Mission for katolikker?

Skal vi som Lutheranere missionere for katolikker?
Hvor er den oekomenisk-kirkelige tanke?
Er mission i dag blandt kultur-katolikker en fortsaettelse af en grum historie hvor katolikker "tvangsomvendte stortset et helt kontinet?" eller er det at soege til bage til dét som er den hellige aand. Faellesskab, faelles soegning.

Helligt bjerg i Túcuma...

Hayley fra England og jeg er taget ud og se paa et gammelt tempel omraade fra Mochi folket. Der er mere end 7 gamle templer og et helligt bjerg. "Apu" paa Quecha. Vi gaar op paa bjerget hvor der er udsigt over alle de gamle templer og kommer i snak med en soed og karimatisk dame fra Cajamarca fordi Haely spoerger om pigen vil have taget et billede og om hun vil ha en cigaret.
Pigen fortaeller at hun kun ryger ren tobak fra sine hjemtragter. For det er den tobak hendes forfaedre har roeget. "Det er vigtigt at bede for noget inden man tager det foerste vaes, og ryge i stilhed", men jeg vil ryge min cigaret sammen med jer smiler pigen, som arbejder med at formidle bedre kostvaner til fattige familier omkring Cajamarca. "Mange familier har hoener og aeg men saelger det hele paa markedet og kober pasta og ris, sodavand og kiks. Nogle putter sodavand i sutteflaskerne og mange boern bliver fejlaerneret med alt for mange kulhydrater. Vi proever at undervise dem i at spise noget af maden selv. Ikke saelge det hele paa markedet."
Jeg spoerger hende hvorfor hun godt kan lide at besoege steder som dette og hun svarer:" Mine forfaedre er mine helte. De levede i taknemmelighed. Taknemmelighed for regnen, solen, natten, dagen. De levede i pagt og med respekt for naturen. " "Spanierne kom og satte kirker oven paa mange af vores hellige steder og tvang os til at tilbede nye helgen billeder og kristuskrusifikser. I cajamarca blev en stor Inka konge draebt fordi han kastede et kristus-krusifiks fra sig. Men i vores forfaedres kultur skraemte krusifikset ham. En mand med blod, toemret op paa et trae. Han kendte ingenting til historien bag og var sikker paa det ville bringe ham ulykke at holde om krusifikset.
Jeg vil som mine forfaedre laere at aere naturen, modtage energien fra den og passe godt paa den og mine medmennesker. Naar alt kommer til alt er vi alle broedre og soestre."
Jeg for gaasehud naar hun snakker og bliver roert af hendes intense oejne og precise men pasionerede maade at tale paa.

Onsdag i kvarteret Brisa, Chiclayo

Der er aften boen og vi sidder i en lille cirkel og de fremmoedte beder i stilhed eller beder med ord med stille roest. Bagefter gaar jeg ud paa gaden for at tusle over til lejligheden vor volontoererne Jonas og Karin bor. En middelaldrende mand vil vide om jeg er fra USA mens han staar og haenger ud med sin hustru og deres genbo og et par flere. Det er jeg nok ikke maa jeg beklage;-) Han spoerger straks om jeg er fra Dinamarca hvilken jeg finder hoejst besynderligt, men han maa ha snakket med nogle, som har snakket med nogle, for det er nok det folk goer flest om aftenen her i de stille gader i Brisa-kvarteret.
De spoerger om alt mellem himmel og jord og vil vide om jeg ogsaa er missionaer. Jeg siger jeg er musiker og fortaeller dem min historie. Willy, den middelaldrende lidt overvaegtige familiefar og lystige husbund til Nora fortaeller  om de rejser han har gjort i Peru og spoerger om jeg er glad for at vaere her. "Vi tror ogsaa paa Gud og kommer i den katolske kirke deroppe en gang i mellem", smiler han. "Her respekterer vi hinandens religioner. Lutheranerne tror ikke paa Jesus goer de?" Jeg forklarer ham. Jeg smiler og proever at forklare ham at det er det alle kristne har tilfaelles. At kristus er centrum. At det er gennem Kristus vi kan faa del i Guds kraft, kaerlighed og glaede. At Jesus er vejen. Han kigger spoergene paa sin hustru som kigger varmt paa ham og giver et lille ryst paa skulderen. "Mmmm," siger han paa den maade hvor det er en lang taenkende tone som gaar lidt op og ned. "Men hvad er det saa der er anderledes?" Jeg forklarer at den storste forskel vel er at vores praester har kone og boern, og at det ogsaa maaske var derfor Luther var ked af at blive ved med at vaere munk. " Kunne ikke overskue at forklare om Luthers theser, hans anstrengte forhold til at betale aflad og har ingen idé om hvordan man siger det paa spansk.
Vi snakker videre om andre ting og de fortaeller hvor mange boern de har. "Jeg arbejder paa en oelfabrik," griner han. Og det forklarer maaske lidt hans overvaegt. Drikker i mange oel i Danmark? Jeg fortaeller at det er en del af vores kultur i dag og at det kommer fra laenge tilbage at vi drak oel.
Han vil vide om jeg har moedt andre fra mit land da jeg boede i Cusco.
Til sidst siger jeg farvel til dem da nogle begynder at reparere sit "Klush" paa sin bil lige ved siden af os, og han gasser op mange gange for at faa det til at vaerke.
Der er en mil brise og flere mennesker staar ude paa gaden og snakker om loest og fast for det har vaeret saa varmt hele dagen at nu kan man endelig socialicere lidt paa gaden. Damer med boern paa armen og knaegte med armen om sin mor og stadig med et "Buenas Noches", til alle som gaar forbi.

