Industrier i Bolivia!

"Hvis vi bare kunne lave industrier af vores raamateriale her i Bolivia", mumler min aldre sidemand i bussen, "Saa vill vi kunne leve meget bedre, og Bolivia ville ikke vaere saa fattigt som det er i dag!" Han har smilerynker opaf og har en haes gammel stemme. Han er paa vej til Cusco for foerste gang i sit liv for at besoege sin soen. "Vores regering tager i mod penge, nogle gange under boret, for ikke at starte industrier i Bolivia. Vi har soelv, kobber, tin, Guld og meget andet og ingen industrier. Alt eksporterer vi ud som raavarer. "Den aeldre mand fortaeller om alt det smukke jeg ikke har faaet oplevet i Bolivia og vil vide alt om vores socialistiske system i DK. "Det lyder jo meget godt", brummer han. "Er der saa ingen fattige?" Vi snakker om det relative fattigdomsbegrab og at de problemer vi har i DK altid vil vaere store og vigtige for os, men naar vi ser paa DK globalt, saa har vi det godt. "Hmm..." siger han tankefyldt og gentager 50 procent i skat..........

Hvorfor handler det kun om penge i Europa?

Vi sidder og hoerer aberne broele i sit ynglingstrae, cikaderne og fuglenes aftensang bliver som en fast smuk baggrundsmelodi. En guide med kokablade i sin venstre del af munden fortaeller.
"Jeg voksede om i en lille landsby 2 timer fra Ruranebaque. Vi gik ikke i skole, men livet var en skole for os. Vi solgte ikke vores afgroeder men havde alt hvad vi havde brug for i landsbyen. Hvis vi havde brug for anden slags mad eller toej sejlede vi til Ruranebaque og byttede os til det.
Jeg har 9 soeskende og hele vores familie kunne starte en ny landsby hvis vi ville.
Jeg er den eneste fra min landsby som har rejst langt. Vi har vores traditioner, fester, familiesammenhold og arbejder sammen hver dag. Jeg forstaar ikke Europa. Har besoegt flere lande der og jeg kunne ikke lide det. Jeg er blevet ansat her i Fluvial tours fordi jeg kan snakke engelsk og lidt fransk. Jeg havde aldrig troet at jeg skulle laere engelsk, men naar man skal saa kan mand.
I Europa virker det som om det kun handler om at tjene penge. Og i bor langt vaek fra jeres familier saa i ikke ser dem saa tit. Og unge bor alene? Det virker paa mig som om i lukker af for noget af det vigtiste i livet. " Her bryder en passioneret italiesk kvinde ind. "Maa, it is not true", med staerk italiensk accent. En stor og interesant diskussion begynder. For Italieneren siger at han ikke kan generalisere hele Europa, og at vi er noedt til at arbejde for at tjene penge for saadan er by systemer nu engang bygget op, men det betyder ikke at familien ikke betyder noget for os.
Vi fra Sweitz og Skandinavien kan nikke til at nogle gange for nogle handler det om at udvide sit materialistiske behov. En ny bil, stoerre lejlighed, flottere sko etc, istedet for at fokusere mere paa de sociale relationer. "Tilgeangaled hvis du foerst faar venner i DK er de der ofte for livet. Det tager lang tid at komme ind paa dem, men du kan ofte stole paa dem." "Her er folk mere umiddelbare snaksagelige, hjaelpsomme og varme men det kan vaere svaert at bygge naere relationer maaske?" Taenker jeg..
"I Europa virker det som om i oensker saa lidt kontakt med andre som mulig i jeres hoeje huse. Ingen kender sin nabo, og er kun interesseret i sit" sukker guiden.
 Vi snakker videre og bliver enige om at der maa vaere gode og daarlige ting ved alle systemer og maader at leve paa...

BUUUMPSHHHHH.........

Det meget lille fly lander med et laaangt og lidt faretruende "Buuumpshhhhh" i mudderbanen i Ruranebaque. Porten til Amazonasjunglen i Bolivia.
Sikaderne og et kaempe fremmedartet fuglekor byder os velkommen! Luften er saa fugtig og varm er det foeles som om vi kan putte os i den eller drikke den som varm the. Jeg proever at tage billede af flyveren men linsen fugter til.
Motorcykler med smarte maend og kvinder praeger den lille by. Alle er hjaelpsomme med at faa os paa plads og til sidst sidder vi traette,  taet pakket med myggesprayen parat i en lille firjulstrukket bus.
Vi bumper og suser afsted paa muddervejen i regnvejret.
Koeresyge og mere traette venter der os en laekker banansuppe og koedsovs med ris.
Den store kano er lang og smal og guiden viser os delfiner, krokodiller, aber og fugle i mange farver.
En camp paa stolper i Pampas junglen venter paa os hvor lyseroede delfiner en gang i mellem kigger op og vil lege.
En huskrokodille bor under vores huse. Den bliver fodret med kylling en gang i mellem, derfor er den tilsyneladende ganske venlig. (FNIS. Hvis du ser en krokodille i dit badekar, skal du ikke vaere bange for den er saa rar) proevede dog ikke at give den kaffe. Tror altsaa ikke paa krokodiller hverken kan lide kaffe eller cigarer.
En giftig slange blev draebt og vi blev informeret om at gaa med lommelygter og gummestoevler. En kaempe edderkop sad inde i faellesrommets myggenet og den var bare klam med haar og lange ben. Lige saa stor som min haand...
Vi svoemmede med delfinerne og kunne klappe dem paa deres lange ru naeser. De er virkelig soede...

Jesus er vores nye lys!

Den katolske kirke; San Fransisko paa pladsen i La Paz er stop fyldt her Juleaften d. 25. december.
Et halvfalsk orgel og en kantor som har lidt problemer med at styre sit vibrato stemmer lystigt i og det lyder ikke helt af jul. Et syntetisk julelys blinker bag den hvidklaedte praest jeg ikke kan se ansigtet paa, og det tager mig lidt tid at indstille mig paa hans juleord paa spansk.
"Julen fejrer vi samme dag som foer i tiden var en solfest!" Foer kendte vi ikke Jesus og fejrede derfor kun solen". "Julen er ikke kun en fest!" "At Gud manifisterede sin kaerlighed til os igennem et lille skroebeligt barn, som blev foedt fattigt er kaerlighed for os idag!"
"Dette at vi fejrer Jesus Kristus foedselsdag er ikke bare en hoejtid. Det at vi alle tager i mod Kristus som vores hjaelper i vores liv og lever vores liv i overenstemmelse med Jesu liv; dette skal julefejringen minde os om!"
Det er som om det er den foerste julepraediken jeg har hoert som jeg synes der giver mening. Kirken er stopfyldt jo, ligesom i Danmark, men i modsaetningen til hjemme taler praesten direkte om at tage i mod Kristus i vores liv, i stedet for at vikle det hele ind i symbolder og vattede historier.
Praesten fortsaetter i din uklomplicerede tone: "Jesus er det nye lys i vores liv!"
Praesten forklarer symbolikken i Johannes evangeliets introduktion med at Kristus er lys og at vi ikke forstod det foerst. "Lad os fejre Jesus Kristus, vores nye Lys!"
Liturgien fortsaetter og vi beder i for alle dem der har det svaert og synger "Aamen" bagefter.
Praesten synger gamle gregoriansk-agtige melodier alene. Vi takker Gud i stilhed og alle oensker glaedelig jul og Guds velsignelse til hinanden bagefter og jeg smutter paa hollandsk restaurent med toeserne og spiser mad fra indonesien.
Jeg bliver hurtig maet og pigerne fortsaetter med schokolademouse og aple crumple....
Pakkeriet paa hostellet tager tid og vi kan ikke sove af bare spaending for vores jungletur i morgen.....

Julestemning?

Hvad er mon julestemning? I La Paz er der en stor gade som den 23. december er lukket for biler. Her kan alt saelges. Spil, lommekalendere, neglerensere, sokker, jakker. Perfekte sted at koebe julegaver. Det begynder at regne voldsomt og alle saelgerne putter bare plastik over deres genstande og sidder trofaste med plastikposer paa hovederne og venter paa at den stopper. Bagefter skraber de regnvand og mudder vaek fra deres boder og haaber paa nye julekunder.
Julestres i Magasen i Boliviansk stil:-)

TIGGERE....

I La Paz virker det som om alle der har det mindste problem i bjergene er flyttet ind paa gaden. Moedre med deres boern, sidder og stirrer forstenet ud i luften. Boernene er tynde og beskidte og raekker haenderne frem. Nogle boern er blevet sendt paa gaden for at danse med deres traditionelle toej paa, og hvem ved hvad pengene gaar til bagefter?
En mand forklarer mig at de foerste 6 aar, faar en kvinde stoette fra staten til sit barn, og derefter ophoerer hjaelpen fuldstaendigt. En kontrast som mange aabenbart ikke kan haandtere.
Det er utrolig svaert at vaere vidne til foraeldre som tvinger sine boern til at tigge med dem, for det er det vaerste man kan give sit barn. Afhaengighed af almisser. Ingen skoleegang, kolde fortorve, ingen inspiration, bilos, daarlig kost og for lidt at drikk.
Der er massere af god jord i Bolivia. Men det virker som om en del traditionelle folk har givet op og sat sig paa gaden!
Den 23. december ser vi mange boern komme vandrende med de samme slags dukker og biler. De har tydeligvis alle faaet dem til en velgoerenheds fest. Men de skal vel ogsaa have julegaver?

