Fra Junglen-Venezuela-Colombia-Danmark

Fra Junglen-Venezuela-Colombia-Danmark

Juan de Soco, fortsat

Farven rød frembringer vi altså ved at gnide bladet Achiote mod papiret. Gul ved roden asafran, lilla ved bladet Chokanary og farven caffe er cudi negro bladet.

Nidia viser os hvordan hun laver snor af inderkernen fra en palme. Ud fra sin egen hjemmesnoede snor laver hun sit hæklearbejde; tasker og armbånd med røde ”cemillas” (kerner). ”Cemillaerne henter jeg længere inde i junglen fra nogle specielle trær. Jeg varmer dem op i en tør pande inden jeg stikker hul i dem med en syl.”, forklarer Nidia mens den ene baby græder i sin beskidte hængekøje og to andre af de små småskændes om at holde de spinkle kyllinger som konstant løber ind i på gulvet og Nidia vil ha de skal være i sit bur ved vinduet. ”Estas animales”, (disse dyr!) vrisser hun.

Alvaro har altså forskellige stykker land. Det ene er langt inde i junglen og nu hvor floden er lavere har Alvaro ryddet et stykke land tættere på huset hvor vi skal ud og plante yuka-rødderne. Jeg hakker grenene op i mindre stykke og planter dem som Alvaro viser mig. Skrådt ned i jorden. En rod i hvert hul. Han gør det tunge arbejde. Hakker store huller i jorden med en træstolpe. Lillepigen på 2 planter osse. Hun har fået bukser på i dagens anledning og putter mange yukarødder ned i et hul mens hun jubler, ”Yuka, Yuka..” Hun er noget så kær og selv hendes skrappe mor smiler af hende og klapper hende blidt på hovedet.

Puerto Narino

3 timer op af floden fra Leticia i en hurtig båd, ligger der en lille bitte by. Engang var det en lille landsby, men nu er det som en lille by uden biler. Vi bor hos traditionsbæreren Alba Lucia på 65 i telt inde i byens kunstnerfælleslokale som ligger lige under hendes taglejlighed. Hun hedder ”abuelita” blandt mange. ”Lille mormor!” Hun er ikke særlig høj, julbenet og med en lidt hæs og tynd stemme. Hun er starter og leder af et traditionskunst fællesskab med Indigenas kunstnere her i Puerto Narino. Sammen kan kvinderne overleve som traditionskunstnere og den kulturbevaring det resulterer i er utrolig vigtig for Tikuna-kulturen og også turismen i området.

De fleste unge fra alle Indigenaslandsbyerne i området rejser til Puerto Narino for at studere efter 6. klasse. Mange af de unge flytter således hjemmefra og ind til Puerto Narino når de er 13/14 år. Den store skole er nemlig et internat hvor de unge kan bo. Der er skeptiske holdninger til skolen. Der har været problemer med stoffer og de unge mener de skal arbejde for meget på skolens marker i forhold til hvor mange lektioner de har om dagen, men det er den eneste mulighed for at studere viddere.

Alba Lucia driver kulturbevaring og er historiefortæller, sanger, danser og kunstner. En aften lærer hun os sange og en eftermiddag lærer hun os traditionelle knytteteknikker og at lave snor fra palmer.

Pelason og Maloka er centrale elementer i Tikuna-kulturen. Før blev pigen gemt væk når hun fik sin første menstruation indtil ”Malokaen” var klar og der var høstet nok yuka til at lave masato til alle de tilrejsende gæster man ventede til festen ”Pelason” for den unge kvinde. Malokaen er en stor cirkelformet hytte med traditionelt palmebladstag og bålplads i midten. Malokaen er derefter områdets samlingspunkt for sang, dans og forskellige riter. ”Før malede de pigen”, fortæller 14 årige Melissa som bor i Puerto Narino. ”De satte fjerd på hendes hoved og hun skulle have lukkede øjne under hele festen. Kun de andre måtte se hende. Men sådan er det ikke idag. Der er ikke blevet holdt ”Pelason” for mig fx”, smiler hun genert. ”Jeg bor her i Puerto Narino nu for at studere og mine forældre har ikke penge til at holde en stor fest for mig.

”Minga” er et andet centralt element i Tikuna kulturen. Ordet betyder at arbejde i fællesskab om en enkeltpersons projekt. ”Vi har ofte Mingaer her i asociationen”, fortæller en lille bitte tynd ældre damer med en pibet hæs stemme. ”Det hjælper os alle sammen meget. Så arbejder vi sammen på marken eller har en hel uge sammen om at lave snor.” Nogle af kvinderne i asociationen er enker og de er derfor eneforsørgere udfra et spinkelt økonomisk grundlag.

”Lupuna”. Et andet vigtig ord i Tikunakulturen. Lupuna er det største træ i junglen. Det er virkelig kæmpestort og her i Puerto Narino er der et som har eksisteret i mindst 500 år. Det er utrolig højt og dens rødder ligger over jorden og går mig til over hovedet. Tikunafolkets skabelsesmyte er kringlet men alt liv springer ud af Lupunatræet. Nogle simple dyr kastede nødder fra Lupunatræet op i luften og træet greb dem og kastede fisk tilbage i fjorden. En af disse fiskeraser blev senere til mennesker. Den dag i dag har Tikunaerne stor respekt for naturen. Traditionen siger at man skal spørge Lupunatræet om lov til at høste eller hente kerner eller fælde træer, for Lupunatræet ved hvad naturen kan bære af menneskelig indblanding. Her har træer og blade og frugter en central plads i samfundet. Tasker, tøj af træer. Farver af blade. Kurve, te..alt er så rent og naturligt på en eller anden måde..........

El sistema, Caracas; Venezuela

”Min far er død og min mor er syg.....men min Violin er der altid...”

”Jeg blev optaget i børnekoret da jeg var 6 år. Det var min mors ide, for jeg har ingen Far. Jeg er vokset op her i området San Martin,” fortæller 21 årige Violinist og lærer i El Sistema Pablo med et hemmeligt smil. Han var den første der fangede mit blik i ungdomssymfoniorkesteret på komuneskolen i området San Augustin. Han har verdens varmeste smil, er en høj afro-Venezuelaner og klapper sine små violinelever blidt på hovedet, hjælper dem med at stemme og smiler varmt til hver enkelt af dem. ”Jeg spiller både kontrabas og violin og arbejder professionelt i symfoniorkesteret om dagen.” Hans øjne skinder og han smiler over hele hovedet. ”Jeg har valgt at arbejde i El Sistema afdelingen her hver eftermiddag fordi det at spille er alt for mig. Gennem hele min barndom var det det jeg så frem til hver eftermiddag. Symfoniorkesteret. Nogle gange var jeg træt og sagde til min mor at jeg ikke orkede, men for det meste blev jeg altid i godt humør efter at have snakket med alle mine venner og spillet.

”Brug hele buen børn!”

Det er eftermiddag. Jeg er i en lidt fattigere del af Caracas på komuneskolen der sumemr af liv. Der er spisepause og alle farter mellem den store rungende spisesal og andre områder med varm mad i bakker. En lille pige med fletninger stikker hovedet helt hen til mit. ”Como te llamas?” ”Hvad hedder du?” Hun bliver hentet snart tror jeg.

Da børnene er færdige med at spise og har leget lidt udenfor åbner de døren ind til instrumentdepodet og mange børn og unge kommer fra andre skoler herhen. Børnene øver flittigt på gangen. En lille sød og tyk trompetgut sidder op af en stolpe og aber efter en større trompet gut der spiller Mozart og treklange. Den lille gut puster tungt og griner for han kan ikke helt følge den store gut. To klarinetter øver en sang og flere tromboner øver noget sammen. Nogle spiller lidt for sig selv. Så bliver døren ind til gymnastiksalen åbnet og børnene stormer ind. Der er vildt mange. 200 måske. De er bitte små nogle af violindrengene og deres lærer hjælper dem med at stemme og sætte sig på stolen. ”Ro,” råber Alexander som er dirigent og leder af ungdomssymfoniorkesteret her i San Martin. Han er selv vokset op med musikken i El Sistema og spiller violin professionelt i et symfoniorkester i løbet af dagen. ”Ro,” råber han igen. Det er svært for alle børnene vil lige se om de kan huske sine stemmer uden noder. Han løfter armene og så småt bliver der ro. De sætter an og alle børnene spiller uden noder. De skal i dag træne at lytte og se på dirigenten fortæller en lærer mig, men i morgen for de noder og skal spille koncert.

Det lyder lidt falsk og Alexander slår af og beder den store horngruppe på 8 spille alene. Han arbejder grundigt med blæsergrupperne hver for sig og det bliver hurtigt bedre. Så er alle klar og hvilken energi. Jeg er rørt. For de er så små og alligevel spiller de i mange positioner, med en god teknik og med en iver som jeg sjældent har set. ”Brug hele buen!,” råber Alexander og de små bitte violinister lyder næsten som et voksent orkester. De forskellige lærere går rundt mellem børnene og retter lidt på deres holdning eller beder dem sætte sig frem på stolen. Og sætter sin instrumentgruppe ind en gang i mellem.

Den største hornspiller rokker takten og sætter alle de små hornspillere ind og det ser så sødt ud.

Børnene har overskud i deres spil, kigger rundt på hinanden og på dirigenten og er dybt konsentrerede på sammen tid.

Så bliver orkesteret delt op og de små for sig en lille pause og de store spiller noget russisk musik der lyder rigtig godt!

En kvindelig lærer fortæller mig at de små kun har spillet i 4 måneder og at de lidt større har spillet længere tid! Der er et mægtig kaos når de små kommer ind igen. De står ude i siderne og prøver at spille lidt med på de stores musik, men til sidst er de alle samlet igen og kigger op på dirigent Alexander.

”Fordi jeg kan lide at spille!”

I afdelingen af El sistema tæt på slum området San Augustin snakker jeg med to knægte på 12 år. Den ene spiller Trombone. ”Jeg sang i børnekoret i 6 år, og dér lærte jeg noder, lærte at synge rent, at lytte og solmisacion. For noget tid siden spurgte de om jeg ville lære at spille Trombone,” smiler han. ”Jeg er glad for trombonen. Jeg kan lide at spille på den fordi jeg kan lide den lyd den har.”

Afdelingen holder til i kælderen på et indkøbscenter hvor der går en kabel linie op til slumområdet San Augustin. Her er børn i alle farver og med alle baggrunde. Ungdomssymfoniorkesteret her spiller rigtig godt. Det er levende og tilstedeværende og Tupac en ung Indiansk kvinde fra indenland i Venezuela dirigerer og opmuntrer en klarinetist i hans solo da lyden knækker og de andre griner. ”Sigue,” (fortsæt) smiler hun.

En cellist er på vej afsted men når at forklare mig at de dygtigste bliver sendt ind til akademiet for at få enetimer men at han underviser hver enkelt cellist 30 min om ugen her også. ”Det vigtigste for os er at give børnene noget fornuftigt at tage sig til så de ikke havner i kriminalitet og give børnene mulighed for at netværke på tværs af klasseskel og baggrund.” Nogle af børnene vil gerne spille på professionelt plan senere men dette er som sådan ikke vores mål. Der er mange lag i vores musiksystem. Akademiseringen, alt hvad der har med teori at gøre og professionaliseringen er egentlig en forholdsvis ny men vigtig del af systemet.” DVS. Akademiseringen, konservatoriet, professionaliseringen af unge talenter er noget der kører sideløbende med den social profil i El Sistema men ikke det egentlige mål.

Dirigenten forklarer at der er afdelinger ”nucleos” af El sistema i hele Venezuela og hver afdeling kører tingene på sin måde. Nogle lægger stor vægt på børnekoret og andre giver børnene instrumenter fra de er helt små og bruger Suzuki Systemet. ”Nogle gange er det hårdt at være lærer her for det er hver dag og jeg spiller jo også professionelt selv, men her i Syd-Amerika har vi nok en lidt anderledes arbejdsmoral end i Europa kunne jeg forestille mig.” Jeg nikker. ”Vi underviser også om lørdagen og så ligger koncerterne ud over. Jeg er fraskilt så jeg har masser af tid men hvis jeg havde familie ville det være hårdere tror jeg,” forklarer den Venlige dirigent fra Vest i landet.

Koncerten med børnekoret er rørende. De har allesammen en T shirt i forskellig farve på og til mange af sangene er der fagter. Nogle af sangene er flerstemmige og mere klassiskmusik inspirerede. Alle de stolte forældre klapper og børnekoret vil have alle til at synge med.

Unge profesionelle musikere i Caracas

Jeg bliver lukket ind til ungdomssymfoniorkesterets øvelse i den store flotte bygning for musik i hovedstaden Caracas i Venezuela. Af bagvejen. Sammen med orkesterkoordinatoren. De spiller Stahmitz. Aldrig har jeg hørt et symfoniorkester der spiller så sammen og med hele hjertet. Her er alderen 14-25 og alle sidder helt fremme på stolen og spiller med hele hjertet. Nogle laver ansigter til hinanden og rokker lidt med når en anden instrumentgruppe har solo. De kender symfonien rigtig godt, måske næsten udenaf mange af passagerne. Sådan har de været vandt til at lære musikken fra de var små. For i El Sistema spiller de vanskelige værker fra de er små og øver hver enkelt stemme i grupper til de alle nærmest kender det udenaf. Tilstedeværelsen i deres måde at spille på slår mig. De er tilstede. 100 procent når de spiller, og det her er kun en øver.

Pausestemningen er hyggelig iblandt dem. De virker som en bunke gymnasieelever og jeg kan ikke forstå at det er de samme unge jeg lige har hørt spille.. Her er det de bedste unge musikere fra hele landet og andre latinamerikanske lande som er samlet. De spiller professionelt for det som svarer til to gange mindsteløn, og har tid til at færdiggøre gymnasiet om formiddagen hvis de er i gang med det. Nogle af dem studerer på universitetet ved siden af eller på konservatoriet og mange af dem for individuel undervisning på institutet for klassisk musik her i bygningen.