Ved Guds kraft kan vi.....

De sidder paa brune klapstole. Jeg kan ikke finde kirken foerst. For der er ingen kirke. De sidder alle sammen inde i Praestens stue. Paa brune klapstole. Praesten snakker med stille roest og der er en lyttende stilhed. Damer med kroellet langt haar med sovende boern paa skoedet. Unge der sidder bagerst, klar med guitaren.
Pepe, som praesten bliver kaldt fortaeller at det kun er ved hjaelp fra Guds kraft at vi kan aendre livsstil, hjaelpe andre og i det hele taget leve i Jesu fodspor.
Vi synger salmer med en lidt ustemt guitar.

Pepe har bedt sin lille menighed laese 5 kapitler i bibelen til denne soendag og han har nogle studie spoergsmaal til sin lille forsamling. De er lidt generte. Maaske er det fordi jeg kom paa besoeg? Ved det ikke. "Hvem er den gode jord?" spoerger Pepe med sine brune varme oejne og sit utrolig milde vaesen.
"Eller lad os starte med. Hvad symboliserer saedekornet?" Menigheden svarer saa godt de kan paa det de har laest og klapper lidt af hinanden og hujer hvis en som har vaeret helt stille pludselig siger noget, som Pepe praest ovenikoebet ogsaa siger er rigtigt.
Deres informationstid er meget aaben og Pepe spoerger menigheden om de er tilfreds med boen om onsdagen og om de vil ha kor eller engelsundervisning af volontoererne. Damerne brummer engels undervisning og maendende er stille.
Efter gudstjenesten snakker jeg lidt med Pepe om hvorfor han valgte at blive praest i den Lutheranske kirke i Chiclayo.
"Jeg har altid vaeret Kristen," fortaeller Pepe. "Jeg kom i den katolske kirke og var glad for det. Det er foerst efter jeg begyndte at laese Theologi i Arequipa at jeg kunne se min maade at tro paa foer var fattig. Jeg var sikker paa at hvis jeg kom i kirken regelmaessigt, hvis jeg bad mine boenner saa ville Gud give mig et enklere liv. Nogle gange var jeg frustreret for jeg er ikke givet noget enkelt liv og slet ikke oekonomisk set. Jeg arbejder fra tidlig morgen til sen aften nogle gange og bor som du kan se her." Hans ene tvillingedatter kommer ud med et glas iskoldt vand til dem som sidder tilbage i kirken.
"Jeg havde et billede af Gud som noget fjernt som var deroppe, som jeg skulle goere mig fortjent til at vaere sammen med og at den hjaelp jeg ville modtage afhaeng af mine gerninger."
"En dag flyttede der missionaerer ind lige overfor vores hus og jeg begyndte at snakke meget med dem. Jeg har laert at kun ved Guds kraft er vi staerke. Og Guds kraft faar vi naar vi kommer til Jesus Kristus som vi er. Det kommer ikke an paa mine gerninger. Gud er naervaerende men har ikke lovet mig et liv uden problemer. Han har bare lovet at vaere naervaerende." Jeg lytter til Pepe, og kan godt lide hans maade at snakke paa og syntes det er rart han har kirke i sit eget hjem.

Folkedansens Lima...;-)

Den stoerste andel af Queacha-talende folk bor i Lima. Der er gennem mange aartier flyttet folk ind til Lima fra alle kanter af landet. For i Lima er der mere arbejde, flere mulighedder siger folk.
En kaempe sal fyldt med mennesker der sidder rundt borde og spiser grillet kylling og drikker oel fra smaa glas og kaempe flasker. Gustavo vil vise mig et sted som der danses, rigtigt. Musikken skifter mellem "Huano", som er "Fjeld musik". Kvinderne danser almindeligvis med lange kjoler de kan vifte med, og stamper lidt med foedderne. Her er det som alle kan danse Huano og det fascinerer mig. Der er mere end 200 mennesker dér og det foeles som en kaempe landsby fest. Pludselig spiller bandet Cumbia og afro peruviansk musik og til hver sang er der nogle der er virkelig dygtige til at danse.

...Landsbyliv i Lima??

..Der hoeres panfloejter og trommer helt ud paa gaden. Gustavo spoerger to maend i doeren om vi maa smutte ind og hoere. Maendende i doeren smiler og siger at det er en aaben fest for alle. Inde i salen, hvad der minder om et stor rum paa en dansk folkeskole er der mange cirkler af folk som har trommer og panfloejter klar. Hver cirkel skiftes om at spille op til dans, og der er hele tiden folk paa gulvet som danser "Huano" eller "Saya." Gustavo koeber en oel. "For at stoette festen, griner han." Der er ogsaa folk som danser en slags kaededans der minder meget om stordans fra faeroeyerne.