Sarah "eelsker" La Paz!

Ankomst: Gaa i mega myldertrafik med kaempetasker over 3 kvarter fordi man ikke kan tage bus eller taxi i myldertiden.
To hostels vi havde proevet at booke, ingen plads. "Men vil jo holde Juuule FEST med backpackere" Citat Sarah;-)
TaXa tilbage, men vi sidder fast i trafikken og rykker os ikke ud af stedet, han vil ha hoejere loen og saetter os af ved et sted som ikke er vores hostel vi nu ville proeve. Det begynder at storme og hagl-regne helt vildt og hostellet vi bliver sat af ved siger at Adventure Brew hostel laa her foer i tiden, og forklarer os tre vaade katte med kaempe tasker hvilken vej vi skal gaa for at finde A.B. Hostel.
Vi ankommer. De har verdens daarligste service, og vi maa med tasker og hagl i haaret indlogere os og udfylde `papirer med mere.
Vaerelset lugter af Lim og det lyder som om bilerne holder dyttekor inde i vaerelset.
Vi bestiller mad paa hostellet og det smager af vand og naeste dag har Shardee ondt i maven.
Sarah afleverer glad og fornoejet alt sit vasketoej inklusivt sit varmetoej til vaskeriet i hostellet, fo de siger det bliver faerdig til om aftenen, saa hun kan tage det paa paa fjeldet naeste dag.
Vasketoejet kommer tilbage tidligt om morgenen stadig helt vaadt, og Sarah faar et foel! "Jeg hader den her by!" "I will freece my fucking ass off on that trip!!"
Efter cykel turen vil Sarah have mig med til julefesten paa det andet hostel. Vi gaar i bad, som ikke virker optimalt, og goer os smukke.
Vi ankommer til Wild rover og dem der havde inviteret os er der ikke, kun nisseklaedte bartendere som haelder vodka i folk. Vi bakker ud og vil finde noget at spise. Har ikke spist siden kl 3, og nu er den 11 om aftenen.
Vi leder og leder og der er ingen steder at spise. Alt er lukket. Omsider finder vi en 24 timers aaben kafe med andre familier der har vaeret til festivitas paa pladsen som vil ha noget julehygge ude i byen.
Vi venter i evigheder paa tjeneren. Gaar ned flere gange og spoerger oom mad. Efter en time er vi stadig ikke blevet betjent og kaerligheden til La Paz lyser ud af kaederygende Sarahs oejne.
I mellemtiden snakkede vi med et par tilflyttere til byen fra Lima som vi troede var soede mennesker. Det var de vel egentlig ogsaa indtil de aabentlyst begyndte at sniffe kokain lige foran oejnene paa os. Vi skyndte os afsted, fandt en hamburger vogn paa gaden, og Sarah sagde hun ville sove laenge naeste dag og ikke fejre julebrunch med os, for hun var i daarligt humoer.
Heldet i vores "elskede" by La Paz" forsaetter da jeg skal hjem til Cusco med bussen. "Naeh! Du har ikke bestil hos os!" "Hvad?" En lang diskussion, et telefonopkald og tilsidst siger skrankepaven i elegant boliviansk form, at det var hendes fejl! Jeg vil ikke vente i La Paz otte timer og beder hende om at hjaelpe mig ind i bussen jeg havde koebt saede til. Hvilket resulterer i at jeg sidder paa gulvet det meste af vejen til Cusco. Hotellet i La Paz havde verdens daarligste service med internet og morgenmad, og tror vi alle er glade for at komme ud af La Paz.

Mit livs cykeltur, og saa Juleaften:-)

Det er vildt koldt. Vi har taget flyverdragter paa og proever vores super seje montainbikes paa en slette paa 4700 m hoejde en times tid fra La Paz i Bolivia.
Vores Guide har indtil videre kun presenteret sig som "Santa" og har i dagens anledning taget nissetoej paa. Han er super ironisk og har stadig soevn i oejnene. Det er lidt skraemende, at "laegge sit liv i hans haender", denne nisse men det hele skal nok blive godt.
Santa fortaeller lidt om mountainbike teknik, sving og bremse, og om vejen de naeste 5 timer.
Vi cykler afsted og starter paa asfalt. Paa back packer sprog hedder vejem Death Road, fordi saa mange bolivianere i gennem historien er faldet ud over kanten i trucks, busser og andet. Der er ikke saa mange som bruger vejen nu, for der er lavet en ny. Men det foerste stykke paa asfalt moeder vi mange biler, lastbiler og det er lidt skraemmende at koere hurtigere end dem.
Det er smaa taaget og vi suser afsted.
Guiden stopper mange steder og forklarer om vejens sving mm.
Paa et tidspunkt skal vi koere udenom en tunel. Det er foerste stykke grusvej og vi skal stille os op i sadlen og maerke stenene under os.
Pyhaa, det er helt anderledes end asfalt.
Nu starter grusvejen. 2000 meter ned skal vi, og de naeste par timer foregaar paa en smal grusvej med imoedekommende smaa lastbiler en gang i mellem.
De andre suser afsted men jeg cykler langsomt sammen med Guiden bagerst. Han guider mig: "Albuerne ind, rejs dig op, maerk balancen i overkroppen. Saadan! Det ser godt ud!:-)"
Efterhaanden faar jeg drejsen paa det. Bremser meget naar det gaar lige ud og i hjoernerne stiller jeg mig op i sadlen og hopper over sten og smaa aaer.
Det er skoent at maeke farten, cyklen, vinden, solen og adranalinen.
Vi konsentrerer os helt vildt, faar hver gang vi stopper har guiden en skraekhistorie med uforsigtige cyklister som er roeget ind i klippen eller ud over kanten.
Mine ben ryster i blandt, og jeg maa stoppe og masere mine arme i de smaa vejlommer til at holde pause i. Det er fantastisk at maerke klimaforskellen ned af bjerget. Vi starter i 4700 meters hoejde og nu er det allerede blevet meget varmere. Jeg cykler kun i shorts og undertroeje.
Helt nederst ankommer vi til en smuk flod vi svoemmer i. Og der er mange papegoejer og aber og en lille jungle restaurent med dejlig mad.
Mit livs jule cykeltur...

Isla del sol

Baaden er en evighed om at komme frem. Der lugter lidt af benzin og jeg bliver sosyg og laegger mig paa et toerklaede fremme i baaden paa gulvet, mens et dusind af australiere, englaenderne og amerikanere snakker i baggrunden. "Yaeh, I did the death rod and the salt flakes.." "Yeah Cusco is a cool place" osv..jeg falder i soevn og endelig er vi fremme.
EN lille fin gammel mand med hat uden fortaender og med en tynd lidt pibed stemme byder os velkommen paa oe oeen, og fortaeller at dette er en hellig oe. Han fortaeller med stolthed om aendringerne geografisk i omraadet fra mange aar foer kristus hvor en anden stamme levede her paa oen.
Et sagn om at de foerste inkaer formede sin stamme her paa Isla del Sol goer nordenden af oen meget besoegt af turister.
En shaman fortaeller om deres traditioner og tilbyder at velsigne turisterne med helligt vand, eller de kan koebe en sten der bringer lykke. Der er ikke mange som benytter sig af det tilbud, men han er spaendende at hoere paa.
Turen er paa spansk og en stakkels irlaender: "Peter Poul" af alle navne er helt fortabt. Jeg oversaetter saa godt jeg kan.
Guiden fortaeller at de en gang om aaret her paa oeen stadig har en offerceremoni til Pacha Mama, ( Moder jord ) og de ofrer en lama...
Jeg spoerger ham hvorfor, og han kigger paa mig som om jeg har spist soem.
For ham er det den stoerste selvfoelge hvert aar at sige ordentlig tak til den jord vi bor paa. Han forklarer at stenene i sig selv ikke giver hjaelp, men at hver enkelt "Tiene que tener mucha fee!" behoever at TRO paa det bedste.
Han fortaeller om de 3 vigtigste leveregler. "Ikke Lyve" "Ikke stjaele" "Ikke lave problemer for andre"
Vi vandrer 4 timer langs oene over fjeldende paa oen, paa en gammel Inka sti, og det er tungt at traekke vejret. Jeg foelges med to svenskere og en australier paa de over 4000 meter hoeje fjelde.
Luften er frisk og kold og lake titicaca straaler i mod os med sit milde og friske blaa vand.
Vi spiser frisk fisk fra Titicacasoeen ved bredden. Mums, med hvidloegssmoer paa og ris. En lille soed baby i gul tumledragt holder oeje med os, og babler lidt paa sit baby quecha og vi griner af ham/hende.