Det summer af liv, latinamerikansk liv på gangene i den store flotte og nye bygning. Nogle står tilbagelænet i hjørnet og sludrer, nogle giver kindkys og griner højlydt, mange smiler og virker til at være stolte og glade for stedet. Alle hilser på hinanden, og nikker svagt til mig.

Danmark kalder

Jeg står på hovedet for at lave billetten om, og læse om busser ned igennem Venezuela. Jeg vil hjem. Rigtig hjem! Og det skal være nu! Vi skal være sammen som familie! Kan mærke det dybt, dybt ind i sjælen og er så taknemmelig for at jeg ikke er en immigrant der ikke kan tage denne beslutning når jeg vil. Tænk hvis jeg ikke kunne tage hjem?

Jeg skubber tanken fra mig og skriver febrilsk viddere med Kilroy om mulighed for at flyve hjem fra et andet land en Venezuela. Jeg længes efter at se mine forældre i øjnene, kramme og fjolle med min lillesøster, holde min niece, spille med min lillebror og bare være. Være hjemme. Være datter. Være storesøster. For det er vel den jeg er i sidste ende? Det er der jeg hører til. Med dem, eller i hvertfaldet i nærheden.

Bogota og en dato inden for de næste par uger. Jeg er glad og lidt stresset. Men Bogota. Er det ikke farligt som alle siger, og hvordan skal jeg komme over grænsen og alt det?

Jeg tager en bus ud til det Caribiske hav en sidste gang. Den svinger sig med super høj musik ned over en jungelfjeld side, og jeg ligger med ørepropper op af min taske og er køresyg. Klimaet skifter. Tog bussen med tyk trøje og sko, men nu må jeg lyne bukserne af ved midten og sidde i undertrøje. Bussen har ingen glasvinduer og der er primært afro venezulanere i den. De står af og hopper på i små afsidiges landsbyer her i høj junglen der snart møder det Caribiske hav.

Jeg stiger fortumlet ud af bussen og vandrer mod stranden med min snorkel. Det er lige så smukt som i Colombia, det karibiske hav. Og jeg svømmer og hygger mig og leger med en lille pige og snakker med badevagten som næsten ikke tror på jeg kan svømme. Men jeg gør som han siger og bliver tæt på land. Der er en rolig stemning, men ville helst have været der med Dorin eller mine nye venner fra Caracas, men de skulle arbejde. Jeg indsnuser i fulde drag havluften, velvidende at det bliver sidste gang i meget lang tid jeg er i og ved det karibiske hav for i morgen går turen mod Caracas og derefter Bogota og derefter hjem! Hjem....hvis busserne ikke strækker undervejs eller nogen stjæler mit pas, eller jeg farer vild..

Ej jeg skal klare det. 1400 km i bus. Men jeg har jo en uge....

Bussen kører fra Caracas om aftenen og jeg sætter mig ved siden af en ung fyr. Vi snakker en masse for vi kan ikke se filmen der kører. Han fortæller om sin baggrund og familie og jeg fortæller. Så går tiden hurtigt og til sidst falder vi i søvn. Næste formiddag er vi i en lille bjerglandsby. Jeg vil ud og se bjerget og det vil han også. Der er en zoologisk have med jungel bagi og et marked i byen. Det er koldt og jeg begynder at glæde mig til at komme viddere.

Bussen næste dag er mindre og jeg sidder i den i evighedder før vi stopper et std hvor jeg spiser en sandwich. Til sidst stopper den et sted hvor jeg skal finde en taxi for at komme viddere til grænsen. Jeg bliver desperat for alle taxi mændende vil ha sidsygt mange penge for mig fordi jeg skal ind og have stemplet mit pas og det kan de andre kunder da ikke vente på. Jeg opgiver dem. Hele banden. Køber en kage og en juice og sætter mig på min rygsæk og kigger ud i kaoset. Dette er det sidste af Venezuela, tænker jeg. Du skal nok komme til Bogota. En dag. Jeg er sur på taxa mændene for jeg har kun 200 bolivares tilbage, for jeg ville ikke hæve for at tage en masse med ud af landet. De er ikke meget værd i de omkringliggende lande. Der er mange der kommer hen og vil sælge mig taxier men det er hele tiden det samme dyre mærkelige noget de prøver på. Det stilner af og jeg sidder bare på min taske, som en alien der er dumpet ned i menneskeverdenen og bare er tilskuer. Pludselig kommer en gammel dame bagfra. Hun siger med rusten og spinkel stemme og en temmelig krumbøjet nakke. ”Hijita”; (Mit lille barn) ”NO sabes que hay autobusses?” (ved du ikke der er busser herfra?) Nej, udbryder jeg. Den lille engle agtige dame forklarer mig minutiøst vejen hvor jeg kan finde de grønne lokalbusser der kører til grænsen hvor jeg kan få stemplet mit pas og tage bus viddere. Det koster 20 bolivares, siger hun. Jeg smiler og takker hende sikker altfor mange gange i forhold til hvad der er normalt, men bliver så glad. ”Jeg kommer til Bogota, jeg KOMMER til Bogota. Bussen er stoppet med mennesker og er lille og grøn. Jeg sidder ved siden af en sød dame der snakker løs og spørger om det ene og andet. Jeg spørger hende meget om det med grænsen og hvor jeg skal stå af, og hvor jeg skal stemple. Bus turen tager næsten 3 timer, troede det var 20 min hehe, men så er det jo klart taxierne ville have noget betaling trods alt.

Inden jeg skal af giver damen mig 100 bolivares. Hun smiler og siger at dem for jeg brug for. Jeg kigger vantro på hende. Har lyst til at give hende dem tilbage og sige at det er da alt for meget. Men noget insisterende i hendes blik for mig til at beholde dem. Man ved jo aldrig tænker jeg.

Grænsekontoret er lukket da jeg endelig finder det og har lyst til at råbe at nogen da for pokker bare kunne sende mig en privathelikopter der kunne flyve mig til Fensmark men det kan jeg jo ikke helt forlange af verden. Der har jo trods alt kun været søde mennesker ind til nu. Jeg spørger en på gaden om man så slet ikke kan komme over grænsen i dag og han peger op af i byen og forklarer at der er der et døgnkontor. Jeg nikker og prøver at smile, men jeg har nok set nærmest sur og fornærmet ud. Det begynder at bliver tusmørkt og min taske er virkelig tung og jeg er totalt sukkerkold. Finder grænsekontoret efter lidt ledning, og ser den enorme kø hvorefter jeg skynder mig hen til et lille bageri og sætter mig tungt på deres træstol. En Cola og en kage tak. Jeg drikker og spiser og mærker tålmodigheden og håbet komme tilbage. Jeg kommer til Bogota. Jeg skal hjem!

Omsider er det min tur i køen. ”Hvor er dit stempel?” siger den Venezuleanske betjent bag skranken. Jeg kigger på ham som et spørgsmålstegn? ”Det er jeg kommet her for at få”, siger jeg så høfligt jeg kan. ”Du skal over i butikken derovre og købe udgang af Venezuela?” Jeg føler mig diskrimineret og gjort grin med, og selvom jeg har drukket cola og spist en kage forsvinder al tålmodighed igen. ”Men...”jeg skal til at spørge om al mulig men tænker i det samme ”Køb din billet få dit stempel og aldrig mere Venezuleansk grænse” Jeg køber billetten til at rejse ud af Venezuela. Den koster 100 bolivares, lige det damen i bussen havde givet mig. Det er en lille bogforretning og jeg griner af situationen og spørger den støvede boghandler hvor i alverden de penge ryger hen. ”Til staten,” siger han tørt og putter et lille klistermærke på min billet og stempler.

Jeg tager den på latinamerikansk og springer hele køen over, betjenten nikker og er enig i min handling og nogle af de andre rejsende syntes også det er ok. Jeg får mit rigtige stempel og nu mangler jeg bare at finde Colombia. Jeg ryster på hovedet af mig selv. Spørger en dame, og hun forklarer jeg skal passe på ude nu for det er mørkt men at jeg trygt kan gå op til en bus et par gader oppe, den kører mig ned til grænsen. Jeg takker hende.

Jeg finder bussen men han forklarer at han ikke kører endnu. Jeg prøver at forstå hvornår han kører men er for træt. Jeg går hele vejen ned til grænsen langs vejen på fortovet. Jeg tager en sort trøje over håret og prøver at gå så maskulint som mulig. Heldigvis er der andre mennesker på fortovet. Også en kvinde og hendes 2 børn, spørger hende om hun ved hvor jeg skal stemple ind i Colombia men hun vil ikke konversere. Jeg trasker forbi hende og tænker:” Tænk hvis kontoret er lukket?” Det står og lyser nede på højre hånd efter broen. Der er en politibetjent udenfor der nærmest ønsker mig velkommen. Jeg er nok på hans datters alder og han syntes det er mærkeligt jeg vandrer alene over grænsen i mørket. Det syntes jeg også, forklarer jeg men vil til Bogota med natbussen for jeg skal hjem til Danmark. Han smiler og kan godt forstå jeg ikke ville sove her på et hotel og ville viddere. Han siger jeg skal sætte tasken, slappe af for her er trygt og at han vil vinke til mig når bussen mod den store busterminal kommer.