...draget af tonerne..

..... fra Lima...
En aften gaar vi nedaf mod det kvarter Gustavo ( Solvejs "Storebror" i Peru) bor i. Pludselig er det som jeg bliver draget af nogle dybe melankoliske panfloejte toner. Vi gaar hen mod en cirkel af unge fyre som gaar og spille og bevaeger sig i "Saya-takt". De har en stor tromme med koskind som har en herlig ur-lyd og panfloejter i alle stoerrelser. Det er det smukkeste jeg laenge har hoert. Det er egentlig nogle enkelte temaer, men de spiller i Kanon og temaerne kroeller sig omkring hinanden og det er saa aegte den maade de spiller paa.
De er helt inde i musikken og jeg faar gaasehud og glor i deres retning. De lader sig ikke til at blive paavirket af vores musik!!

Jeg har soegt som en gal paa you tube for at proeve at saette et link ind med melankolisk Saya musik spillet af helt almindelige unge i Lima, men det eksisterer altsaa ikke...Der er meget panfloejte men ikke saa inderligt som det her...

Det er min indtil stoerste musikalske oplevelse i Peru , faktisk...

Chan Chan, Trujillo

Chan Cahn var en Chimuhovedstad taet paa havet uden for Trujillo i nord Peru 1100-1400 e.k.. En kaempe gammel bydel der foer i tiden har haft mure paa 12 meter. Chan Chan er forsoegt restaureret og her ses et udsnit af det som menes at vaere en del af markeds pladsen. Mange smaa rum.

Paa murene er mange forskellige dyr.

Jeg foeler mig saa lille en del af hele verdens historie. Taenk at Peru har saa mange antikke befolkningsgrupper der har efterladt sig saa meget information om deres civilisation.
Det antikke Rom er fascinerende men de indianske kulturer her har ogsaa vaeret kaempe store civilicerede grupper med bydele, regler, vandingssystemer, staerk religion og maerkelige ritualer.

Huaca de la Luna, Trujillo

En student var paa gaa tur og satte sig paa et stort sand fjeld og en sten lavet af haardtklemt ler med en besynderlig tegning paa faldt ud af sandet. Da han begyndte at grave fandt han kaempe mure og de som forskerne senere skulle finde ud af var Moche kulturen fra 200 efter kristus.

Det er et kaempe maessit tempel. Maanens tempel og med bevarede mure som den ovenfor. Farverne af lavet af et lokalt tre og roede mineraler og fordi sandet har ligget over det i saa mange aar er det saa velbevaret.
Her lavede praesterne fra Moche kulturen menneskeofringer i gennem aarhndrede fordi de troede de var skyld i diverse naturfenomaener som staerk vind, toerke, staerk regn mm. De ville ofre deres bedste krigere til deres gud og soerge for bedre vilkaar.

Der er fundet et dusind grave der i templet med ben og meget potteri der viser hvordan de levede og alle murene der er en historie i sig selv.
Moche kulturen eksisterede helt ind til spanierne kom men jeg ved ikke om de lavede menneske ofringer helt ind til da. Men det er i hvert fald et dybt fascinerende tempel med gamle, gamle mure.

arv min svoemmemuskel

Saa er det blevet tid til en surf time i Huanchaco. Frisk blaat vand og tilpas store boelger. Laereren spoerger om jeg er bange og jeg siger nej, for jeg har det godt der i vandet oven paa det store oevelsesbraet og han forklarer hvordan vi skal svoemme ud og komme over de boelger der vaelter ind mod os. Jeg siger jeg er vandt til at svoemme og har det godt.
Lidt senere er mine arme helt saa de ryster. Det er vildt haardt at svoemme ud og jeg staar halvt op paa surfbraette et par gange.

Neeej, surfer bliver jeg nok aldrig med mine ikke tilstedevaerende armmuskler....



Det er foresten her mange fiskere stadig bruger en slags gammeldags surfbord til at fiske....

Helt siden befokningsgruppen Chiva fra mange aar foer kristus har dissen baade vaeret lavet. Traditionen er gaaet i arv gennem mange generationer og den dag kan flere lokale fiskere stadig producere disse lokale baade.

Hvad er det under min seng?

James min “nabo” paa sovesalen paa hostellet i Huanchaco siger at jeg ikke skal blive forskraekket hvis der er en.” Tor..”et eller andet under min seng. Da jeg ikke helt kan hoere eller forstaa hvad han siger med sin tykke accent fra nord England gaar jeg ud fra det er en kakelak han snakker om. Han siger den er ret svaer at flytte og at han har baaret den ud flere gange I dag…

Jeg  forstaar ingen ting og laegger mig ned paa alle fire og hyler da jeg ser en kaempe maessig landskildpadde putte sig I min taske.