Bolivia, bolivia

Her i Cobacobana paa 3700 meters hoejde lige ved verdens hoejeste soe, Lake Titicaca er der kvinder med lange fletninger. Flotte farvestraalende skoerter i en slags skindende materiale. Med hatte, nogle hatte hoeje og sorte, andre med plastik paa hatten fordi det regner. Alle har et tykt sjal paa og vandrer som smaa juleklokker op og ned af gaderne.
En saadan mor sidder med sine boerne i tykke toerklaeder taet ved sin madbod. Boernen har huer paa og spiser roed gelatine fra smaa plastik krus.
Smaa gamle maend tykker kokablade og en mand med hat i en telefonbutik kigger forvirred paa sin telefon og spoerger damen om et og andet.
Et marked fyldt med noedder, frugter og alt hvad hjertet begaerer. Kan ikke tage et billede for tror damerne med hattene bliver lidt sure hvis jeg tager et billede...
Alle her proever sig med en lille butik, kajak elelr baadudlejning eller hostel.
Vores hostel Sonja er et fint familie foretagende. Moren er glad og saelger morgenmad med sine lange sorte fletninger og guldtaender.
Datteren hjaelpsom med at bestille bus og baadbilleter, faren staar for vaskeriet oppe paa taget og soennen vasker alle rommene efter turisterne.
De arbejder sent og tidlig, men det er nok den eneste vej her hvis man skal drive et saa stort hostel.

Verdens dypeste Canyon paa 2,5 timer...pyha

Vi er taget med et rejseberue ud gennem oerkenen som stoeder op til Arequipa, og paserer forbi et kaempemaessigt maaneagtigt omraade hvor der er udsigt til de tre stoerste vulkaner i omraadet.
Omraadet er gult og jeg forestiller mig at saadan maa der vaere paa maanen!
Vi koerer videre med bussen og spiser en virkelig laekker buffet og faar smagt en masse lokale retter fra Peru.
Vi holder ved Colca Canyon ved 4 tiden og gaar langs den dybe smalle canyon en times tid. Vi kigger efter Perus stoerste fugl: "Kondor" en kaempe oern. Og vi ser 4 af dem. De er vildt fascinerende! De flyver nede i dalen og ser efter doede dyr de kan spise og lader sig baere op med vinden som tager dem hoejt op over vores hoveder!
Vi sover paa et super hyggeligt hotel, og naeste dag begynder vores vandreeventyr. Det tager os 3 timer at gaa ned af den stejle fjeldside med masser af toer jord og smaasten. Det er svaert at gaa og jeg glider en del.

Et aldre par paa 73 aar fra Sweitz er et par virkelig seje pensionister som gaar ned som om det ikke var noget problem overhovedet.

Nede venter der os en smuk oase med haengekoejer, palmer, og bedst af alt en swimmingpool midt i solen med udsigt over den kaempe dal!

Vi gaar en tur senere og vores guide fortaeller, da der stopper en aldre mand med sine 5 aesler som er godt laesset op, at han vandrer fra sin landsby hoejt oppe paa den anden side og op til den landsby vi kom fra paa ca 8 timer, to gange om ugen. Han har nemlig en butik der saelger oel. "Se, der er tomme oelflasker i aeseltasken", griner vores guide.

Der er ogsaa andre landsbyer endnu laengere vaek. De dyrker mange frugter og groentsager, og et par gange om maaneden vandrer de den 12 timer lange tur fra deres landsby op til Chivay for at bytte deres frugter til kartofler, majs mm.

Det er saa maerkelig og vildt at tanke paa at de lever saa isoleret. Der er en boerneskole der, men naar de fylder 12, hvis de vil studere videre maa de flytte op til Chivay, og senere laenge ind mod byen hvis de vil i gymnasiet.
Vores guide flyttede fra Chivay til udkanten af Arequipa til sin mormor da han var 12, for at finde en god skole. Det er han glad for idag. "I prefare the city", griner han med sin starke spanske accent i sit engelsk!

Kl er 4.30 om morgenen og tiden er kommet til at gaa op 1200 meter inden solen begynder at bage.
Det er sindsygt haardt, men det glade pensionist par fra Sweitz gaar op som om det var deres faste soendagstur, og jeg beslutter mig for at det ikke kan vaere rigtig jeg syntes det er saa haardt naar de bare gaar og gaar.
Pigerne i gruppen fra Canada bander og svovler lidt i sjov men ogsaa i alvor. Vores ben ryster og vi har hovedpine. Men vi vil op inden solen kommer til at stege os levende paa fjeldsiden!

Vi er super stolte og lettede da vi naar op ca kl 8 og ser solen begynde at skinde paa vores side af dalen.

Aldrig har en banan og et stykke chokolade smagt saa godt!

De stoltes by!

Arequipa var paa 17 tallet den eneste by, og det eneste omraade i sydlige Peru som ikke var okuperet af Chile. De dannede sit eget flag og pas og var selvforsynede.
I dag er de en meget stolt nationalistisk by. Alt er bedst i Arequipa, og der er meget fint der. Dejlig mad, flotte huse fra kolonitiden og flotte ranke mennesker!
De har bevaret deres landbrugstradition fra foer Inkaerne i 1300, et andet folkeslag dominerede der, og det er fra dem Inkaerne har viderefoert landbrug i terasser.
I arequipa dyrker de alt de har brug for uden for byen i disse terasser.

Masterclass i Arequipa

"Jeg spiller paa din cello, men er din bue til en violin eller hvad?", griner 18 aarige Josiu. Han smiler over hele hovedet da han saetter sig bag sin cello. Der er en herlig aaben og afslappet stemning i deres cello klasse.
 "Hov jeg har ingen noder, maa jeg spille det her tema for dig?", smiler han genert og viser mig de foerste par takter. Han har ikke spillet saa laenge men er utrolig ivrig efter at laere mere.

Universitetet i Arequipa ligger lidt udenfor centrum, og alle mulige uddannelsesretninger er samlet et sted. Bygningen for kunst og musik summer af liv. Folk maler paa gangen og der er trompeter, rocktrommer, og mambospillende brasbands der oever bag de lukkede doere.

Eleverne paa musiklinien uddanner sig til at kunne undervise i musik i diverse skoler bagefter, og har cello som deres hovedinstrument.  Nogle er foerst begyndt at laere det her paa universitetet andre har spillet et stykketid, som den sidste elev paa 20 der spiller Popper rhapsody for mig. Vi arbejder intenst med hans bue teknik og maade at skifte positioner paa og hans fortolkning af stykket. Heldigvis er det et stykke jeg har spillet til koncert paa frederiksberg slot for nogle aar siden, saa jeg kender det.

En anden spiller Faures elegi som jeg heldigvis ogsa kender rigitg godt, og vi arbejder meget med hans legato, og jeg henvender mig saa meget som muligt til hele klassen paa en gang. For mange af temaerne er noget hele klassen kan bruge.

Det er min foerste masterclass jeg giver, og saa paa spansk. Men det hele gaar rigtig godt, jeg for givet sjove eksempler ogsaa, og viser hver enkelt hvad de har brug for.

Bagefter tager Josê, en cellist fra Arequipa, mig med ud og spise kylling og pomfritter.

"Jeg spiller meget med min kvartet", fortaeller han. Og fortaeller at hans kaereste ikke vil have boern foer de har et godt sted at bo, men det er han ikke sikker paa de nogensinde finder.
Han syntes det er svaert at spare op af de han tjener, og bor stadig hos sine foraeldre.
"I er heldige i Europa, i kan rejse saadan."

Efter et jordskaelv!

Paa 10 aar er sket meget i Pisco! Et kaempe jordskaelv oedelagde nemlig pisco. Her er mange bygninger under konstruktion, mange bygninger som kun har en etage og mangler anden etage. Altsaa halvfaerdige, men byen fumgerer.
Ogsaa Ica mangler stadig 2. etager og staar som en slags halvfaerdig byggeplads midt i det toerre landskab. Selv Nasca var maerket af jordskaelvet og naer vores hotel har alle bygninger ikke faaet maling, der er stoevet og alle bygninger har strittende metal ting op fra vaeggende, som de venter paa deres 2. etage.
Her er varmt, men venligt!!!

DYYYT, DYYYT, DYT, DYT, DYYYYYYYT!

"Hvad sker der?", siger konen til hotelejeren i Nasca. Vi sidder i hans bil, er blevet hentet paa busstationen, og han dytter lidt med. Dyt, dyyyt! Jeg ved det ikke, siger han og dytter igen. "Jeg tror det er det aeg derover i sin storebil der har gjort en fejl. Flere biler kommer og dytter haeftigt! Vi kommer taettere paa, og to maend sidder ligge iverfor hinanden i deres biler og raaber lidt af hinanden, vifter med sine arbejde og dytter! De er simpelthen for staedige begge to til at gi sig. En af dem er koert overfor roedtfor at dreje til enten venstre eller hoejre, og her staar de saa. Ingen ved hvor laenge de to staedige mand har holdt dyttefest og indviteret andrte med. Vi koerer udenom dem og glor paa dem kvalt i latter, for det er dog det latterligste vi har set i den peruvianske trafik indtil videre!

