protest og ventetid

Vi koerer fra Lima i en stor bus, og midt om natten staar bussen stille. Vi er havnet i en kaempe bilkoe for de illegale minearbejdere har blokeret vejen. De vil have mulighed for at komme ind paa arbejdsmarkedet med det samme erhverv eller beholde deres stillinger i de ilegale bedrifter. Minearbejderne i sig selv er ikke ilegale, de er ansat, men bedrifterne er ilegale der ikke betaler skat.
Naar alt dette er sagt har det igennem flere aar i Peru vaeret ulovligt at blokere veje for at faa fremfoert sin mening, men det lader til at det rager minearbejderne en hoestblomst.

Jeg vaagner kl 6 i bussen og er helt forvirret for der er helt stille. Udenfor er der en masse mennesker der er gaaet paa "Fjeldturr" for at nyde solopgangen og vi bussen staar i midten af en laaaang koe paa mange kilometer.

Det virker som om politiet har beroeringsangst for at fjerne de demonstrerende, som heldigvis befinder sig flere kilometer vaek fra os. Vi tror hele tiden bussen vil koere viddere om eftermiddagen men da det ikke er tilfaeldet gaar vi i en gruppe paa 5 mennesker ned til en landsby for at koebe vand. Der er ikke mere vand og vi drikker sodavand. Alle restaurenterne er loebet toer for mad og vi koeber varme kartofler og aeg af et par kvinder og spiser en masse vandmelon fra en travl vandmelon mand der nok aldrig i sit liv har snittet saa mange vandmeloner paa en dag.
Vi venter hele dagen indtil kl 22 om aftenen hvor bussen koerer langsomt videre i sin kaempe buskoe. Nogle af folkene i bussen er soede og vi laerer hinanden at kende mens vi venter. En japansk missionaer og hendes ven, og to unge fyre der skal op og lave en eksamen for at starte deres arbejde som ingenoerer i en mine nord for Trujillo.

I perus historie helt op til 1994 har det vaeret meget almindeligt at baade politi og militaer grep meget haardt ind for demonstrerende da de ofte blev anset som i gruppe med teroristerne. Folk blev draept paa stedet. Regeringen idag i Peru oever derfor saa passiv en indsats som mulig og lader trafikanterne vente i timesvis. Men jeg venter gerne hvis Politiet har laert at bruge andre midler gennem de sidste 15 aar. Naeste dag i avisen ser vi at politiet som i Kbh har brugt taaregas og glas skjold til at beskytte sig mod sten.

Peru har en haard historie fra 1980 til 1996 som det er vigtigt at vaere bevidst om idag ogsaa. For hvis klasseskelene ikke hele sig vil der opstaa lignende terrorisme igen.

I 1980 var der frygtelige terrorangreb fra to forskellige grupper. Folk blev draept for ikke at foelge en bestemt politisk gruppe, teroristerne og politi og militaer draepte mennesker de mente var i alliance med teoristerne.

En forfaerdelig tid hvor saa megen unoedvendig massakre og vold blev udfoert. Dette ligger i enhver voksen Peruvianers kolektive hukkomelse, men med foreksempel foto-udstillingen paa nationalmuset, oensker regeringen at flere unge idag goer sig bevidste om hvordan konflikter kan opstaa og eskalere helt vildt. At unge ikke skal rive sig med at voldsomme protester eller teoristlignende handlinger fordi det ender i krigstilstande.

Blokaden har ikke i den forstand noget at goere med det, men der er en anderledes tradition i Peru for at goere opmaerksom paa sin sag. Det vi i Danmark vil kalde en strejke, men her har det i saa mange aar vaeret normalt at blokere veje at visse grupper vaelger at bruge den kommunikations kanal stadigvaek.