Det er kaeledyr her paa hostellet, og de er vildt soede men alt for store og maerkelige til at have under sengen saa jeg bearer den ud I haven.  En halv times tid efter har skildpaden med sin langsommelige gang kroebet sig op til vores doer igen. Den kan godt lide at vaere taet  paa taskerne under sengene, men det er ikke saa laekkert hvis den tisser der..

Altsaa din skildpadde..

protest og ventetid

Vi koerer fra Lima i en stor bus, og midt om natten staar bussen stille. Vi er havnet i en kaempe bilkoe for de illegale minearbejdere har blokeret vejen. De vil have mulighed for at komme ind paa arbejdsmarkedet med det samme erhverv eller beholde deres stillinger i de ilegale bedrifter. Minearbejderne i sig selv er ikke ilegale, de er ansat, men bedrifterne er ilegale der ikke betaler skat.
Naar alt dette er sagt har det igennem flere aar i Peru vaeret ulovligt at blokere veje for at faa fremfoert sin mening, men det lader til at det rager minearbejderne en hoestblomst.

Jeg vaagner kl 6 i bussen og er helt forvirret for der er helt stille. Udenfor er der en masse mennesker der er gaaet paa "Fjeldturr" for at nyde solopgangen og vi bussen staar i midten af en laaaang koe paa mange kilometer.

Det virker som om politiet har beroeringsangst for at fjerne de demonstrerende, som heldigvis befinder sig flere kilometer vaek fra os. Vi tror hele tiden bussen vil koere viddere om eftermiddagen men da det ikke er tilfaeldet gaar vi i en gruppe paa 5 mennesker ned til en landsby for at koebe vand. Der er ikke mere vand og vi drikker sodavand. Alle restaurenterne er loebet toer for mad og vi koeber varme kartofler og aeg af et par kvinder og spiser en masse vandmelon fra en travl vandmelon mand der nok aldrig i sit liv har snittet saa mange vandmeloner paa en dag.
Vi venter hele dagen indtil kl 22 om aftenen hvor bussen koerer langsomt videre i sin kaempe buskoe. Nogle af folkene i bussen er soede og vi laerer hinanden at kende mens vi venter. En japansk missionaer og hendes ven, og to unge fyre der skal op og lave en eksamen for at starte deres arbejde som ingenoerer i en mine nord for Trujillo.

I perus historie helt op til 1994 har det vaeret meget almindeligt at baade politi og militaer grep meget haardt ind for demonstrerende da de ofte blev anset som i gruppe med teroristerne. Folk blev draept paa stedet. Regeringen idag i Peru oever derfor saa passiv en indsats som mulig og lader trafikanterne vente i timesvis. Men jeg venter gerne hvis Politiet har laert at bruge andre midler gennem de sidste 15 aar. Naeste dag i avisen ser vi at politiet som i Kbh har brugt taaregas og glas skjold til at beskytte sig mod sten.

Peru har en haard historie fra 1980 til 1996 som det er vigtigt at vaere bevidst om idag ogsaa. For hvis klasseskelene ikke hele sig vil der opstaa lignende terrorisme igen.

I 1980 var der frygtelige terrorangreb fra to forskellige grupper. Folk blev draept for ikke at foelge en bestemt politisk gruppe, teroristerne og politi og militaer draepte mennesker de mente var i alliance med teoristerne.

En forfaerdelig tid hvor saa megen unoedvendig massakre og vold blev udfoert. Dette ligger i enhver voksen Peruvianers kolektive hukkomelse, men med foreksempel foto-udstillingen paa nationalmuset, oensker regeringen at flere unge idag goer sig bevidste om hvordan konflikter kan opstaa og eskalere helt vildt. At unge ikke skal rive sig med at voldsomme protester eller teoristlignende handlinger fordi det ender i krigstilstande.

Blokaden har ikke i den forstand noget at goere med det, men der er en anderledes tradition i Peru for at goere opmaerksom paa sin sag. Det vi i Danmark vil kalde en strejke, men her har det i saa mange aar vaeret normalt at blokere veje at visse grupper vaelger at bruge den kommunikations kanal stadigvaek.

...Det er saa lodret at jeg for kvalme..

"Jeg kan ikke forlige mig med den katolske kirke. Vores praest her anerkender ikke menneskerettighedderne og det er det jeg arbejder med hver evig eneste dag. At det at vaere homo seksuel er en synd bl.a. er for mig helt tosset. Jeg har vaeret lige ved at ende som Jesuit munk da jeg har arbejdet med dem i aarevis, og jeg er helt sikker paa der er en Gud, men jeg kan ikke saette mine ben mere til messen. Det er saa lodret at jeg for kvalme." Gustavo har indviteret mig ind til den historiske del af Lima hvor han bor og vi saetter os ude paa en plads taet paa et gammelt hotel fra 20èrne. Der er stadig en gammel bil udstillet derinde og moebler bevaret fra den tid. Vi gaar op af en gade som er det mest bohemiske jeg indtil videre har set i Peru, og det minder mig meget om vesterbro. Der er fyldt med genbrugsbutikker med boeger og plader fra 70 erne og smaa akternative kafer og grafitte paa muren. Vi gaar ind paa en bar hvor det er som at vaere i 70 erne. Det er noget med de brune stole, plakaterne paa vaeggen, typerne derinde. Store briller, flippede bluser og folk der spiller politiske venstreorienterede sange paa deres guitarer.

