Anyis hus ligger taet paa et lille fjeld hvor husene kravler sig op af fjeldet og bliver mindre og mindre og mere og mere improviserede. Men hendes far var ansat som musiker (kapelmester) i noget militaer, politimusik og har et stort hus her i politimaendenes distrikt. Foer var det nemlig kun politimaend eller folk med relation til det som havde hus her.
Anyi er paa arbejde og hendes mor fortaeller. "Nogle gange savner jeg Cusco, for det er der jeg blev foedt. Hun viser mig et billede af hendes afdoede mor og far. "Det er trist naar man mister sine foraeldre, men naturligt. Min mand og jeg renoverer huset lige nu saa vores boern senere kan dele det. Vi har allerede aftalt hvem der skal ha hvilken del. Jeg vil ikke ha de skaendes naar jeg gaar bort en dag." Jeg bliver lidt paf og ved ikke helt hvad jeg skal sige, saa jeg siger det er en god ide at snakke om alle saadanne ting inden man ikke kan snakke om det mere, ja... Hendes mor fortaeller at hun er lidt svaer at saette paa en stol, og jeg taenker saadan paa min mormor. "En dag", fortaeller moren. "Kravlede jeg op paa taget af min soens hus i Cusco, for jeg ville se hvad det var der slog imod vinden hele tiden. Jeg faldt ned og slog armen, men Gudskelov kun min arm." Hun griner, og viser mig hvor hun ikke kan bugge den og hvor fint hun stadig kan rede sig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar