Hurtigt!!

Pigen ligger besvimet paa fortorvet. En stor flok er samlet omkring hende. Nogle ringer til ambulance andre proever at loefte hende. Jeg saetter mig ved hende og lytter til aandedraget og pulsen. Det hele er meget svagt og jeg er i tvivl om hvordan man giver kunstigt aandedraet og om hun behoever det. Flokken bliver enige om at ambulancen kommer langsomt frem, og baerer hende hen til den naermeste klinik hvor de haaber der er en doktor. Haaber Gud vil holde haanden over hende og hjaelpe hende, taenker jeg i bussen.

Elmonida

Traditionel dame saelger en varm drik paa pladsen, som jeg foerst tror er en the. Men Jose og damen fortaeller at de forskellige essenser hun putter i en slags varm gele alle er urter som er godt for noget. Den her urt er god for nyrerne, den her for blodsirkulationen og meget mere. Der er 6 forskellige urteessenser som hun med et hurtigt snuptag haelder ned i et glas, som en garven bartender. Der er mange mennesker ved hendes bod, og rosé forklarer hende, med sine smilehulder og buttede mave, at han har lidt ondt i maven, om hun kan blande en god drink til ham. Hun griner lidt smigret og laver en specielt til ham. Jose drikker den geleagtige drik hurtigt, og smiler med hele ansigtet til damen bagefter og siger tak.

Ud i kulden...

Vi svoemmer og svoemmer for at holde varmen. Min kolega fra orkesteret José som spiller violin har taget mig med i svoemmehallen. Det er koldt vandet og jeg bliver hurtig forpustet, men dejligt at svoemme:-)

 Det foeles koldt ude bagefter og vi koeber smaa pizzaer at varme os paa. Paa pladsen kl 21 om aftenen er der 5 forskellige dansegrupper der oever. Nogle kvinder og piger oever sig paa oversiden af pladsen og har roede kjoler paa. 5 Maend taet paa vores kantsten danser til lidt poppet indiansk musik. De hopper, og bevaeger sig som krigere i stramme cowboybukser og t shirts. At de kan holde varmen. Vi sidder med huer paa.


Det er fascinerende at folk bruger udearealerne paa trods af kulden, og dejligt at se at folk i alle aldre kan danse sammen i forskellige grupper og bevare sine traditioner og tilfoere dem nyt liv!!!

BESOEG:-)

Henri og Yaqeline foelger mig hjem og jeg indviterer dem op. Vi snakker om loest og fast, og er saa maette saa maette efter kylling og ris. "Vi spiser naesten aldrig noget tungt om aftenen", siger Yaqeline, og jeg vil helt klart foelge hendes eksempel, for her i Cusco er det helt skoert hvor koldt det er om aftenen, gaa op af bakke med en masse med i maven er ikke det smarteste. Vi sidder bare og er maette og traette og snakker om alt og intet, men det foeles saa rart. Jeg bor her og har faktisk besoeg:-)

TAK

Den lokale kyllinge bar er stopfyldt med unge peruvianere som lytter til en ung gut der snakker. "Tak Gud" er hans budskab, og han mener det virkelig. Alle stemmer i og beder og synger tak, og det er en god stemning.
"Din familie er langt vaek" siger en middelaldrende dame jeg talte med foer paa aftenen. "Du er aldrig alene! Gud er hos dig og her er andre broedre og soestre mens du er i Cusco"

Den vind!

Vi gaar op af den stejle bakke, Camillo min nabor paa fem og jeg. Vi samler grene og blade og nyder vinden og den friske luft. Det er loerdag og jeg har spist morgenmad med mine soede naboer fra Argentina og Peru, Lima. Vi sad ude paa gaden i solen og noed advokato og aeggeroere!
En dame med en flot orange pontjo smiler til os fra en graestop og vi puster og pester for at naa op til hende og hendes dyr.
"DEN VIND" pruster den aeldre rare dame. Aldrig i mit liv har jeg oplevet saa kraftig vind her i denne maaned. I august maaske, men ikke nu. Klimaet er maerkeligt. Det goer mig bange." Damen kigger paa mig og paa Camillo og vil vide hvad jeg laver her og hvem han er.
"Jeg gaar ud med mine faar hver morgen, middag, og aften. De spiser det samme hele dagen, men de har deres rytme som jeg foelger. Mine boern er flyttet for laengst men jeg spinder traad af ulden og vaever selv pontjoer deropee." Smiler hun, og mangler en tand i formunden. Hun har en blaa hat paa, og holder godt oeje med sine dyr. Camillo er meget optaget af at der er et sort faar og mange hvide og hvor de skal gaa hen.
Vi leger flyvere paa toppen af bjerget, et sted som hedder "Templo del monos" abernes templer, og fryser lidt og leger flyverer og politibiler det meste af vejen ned.

TJEK mit arbejde ud:-)

http://www.youtube.com/watch?v=7Y1-ovIjMJk

2 uger tilbage...:-)

"Hvor mange ben har koen Lucas?"

De to nabo-drenge sidder paa mit gulv og tegner paa livet loes. Jeg har er ved at tegne en ko til Lucas paa 2 og spoerger ham hvor mange ben koen har. Han kigger paa mig med sine store brune oejne og beskidte bukser med et overbaerende blik. Ved du ikke engang det, siger blikken. Og lukas svarer stolt som en pave. "12 ben..." Fabricio og jeg er ved at doe af grin, og tegner tolv ben paa koen, hvorefter lukas godt kan se at der maaske ikke normalt er 12 ben paa en ko, hehe...

"Her er mit ateleri!"

"Velkommen Anja!" Det er anden gang jeg er hjemme at besoege nogle her i Cusco, men denne gang betyder det extra meget for det er to kolegaer som jeg ser meget op til. Liz er kunstner og sekretaer i El Sistema , og hvor jeg arbejder og hendes mand Luis spiller Tuba i orkesteret.
Liz har lavet dejlig middag med Trucha (en slags laks) og ris og kartofler med salat og olivener. Vi snakker en masse og deres lille dreng viser mig alle hans dinosaurusser og klodser. Vi hygger os stort.
Ser film og spiser chokolade. Foeler mig velkommen i deres hjem, og paa en helt ny maade velkommen i Peru.
Kaere Danskerer derhjemme.
"INDVITER FREMMEDE DU ARBEJDER SAMMEN MED ELLER ER NABO MED HJEM TIL DIG PAA MIDDAG!!"
Det goer en verden til forskel:-)

Hombres! No Machos!

Er paa besoeg i en kaempe Evangelisk kirke i yderkanten af Cusco. Praesten, der er stor og fylder sin hvide skjorte godt ud, har faaet alle maendene til at rejse sig op og raabe "SI" efter han har talt til tre. "Vil vil vaere Kristne maend og ikke kristne Machos" Hvilken stemme lytter i til? Samfundstendensen om at maend er mere vaerd end kvinder? Praesten laver en joke hvor han agerer en halvvoldelig far der skubber til stolen og brysk spoerger efter den forpulede middag og afslutter med et rungende Halleluja. Alle maendende i kirken staar op  og griner hjerteligt at den gestikulerende praest fra Lima.
Her i Peru hersker en Machisme uden lige. Jeg var paa besoeg hos en kvinde der hedder Teressa, og hendes soen talte til hende som den laveste tjener, og hendes nevoe sagde uden toeven at han var macho. "Maend ved bedre end kvinder, derfor er jeg fx god i et koekken." Drengen er 17 aar og den nye generation men er
i den grad tilhaenger af macho maend tanken.

Alt jeg ikke har fortalt endnu....

“Not by might, not by power but by my holy spirit!”

Praesten er fra Texas, og har sammen med sin kone overtaget en lille café, 3 min fra hvor jeg bor. Overskudet fra Cafeen gaar til social arbejde. Om soendagen kl 17 har de en rolig og intim lille gudstjeneste. Vi synger en lovsang jeg kender og en salme jeg kender. Det foeles godt. Min nabo Diego der laver film og foto tog med for at se en udenlandsk evangelisk kirke. Han er katolik og syntes det kunne vaere sjovt at se.

Praesten snakker om at Jesus  siger I Matt. 16.18: “JEG vil bygge MIN kirke…” Altsaa, det er ved helligaandens kraft vi kan danne levende kristne faellesskaber. Ved at vi alle udvikler os og faar spiritual foede, kan en kaerlighed og taalmodighed som ikke er vores egen sprede sig fra os…

Matt. 25.31. “For jeg var sulten og I gav mig noget at spise….” Praesten fortsaetter og deler sine tanker om at tjene hinanden og om at vi maa vaere dem vi er kaldet til at vaere.

Det foeles saa godt at hoere nogle tanker I denne retning. Bagefter er der faellesspisning og jeg snakker med en dame fra Australien som  er gift med en Peruvianer  og Carri som arbejder her I Cusco med en masse forskellige ting, virkelig spaendende person.

Smager paa ensomheden

Hjemme alene, spiser suppe. Heldigvis er den soede familie I fuld sving med soendagsvask og andre gode sager udenfor, men jeg savner min egen familie. Mor, far, lillebror og lillesoester og at se lille Soelvi blive stoerre. Savner at side I haven hos mormor og morfar og spise kammerjunker med koldskaal.

Her I Cusco er jeg ikke blevet indviteret hjem til nogle endnu, bortset fra Luis. Har altsaa ikke besoegt èt eneste menneske. Dette skaber en form for isolation og en boblefoelelse jeg ikke er glad for.

Denne dag spoerger jeg mig selv hvorfor I al verden jeg valgte at rejse alene. Jeg vil denne uge goere en kaempe indsats for at finde flere venner og laere noget af deres folkemusik.

Lille soede Luca…(november 1)

“Vacan Anita!” Alt ok Anja? Lille Luca er 2 aar og leger tit udenfor i vores lille faelles gaard. Familien med mormor, morfar, boern og boerneboern er rigtig soede. “Hvad er det?” Siger Luca og peger paa min kop med kaffe. “Mate?” Er det te? Nej det er kaffe…Luca, piller ved mine groenne klipklappere og siger, hvad er det? “Sandaler” Siger jeg…”No!” Siger han, og siger det perfekte ord paa spansk for klip klappere…hehe…han er snu den lille:-)

Jam med Argentiner… (november  2)

Hvor jeg bor er en Argentiner og sin lille dreng Camillo! Hun spiller paa Charanca, lille guitar som en slags mandolin. Hun synger smukke sange fra Bolivia, Ecuador og Peru med en bloed stemme og jeg laegger cello paa. Boernen myldrer omkring, spiller paa mine floejter og leger en baad leg med mine aeggebakker som jeg har taenkt mig at haenge op paa vaegen op til min nabo. Der er et milder udenlige men det er herligt!

Jeg nyder at hvor jeg bore r altid nogle hjemme. Nogle der  vasker toej eller vasker op ude i gaarden. Boern der leger med alt sit gamle legetoej eller spiller fodbold! Altid nogle at sige hej til I gaarden!!