"Her i Peru er det stadig en elite som sidder paa pengene og magten. Vores president har lovet meget men naar det kommer til stykket skal der naesten et oproer til for at egentlig aendre vores situation." Gustavo naevener tre banke som er privategede. Gulddriften, privat. Minerne i nord, privat. Flere andre store industrier er eget af familier, som han kender navnene paa.

"Jeg er et lille eksempel paa at det kan lade sig goere at skifte klasse og socialt miljoe, men det er virkelig faa som klarer det. Min mor er en fattig kvinde fra kysten og min far en fattig mand oppe fra Tarapoto taet paa Amazonas junglen. Han blev sendt i militaeret og min mor blev sendt og arbejde for dem i militaeret. De fik mig. Jeg har laest paa Perus bedste privategede universitet med hjaelp fra Jesuitterne og arbejder nu som ombudsmand med speciale i sociale konflikter. Naar jeg fortaeller folk at jeg har laest paa det katolske universitet i Lima, kigger de altid overrasket paa mig. For normalt er det kun overklassen, og ofte dem som er lyse i huden der studerer der. Jeg er altid blevet kaldt Negro, og i min familie tidligere er der mange sjove mix mellem forskellige racer.

Vi naar til sidst op i hans lejlighed, hvor jeg har faaet et lille vaerelse med en luftmadras indtil min bus gaar nordover, efter han har guidet mig rundt i den historiske del af limas centrum. "Du kan ikke tage fra Peru uden at have laest noget af Julio Ramon Ribeyro og Mario Vargas Llosa. Han giver mig en kaempe stak boeger og siger jeg skal proeve at laese i dem i morgen og lytte til Joaquin Sabinas sange.

..Musikmorfar Victor

"Jo forstaar du", begynder far Victor til Anyi. "Jeg drog til Lima i 50èrne for der var ingen arbejde for musikere i Cusco. Staten nedlagde en masse stillinger paa landssigt men jeg var sikker paa jeg ville finde noget i Lima. Da jeg kom til byen maatte jeg skrive gadenavnene ned i min lille bog for jeg kunne slet ikke finde rundt. Fik en ven, som boede i Victoria. Han arbejde om natten, saa det passede jo fint at jeg sov i hans seng mens han alligevel var ude. Saadan delte vi lejlighed," griner Victor med sin skaeve smil og halvt lukkede oejne. Victor er meget hoej, og det er som om han i alle sine aar har mattet kigge saa meget ned naar han har skullet tale med sin hustru, boern og venner at hele hans kropsholdning haelder forover og hans nakke bukket lidt. Han maa ogsaa bukke nakken naar han gaar ud af doeren.
"Jeg fandt heldigvis arbejde her i Lima. Blev ansat i militaerorkesteret og vi spillede i alle oficielle anledninger. Jeg kan stadig over 8 nationalsange fra Europa", smiler han. Han snakker uden at aabne munden og alle ordene hvisler han stille og vildt hurtigt ud gennem sine skaeve taender. Jeg kan naesten ikke forstaa hvad han siger og toer ikke spoerge om han kan tale tydeligere, for saadan snakker han vel bare.
 "Nu spiller jeg ikke tuba, for mine lunger er ikke saa store som de var, men jeg dirigerer og skriver noder og spiller percusion og klaver. Alle hans noder ligger i bunker ved det ene vindue og hans instrumenter staar pakket sammen under nogle klaeder langs vaeggen. Jeg for ikke spurgt ham om han vil spille lidt for mig, for saa skulle vi spise og Anyi kom hjem fra Arbejde.

...Saa kroeb vi altid ind under fars plastikponcho...

"Vi spiste altid sammen i min familie", fortaeller mor Sonja. (Anyis mor) Hun har smilerynker i hele ansigtet og naar hun griner kniber oejnene helt sammen  er det som smilerrynkerne naesten sluger hendes oejne. Hun er lille og staerk og glad for at lave mad til alle i sin store familie.
"Mine foraeldre levede af at dyrke forskellige groentsager, bytte nogle af dem paa markedet og saa havde vi mange koer og lavede ost og morgenmad med kinua og maelk. Vi havde ikke meget men vi havde hinanden. Det er det vigtigste, er det ikke?"
Mor sonja kigger tankefuldt frem for sig og jeg proever at forestille mig San Sebastian (En bydel i Cusco) for 50 aar siden. Det er svaert. For nu er der huse, biler og mange butikker. "Vi havde vores marker i bjergene ovenfor byen, og vi 5 boern og vores mor lavede altid mad til far og maendene der arbejdede i bjerget. Jeg bar tallerknerne i mit sjal og mor bar to store gryder. Vi satte os altid sammen og spiste, og far ville altid have at vi takkede Gud for maden foerst. Naar det regnede meget havde far en stor, stor plastik poncho paa, og vi boern kroeb ind under den til ham som smaa kyllinger. En dag havde hele Cusco frosset til is. Og isen gik ikke vaek. Kartoflerne gik i stykker og vi havde mindre og mindre mad. Min far tog afsted med alle vores aesler og koer for at saelge andre steder bag bjergene. Jeg troede aldrig han ville komme tilbage, heller ikke min mor. Og vi graed hver dag i en maaned. Da han kom tilbage var han tynd og hans laeber var sprukne, men alle aeslerne var laesset med kartofler, majs og andre groentsager. Koerne faldt i en stor flod og han var ked af at have mistet dem, men glad for at se os!"
Mor Sonja fortaeller med sin klare tydelige accent og sine tydelige lidt lesbende esser som de fleste Quecha talende aeldre folk har.
"Min mormor tvang mig til at laere at bede paa Quecha. Jeg kunne som 5 aarige mange boenner paa spansk, men min mormor var vred og slog mig paa fingrende og hev mig i oeret for at laere mig boennerne paa Quecha.
Jeg er ked af jeg ikke har laert mine boern Quecha, saa nu proever jeg at laere mine boerneboern det.
Min far plejede altid at synge for os."
Jeg spoerger om mor Sonja ikke har lyst til at synge en af sangene for mig mens vi snitter smaa kartoffellignende groentsager ude i deres lille gaard. "Joooo..." Hun traekker lidt paa det, men jeg kan se at hun vil synge hans sange. Hun synger med knirkende stemme, saa dybt at mange af tonerne kun kommer ud som en hvisken, men jeg kan forestille mig hvordan melodien er.
"Nogle gange graed min far naar han sang sine sange, men saa spurgte jeg ham altid om han ikke kunne synge nogle mere glade sange, eller stoppe med at synge. Jeg ved ikke hvorfor far graed naar han sang for os."
Hun synger en sang mere og den handler om kaerlighed og at savne sin hustru mens man er i fjeldet.

Arbejdshestene i Lima

"Lad os tage ind til Miraflores", siger Anyi, og kigge efter celloer og gaa en tur langs lago mar. "Det er taet paa! Kun en halv time." Jeg taenker straks at gaa ind til Miraflores, men her i Lima er der ikke gaa afstand mellem de forskellige bydele. Vi saetter os ind i en stor bus og bumler afsted op af en kaempe gade i en halv time foer bydelen skifter.
Da vi kommer hjem til hendes gade er alt aabent kl.23.30. Gadesaelgere der saelger mad, cd-er, babytoej og butikker der saelger skruer og alt muligt, 4 apoteker paa stribe med shampo og deodoranter. Anyi forklarer at det er fordi saa mange isaer maend her i Lima arbejder helt vildt meget for at faa det til at loebe rundt oekonomisk i familien hvis de har en hjemmegaaende hustru og tre boern. Ofte arbejder folk langt vaek fra hvor de bor og har en-to timer i transport indenfor Lima, til arbejde.
Jeg bliver helt rundtosset af at taenke paa det.  

...De unge har mulighedder men vil bare tjene hurtige penge...

Sonja, Anyis soester, fortaeller at hun som laerer ofte opfordrer sine studerende til at fortsaette sine studier, da de stort set er gratis her i Peru. Men mange unge foretraekker at tjene hurtige penge og bruge dem i weekenderne og paa smart toej. Lima vokser hele tiden og der er oficielt 11 millioner som bor her nu, men uoficielt mange, mange flere. Mange der bor i improviserede huse, og siden Lima daekker et kaempe omraade er det vel et sporgsmaal om hvor laenge en saa stor andel af de unge kan undgaa sine at studere...

Politimaendenes distrikt

Anyis hus ligger taet paa et lille fjeld hvor husene kravler sig op af fjeldet og bliver mindre og mindre og mere og mere improviserede. Men hendes far var ansat som musiker (kapelmester) i noget militaer, politimusik og har et stort hus her i politimaendenes distrikt. Foer var det nemlig kun politimaend eller folk med relation til det som havde hus her.
Anyi er paa arbejde og hendes mor fortaeller. "Nogle gange savner jeg Cusco, for det er der jeg blev foedt. Hun viser mig et billede af hendes afdoede mor og far. "Det er trist naar man mister sine foraeldre, men naturligt. Min mand og jeg renoverer huset lige nu saa vores boern senere kan dele det. Vi har allerede aftalt hvem der skal ha hvilken del. Jeg vil ikke ha de skaendes naar jeg gaar bort en dag." Jeg bliver lidt paf og ved ikke helt hvad jeg skal sige, saa jeg siger det er en god ide at snakke om alle saadanne ting inden man ikke kan snakke om det mere, ja... Hendes mor fortaeller at hun er lidt svaer at saette paa en stol, og jeg taenker saadan paa min mormor. "En dag", fortaeller moren. "Kravlede jeg op paa taget af min soens hus i Cusco, for jeg ville se hvad det var der slog imod vinden hele tiden. Jeg faldt ned og slog armen, men Gudskelov kun min arm." Hun griner, og viser mig hvor hun ikke kan bugge den og hvor fint hun stadig kan rede sig.