Som at gaa umder en haartoerrer fra Ishoej svoemmehal

Vi er i Nazca.
Her er oerken...............
Sand, sand, sand og nogle mystiske figurer og store streger i oerkenen som der er mange forskellige forklaringer paa. Min tese er lidt at nogle har lavet dem nu i nyerer tid for at drive en overdreven turisme der indebaerer flyveturer til 100 dollars for at se figurerne. Ej, det er virkelig fascinerende, jeg skulle bare ikke nyde noget af at betale saa meget og blive kvalm i en lille flyver. Jeg tog en bus ud i oerkenen hvor der er et stort taarn man kan kravle op i for 2 soles.
Der saa jeg et stort trae og et par haender tegnet i sandet i meget stor format. Har eksisteret i tusindvis af aar!
Jeg gaar derfra til et lille bjerg, og det er som at gaa under en varm haartoerrer! Vinden blaeser saa varmt og solen bager. Det er min foerste oplevelse i en oerken, det er toert og vildt fascinerende!
Specielt at taenke paa at herca, 600 aar efter JK levede en gruppe mennesker paa ca 6000 mennesker, kaldet Nascas! De levede her i oerkenen og havde specielle vandingssystemer og der var afgoeder og traer.
Toerken slog til og de begyndte at ofre mennesker til guderne for at bede om vand. Mange krukker blev malet og skaenket til guderne. Alle symbolderne i sandet fylder et kaempe omraade og danner en kaempe maessigkalender med stjernetejn vi ogsaa kender i dag. Foer Nascaerne levede Pararerne, de kom fra halvoen Paracas allerede 300 foer kristus, og de lavede symbolerne i sandet der er maritime. Hvalen fx. Kaempe brede og mange linier i sandet er dannet i sandet og der er skrevet mange forskellige teser om hvorfor. Hvorfor de ville lave det mens de sultede, havde sygdomme og toerken blev staerkere og staerkere ind til de til sidst flygtede og doede af sygdomme.. Alt dette og meget mere har mange geologer studeret i de forskellige fund de jar fundet. Hovedskaller, tandsaet og grave med doede der sidder!
Et spaendende sted!

Sombra!

"Piger! I kommer til at graede i aften hvis i ikke koeber min sombra (skygge). 5 soles!" Vi ligger paa stranden i Camanà 4 timer fra Arequipa. Det er morgen og solen og vinder varmer os dejligt. Vi griner hjerteligt til vores reservemormor i dette oejeblik og siger vi tager toej paa ved middagstid. "Nej, men piger, vil i have hud kraeft?" Jeg siger 3 soles og vi diskuterer for en stund, og vi koeber hendes skygge for 3 soles. Vandet er iskoldt med kaempeboelger men det er herligt at ligge i solen, gaa tur langs kysten og finde hvide muslinger og se krapper der hurtigt kravskraemt sidelaens langs stranden inden de hurtigt kryper ned i deres huller igen.
Om aftenen ser jeg til min skraek at min Peruvianske solkrem ikke var den bedste invistering, og husker at man altid skal lytte til sine mormoedre eller moedre naar det handler om at det kommer til at regne, du kommer til at fryse hvis du ikke tager en hue med, eller du bliver solskoldet hvis....
Jeg ligner en hummer, og vi smoerer alovera paa min stakkels ryg..

Nu er den bedre! Vi er i arequipa, og her er koldt om aftenen som i cusco, her er 3 store volkaner som vi ikke kan se fordi det er overskyet. Vu synger paa karokeybar og spiser traditionel mad fra Arequipa....

`Banden´ fra Arequipa........
Det er min sidste koncert med symfoniorkesteret i Cusco! Vi spiller i den store katedral og der er sangere der synger med sine smukke stemmer.
Bagefter staar hele banden fra Arequipa og venter paa mig. De vil ha mig med ud og spise pizza. Vi laegger alle instrumenterne op i min lille lejlighed og spadserer sorte i toejet ud og finder pizza. De er glade for at leje, og vi lejer danske fjollede bordleje og drikker limonade. Bagefter finder vi en lille bar hvor der danses...Dejlig sidste aften med orkesteret. Hvad skulle vi goere uden Banden fra Arequipa...

AEG!!!
Jeg sidder i en gammel taxa med en gammel mand som chafoer i Cusco. Han skal koere mig hen til en privatelev der er leder for koret i Cusco. Han koerer langsomt og stopper ind i mellem. Pludselig holder han taet paa en anden bil. Lidt for taet mener ejeren af denne, som straks vader ud af sin bil og raaber ind af den gamle mands vindue. "Que haces TIO" "Hvad taenker du paa Onkel!!" "Hvordan er det du koerer?" "Jeg koerer fint protesterer den gamle mand, og mumler hoejt "Huevon" "Dit aeg" Til den anden unge chafoer da denne saetter sig ind i sin bil for at koere videre...

Vi underviser ikke kun musik
Chefen fra El sistema i Peru er kommet paa besoeg hele vejen fra Lima for at vaere sammen med os og vejlede os et par dage. Lige nu har vi workshop i direktion og emsemble ledelse. "Hvis i viser usikkerhed i jeres ledelse er der uro blandt boernen." "Straek haenderne ud, vent paa at de bliver rolige og vis en hel takt for med haenderne." Vi laver mange oevelser og griner over hvor usikre vi alle er med vores haender og arme naar vi er saa vandt til at spille.
Chefen ser paa os med et blik fra en ildsjael som ikke er blevet slukket. "I venezuela har jeg hoert instruktoerer sige:" Vi er de bedste! DU er den bedste! Det lyder dejligt!, hvor jeg taenkte, det lyder frygtelig og totalt falsk. Hvad er grunden til det?" Boernenes selvtillid skal bygges op! Vi underviser ikke kun musik, vi uddanner fremtidens unge til at vaere ledere, tage ansvar, og inkludere andre!
Bag instrumenterne er de unge alle ens! Uanset baggrund politisk, religioest eller oekonomisk! Musikundervisnigen er blot et middel til at uddanne nye ledere. At uddanne dygtige musikere er ikke et endeligt maal! Vores opgave som musikundervisere i El Sistema er at inspirere, vejlede, influrere og vaere forbilleder for de unge. Gennem os kan de laere meget andet end at spille musik.
Banker og fonde vil se resultater, og dette skal vi ogsaa fokusere paa. Lave oversigtelige undervisningsbeskrivelser, rapporter og flotte praesentationer.."
Jeg bliver provokeret for jeg er nok en type musiklaerer som fokuserer meget paa resultatet, paa at boernene virkelig laerer noget, men finder ro i at nettop gennem det faar boern og unge mulighed for at putte sin identitet i noget andet end det de er vandt til. At selv gennem tekniske oevelser og en del strikthed, kan jeg vaere et forbillede for boernene...

SURPRISE
Alle mine kolegaer er samlet paa teressen hos Christian. De har lavet Pisco saur og er i gang med at grille poelser da jeg kommer. Jeg bliver helt roert. Liz, Luca og deres lille kaitro, Christian, Poul med kone og baby, Fernando og Sara. Det er en virkelig hyggelig eftermiddag. Med sol og vind og masser af koed. Vi holder lidt taler for hinanden paa et tidspunkt, og jeg for sagt at det betyder virkelig meget for mig hvordan de har taget i mod mig.



 Saa er der juleferie!!

Vi er tre piger paa farten. Sara fra Sweits, Shardee fra Holland og jeg. Her hopper vi i sandoerkene i Huanchachina lidt uden for Ica. Her er virkelig specielt. Kun sand, som er formet som bjerge.
Her er stegende varmt og vi bader i den lille soe!
Nu sidder vi i en gul sandbuggi. Han kaere vildt hurtigt i sandbjergene og vi skriger i hvert sving. Et vaerre tivoli. Han koerer ud over kanterne i fuld fart og vi har hjertet i halsen, men det er sjovt.
Bagefter kaelker vi paa en slags snowboard beregnet til sand ned af kaempe bjergsider med fint sand. Det gaar vildt hurtigt!
Vi staar ogsaa paa boardet som paa et snowboard ned af de lidt mindre stejle bakker!
Tjuhej, her kommer jeg paa mit sandboard!!

Soeloeverne ligger og slikker sol paa fugleoererne Pallestas. De er ret dovne, men vildt fascinerende. De kravler paa lufferne op af klipperne for at finde den mest perfekte plads for at sole sig. En stor han soeloeve kaemper sig op til 3 hun soelover og kysser dem hver isaer. Guiden i baaden: "hansoeloeverne er meget venlige overfor deres hunder, ligesom Peruvianske maend" . Det er der nok delte meninger om, men hele baaden griner med.

 Pengvinerne er smaa og virkelig soede! De vralter op af klipperne, efter deres lille moede. De holder sammen hele livet i par, fortaeller guiden.!

Oerken og hav:-)
Meget syret! Vi staar midt i en oerken, sand og staerk hede, og vandrer mod et udkigtspunkt over havet. Her frisker vinden, og fylder vores lunger med velkendt fugtig og saltig havluft. Det foeles godt!

Hurtigt!!

Pigen ligger besvimet paa fortorvet. En stor flok er samlet omkring hende. Nogle ringer til ambulance andre proever at loefte hende. Jeg saetter mig ved hende og lytter til aandedraget og pulsen. Det hele er meget svagt og jeg er i tvivl om hvordan man giver kunstigt aandedraet og om hun behoever det. Flokken bliver enige om at ambulancen kommer langsomt frem, og baerer hende hen til den naermeste klinik hvor de haaber der er en doktor. Haaber Gud vil holde haanden over hende og hjaelpe hende, taenker jeg i bussen.

Elmonida

Traditionel dame saelger en varm drik paa pladsen, som jeg foerst tror er en the. Men Jose og damen fortaeller at de forskellige essenser hun putter i en slags varm gele alle er urter som er godt for noget. Den her urt er god for nyrerne, den her for blodsirkulationen og meget mere. Der er 6 forskellige urteessenser som hun med et hurtigt snuptag haelder ned i et glas, som en garven bartender. Der er mange mennesker ved hendes bod, og rosé forklarer hende, med sine smilehulder og buttede mave, at han har lidt ondt i maven, om hun kan blande en god drink til ham. Hun griner lidt smigret og laver en specielt til ham. Jose drikker den geleagtige drik hurtigt, og smiler med hele ansigtet til damen bagefter og siger tak.