Jeg sætter mig ned med min taske og er taknemmelig for hans hjælp så jeg slipper at stå alene derude i mørket og flagre. Der kommer bussen. Løber op til den og sætter mig ind. Det er samme bus som den jeg prøvede at tage før som ikke kørte ”Endnu”. Det er jo perfekt tænker jeg.

Her stopper bussen.

 Der er en kæmpe rundkørsel og jeg kan slet ikke se busterminalen for bare biler og tør ikke gå over vejen. Jeg er stresset for det er mørkt og helt sikkert over 20. Jeg venter til en anden person krydser den fuldstændig sindsyge vej og kommer ind i bus terminalen. Aldrig har jeg været i en mere kaotisk busterminal. Ingen info, intet. Jeg løber hen til den største langdistansebus der er og spørger hvor de kører hen. ”Bogota!”, smiler den pæne middelaldrende buschafør. ”Der vil jeg gerne hen!”, siger jeg meget forpustet. ”Vi kører nu!” Jeg forklarer ham at jeg ikke har nået at hæve penge endnu. Han siger de vil vente på mig. Jeg insisterer på at det er bedst at tage rygsækken med mig på ”Pengejagt” og beder dem for Guds skyld vente på mig. Jeg kommer ud i den vilde traffik og rundkørsel. Ingen gadelys, intet, bare biler og kaos. Jeg har ikke refleks eller lygte og venter igen til en anden person krydser vejen. Spørger nogle ved et busstopsted om her er en bank. Nej det mener de ikke her er. Spørger ved et hotel, bank nej. Tænker at jeg ikke kommer til Bogota alligevel, men spørger nu efter en bankomat og en mand siger han tror der ligger en i den retning. ”Puh den åndsvage taske”, har lyst til at give det hele væk bare for at nå den skide bus. Jeg lukker mig ind i det lille bur man skal gå ind i for at hæve, og begynder at tude, som et lille barn. Finder rystende mit hævekort frem og har blackout på koden, for har ikke brugt den i meget lang da jeg havde kontanter. Prøver det norske visakort og der er gevinst. Mærker lettelsen skylde ind over mig. ”Bare den nu har ventet på mig den store rare bus”

Jeg løber tilbage til kaos-terminalen og buschaføren nærmest haler mig ind i bussen. Jeg sætter mig tungt i sædet og finder alt mit varme tøj frem og går ned og skifter på toilettet. Der er altid airkondition i disse store busser og det er virkelig koldt når man skal sove.

Jeg falder i søvn med min bagage sikkert pakket nedeunder med nummer på og vågner først da vi stopper for at købe morgenkaffe i en lille bjerglandsby. Jeg er så glad og lettet og sætter mig foran for at sludre lidt med buschaføren der fortæller om landsbyerne, hvad de producerer og hvordan Colombia er i stadig udvikling. Han er en glad buschafør og det er hyggligt. Hele bussen stopper for at købe varm morgenmad ved 10 tiden og jeg spiser suppe med gris og kartofler. Smager herlig.

Bogota, Colombia!

Sikke en rejse fra Caracas helt ned til Bogota. Jeg er helt træt da jeg kommer frem, men Colombianere har en sådan åben og herlig atitude at man ikke kan føle sig trist eller træt særlig længe. Det første der møder mig er en super tjekket turistinfo hvor de hjælper mig med det jeg har brug for. Bagefter en kop kaffe hvor nogle snakkesagelige damer vil vide alt mulig og stolte praler med deres viden om vikinger og de nordlige lande.

Jeg har fået lov at bo hos en Host fra Couch Surfing og i hans del af byen er det som at være hjemme i Europa. Men virkelig mærkelig egentlig. Alle snakker om hvor farligt Colombia er. Hans køleskabsdør er fyldt med pizza og anden ”Fast food” reklame og han spørger om jeg er sulten. Julian fortæller at det er hans første år i arbejde. Dette tyder på han kommer fra en velstillet familie. Hans lejlighed er tjekket og helt anderledes end andre lejlighedder jeg har været i i Syd Amerika.

Julian fortæller han gerne vil læse sit speciale i Skandinavien og vi snakker om forskellige kultur forskelle, politik og hans baggrund.

Julian er lidt syg og jeg tusler lidt rundt i regnen alene. Der er meget koldt i Bogota og jeg har ingen bukser. Vi går i et supermarked senere og finder et par billige cowboybukser og tykke strømpebukser og strømper.

Glemmer alt om kulden og regnen!