Villa Maria de triumfu

Anyi, soester til en Tubaist fra Cusco henter mig paa boernehjemmet i sin vens bil. Jeg viser hende lidt rundt. Hun studerede bas hos Luis Arevalo i Cusco og jeg kender hende fra ungdomssymfoniorkesteret, mit tidligere arbejde i Cusco. Jeg skal hjaelpe Anyi med at finde en cello, for hun vil spille cello i stedet for kontrabas.
Anyi er en staerk og glad pige. Der er noget umiddelbart aabent og let over hende. Hun minder mig lidt om min groenlandske veninde Asta. Anyi griner meget, og griner let, og har et stort smil og et stort hjerte. Hun indviterer mig hjem til hendes familie hvor Luis hendes bror og hende er vokset op. Det er en typisk storfamilie i Peru hvor alle bor sammen. Hendes aeldre mor lukker doeren op og byder os velkommen med en lidt rusten stemme. Hendes soester paa 46 er der ogsaa og giver os kindkys og smil. Anyi er efternoeler og er allerede i generation som mormor for hendes niece har faaet en baby. Det er et stort hus, og der er flere koekkenet. Hendes soede Mor laver aftensmad til os mens vi kigger paa nettet efter celloer.

Naar man bliver for god til at skaelde ud paa spansk, er det vist paa tide at tage en pause.......

"Caya te!" (ti stille) "Que tienen?" (Hvad er der med jer?) "No pelean, juegan juntos" (ikke slaas, leg sammen!) Jeg har hovedpine og kan ikke udstaa at de saetter sig ovenpaa mig, at de hiver i mit toej, at de skriger med deres smaa irriterende stemmer lige ind i mit oere, at de plager, at de slaas, river i haaret, er tarvelige overfor hinanden, kan ikke udstaa larmen i spisesalen at de ikke vil spise. Putter haenderne ned i maden, piller i hinandens mad, plager mig om mere mad selvom de er maette...
Jeg traenger til en weekend alene, eller lidt tid alene...Har vaeret her intenst i mere end 5 dage og det kan maerkes...

I boernenes leg

"Fila, fila. Avanca!" (koe, koe, fremad) Julius Cecar har bygget 10 noegagtig ens heste-lignende ting ud af lego. Han leger med dem paa stribe, og de skal gaa i koe og fremad samtidig. Jeg bliver ked af det, for det er meget af det hans hverdag bestaar af. Paa linie! Vaere ens!
Marco leger med to baby dukker. Han giver mig den ene og siger:"Pas godt paa hende!" Han nusser om sin baby og vil ha hjaelp til at lukke en spaende og putte hende i hendes transportable lille stol. Kysser hende paa panden og beder mig kysse min lille baby dukke paa panden...

Maa jeg ringe til min mor?

Antonio opdager pludselig at jeg har en mobiltelefon. "Maa jeg ikke nok ringe til min mor og spoerge om hun kommer i morgen?" "Jo..." Han for fat i hende. Hele hans ansigt lyser op i et stort smil og hans oejne lyser af varme. Men sin lille staerke krop ranker han sig op og spoerger om hun kommer i morgen, de snakker lidt og pludselig gaar telefonen tom for kredit. Han ryster telefonen, lidt hidsigt. "Aloo!" Ryste, ryste, "Aloo!!!" Jeg forklarer ham at det nok er fordi der ikke er mere saldo. Antonio paa 11 kigger paa mig med sine moerke store oejne. "Hvis en mobiltelefon loeber toer for saldo, kan man saa aldrig mere lade den op?"

...Farvelkage og fotokolache

Loren og jeg kommer tilbage til boernehjemmet med ny energi efter al den dejlige musik, strand og dans. Vi printer billeder ud, koeber store kartonark, og ingredienser til at bage en Lemon Slice til alle 90 paa boernehjemmet. Pyhha. Vi presser Limes og knuser kiks i et par timer, og det tager laaang tid syntes jeg.
Kagen er spist paa 2 minutter af boernene og det foeles saa skoert, men det er nok godt med en farvel kage. Fotokolachen bringer glaede for alle, vi haenger den op i spise salen. Der er 10 store ark med en masse foto af boernene og dem der arbejder der. "Der er jeg!" "Der er du!" Janet paa 14 kommer hen til mig og spoerger om hun ikke maa tage sit billede ned og putte det i sin lektiebog for det er det foerste print ud billede hun ser af sig selv og kan godt lide det. Jeg beder hende vente med det til de tager fotokolachen ned en dag. Lille Emilio som har problem med sine ben var ikke med paa diverse turer og jeg glemte helt at tage et naerbillede af ham. Oev. Det er ikke sjovt at blive glemt og ha ondt i benene naar alle de andre drenge klatrer i bjerge og lader sig kaste rundt i den lidt voldsomme flod. Lille Emilio..

Hvad er det med afrikanere og rytmer?

Allan, en  glad lokal afroperuviansk dansegut fra Chincha, har taget Loren og mig med op til danseklasse en ganske almindelig mandag aften.
Vi sidder uden for glasdoeren og trommerne lyder kraftigt helt ud til os. Alle boernene og de unge derinde, baade afroperuvianere og peruvianere med mere indiansk baggrund, danser helt vildt godt derinde. Med en energi uden lige, og de bevaeger alle de steder vi andre er helt stive:-)

Saa er det vores tur. Jeg beslutter mig for ikke at vaere genert eller at taenke paa noget anden en den helt fantastiske energifyldte trommemusik de laver og bare foelge danselaereren. Det foeles helt fantastisk. Der er tre Cajuner, en klokke, congas og et stort naep med taender de slaar paa. Naar klokkerne slaar hurtigt shaker vi med overkroppen og armene vifter nedaf som en fugl og vi danser i cirkel

.......Det er helt vildt fascinerende for mig hvordan mange af bevaegelserne er noget jeg har proevet foer til vestafrikansk dans. Taenk at slaverne i Peru bevarede deres danse fra Vestafrika, og har videregivet bevaegelsene, rytmerne, intensitetet, glaeden, generation efter generation.
Her i Carmen og Chincha kom slaverne til engang fordi der var to meget rige spanolere der havde deres bomulds- og vin-vission. Og de havde store huse og grunde som behoevede slaver.
Da slaverne blev frigivivet blev mange af dem i omraadet og hvert aar er der en stor festival. Verano Negro, hvor de danser, synger og spiller den musik de har bevaret gennem mange generationer og er stolte af. Til koncerten igaar hoerte jeg ordet: "Somos Negros." "Negros, asi!" "Raca Negra" mindst 200 gange. Det er en del af deres sange tit, og deres kommentarer hvis nogle spiller eller danser. De er vildt stolte af deres baggrund, deres musik og dans, og det er virkelig interessant for mig.
Vi danser med store bevaegelser og skal aabne brystkassen og ryste med numsen og alt mulig andet.
Et er trinende er helt tydeligt noget der kommer fra slavernes arbejde med at traede vindruer. Vi danser med bare taer og skal loefte haelene.
Den dag i dag lever mange af dem i omraadet af bomulds og vinproduktion men heldigvis med deres egen fri vilje og mulighed for at bestemme.

...En eftermiddag i afrika....

Det er som at tage en tur til vestafrika her i Carmen. Vi stiger ud af den lille lokale combi og en hede moeder os. De stille sandede gader er helt oede for alle er inde i sine huse. Vi lunter varme rundt i den lille landsby og koeber en is og beslutter os for at gaa ind til deres lille centrum. En smuk vestafrikansk lignende kvinde paa stranden, foresten mor til fire som vi laante vores strandtennis til, sagde at vi kunne ikke tage fra Chincha musikfestival uden at have besoegt Carmen, hvor al den afro peruvianske kultur egentlig lever og aander lige nu. Derfor er vi her.
Jeg spoerger et par lokale afroperuvianerer om de kender nogle som underviser i Cajun her. De siger det er alt for tidlig paa dagen. De peger hen mod en blaa lille doer, og siger jeg kan banke paa og spoerge efter Willy. Sagt som gjort, doeren knirker stille i brisen, en doven kat kigger sloevt paa os og jeg banker og klader Willy, men Willy sover nok eller er paa arbejde. Jeg spoerger nogle andre der siger at de unge drenge derover spiller godt og kan laere mig noget.
Foerst siger de dovent at i dag er deres slappe af dag, at jeg kan proeve laengere op af gaden hvor en kendt familie bor, som normalt har kurser for alle. Jeg siger at vi ikke har saa meget tid for vi skal ha en danse time inde i Chincha kl 7. "Hmmm, siger den ene unge gut sloevt, og griner lidt med sine gutter." Jeg siger at jeg vil betale ham for at undervise mig og saa faar piben en anden lyd. "Jeg henter cajun, vi moedes paa den cafe derover."
Det kilder helt i min mave, for taenk hvis jeg ikke kan laere hans rytmer eller det bare gaar helt i kludder.
Cajunerne, som foroevrigt startede i Peru fordi slaverne savnede deres trommer og beyndte at slaa paa de kasser som de normalt ellers skulle slaebe rundt paa, bliver sat over for hinanden og jeg bliver bedt om at tage plads. Ikke kun den unge laerer er kommet, men ogsaa flere af hans afroperuvianske venner og deres broedre. De sidder, flere af dem i bar overkrop, meget afslappede og er klar til at give en haand og bakke gutten op. Han sidder ogsaa i bar overkrop og begynder med Festejos 1. Jeg fanger det heldigvis forhaaldsvis hurtigt og han smiler og gaar videre til de to andre rytmer i festejo som kan kombineres paa mange maader. Der er en lille lillebror paa 4-5 aar som alle hans venner griner
af i bagrunden og de har deres egen lille session bag os. Naar jeg har laert en rytme er der smil og anderkendelse og naar det tager lang tid, meget larm og grinen af den lille lillebror.
Til sidst beder de lillebroren saette sig op paa en af Cajunkasserne. Han kan daarligt naa med sine smaa haender men han trommer sikkert derudaf, stort set det samme som jeg lige har brugt en time paa at laere. Hans storebroedre klapper og hujer af ham, og han smiler selvsikkert den lille mand og trommer der ud af....