Ud i kulden...

Vi svoemmer og svoemmer for at holde varmen. Min kolega fra orkesteret José som spiller violin har taget mig med i svoemmehallen. Det er koldt vandet og jeg bliver hurtig forpustet, men dejligt at svoemme:-)

 Det foeles koldt ude bagefter og vi koeber smaa pizzaer at varme os paa. Paa pladsen kl 21 om aftenen er der 5 forskellige dansegrupper der oever. Nogle kvinder og piger oever sig paa oversiden af pladsen og har roede kjoler paa. 5 Maend taet paa vores kantsten danser til lidt poppet indiansk musik. De hopper, og bevaeger sig som krigere i stramme cowboybukser og t shirts. At de kan holde varmen. Vi sidder med huer paa.


Det er fascinerende at folk bruger udearealerne paa trods af kulden, og dejligt at se at folk i alle aldre kan danse sammen i forskellige grupper og bevare sine traditioner og tilfoere dem nyt liv!!!

BESOEG:-)

Henri og Yaqeline foelger mig hjem og jeg indviterer dem op. Vi snakker om loest og fast, og er saa maette saa maette efter kylling og ris. "Vi spiser naesten aldrig noget tungt om aftenen", siger Yaqeline, og jeg vil helt klart foelge hendes eksempel, for her i Cusco er det helt skoert hvor koldt det er om aftenen, gaa op af bakke med en masse med i maven er ikke det smarteste. Vi sidder bare og er maette og traette og snakker om alt og intet, men det foeles saa rart. Jeg bor her og har faktisk besoeg:-)

TAK

Den lokale kyllinge bar er stopfyldt med unge peruvianere som lytter til en ung gut der snakker. "Tak Gud" er hans budskab, og han mener det virkelig. Alle stemmer i og beder og synger tak, og det er en god stemning.
"Din familie er langt vaek" siger en middelaldrende dame jeg talte med foer paa aftenen. "Du er aldrig alene! Gud er hos dig og her er andre broedre og soestre mens du er i Cusco"

Den vind!

Vi gaar op af den stejle bakke, Camillo min nabor paa fem og jeg. Vi samler grene og blade og nyder vinden og den friske luft. Det er loerdag og jeg har spist morgenmad med mine soede naboer fra Argentina og Peru, Lima. Vi sad ude paa gaden i solen og noed advokato og aeggeroere!
En dame med en flot orange pontjo smiler til os fra en graestop og vi puster og pester for at naa op til hende og hendes dyr.
"DEN VIND" pruster den aeldre rare dame. Aldrig i mit liv har jeg oplevet saa kraftig vind her i denne maaned. I august maaske, men ikke nu. Klimaet er maerkeligt. Det goer mig bange." Damen kigger paa mig og paa Camillo og vil vide hvad jeg laver her og hvem han er.
"Jeg gaar ud med mine faar hver morgen, middag, og aften. De spiser det samme hele dagen, men de har deres rytme som jeg foelger. Mine boern er flyttet for laengst men jeg spinder traad af ulden og vaever selv pontjoer deropee." Smiler hun, og mangler en tand i formunden. Hun har en blaa hat paa, og holder godt oeje med sine dyr. Camillo er meget optaget af at der er et sort faar og mange hvide og hvor de skal gaa hen.
Vi leger flyvere paa toppen af bjerget, et sted som hedder "Templo del monos" abernes templer, og fryser lidt og leger flyverer og politibiler det meste af vejen ned.

TJEK mit arbejde ud:-)

http://www.youtube.com/watch?v=7Y1-ovIjMJk

2 uger tilbage...:-)

"Hvor mange ben har koen Lucas?"

De to nabo-drenge sidder paa mit gulv og tegner paa livet loes. Jeg har er ved at tegne en ko til Lucas paa 2 og spoerger ham hvor mange ben koen har. Han kigger paa mig med sine store brune oejne og beskidte bukser med et overbaerende blik. Ved du ikke engang det, siger blikken. Og lukas svarer stolt som en pave. "12 ben..." Fabricio og jeg er ved at doe af grin, og tegner tolv ben paa koen, hvorefter lukas godt kan se at der maaske ikke normalt er 12 ben paa en ko, hehe...

"Her er mit ateleri!"

"Velkommen Anja!" Det er anden gang jeg er hjemme at besoege nogle her i Cusco, men denne gang betyder det extra meget for det er to kolegaer som jeg ser meget op til. Liz er kunstner og sekretaer i El Sistema , og hvor jeg arbejder og hendes mand Luis spiller Tuba i orkesteret.
Liz har lavet dejlig middag med Trucha (en slags laks) og ris og kartofler med salat og olivener. Vi snakker en masse og deres lille dreng viser mig alle hans dinosaurusser og klodser. Vi hygger os stort.
Ser film og spiser chokolade. Foeler mig velkommen i deres hjem, og paa en helt ny maade velkommen i Peru.
Kaere Danskerer derhjemme.
"INDVITER FREMMEDE DU ARBEJDER SAMMEN MED ELLER ER NABO MED HJEM TIL DIG PAA MIDDAG!!"
Det goer en verden til forskel:-)

Hombres! No Machos!

Er paa besoeg i en kaempe Evangelisk kirke i yderkanten af Cusco. Praesten, der er stor og fylder sin hvide skjorte godt ud, har faaet alle maendene til at rejse sig op og raabe "SI" efter han har talt til tre. "Vil vil vaere Kristne maend og ikke kristne Machos" Hvilken stemme lytter i til? Samfundstendensen om at maend er mere vaerd end kvinder? Praesten laver en joke hvor han agerer en halvvoldelig far der skubber til stolen og brysk spoerger efter den forpulede middag og afslutter med et rungende Halleluja. Alle maendende i kirken staar op  og griner hjerteligt at den gestikulerende praest fra Lima.
Her i Peru hersker en Machisme uden lige. Jeg var paa besoeg hos en kvinde der hedder Teressa, og hendes soen talte til hende som den laveste tjener, og hendes nevoe sagde uden toeven at han var macho. "Maend ved bedre end kvinder, derfor er jeg fx god i et koekken." Drengen er 17 aar og den nye generation men er
i den grad tilhaenger af macho maend tanken.

Alt jeg ikke har fortalt endnu....

“Not by might, not by power but by my holy spirit!”

Praesten er fra Texas, og har sammen med sin kone overtaget en lille café, 3 min fra hvor jeg bor. Overskudet fra Cafeen gaar til social arbejde. Om soendagen kl 17 har de en rolig og intim lille gudstjeneste. Vi synger en lovsang jeg kender og en salme jeg kender. Det foeles godt. Min nabo Diego der laver film og foto tog med for at se en udenlandsk evangelisk kirke. Han er katolik og syntes det kunne vaere sjovt at se.

Praesten snakker om at Jesus  siger I Matt. 16.18: “JEG vil bygge MIN kirke…” Altsaa, det er ved helligaandens kraft vi kan danne levende kristne faellesskaber. Ved at vi alle udvikler os og faar spiritual foede, kan en kaerlighed og taalmodighed som ikke er vores egen sprede sig fra os…

Matt. 25.31. “For jeg var sulten og I gav mig noget at spise….” Praesten fortsaetter og deler sine tanker om at tjene hinanden og om at vi maa vaere dem vi er kaldet til at vaere.

Det foeles saa godt at hoere nogle tanker I denne retning. Bagefter er der faellesspisning og jeg snakker med en dame fra Australien som  er gift med en Peruvianer  og Carri som arbejder her I Cusco med en masse forskellige ting, virkelig spaendende person.

Smager paa ensomheden

Hjemme alene, spiser suppe. Heldigvis er den soede familie I fuld sving med soendagsvask og andre gode sager udenfor, men jeg savner min egen familie. Mor, far, lillebror og lillesoester og at se lille Soelvi blive stoerre. Savner at side I haven hos mormor og morfar og spise kammerjunker med koldskaal.

Her I Cusco er jeg ikke blevet indviteret hjem til nogle endnu, bortset fra Luis. Har altsaa ikke besoegt èt eneste menneske. Dette skaber en form for isolation og en boblefoelelse jeg ikke er glad for.

Denne dag spoerger jeg mig selv hvorfor I al verden jeg valgte at rejse alene. Jeg vil denne uge goere en kaempe indsats for at finde flere venner og laere noget af deres folkemusik.

Lille soede Luca…(november 1)

“Vacan Anita!” Alt ok Anja? Lille Luca er 2 aar og leger tit udenfor i vores lille faelles gaard. Familien med mormor, morfar, boern og boerneboern er rigtig soede. “Hvad er det?” Siger Luca og peger paa min kop med kaffe. “Mate?” Er det te? Nej det er kaffe…Luca, piller ved mine groenne klipklappere og siger, hvad er det? “Sandaler” Siger jeg…”No!” Siger han, og siger det perfekte ord paa spansk for klip klappere…hehe…han er snu den lille:-)

Jam med Argentiner… (november  2)

Hvor jeg bor er en Argentiner og sin lille dreng Camillo! Hun spiller paa Charanca, lille guitar som en slags mandolin. Hun synger smukke sange fra Bolivia, Ecuador og Peru med en bloed stemme og jeg laegger cello paa. Boernen myldrer omkring, spiller paa mine floejter og leger en baad leg med mine aeggebakker som jeg har taenkt mig at haenge op paa vaegen op til min nabo. Der er et milder udenlige men det er herligt!