Baren er stopfyldt. Salsamusikken blæser ud af højtaleren og alle er igang med at danse. Fire piger i en gruppe er enormt åbne og søde og spørger om jeg ikke vil være der sammen med dem. Vi danser på livet løs i en cirkel. Der er næsten ingen mænd at danse med, men det passer mig egentlig fint. Pigerne er skønne. Den ene er fra Cali. ”Jo jeg savner Cali. Der er varmt og mindre. Men det er spændende at arbejde her i Bogota,” fortæller hun med sit store smil og hendes afrokrøller hænger livligt omkring hendes ansigt. Hun er utrolig smuk syntes jeg. Det er skægt at danse med pigerne. Koncerten begynder og jeg glemmer alt om de 8 grader udenfor, fjeldregnen og kulden der sætter sig som nåle i huden. Forstår ikke hvordan en nordboer som mig kan syntes her er så koldt.

Hele bandet består af afro-colombianere og forsangeren spiller Marimba. Det er musik fra kysten og det er helt fantastisk. Baren bliver fyldt mere og mere op med afro colombianere og de danser som jeg sjældent har set nogle kunne danse. Der er en energi og en glæde uden lige og jeg lader mig rulle med af de caribiske rytmer og fremmede melodier.......

Sådan smager Colombia!

Genialt! Julian tager mig med på en lille rundtur i den historiske del af Bogota. Der er super hyggeligt. Alt hvad jeg har savnet ved det Syd Amerika jeg kender i Venezuela finder jeg her. Alt slags mad bliver solgt fra små boder. Enhver genstand kan sælges og der råbes højt op om hvad det er og hvad den koster. Dobbeltlivet. De oficielle restaurenter og butikker og alt det der bliver solgt og spist på gaden. Det er koldt og regner så efter en stund finder vi lokal mad med lokal musik. Friskgrillet kød, guaquemole, arepas med ost, kartoffelsuppe og kylling i tomat. Vi spiser og spiser og jeg er lykkelig mæt i smagen af Colombia.......

”Alt er korrupt!”

Det er den eneste kommentar Julian på 24 har til politikken i Colombia. ”Det har forbedret sig utrolig meget siden halvfemserne, men stadigvæk savner jeg end mere ærlig regerings magt,” fortæller den høje rolige fyr med krøller. ”Det hele er korrupt når alt kommer til alt. Men FAHRK eksisterer kun nu i meget lille omfang  og ikke i Bogota. Tættere på nogle af områderne hvor de dyrker Koka, er FAHRK. Der er stadig farlige områder her i Bogota hvor du ikke skal gå hen! Her oppe for eksempel, er der et frygtelig skel mellem fattig og rig, og det giver mægtige frustrationer og kriminaliteten er voldsom for at få fat i små penge.” Men Julian er glad for sit Colombia. Han elsker at gå ture i bjergene og tage billeder og er godt på vej med arbejde og uddannelse........

Indsendt af Anja Lillemaehlum kl. 21.08 Ingen kommentarer: 

Farvel....

Jeg går ind i flyet og tænker på den dag for 10 måneder siden hvor jeg satte mig ind i et lignende fly. Jeg takker Gud for alle de mennesker jeg har fået lov til at lære at kende og alt det jeg har lært og oplevet. Jeg er  meget berørt, for jeg glæder mig som en gal til at komme hjem og være sammen med mine nærmeste og samtidig er det så mærkelig at skulle forlade dette kontinent og disse mennesker, som jeg er kommet til at elske!

Alle de åbne mennesker, spontaniteten, livet som rejsende der møder andre rejsende, deres glade musik, passionerede hjerter og tilstedeværelse. Jeg er berørt fordi jeg ved hvor mange her der ville ønske de kunne sætte sig i en flyver og gøre det sammen som jeg har gjort og vende hjem med nye oplevelser, ny viden. Jeg ved hvor priviligeret jeg har været, og jeg ved nu hvor mange skæbner der drømmer om bedre livsvilkår men som formår at lave en fest ud af deres liv og leve i glæde, kærlighed og åbenhed på trods af de begrænsende økonomiske omstændighedder og mulighedder for at viddereuddanne sig der omgiver deres liv.

Mgl kapitler, junglen-Venezuela-Bogota

Tør mælketår

Den manglende basisviden om hygiejne og ernæring er ikke til at holde ud. I dag sidder lillepigen på 2 og spiser mælkepulver fra en lille bitte kop med en plastik ske. Mælkepulveret er ikke opløst i vand, og det svarer til at spise tørt mel. Jeg forklarer moren at mælkepulveret er til at opløse i vand og at det er farligt hvis hendes lille pige indånder mælkepulveret. Lillepigen har sår over det hele. Førhen var det måske skoldkopper eller myggestik. Hun bliver ikke vasket dagligt og går konstant uden bukser på for bedre at kunne tisse hurtigt uden hjælp.