Hvad venter vi paa? (November  3)

Jeg har halvsovet i bussen, og vaagner ved at bussen holder helt stille! Jeg vender mig om til min sidedame og spoerger hende:”Hvorfor holder bussen stille her?” Hun smiler sloevt:” Chafoeren spiser frokost!” Der gaar en halv times tid foer vi koerer videre og da bussen endelig er kommet paa koerebanen igen vandrer der mindst fem damer og piger ind i bussen;” Gelatina, Gelatina!” De har den her specielle nasale saelger maade at traekke ordene paa. Derefter andre damer:” Carne, carne!” ”Mate, mate” ”Caljetas” ”Yugurt” ”Helado!” Koed, the, kiks, yogurt... Her skal vi ikke sulte, paa vej til Paucartambo...En tur som egentlig skulle tage 3 timer, men med alle de skoenne damer og maend som vil saelge et og andet, blir det nok 4 timer...

Paucartambo (November 4)

Det er ikke nemt at  ville rejse i weekenderne sammen med nogle. Mange af de andre udlaendinge her i Cusco bruger weekenden paa at feste igennem, og er ikke superfriskee loerdag morgen.

Her ankommer jeg saa til Paucartambo, en forholdsvis stor landsby hoejt oppe i bjergene og foeler mig som en ailien. Alle kigger paa mig som om jeg enten vil spise dem eller melde dem til det lokale politi. Der er ikke mange turister her og jeg forstaar hvorfor. Regnseasongen er naesten begyndt og det er ikke vaerd at tage turen til tres cruses for at se solopgangen, for den er ikke eksisterenden, og de lokale jeg snakker med raader mig til ikke at gaa nogen laengere tur her alene!

I morgen gaar jeg en lille morgentur og ”smutter” tilbage til Cusco, maaske med en anden slags bus;-)

Bustur (November 4b)

...Koeresyg igen...men hvor er bjergene smukke. Jeg ser et stort snefjeld der toner sig op bag alle de groenne fjelde. Det er klart her man skulle tage en vandretur en dag, men nu sidder jeg inde i bussen og snakker med en energisk engelsklaerer fra Cusco. Hun vil virkelig gerne oeve at snakke engelsk, og det passer mig fint, bortset fra at jeg ikke kan kigge paa hende fordi jeg bliver noedt til at kigge ud af vinduet, og foelge de enormt stoevede og snoede veje...

Kishuarani  (November  5)

Sjaeldent har jeg vaeret saa koeresyg! Det var helt moerkt og vi sad 4 paa bagsaedet af en lille bus. Vejene var af grus og snoede sig i evigheder op til Lares, og buschafoeren koerte ikke just langsomt!

Vi moedte to soede mennesker fra Cusco paa hostellet, Emeli og...bum..kan ikke huske hans navn i Lares. De havde ikke nogen plan og tog os med i sin bil op til en lille landsby hvor vi moeder en lille soed gut med flot orange poncho, som viser os vej op til en smuk smuk lagune hoejt over Lares. Vi betaler ham for hans ”Guide” evne.

”Alle der rejser ud af Peru og aldrig kommer tilbage med deres viden! Det har jeg bare ikke respekt for.” Den rare mand arbejder som udviklingsarbejder, er uddannet oekonomist. ”ALT er jo muligt her! Vi skal bare tro paa det og kaempe for det!” Jeg er vild med hans instilling, saa forskelligt fra det jeg har hoert fra alle andre..

”Der er alt for mange peruvianere som kun droemmer....Droemmer om at rejse til et andet land, droemmer om et andet Peru , men som ikke goer noget ved det!” ”Jeg rejser rundt til forskellige landsbyer og mobiliserer forskellige projekter og ogsaa i byerne.!” ”Det er her jeg vil goere en forskel!

Maria fra Venezuela (Oktober/ November 5)

Maria er lille, staerk, emotionel, musikalsk og enormt tilstede. Hun instruerer Cusco symfonisk orkester i en nyskrevet symfoni fra Venezuela. ”Hoer! I skal spille med hjertet. Hvis i ikke har en idet med fraserne kan det hele vaere ligemeget” Maria, dirrigerer med hele kroppen. Hun har studeret obo i danmark og indimellem siger hun et eller andet paa dansk til mig, mens hun griner og det lyser af varme ud af hendes intense brune oejne.

Der staar indviteret:” Anja Lillemaehlum” i programmet, og jeg har det godt  i deres orkester. Det foeles godt at kunne bidrage med noget paa den maade.

Maria oensker mig velkommen til Venezuela hvis jeg vil laere mere om El Sistema, og jeg er lykkelig! Maaske kan jeg rejse derhend til Februar/ Marts eller noget!

El sistema Cusco ( oktober  1)

”Buenos dias profe AnJa.” Med tryk paa J..Gerne ledt af et lille kindkys.

Der er boern i alle aldre, de helt smaa er virkelig soede, og de lidt stoerre er meget ansvarsbevidste og hoeflige. En helt anden disciplin end hjemme i Danmark.

Boernene og de unge er en del af et musikalsk system der har sine roedder i Venzuela. Staten betaler deres undervisning og de leger gratis instrumenterne. Boerne og de unge er udvalgt efter 2 ugers  intensiv generel musikundervisning som Luis Arevalo har staaet for for et halvt aar siden. Derefter skulle boernen vise deres musikalitet, og dem som viste sig at have noget at komme med fik lov til at blive en del af systemet.

Det er enormt intenst paa baade godt og ondt. Boernene kommer hverdag fra 4-6. Ofte er der saerk sol, og vi baerer alle vores instrumenter op til hovedbygningen i Puclia Suntis, (nybygget skole lidt uden for byen) Her er alt i trae, og der er en skoen atmosfaere, taet paa bjergene. Boernen kommer fra alle kanter af byen, og fra forskellige sociale lag. En dag gaar lille pige med stramme fletninger og skoleuniform, haand i haand med sin gamle tandloese mormor. Mormor har ogsaa lange fletninger, traditionelt toej og et fast grep i sin lille violinspillende barnebarn!