Jeg nyder at hvor jeg bore r altid nogle hjemme. Nogle der  vasker toej eller vasker op ude i gaarden. Boern der leger med alt sit gamle legetoej eller spiller fodbold! Altid nogle at sige hej til I gaarden!!

Hvad venter vi paa? (November  3)

Jeg har halvsovet i bussen, og vaagner ved at bussen holder helt stille! Jeg vender mig om til min sidedame og spoerger hende:”Hvorfor holder bussen stille her?” Hun smiler sloevt:” Chafoeren spiser frokost!” Der gaar en halv times tid foer vi koerer videre og da bussen endelig er kommet paa koerebanen igen vandrer der mindst fem damer og piger ind i bussen;” Gelatina, Gelatina!” De har den her specielle nasale saelger maade at traekke ordene paa. Derefter andre damer:” Carne, carne!” ”Mate, mate” ”Caljetas” ”Yugurt” ”Helado!” Koed, the, kiks, yogurt... Her skal vi ikke sulte, paa vej til Paucartambo...En tur som egentlig skulle tage 3 timer, men med alle de skoenne damer og maend som vil saelge et og andet, blir det nok 4 timer...

Paucartambo (November 4)

Det er ikke nemt at  ville rejse i weekenderne sammen med nogle. Mange af de andre udlaendinge her i Cusco bruger weekenden paa at feste igennem, og er ikke superfriskee loerdag morgen.

Her ankommer jeg saa til Paucartambo, en forholdsvis stor landsby hoejt oppe i bjergene og foeler mig som en ailien. Alle kigger paa mig som om jeg enten vil spise dem eller melde dem til det lokale politi. Der er ikke mange turister her og jeg forstaar hvorfor. Regnseasongen er naesten begyndt og det er ikke vaerd at tage turen til tres cruses for at se solopgangen, for den er ikke eksisterenden, og de lokale jeg snakker med raader mig til ikke at gaa nogen laengere tur her alene!

I morgen gaar jeg en lille morgentur og ”smutter” tilbage til Cusco, maaske med en anden slags bus;-)

Bustur (November 4b)

...Koeresyg igen...men hvor er bjergene smukke. Jeg ser et stort snefjeld der toner sig op bag alle de groenne fjelde. Det er klart her man skulle tage en vandretur en dag, men nu sidder jeg inde i bussen og snakker med en energisk engelsklaerer fra Cusco. Hun vil virkelig gerne oeve at snakke engelsk, og det passer mig fint, bortset fra at jeg ikke kan kigge paa hende fordi jeg bliver noedt til at kigge ud af vinduet, og foelge de enormt stoevede og snoede veje...

Kishuarani  (November  5)

Sjaeldent har jeg vaeret saa koeresyg! Det var helt moerkt og vi sad 4 paa bagsaedet af en lille bus. Vejene var af grus og snoede sig i evigheder op til Lares, og buschafoeren koerte ikke just langsomt!

Vi moedte to soede mennesker fra Cusco paa hostellet, Emeli og...bum..kan ikke huske hans navn i Lares. De havde ikke nogen plan og tog os med i sin bil op til en lille landsby hvor vi moeder en lille soed gut med flot orange poncho, som viser os vej op til en smuk smuk lagune hoejt over Lares. Vi betaler ham for hans ”Guide” evne.

”Alle der rejser ud af Peru og aldrig kommer tilbage med deres viden! Det har jeg bare ikke respekt for.” Den rare mand arbejder som udviklingsarbejder, er uddannet oekonomist. ”ALT er jo muligt her! Vi skal bare tro paa det og kaempe for det!” Jeg er vild med hans instilling, saa forskelligt fra det jeg har hoert fra alle andre..

”Der er alt for mange peruvianere som kun droemmer....Droemmer om at rejse til et andet land, droemmer om et andet Peru , men som ikke goer noget ved det!” ”Jeg rejser rundt til forskellige landsbyer og mobiliserer forskellige projekter og ogsaa i byerne.!” ”Det er her jeg vil goere en forskel!

Maria fra Venezuela (Oktober/ November 5)

Maria er lille, staerk, emotionel, musikalsk og enormt tilstede. Hun instruerer Cusco symfonisk orkester i en nyskrevet symfoni fra Venezuela. ”Hoer! I skal spille med hjertet. Hvis i ikke har en idet med fraserne kan det hele vaere ligemeget” Maria, dirrigerer med hele kroppen. Hun har studeret obo i danmark og indimellem siger hun et eller andet paa dansk til mig, mens hun griner og det lyser af varme ud af hendes intense brune oejne.

Der staar indviteret:” Anja Lillemaehlum” i programmet, og jeg har det godt  i deres orkester. Det foeles godt at kunne bidrage med noget paa den maade.

Maria oensker mig velkommen til Venezuela hvis jeg vil laere mere om El Sistema, og jeg er lykkelig! Maaske kan jeg rejse derhend til Februar/ Marts eller noget!

El sistema Cusco ( oktober  1)

”Buenos dias profe AnJa.” Med tryk paa J..Gerne ledt af et lille kindkys.

Der er boern i alle aldre, de helt smaa er virkelig soede, og de lidt stoerre er meget ansvarsbevidste og hoeflige. En helt anden disciplin end hjemme i Danmark.

Boernene og de unge er en del af et musikalsk system der har sine roedder i Venzuela. Staten betaler deres undervisning og de leger gratis instrumenterne. Boerne og de unge er udvalgt efter 2 ugers  intensiv generel musikundervisning som Luis Arevalo har staaet for for et halvt aar siden. Derefter skulle boernen vise deres musikalitet, og dem som viste sig at have noget at komme med fik lov til at blive en del af systemet.

Det er enormt intenst paa baade godt og ondt. Boernene kommer hverdag fra 4-6. Ofte er der saerk sol, og vi baerer alle vores instrumenter op til hovedbygningen i Puclia Suntis, (nybygget skole lidt uden for byen) Her er alt i trae, og der er en skoen atmosfaere, taet paa bjergene. Boernen kommer fra alle kanter af byen, og fra forskellige sociale lag. En dag gaar lille pige med stramme fletninger og skoleuniform, haand i haand med sin gamle tandloese mormor. Mormor har ogsaa lange fletninger, traditionelt toej og et fast grep i sin lille violinspillende barnebarn!

Nogle af boernen har vaeret hjemme og spise og slappe lidt af, andre kommer direkte fra skole.

De pakker ud og saetter klar, og det er op til mig hvordan jeg administrerer tiden med dem. Ofte saetter jeg de stoerste til at oeve selv individuelt udenfor i skyggen, mens de mindste traenger til hjaelp til at laese noderne og det hele.

Jeg har laert dem en dansk sang i kano, at improvisere lidt, og bygger hele tiden deres nodelaere op, har kopieret oevelser og etuder til dem, og hjaelder dem med at lave musik af de smaa stykker i suzuki bogen, og er streng med at de skal laere at holde godt om buen og celloen.

Nogle af boernene er meget traette, og spoerger mig efter frikvarter, og det kan jeg godt forstaa! Camilla paa 7 med lange fletninger, har svaert ved at koncentrere sig om at laese noderne og det er heller ikke nemt!

Nestor paa 16 har en virkelig god tone, teknik, musikalitet  og vilje. Vildt at taenke paa han kun har spillet et halvt aar.

I orkesteret og koret er der naermest en militant stemning, men det siges at de ogsaa er meget strenge i Venezuela. Boernene er musse stille, og alle stryger i samme retninger og synger med armene langs siden, som et andet drengekor i domkirken.

I frikvarteret loeber alle rundt og driller hinanden og drikker juice. Mange har gode venner i musik systemet g ser ud til at nyde det.

Luis loeber rundt mellem boernene, ”stjaeler” en piges hat, og lader som om han vil kramme en anden, men krammer hende over hovedet, for hun er saa lille. Han spoerger en lille dreng om at spille og soger han kan danse i takt. Den lille dreng spiller meget hurtigt, og stopper, som en slags stopdans og alle griner af profesor Luis som er saa skoer saa skoer. De andre profesorer er lidt mindre legesyge, og jeg sidder og spiser en appelsin og snakker stille med nogle af pigerne som syntes det er veldig sjovt at spoerge mig om pige ting.

Lake titicaca (Oktober  2)

Hoejst belligende soe....3800 meter over havet.....og virkelig smuk. Vi ankommer om morgenen, tidlig, med en natbus!

En saelger aabner doeren til bussen og naermest overfalder os med hvor fin hans baad er. Vi gnider os desperat i oejnene, er svimle af soevn, og forvirrede over hans fuldstaendig uforstaaelig maner at saelge os noget paa. Han snakker i ét vaek og vi kloer os i haaret. Jeg faar omsider spurgt ham om hans baad ikke foest gaar kl 8? Og han smiler stolt! Jo! ”Her kan i skrive jeres navn og koebe billet, og tasken kan i saette her!!....” Hr:! Hvis baaden gaar kl 8 har vi to timer ik?” ”Jo, jo...vi er det bedste baad firma fordi...” ”Tusind tak, giv os lige 5 min til at vaagne og sporge de andre baad selskaber..”

