyder en juice. Sjaldent har jeg set saa voldsomme boelger. En mand proever at gaa i vandet, glider og boelgerne skubber ham op. Det ligner boelgerne prover at spise hele stranden. Det virker saa faretruende at jeg bare sidder forskraemt og stirrer paa det velkendte hav, som pludselig indgyder frygt. Bliver enig med mig selv om at gaa ned til den del af stranden hvor der er flere mennesker og frygten forsvinder. Stirrer paa alle surferne som kaemper sig rundt i vandet. Boelger spiser dem, men spytter dem altid op igen. Jeg vil ikke proev at surfe. Min lille operation goer det ogsaa lidt besvaerligt at skulle kaempe sig rundt i vandet.
Jeg moeder et aeldre broedrepar fra Peru som snakker Svensk paa livet loest. "Ja vi aelsker skandinavia.." Og her er vores numre hvis du er i problemer, siger de aeldre maend. Jeg griner af dem for de er de mest usvenske jeg nogensinde har oplevet. Saa aabne, varme og helt uden forbehold. "Jeg har spillet guitar alle de bedste steder i London, Paris, Malmo.." Griner den ene. "Jeg kan spille alt!" Jeg elsker naa folk er stolte, det er saa sjovt.
Paa hotellet tager jeg verdens laengsted varme brusebad. Jeg har ikke haft et langt varmt brusebad i virkelig lang tid, og musklerne slapper af. Det at kunne toerre sig uden at fryse. At kunne tuse rundt paa vaerelset uden at fryse. Er jeg stadig i Peru?
mandag den 2. januar 2012
Ned fra cenen!
Det er Nytaarsaften. Vi ankommer til Plassen kl 23. 30 og der er stopfyldt med mennesker fra hele sydamerika og mange turister. Fyrvaerkeri og salsaspillende orkester. Vi taender en raket og nyder synet! "Alle dem fra Argentina raeker haenderne i vejret!" "Alle dem fra Brasilien!" "Alle dem fra...." Saadan lyder det fra scenen og der er sjovt nok ingen der raaber, alle dem fra Danmark...
Vi danser i maengden til Salsamusikken og pludselig er klokken 12. Flotte raketter og en skoer tradition med at man skal loebe rundt om pladsen i en kaempe gruppe. Vi loeber ind i gruppen, og alle paa cafeernes balkoner raaber Feliz nuevo ano til de loebende. Jeg har taget uldtoej paa og er ved at faa et hedeslag i den loebende, champagnesproejtende horde. Paa et tidspunkt er der en kaempe gruppe mennesker som har stillet sig paa trapperne op til scenen, og hele bandet stopper og politiet siger: "Ned fra cenen!" Festen fortsaetter paa pladsen til kl 2 efter folkene atter har fundet sig til rette paa pladsen!
-og saa spiser vi gade kyllingesuppe fra en kaempe gryde! Det smager helt fantastisk efter ikke at have spist det store hele dagen paa grund af daarlig mave!
Saa blev det 2012 her i Cusco....
Vi danser i maengden til Salsamusikken og pludselig er klokken 12. Flotte raketter og en skoer tradition med at man skal loebe rundt om pladsen i en kaempe gruppe. Vi loeber ind i gruppen, og alle paa cafeernes balkoner raaber Feliz nuevo ano til de loebende. Jeg har taget uldtoej paa og er ved at faa et hedeslag i den loebende, champagnesproejtende horde. Paa et tidspunkt er der en kaempe gruppe mennesker som har stillet sig paa trapperne op til scenen, og hele bandet stopper og politiet siger: "Ned fra cenen!" Festen fortsaetter paa pladsen til kl 2 efter folkene atter har fundet sig til rette paa pladsen!
-og saa spiser vi gade kyllingesuppe fra en kaempe gryde! Det smager helt fantastisk efter ikke at have spist det store hele dagen paa grund af daarlig mave!
Saa blev det 2012 her i Cusco....
Abonner på:
Opslag (Atom)