Nogle af boernen har vaeret hjemme og spise og slappe lidt af, andre kommer direkte fra skole.

De pakker ud og saetter klar, og det er op til mig hvordan jeg administrerer tiden med dem. Ofte saetter jeg de stoerste til at oeve selv individuelt udenfor i skyggen, mens de mindste traenger til hjaelp til at laese noderne og det hele.

Jeg har laert dem en dansk sang i kano, at improvisere lidt, og bygger hele tiden deres nodelaere op, har kopieret oevelser og etuder til dem, og hjaelder dem med at lave musik af de smaa stykker i suzuki bogen, og er streng med at de skal laere at holde godt om buen og celloen.

Nogle af boernene er meget traette, og spoerger mig efter frikvarter, og det kan jeg godt forstaa! Camilla paa 7 med lange fletninger, har svaert ved at koncentrere sig om at laese noderne og det er heller ikke nemt!

Nestor paa 16 har en virkelig god tone, teknik, musikalitet  og vilje. Vildt at taenke paa han kun har spillet et halvt aar.

I orkesteret og koret er der naermest en militant stemning, men det siges at de ogsaa er meget strenge i Venezuela. Boernene er musse stille, og alle stryger i samme retninger og synger med armene langs siden, som et andet drengekor i domkirken.

I frikvarteret loeber alle rundt og driller hinanden og drikker juice. Mange har gode venner i musik systemet g ser ud til at nyde det.

Luis loeber rundt mellem boernene, ”stjaeler” en piges hat, og lader som om han vil kramme en anden, men krammer hende over hovedet, for hun er saa lille. Han spoerger en lille dreng om at spille og soger han kan danse i takt. Den lille dreng spiller meget hurtigt, og stopper, som en slags stopdans og alle griner af profesor Luis som er saa skoer saa skoer. De andre profesorer er lidt mindre legesyge, og jeg sidder og spiser en appelsin og snakker stille med nogle af pigerne som syntes det er veldig sjovt at spoerge mig om pige ting.

Lake titicaca (Oktober  2)

Hoejst belligende soe....3800 meter over havet.....og virkelig smuk. Vi ankommer om morgenen, tidlig, med en natbus!

En saelger aabner doeren til bussen og naermest overfalder os med hvor fin hans baad er. Vi gnider os desperat i oejnene, er svimle af soevn, og forvirrede over hans fuldstaendig uforstaaelig maner at saelge os noget paa. Han snakker i ét vaek og vi kloer os i haaret. Jeg faar omsider spurgt ham om hans baad ikke foest gaar kl 8? Og han smiler stolt! Jo! ”Her kan i skrive jeres navn og koebe billet, og tasken kan i saette her!!....” Hr:! Hvis baaden gaar kl 8 har vi to timer ik?” ”Jo, jo...vi er det bedste baad firma fordi...” ”Tusind tak, giv os lige 5 min til at vaagne og sporge de andre baad selskaber..”

Pyha...vi saetter os i morgen solen ved det blaa blaa vand, og kigger paa de lokale som saa smaat begynder at komme ned paa havnen med ting fra fastlandet de vil ha med til enten Uros eller Amantani.

Her er smaa damer med store numser, lange sorte fletninger og smukke smukke hatte og kjoler. De bugserer gas, vand flasker, Cola og andre herlighedder ned i baadene.

Vi melder os hos den utrolig morgenfriske baadsaelger og koeber kaffe og broed paa et marked.

Uros (Oktober  3)

En flydende oe, med huse lavet af siv. Her lever de af fiskeri og turisme. Flotte farver har de paa, og vaever selv deres toej. De bor meget isoleret og har bevaret denne tradition i mange mange aar. Vi koeber armbaand og kaffe og stoetter turismen lidt.

Amantani (oktober 4)

Vi, Christine fra Syd Afrika og jeg sejler, og sejler, i mange timer i en baad med mange andre. Bl.a en mand fra junglen som arbejder med at saelge lokale folks haandarbejde sim fair trade produkter i Tyskland. Han skal ud og hente nogle specielle hjemmesko, og vil filme hvordan manden laver dem. Jeg bliver lidt soesyg og laegger mig til at sove.

Vaagner ved at vi naermer os Amantani. Kvinder i smukke farver med lange sorte sloer, venter paa kajen. Oeboerne lever bl.a. af at indlogere turister privat.

Vi sidder i deres lille bitte koekken.

”Drikker hesten om natten, storebror Angel?” , spoerger Delia luz som er  lidt tilbage men smiler meget.  Liz Yaneth er hendes et aar aeldre soester, og spoerger sin storebror hvor Gud bor. Angel har foedselsdag og bliver 16, og meget genert over det. Han mener at Gud maa bo uden for stratosfaeren for ellers kunne vi se ham. Jeg smiler og siger jeg mener Gud bor i vores hjerter og er meget taet paa os. Liz Yaneth griner og kigger paa sin storebror.

 Der sidder de tre soeskende rundt om bordet. Far er styrmand og ikke hjemme, mor er doed og abuelo (morfar) Moises og Abuela Lorenzia sidden foran ilden i det lille koekken og kokererer. De snakker lavmaelt til hinanden paa Quecha, og det lyder rigtig meget som Groenlandsk. Samme lille hyggelige lesbelyd og halvbloede konsonanter.

400 famililer paa oen er indvolveret i at drive turisme i deres hjem.

Naeste dag gaar vi en tur op til det hoejeste punkt paa oeen. 4100 meter over havet. Pyhah mit hoved og hvor er jeg traet. Men her er ro, fjeld, ro, vand og fjeld.

Titicaca...det er ret vildt at vaere her! Ingen biler, helt ren luft og virkelig faa turister for de tog afsted dagen foer.

Vi moeder en smilende bonde med sin hustru. Ernesto. Han fortaeller at alle har et lille stykke jord som de deler med sin familie og det lever de af. Meget lidt fiskeri herm af en eller anden maerkelig grund jeg ikke forstaar. Noget med at Trucha fisken har spist det hele og den er svoemmet til Bolivia...?

Der er et lille tempel for Pacha Mama (moder jord) Og hvert aar i Januarofrer boenderne majs, kartofler og andet for at sige tak til Pacha Mama for hendes frugtbarhed og for at sikre sig hendes beskyttelse det foelgende aar.

Salkantay  (september 1)

Smukke hoeje fjelde! Salkantay er det hoejeste. Fyldt med sne straaler det mod os. Vi er en gruppe paa ti, fra hele verden. Soede mennesker. Jeg bliver indviteret til Holland, Skotland, Belgiem og Frankrig saa jeg maa hellere gemme deres emailadresser;-)

Der er en guide der hedder Wilson der fortaeller og gaar forest eller bagerst og soede mand der leder heste/aeslerne frem med vores bagage og al maden. De ankommer foer os og slaar teltene op og koger mad. Hver morgen vaekker de os med virkelig varm mynte the og det hjaelper os med at komme ud af soveposerne. Det er virkelig, virkelig koldt for foden af Salkantay, saa det er virkelig dejligt med noget varmt!

Hidrolectica (September 2)

Smaa telte med smaa restaurenter klistret op til togskinderne. Dette er den del af turen jeg har frygtet mest. Vi skal gaa fire timer paa togskinderne i junglen, og alle siger toget koerer meget langsomt og kun kl 3 og 4 eller saa noget, men jeg er raed for at gaa paa skinderne...

En lille pige vil vaere med paa billedet. Hun er 3 aar. Hun roerer ved mit haar og babler afsted paa baby spansk. Hun roer ved mine oejenbryn og kigger sporgende paa mine blaa oejene og mit lyse haar. Hun leger en leg hvor man skal holde i noget staaltraad fra teltet. Jeg forstaar ikke hendes leg og hun aser og maser for at faa fat paa en traeklods der sidder fast. Ny leg! Hoppe og vende i luften og lande paa klodsen! Det er lidt svaert og den lille sjarmetrold faar mig til at taelle: Uno, Dos; tres...foer hun hopper....

Vi spiser frokost og begynder turen langs skinderne. Her er jungle med maerkelige roede blomster. Vi moeder en lille slange der kigger paa os paa togskinderne, og lige bagefter gaar turen i gennem en kulsort togtunnel. Jeg holder tysk pige i haanden og vi gaar hurtigt gennem moerket.

Macu Pichu (September 3)

Kaempe ruin. Vi leger med lamaerne som er tamme. Det smukkeste tidspunkt paa dagen er efter regnen, hvor en smuk regnbue krydser himmelen mellem de smaa stejle og spidse groenne feldtoppe. Ruinen er badet i sol og der er et lille flag med de samme farver som regnbuen.

Soede Argentinere i gruppen. Saa aabne og snaksagelige. Vi skal bestige et lille fjeld der hedder Wuana Pichu, og europaerne i gruppen racer afsted og vil ikke lade mig arrangere noget med at moedes med de andre bagefter. Jeg bliver rasende og spoerger hvorfor de raeser afsted som om fanden var i haelene paa dem, og paastaar de er virkelige uhoeflige overfor de andre 4 som gerne ville arrange med os at moedes bagefter....Hvorefter det gaar op for mig at jeg har vaeret i Peru saa laenge at deres timing og maade at vaere tilstede paa, vente paa hinanden overalt og tage det roligt , helt er blevet en del af mig. Sjaeldent har jeg vaeret saa vred. Jeg gaar op til Argentinerne og er sammen med dem resten af vandreturen.

Sammen situation i en bus. Vi vil bade i de varme kilder i Santa Teresa, og guiden er ikke kommet. Da han endelig dukker op og kigger glad ind af vinduet og spoerge om vi kan vente 5 min raaber franskerne NO...og en gut fra Costa Rica, udbryder ”Que??” ”claro Wilson!!” ”Hvad? Selvfoelgelig kan vi vente 5 minutter...” Jeg smiler og griner over de forskellige tidsopfattelser og hvor meget mere jeg kan foelge ham fra Costa Rica..

Aquas Caliente (September 4)

Salsamusik fra vinuerne og jeg sidder overfor en soed gadesalger med kaffe og broed med ost. Den hvide hjemmelavede traditionelle indianske ost. Staerk og lidt toer.

”Jeg vil ogsaa gerne sende min datter til musik”, sukker damen lidt fravaerende, da hun hoerer hvad jeg arbejder med. Jeg gik vaek fra centrum som er helt forfaerdelig i Aquas Calientes, som er byen midt i Junglen inden Machu Pichu og fandt heldigvis lidt almindeligt liv, selv her i Aquas Calientes.

Damen fortaeller at der ikke er andre mulighedder her end turisme, og der er ikke musiktilbud. Vi snakker om at hendes datter kunne laere at spille floejte fra en af de aeldre maend i byen...

Saxofon?? I junglen?? (September 5)

Jeg har lige sagt farvel til en stor gruppe herlige mennesker fra hele verden. Vi har vandret sammen i 4 dage og jeg kommer helt til at savne dem! Pludselig hoerer jeg en klagende og dyb saxofon...

Jeg kigger mig omkring paa markedet, men kan ikke finde nogen. Pludselig ser jeg at lyden kommer fra en lille buttet mand som sidder i hjoernet af sit telt fyldt med instrumenter. Men det er ikke en saxofon. Det er en slags ”Jungle Klarinet” siger han. Han laver dem selv, og viser mig et langt tykt bambusroer som lyder som en bas klarinet. Han kan skifte bladende ud. Han har saa vidt jeg kan se kun en tand i munden og fedtet graadt haar..

Senor Huanca (september 5)

En pilgrimstur uden lige! Vi er samlet paa en lille plas i San Jeronimo lidt uden for Cusco. Her kan man koebe det man havde glemt til turen. Lommelygte, kiks, vand etc! Her er mange unge katolikker med ghettoblastere med reggaton og bachacha musik, med hue og vanter. Klokken er 10 om aftenen, og vi begiver os ud paa en pilgrimstur over fjeldende til et lille sted der hedder huanca asom har en helgenhistorie som alle samles omkring en gang om aaret.

Det er en haard tur, vi er de eneste blandt de mange tusind unge der ikke er fra Cusco. Vi gaar sammen, men snakker ogsaa lidt med tilfaeldige. Alle gaar et rask tempo, men vi er forpustede og gaar langsommere op af fjeldet. Det er midt om natten og meget koldt, og der er smaa telte med soede madmoedre der koger suppe og varm the, og enda aeg med ris og koed.

Vi holder pause rundt ilden sammen med nogle andre. Jeg spoerger dem hvorfor de gaar pilgrimsturen. ”Jeg oensker at mine studier skal gaa godt. Og maaske en gang faa raad til en bil..” ”Kan Gud hjaelpe dig med det hvis du gaar den her tur?” ”Han kan hjaelpe mig hvorsom helst, men det foeles godt at gaa turen, og hvis nogle er syge bliver de raske af at gaa her. Jeg har gaaet den 3 gange. Det er som om det renser min sjael..” Jeg smiler traet til fyren og hans kaereste og drikker min tykke te af en art. Jeg er for traet til at skrive deres navne ned, og har bare lyst til at sove, men hvad jeg ikke ved er at der venter os 4-6 timers mere vandring i kulden paa bjerget der er omkring 4000 meter over havet.

Det er en fuldstaendig vandvittid pilgrimstur paa mange maader, fordi det er koldt og midt om natten, men en kaempe oplevelse at faa lov til at vandre over fjeldende med flere tusind andre unge.. Der er stjerneklart og maanen lyser starkt over os, og vi har ikke brug for lygterne.

Pludselig er der et kors der lyser i mod os midt i oedemarken. Mange er samlet der for at bede for en lille stund i stilhed og taende lys for dem de holder af eller er syge..

Sidste del af turen er jeg saa traet at jeg bare kunne saette mig ned og tud broele. Heldigvis er der nogle gutter der gaar foran os og lyser og viser vej. Det er virkelig stejlt ned og mine knae er saa traette. Da vi kommer ned er der mange der ligger og sover rundt omkring og jeg tryler min gruppe til at vi kan sove i 10 min inden vi naar helt ned til kirken.

De andre i gruppen vil direkte hjem, men jeg vil opleve messen, og de andre maerkelige katolske symbol ting udenfor kirken.

Antje fra Tyskland bliver med mig og vi gaar ind i et rum fyldt med stearinlys! Der er saa varmt, saa varmt og alle taender lys for dem de holder af og taenker paa, eller oensker at Jesus skal vaerne om. Det er en staerk oplevelse.

Uden for kirken staar alle af en eller anden maerkelig grund i lang koe for at faa en velsignelse af en slags statue med et forklaede. Der er ogsaaa praester som sproejter med helligt vand.

Inde til messen kan folk komme og gaa, og der synges sange...

Til sidst er vi saa traette at vi aser os ud mellem alle menneskerne og maa lede efter en bus til Cusco i alt mylderet.

Foressten...der er ogsaa en hellig flod indvolveret i det her. Der bader alle de pilgrimsrejsende sig, bare ikke os. Damerne fletter sit haar stramt og mandende pudser sine sko.. Alle bader og der er et leven uden lige. Det minder mig om billeder jeg har set fra indien...

Hunde......hunde....HUUUUUNDDDDEEEE!! (september  6)

Cali grande...Her bor jeg i September..

En dag angriber Toto deres lille tykke hund mig rundt om benet og vil bide. Jeg gaar totalt i panik og skriger. Jeg er i forvejen saa raed for hundene her, som mange andre lokale faktisk ogsaa er. Mange tager en lille sten op og truer hundene hvis de kommer for taet paa. Men jeg var ikke forberedt her hos familien i Cali Grande. Heldigvis bider Toto ikke.

Naeste dag angriber Toto en laerer fra skolen som skulle hente en studerende fra amerika hos familien. Laereren bliver bidt meget slemt fire steder i benet og maa fluks paa hospitalet.

Vi rejser en mundtlig sag mod familien og hunden bliver flyttet.

Efter dette bliver mine ”hundevenskaber” ikke just bedre! Men der er mange hunde i Cusco, og mange af dem er fredelige. Ligger dovne i solen, eller lunter traette rundt og roder i skraeldespande eller andet.

I junglen med vandregruppen paa vej mod Machu Pichu loeber tre hunde rasende mod os fra en lille farm. De goer og knorrer og jeg gaar totalt i panik og loeber og graeder. To piger fra gruppen  krammer mig forskraekket og siger det dummeste mand kan goere er at loebe vaek. Totos bid i laerens ben har printet sig fast og al den frygt jeg ikke har manifisterer sig i de skide hunde! Pigerne siger jeg skal saette mig paa hug og tage en sten op og kaste den mod hunden en anden gang...Det er lettere sagt end gjort....

”Undskyld, ved du hvor bussen til.....” (September 7)

Jeg spoerger en aeldre dame og hendes soen der er en halv person hoejere end hende. De viser en omsorgsfuldhed jeg aldrig vil glemme. Kom med os, siger de. Og hiver mig med ind i en bus. Moren betaler turen for mig og foelger mig hele vejen ind i den bus jeg skal med til Ollantaytambo.. Hun giver mig sit telefonnummer og siger jeg skal ringe hvis der er noget jeg bliver i tvivl om eller har brug for i Cusco..

Det er utroligt, for der er mange turister i Cusco, og alligevel denne venlighed og tilstedevaerelse!!

” Saa spiser jeg lige det her, og smider skraeldet...hmm ...her...” (september 8)

Jeg moeder en amerikaner i bussen til Olantaytambo og han er oekonomist og arbejder her i omraadet omkring Cusco med at mobilisere smaa landsbyer til at starte forretninger mm. Han skal holde foredrag paa en konference for boern og unge fra den hellige dal, landsbyerne hoejt oppe i fjeldende. Da vi ankommer er der en energisk Peruaner der holder sit foredrag, og alle griner. Han imiterer den typiske ansvarsloeshed overfor skraeld. Plastik der bliver smidt rundt omkring, og fortaeller det er daarligt for miljoet..

”Orv, den her ligger jo lige her, den snupper jeg!!” Boerne griner men kan godt se alvoren i ikke at stjaele! ”Hvorfor taenker i at det kun er i andre lande der blive valgt en god precident??” ”Det  er her i Peru vi kan praege vores politiske virkelighed ved at stemme paa de rigtige personer...!!”

”Vil du saa fortaelle om det hele i dit land??” (September 9)

”Har i bjerge i Danmark?”, spoerger vaeveren. Jeg er havnet i en lille bitte landsby der hedder Pachacacha. Ca. 2 timers koeretur i lastbil fra Ollantaytambo, en smuk Inka Ruin i den hellige dal. Koereturen var sjov og virkelig stoevet. Store indianske damer der sidder paa sine farvestraalende sjaler fyldt med kartofler og ris.

Her i Pachacacha er det som at vaere rejst til et andet land. Alle snakker kun Quecha og gaar rundt i traditionel klaededragt. Sort nederdel, smukke hatte og vaevede veste og sjaler i orange og pink. Der er helt tomt da vi ankommer efter en times gaa tur fra en anden landsby. Jeg gaar sammen med en turguide som leder efter to franskmaend han skal lede et sted hen. Han finder dem ikke og vi koeber Cola og kiks. Jeg siger paent farvel og gaar op til kirken hvor alle er samlet denne dag. Det er paa Quecha men tydeligvis en protestandisk kirke. De raaber halleluja og amen og beder i munden paa hinanden og praesten er meget engageret. De synger pentatone sange og klapper forsigtigt. Det lyder smukt syntes jeg. Det minder mig lidt om gronland selvom jeg aldrig har vaeret der..

Jeg forlader kirken i praediken da jeg ikke forstaar et ord Quecha, og vandrer lidt op i fjeldet hvor jeg moeder to smaa snottede piger med sandaler i regnen. De sidder paa raekvaerket af deres gaard og fniser. Jeg kan ikke snakke med dem, men prover. Det undrer mig at de strikker paa livet loes, men aldrig strikker sokker. Det er jo hundekoldt! Deres kinder er blodspraengte af sol og kulde og de er ret beskidte. Deres mor kommer op til raekvaerket og saetter sig, og vi kommunikerer lidt uden ord. Jeg gaar lidt hoejere op men er virkelig traet og har ondt i hovedet. Jeg saetter mig i regnen og stirrer paa en lama der gaar sin sjove hakkede gang i mod mig. Drikker min Cola og gaar ned igen. Det er koldt og regnen risler og jeg maa saette lidt tempo paa. Naar ned til Pachacancha og der har de pludselig alle samlet sig til et stort soendagsmarked. Jeg koeber et sjal og lader en lille dreng fotografere med mit kamera. De er soede og venlige her og damen jeg koeber sjalet af kan snakke spansk. Jeg siger paent farvel og gaar ned mod Ollantaytambo. Moeder en lille gruppe kvinder og spoerger om jeg maa holde den ene lille dreng paa mine skuldre for hun har groentsager i sit sjal. Regntiden er naer og alle boenderne her er aktive paa deres marker, plover for haand som i afrika og nogle har tyre til at traekke ploven. Her er sundt og groent, og det virker som om folk er glade og har det de har brug for.

Den lille dreng paa mine skuldre siger: ”Queahci...” og jeg gentager..”Huhcho...” ”Huhccchoo??” Det er en fin lille leg..Han lugter lidt af tis, og damerne griner med deres daarlige taender og kaempe sjaler fyldt med groentsager og kartofler...

Lidt nyt og gammelt:-)

Super Gloo!!!

“Lady!” DIne sko! Lad mig pudse dem, det er helt gratis...En gave..Og jeg har super gloo, for dine sko traenger til supergloo..”

Jeg griner og lader den energiske lille gadesaelger goere et forsoeg paa at redde mine udtraadte vandresko med huller og en tud der peger ligeud, fordi plastikken er faldet lidt af.

Da han er faerdig har jeg super gloo mange steder paa min sko, og de er dejlig vaade. Han vil gerne ha 2 soles for det. Det faar han saa..

Morgenvask i mit nye hjem i San Blas

Jeg har lagt mit toej til bloed ude natten foer, og koebt saeben paa det lokale marked. Solen skinder, klokken er 7 og jeg kan hoere hunde der goer og smaa boern der leger. Der er en blaa doer der er min, og fra mit vaerelse et vindue ud mod cusco og fjeldende bag.

Jeg vasker toejet for haand og haenger det op i solen.

Tipon!

Inka bad!

Stille, rindende vand, aabendt, friskt! Jeg har ondt i hovedet af at gaa men jeg fortsaetter op af en gammel Inka trappe. Den er mystisk og toer. Pludselig kan jeg hoere det pusler i det toerre buskads, og et par faar tumler sig frem og glor forskraekket paa mig, mens de febrilsk tygger de toerrre grene og blade.

Jeg kigger op forenden af trappen, og videre op af fjeldet, og en dame med en brun hat sidder og kigger ud over dalen og Tipon, det gamle “Inka bad”.

Jeg smiler og vinker til hende for jeg vil gerne snakke med hende. Har ikke moedt andre i et par timer og hun virker saa mystisk og utrolig tilhoerende til det sted!

Jeg kaemper mig op af den toerre bjergside fyldt med tornebuske og moeder en solbraendt, lille staerk dames varme blik. Hun har aabnet sit farvestraalende sjal, og i det baerer hun mange toerre blomster til sin ko. Hun braekker dem over paa midten og kaster dem stolt og meget taalmodigt  over til sin enormt store ko.

Hun peger og fortaeller hvor hun bor. Hun er her i fjeldet hver dag med sine dyr, og hun har mand og boern nede paa gaarden. Hun er i fjeldet hele dagen.  

Jeg spoerger hende om hun ikke vil kalde paa sine dyr paa Quecha, og saa kan jeg vise hende hvordan vi goer i Norge bagefter. Det syntes hun er en sjov idet, og smiler med en oedelagt tand mindt i munden. Hendes nasala stemme giver en skinger og lidt haes lyd, paa en meget genert maade ned mod hendes dyr, og hun syntes det er lidt skoert, for dyrene skal vaere dernede og ikke komme op til hende og koen.

Jeg lokker paa en gammel norsk melodi, og den solbrandte stolte dame smiler under sin brune hat.

Olantaytambo!

Rene, gamle gader, med inka sten. Runde sten der baade danner murene og gaderne. Der er rindende rent vand i gamle Inka kanaler langs gaderne, og det hele er saa stille og rent! Jeg leder efter et sted at spise og gaar efter lyden. Mange mennesker der snakker, traditionel Guana musik i baggrunden.. Her er kylling og pomfritter til alle. Perfekt!

Aegte rytter!

Der staar en tynd solbraendt gammel mand med en flot hat og en utrolig skroebelig sort hest og venter paa mig. Vi skulle ride, men den gamle mand har kun faaet besked paa at medbringe en hest. Han siger han har en til lidt laengere oppe.

Den lille sorte hest er bange for alt, inklusiv mig, og har kun en snor om mulen. Han gaar foran, saa kan jeg oeve mig lidt i at holde hesten og styre den uden bid.  Det er svaert. Den gamle mand bliver noedt til at gaa staerkt og der er langt op til hans anden hest. Han sveder, og jeg er sur paa restaurent manden som tydeligvis ikke passer saerlig godt paa sin medarbejder.

Endelig finder vi hans hvide staerke hest. Han svinger sig op kun med en tynd snor om mulen paa den, og et taeppe at sidde paa, og aldrig har jeg set an rytter sidde saa limet fast. Hans hest og han er et fint par og jeg lunter klodset bag dem paa min traette hest og holder fast i sadlen. Han smiler bagud og saetter i en gangart mellem, toelt, gallop og trav, jeg finder den i korte bidder og traver ellers letridning som en gal paa min stakkels lille hest, mens jeg nyder at se hvor elegant den gamle mand kommer op af bjergvejen paa sin hvide hest.

Vi holder en pause, og hestene gaar loest omkring mens den soede gamle hestemand fortaeller om hvad de dyrker i dette omraade!

Der er et par unge drenge som kontrollerer vandet i kanalerne hen i mod deres mark, ved at flytte paa stenene. Et gammelt system som stadig er i brug. Vi ridder gennem en stoevet landsby paa vejen ned, og gennem de gamel inka gader helt hen til hans barnebarns hus. Hun aabner glad doeren og smiler:”Papi” Han smyger sig af hesten og saetter den i haven hos barnebarnet.

Jeg forsoeger at fritte ud af ham hvor meget han tjener paa disse 3 timers arbejde, men han vil ikke sige det. Jeg forklarer, at fordi jeg godt kunne lide turen er det vigtigt for mig at de penge jeg betalte til restaurent manden gaar til ham. Han smiler forlejent! Jeg siger vi kan gaa ned til restaurentmanden og forlange at han faar en god pris, men han siger at hvis vi goer det mister han sin mulighed for at arbejde som heste guide. Der er mange boender med heste her.

Jeg er ked af det! For restaurent manden har taget en masse penge selv som skulle have vaeret gaaet til hestemanden! Jeg snakker med restaurent manden med store bogstaver om at betale min guide godt, for jeg var glad for turen.

Jeg hader mellemmaend! Og vi som turister bliver noedt til at vaere mere vaagne.

Man kan ikke stole paa nogen.

Hellige Dal!!

Nu forstaar jeg hvorfor det er kaldt den hellige dal!Her er saa rent og smukt, og flotte fjelde!!