Pyha...vi saetter os i morgen solen ved det blaa blaa vand, og kigger paa de lokale som saa smaat begynder at komme ned paa havnen med ting fra fastlandet de vil ha med til enten Uros eller Amantani.

Her er smaa damer med store numser, lange sorte fletninger og smukke smukke hatte og kjoler. De bugserer gas, vand flasker, Cola og andre herlighedder ned i baadene.

Vi melder os hos den utrolig morgenfriske baadsaelger og koeber kaffe og broed paa et marked.

Uros (Oktober  3)

En flydende oe, med huse lavet af siv. Her lever de af fiskeri og turisme. Flotte farver har de paa, og vaever selv deres toej. De bor meget isoleret og har bevaret denne tradition i mange mange aar. Vi koeber armbaand og kaffe og stoetter turismen lidt.

Amantani (oktober 4)

Vi, Christine fra Syd Afrika og jeg sejler, og sejler, i mange timer i en baad med mange andre. Bl.a en mand fra junglen som arbejder med at saelge lokale folks haandarbejde sim fair trade produkter i Tyskland. Han skal ud og hente nogle specielle hjemmesko, og vil filme hvordan manden laver dem. Jeg bliver lidt soesyg og laegger mig til at sove.

Vaagner ved at vi naermer os Amantani. Kvinder i smukke farver med lange sorte sloer, venter paa kajen. Oeboerne lever bl.a. af at indlogere turister privat.

Vi sidder i deres lille bitte koekken.

”Drikker hesten om natten, storebror Angel?” , spoerger Delia luz som er  lidt tilbage men smiler meget.  Liz Yaneth er hendes et aar aeldre soester, og spoerger sin storebror hvor Gud bor. Angel har foedselsdag og bliver 16, og meget genert over det. Han mener at Gud maa bo uden for stratosfaeren for ellers kunne vi se ham. Jeg smiler og siger jeg mener Gud bor i vores hjerter og er meget taet paa os. Liz Yaneth griner og kigger paa sin storebror.

 Der sidder de tre soeskende rundt om bordet. Far er styrmand og ikke hjemme, mor er doed og abuelo (morfar) Moises og Abuela Lorenzia sidden foran ilden i det lille koekken og kokererer. De snakker lavmaelt til hinanden paa Quecha, og det lyder rigtig meget som Groenlandsk. Samme lille hyggelige lesbelyd og halvbloede konsonanter.

400 famililer paa oen er indvolveret i at drive turisme i deres hjem.

Naeste dag gaar vi en tur op til det hoejeste punkt paa oeen. 4100 meter over havet. Pyhah mit hoved og hvor er jeg traet. Men her er ro, fjeld, ro, vand og fjeld.

Titicaca...det er ret vildt at vaere her! Ingen biler, helt ren luft og virkelig faa turister for de tog afsted dagen foer.

Vi moeder en smilende bonde med sin hustru. Ernesto. Han fortaeller at alle har et lille stykke jord som de deler med sin familie og det lever de af. Meget lidt fiskeri herm af en eller anden maerkelig grund jeg ikke forstaar. Noget med at Trucha fisken har spist det hele og den er svoemmet til Bolivia...?

Der er et lille tempel for Pacha Mama (moder jord) Og hvert aar i Januarofrer boenderne majs, kartofler og andet for at sige tak til Pacha Mama for hendes frugtbarhed og for at sikre sig hendes beskyttelse det foelgende aar.

Salkantay  (september 1)

Smukke hoeje fjelde! Salkantay er det hoejeste. Fyldt med sne straaler det mod os. Vi er en gruppe paa ti, fra hele verden. Soede mennesker. Jeg bliver indviteret til Holland, Skotland, Belgiem og Frankrig saa jeg maa hellere gemme deres emailadresser;-)

Der er en guide der hedder Wilson der fortaeller og gaar forest eller bagerst og soede mand der leder heste/aeslerne frem med vores bagage og al maden. De ankommer foer os og slaar teltene op og koger mad. Hver morgen vaekker de os med virkelig varm mynte the og det hjaelper os med at komme ud af soveposerne. Det er virkelig, virkelig koldt for foden af Salkantay, saa det er virkelig dejligt med noget varmt!

Hidrolectica (September 2)

Smaa telte med smaa restaurenter klistret op til togskinderne. Dette er den del af turen jeg har frygtet mest. Vi skal gaa fire timer paa togskinderne i junglen, og alle siger toget koerer meget langsomt og kun kl 3 og 4 eller saa noget, men jeg er raed for at gaa paa skinderne...

En lille pige vil vaere med paa billedet. Hun er 3 aar. Hun roerer ved mit haar og babler afsted paa baby spansk. Hun roer ved mine oejenbryn og kigger sporgende paa mine blaa oejene og mit lyse haar. Hun leger en leg hvor man skal holde i noget staaltraad fra teltet. Jeg forstaar ikke hendes leg og hun aser og maser for at faa fat paa en traeklods der sidder fast. Ny leg! Hoppe og vende i luften og lande paa klodsen! Det er lidt svaert og den lille sjarmetrold faar mig til at taelle: Uno, Dos; tres...foer hun hopper....

Vi spiser frokost og begynder turen langs skinderne. Her er jungle med maerkelige roede blomster. Vi moeder en lille slange der kigger paa os paa togskinderne, og lige bagefter gaar turen i gennem en kulsort togtunnel. Jeg holder tysk pige i haanden og vi gaar hurtigt gennem moerket.

Macu Pichu (September 3)

Kaempe ruin. Vi leger med lamaerne som er tamme. Det smukkeste tidspunkt paa dagen er efter regnen, hvor en smuk regnbue krydser himmelen mellem de smaa stejle og spidse groenne feldtoppe. Ruinen er badet i sol og der er et lille flag med de samme farver som regnbuen.

Soede Argentinere i gruppen. Saa aabne og snaksagelige. Vi skal bestige et lille fjeld der hedder Wuana Pichu, og europaerne i gruppen racer afsted og vil ikke lade mig arrangere noget med at moedes med de andre bagefter. Jeg bliver rasende og spoerger hvorfor de raeser afsted som om fanden var i haelene paa dem, og paastaar de er virkelige uhoeflige overfor de andre 4 som gerne ville arrange med os at moedes bagefter....Hvorefter det gaar op for mig at jeg har vaeret i Peru saa laenge at deres timing og maade at vaere tilstede paa, vente paa hinanden overalt og tage det roligt , helt er blevet en del af mig. Sjaeldent har jeg vaeret saa vred. Jeg gaar op til Argentinerne og er sammen med dem resten af vandreturen.

Sammen situation i en bus. Vi vil bade i de varme kilder i Santa Teresa, og guiden er ikke kommet. Da han endelig dukker op og kigger glad ind af vinduet og spoerge om vi kan vente 5 min raaber franskerne NO...og en gut fra Costa Rica, udbryder ”Que??” ”claro Wilson!!” ”Hvad? Selvfoelgelig kan vi vente 5 minutter...” Jeg smiler og griner over de forskellige tidsopfattelser og hvor meget mere jeg kan foelge ham fra Costa Rica..

Aquas Caliente (September 4)

Salsamusik fra vinuerne og jeg sidder overfor en soed gadesalger med kaffe og broed med ost. Den hvide hjemmelavede traditionelle indianske ost. Staerk og lidt toer.

”Jeg vil ogsaa gerne sende min datter til musik”, sukker damen lidt fravaerende, da hun hoerer hvad jeg arbejder med. Jeg gik vaek fra centrum som er helt forfaerdelig i Aquas Calientes, som er byen midt i Junglen inden Machu Pichu og fandt heldigvis lidt almindeligt liv, selv her i Aquas Calientes.

Damen fortaeller at der ikke er andre mulighedder her end turisme, og der er ikke musiktilbud. Vi snakker om at hendes datter kunne laere at spille floejte fra en af de aeldre maend i byen...

Saxofon?? I junglen?? (September 5)

Jeg har lige sagt farvel til en stor gruppe herlige mennesker fra hele verden. Vi har vandret sammen i 4 dage og jeg kommer helt til at savne dem! Pludselig hoerer jeg en klagende og dyb saxofon...

Jeg kigger mig omkring paa markedet, men kan ikke finde nogen. Pludselig ser jeg at lyden kommer fra en lille buttet mand som sidder i hjoernet af sit telt fyldt med instrumenter. Men det er ikke en saxofon. Det er en slags ”Jungle Klarinet” siger han. Han laver dem selv, og viser mig et langt tykt bambusroer som lyder som en bas klarinet. Han kan skifte bladende ud. Han har saa vidt jeg kan se kun en tand i munden og fedtet graadt haar..

Senor Huanca (september 5)

En pilgrimstur uden lige! Vi er samlet paa en lille plas i San Jeronimo lidt uden for Cusco. Her kan man koebe det man havde glemt til turen. Lommelygte, kiks, vand etc! Her er mange unge katolikker med ghettoblastere med reggaton og bachacha musik, med hue og vanter. Klokken er 10 om aftenen, og vi begiver os ud paa en pilgrimstur over fjeldende til et lille sted der hedder huanca asom har en helgenhistorie som alle samles omkring en gang om aaret.

Det er en haard tur, vi er de eneste blandt de mange tusind unge der ikke er fra Cusco. Vi gaar sammen, men snakker ogsaa lidt med tilfaeldige. Alle gaar et rask tempo, men vi er forpustede og gaar langsommere op af fjeldet. Det er midt om natten og meget koldt, og der er smaa telte med soede madmoedre der koger suppe og varm the, og enda aeg med ris og koed.

Vi holder pause rundt ilden sammen med nogle andre. Jeg spoerger dem hvorfor de gaar pilgrimsturen. ”Jeg oensker at mine studier skal gaa godt. Og maaske en gang faa raad til en bil..” ”Kan Gud hjaelpe dig med det hvis du gaar den her tur?” ”Han kan hjaelpe mig hvorsom helst, men det foeles godt at gaa turen, og hvis nogle er syge bliver de raske af at gaa her. Jeg har gaaet den 3 gange. Det er som om det renser min sjael..” Jeg smiler traet til fyren og hans kaereste og drikker min tykke te af en art. Jeg er for traet til at skrive deres navne ned, og har bare lyst til at sove, men hvad jeg ikke ved er at der venter os 4-6 timers mere vandring i kulden paa bjerget der er omkring 4000 meter over havet.

Det er en fuldstaendig vandvittid pilgrimstur paa mange maader, fordi det er koldt og midt om natten, men en kaempe oplevelse at faa lov til at vandre over fjeldende med flere tusind andre unge.. Der er stjerneklart og maanen lyser starkt over os, og vi har ikke brug for lygterne.

Pludselig er der et kors der lyser i mod os midt i oedemarken. Mange er samlet der for at bede for en lille stund i stilhed og taende lys for dem de holder af eller er syge..

Sidste del af turen er jeg saa traet at jeg bare kunne saette mig ned og tud broele. Heldigvis er der nogle gutter der gaar foran os og lyser og viser vej. Det er virkelig stejlt ned og mine knae er saa traette. Da vi kommer ned er der mange der ligger og sover rundt omkring og jeg tryler min gruppe til at vi kan sove i 10 min inden vi naar helt ned til kirken.

De andre i gruppen vil direkte hjem, men jeg vil opleve messen, og de andre maerkelige katolske symbol ting udenfor kirken.

Antje fra Tyskland bliver med mig og vi gaar ind i et rum fyldt med stearinlys! Der er saa varmt, saa varmt og alle taender lys for dem de holder af og taenker paa, eller oensker at Jesus skal vaerne om. Det er en staerk oplevelse.

Uden for kirken staar alle af en eller anden maerkelig grund i lang koe for at faa en velsignelse af en slags statue med et forklaede. Der er ogsaaa praester som sproejter med helligt vand.

Inde til messen kan folk komme og gaa, og der synges sange...

Til sidst er vi saa traette at vi aser os ud mellem alle menneskerne og maa lede efter en bus til Cusco i alt mylderet.

Foressten...der er ogsaa en hellig flod indvolveret i det her. Der bader alle de pilgrimsrejsende sig, bare ikke os. Damerne fletter sit haar stramt og mandende pudser sine sko.. Alle bader og der er et leven uden lige. Det minder mig om billeder jeg har set fra indien...

Hunde......hunde....HUUUUUNDDDDEEEE!! (september  6)

Cali grande...Her bor jeg i September..

En dag angriber Toto deres lille tykke hund mig rundt om benet og vil bide. Jeg gaar totalt i panik og skriger. Jeg er i forvejen saa raed for hundene her, som mange andre lokale faktisk ogsaa er. Mange tager en lille sten op og truer hundene hvis de kommer for taet paa. Men jeg var ikke forberedt her hos familien i Cali Grande. Heldigvis bider Toto ikke.

Naeste dag angriber Toto en laerer fra skolen som skulle hente en studerende fra amerika hos familien. Laereren bliver bidt meget slemt fire steder i benet og maa fluks paa hospitalet.

Vi rejser en mundtlig sag mod familien og hunden bliver flyttet.

Efter dette bliver mine ”hundevenskaber” ikke just bedre! Men der er mange hunde i Cusco, og mange af dem er fredelige. Ligger dovne i solen, eller lunter traette rundt og roder i skraeldespande eller andet.

I junglen med vandregruppen paa vej mod Machu Pichu loeber tre hunde rasende mod os fra en lille farm. De goer og knorrer og jeg gaar totalt i panik og loeber og graeder. To piger fra gruppen  krammer mig forskraekket og siger det dummeste mand kan goere er at loebe vaek. Totos bid i laerens ben har printet sig fast og al den frygt jeg ikke har manifisterer sig i de skide hunde! Pigerne siger jeg skal saette mig paa hug og tage en sten op og kaste den mod hunden en anden gang...Det er lettere sagt end gjort....

”Undskyld, ved du hvor bussen til.....” (September 7)

Jeg spoerger en aeldre dame og hendes soen der er en halv person hoejere end hende. De viser en omsorgsfuldhed jeg aldrig vil glemme. Kom med os, siger de. Og hiver mig med ind i en bus. Moren betaler turen for mig og foelger mig hele vejen ind i den bus jeg skal med til Ollantaytambo.. Hun giver mig sit telefonnummer og siger jeg skal ringe hvis der er noget jeg bliver i tvivl om eller har brug for i Cusco..

Det er utroligt, for der er mange turister i Cusco, og alligevel denne venlighed og tilstedevaerelse!!

” Saa spiser jeg lige det her, og smider skraeldet...hmm ...her...” (september 8)

Jeg moeder en amerikaner i bussen til Olantaytambo og han er oekonomist og arbejder her i omraadet omkring Cusco med at mobilisere smaa landsbyer til at starte forretninger mm. Han skal holde foredrag paa en konference for boern og unge fra den hellige dal, landsbyerne hoejt oppe i fjeldende. Da vi ankommer er der en energisk Peruaner der holder sit foredrag, og alle griner. Han imiterer den typiske ansvarsloeshed overfor skraeld. Plastik der bliver smidt rundt omkring, og fortaeller det er daarligt for miljoet..

”Orv, den her ligger jo lige her, den snupper jeg!!” Boerne griner men kan godt se alvoren i ikke at stjaele! ”Hvorfor taenker i at det kun er i andre lande der blive valgt en god precident??” ”Det  er her i Peru vi kan praege vores politiske virkelighed ved at stemme paa de rigtige personer...!!”

”Vil du saa fortaelle om det hele i dit land??” (September 9)

”Har i bjerge i Danmark?”, spoerger vaeveren. Jeg er havnet i en lille bitte landsby der hedder Pachacacha. Ca. 2 timers koeretur i lastbil fra Ollantaytambo, en smuk Inka Ruin i den hellige dal. Koereturen var sjov og virkelig stoevet. Store indianske damer der sidder paa sine farvestraalende sjaler fyldt med kartofler og ris.

Her i Pachacacha er det som at vaere rejst til et andet land. Alle snakker kun Quecha og gaar rundt i traditionel klaededragt. Sort nederdel, smukke hatte og vaevede veste og sjaler i orange og pink. Der er helt tomt da vi ankommer efter en times gaa tur fra en anden landsby. Jeg gaar sammen med en turguide som leder efter to franskmaend han skal lede et sted hen. Han finder dem ikke og vi koeber Cola og kiks. Jeg siger paent farvel og gaar op til kirken hvor alle er samlet denne dag. Det er paa Quecha men tydeligvis en protestandisk kirke. De raaber halleluja og amen og beder i munden paa hinanden og praesten er meget engageret. De synger pentatone sange og klapper forsigtigt. Det lyder smukt syntes jeg. Det minder mig lidt om gronland selvom jeg aldrig har vaeret der..

Jeg forlader kirken i praediken da jeg ikke forstaar et ord Quecha, og vandrer lidt op i fjeldet hvor jeg moeder to smaa snottede piger med sandaler i regnen. De sidder paa raekvaerket af deres gaard og fniser. Jeg kan ikke snakke med dem, men prover. Det undrer mig at de strikker paa livet loes, men aldrig strikker sokker. Det er jo hundekoldt! Deres kinder er blodspraengte af sol og kulde og de er ret beskidte. Deres mor kommer op til raekvaerket og saetter sig, og vi kommunikerer lidt uden ord. Jeg gaar lidt hoejere op men er virkelig traet og har ondt i hovedet. Jeg saetter mig i regnen og stirrer paa en lama der gaar sin sjove hakkede gang i mod mig. Drikker min Cola og gaar ned igen. Det er koldt og regnen risler og jeg maa saette lidt tempo paa. Naar ned til Pachacancha og der har de pludselig alle samlet sig til et stort soendagsmarked. Jeg koeber et sjal og lader en lille dreng fotografere med mit kamera. De er soede og venlige her og damen jeg koeber sjalet af kan snakke spansk. Jeg siger paent farvel og gaar ned mod Ollantaytambo. Moeder en lille gruppe kvinder og spoerger om jeg maa holde den ene lille dreng paa mine skuldre for hun har groentsager i sit sjal. Regntiden er naer og alle boenderne her er aktive paa deres marker, plover for haand som i afrika og nogle har tyre til at traekke ploven. Her er sundt og groent, og det virker som om folk er glade og har det de har brug for.

Den lille dreng paa mine skuldre siger: ”Queahci...” og jeg gentager..”Huhcho...” ”Huhccchoo??” Det er en fin lille leg..Han lugter lidt af tis, og damerne griner med deres daarlige taender og kaempe sjaler fyldt med groentsager og kartofler...