”Jeg vil (ikke) vaskes”

En eftermiddag vasker jeg hende med bakteriedræbende sæbe og med shampo og tænker på sangen:”Men hvis du vasker mit hår så blir jeg rasende og sur,” for aldrig før har jeg hørt en lille pige skrige så højt. ”Det er bare sæbe og vand, lille ven”. Klemmer hende og tørrer hende og giver hende rent tøj på. Det føles befriende på en eller anden måde. Jeg er ked af at hun er den sidste i søskendeflokken på 7. Lillepigen er alles og ingens ansvar. Hvis jeg skal ha børn en dag vil jeg vaske dem, give dem ordentlig mad og tid og opmærksomhed så de kan udvikle sig. Vil sætte små sløjfer i håret på min lille rene pige, og tørre snottet af og vaske hendes undertøj.....ved godt det er helt basalt, men bliver så ked af at se lillepigen i sådan en tilstand...

Klaustrofobi

Ingen benzin til båden. ”Benzinmanden” er i marken. Her har vi heller ikke benzin. Og vi som skulle ud på oplevelsestur med morfaren og Mark og Teddy. Senere finder vi benzin at købe.

”Juan de Soco”. En forholdsvis stor landsby med mange mennesker og huse som ligger mere tæt. Der er mere beskidt og huset vi har fået lov at sove i er meget beskidt og kaotisk. Her er intet at købe i landsbyen og vi har kun taget ris og kaffe med. Jeg kan ikke finde ud af at fiske. Man kan ikke ringe i telefon. Det tager lang tid at koge vandet vi kan drikke og jeg er konstant sulten og tom for energi. Ingen system med skræld, eller hygiejne i huset. Beskidt gulv, børn der tisser rundt omkring. Det var dem som inviterede os til sit hus. Nidia, moren til 7 er træt og stresset og kommanderer med sine børn.

”Så gode sager!”

Jeg får en stærk følelse i kirken. Der er mange nye i troen og det er skønt at vide at vi er en del af et stort globalt kristent fællesskab. Mange millioner af mennesker søger Guds fred og kraft lige nu. Jeg holder to børneandagter og en prædiken om at: ”Så gode sager.” Fremtid, børn, forbedring af jord er vigtig for at kunne så yuka. Således er forberedning af hjertet også vigtig for at kunne leve som en kristen. Kun ved at være i kristus kan vi gøre gode gerninger. Taler om helligåndens kraft til at kunne ændre vores situation. Søstrene bag i kirken siger amen. 

Det er rørende at mærke Marks iver efter at lære mere om Gud. Han har været en Kristen i 2 år og har så mange spørgsmål men også en god basal forståelse af evangeliet.

De har en enorm glæde ved evangeliet dér, og de udtrykker det herligt gennem deres lovsange på Tikuna med tamburin og trommer.

Gæstfriheden slår mig i 12. de octubre. Naboerne byder på fisk. En lille dreng smutter indom med fisk. En bedstemor kokererer. De har det vi vil kalde ingenting, men de er stolte fiskere, jægere og snedkere og bådmagere og deler med enhver der kommer tilrejsende.

Det er svært at være med i politik i vores indigenassamfund som kristen, fordi gruppen lægger stor vægt på shamanens rolle og magt, vores ur-tro”, fortæller tidligere representant for Tikunaerne i folketinget i Colombia. Han bor tilfældigvis her i 12. En Indigenas er stærk i sit rette element, men hvis han bliver taget ud af det er han svag. Jeg kunne aldrig tænke mig at bo i byen. Ikke ved jeg noget om forretning og ikke har jeg uddannelse, men jeg er dygtig her med mine fisk, mine marker og jagttradition.

Min Bananmark!

Teddy tager mig med på ”arbejde”. Vi ror et langt stykke i kanoen inden vi når hans mark med bananer. Det er svært at komme fra kanoen og op til marken da kanten er utrolig mudret efter så mange måneder med høj vandstand. Bananpalmerne giver en klase hver og når denne høstes skal palmen fælles så de nyre spirer kan få luft og lyst og samtidig er palmen gødning for disse. Jeg for lov at plante en lille bananplante, den er sød syntes jeg. Håber den vil give Teddy og hans familie mange gode bananer.

Sikke en gudstjeneste

Kirkens fødselsdag fejres. Og vi har allerede været til Gudstjeneste i ihvertfald halvanden time tror jeg. Pludselig er der to der skal giftes midt i det hele. Det virker som om det er første gang for præsten og dette resulterer i at der er flere præster som holder lidt tale og byder ind med forskellige ting. Bruden er temmelig frustreret ser det ud til. Det har sig at hun er lærer fra byen og hendes mand er Tikuna i landsbyen 6 timer op af floden fra Leticia. De er på vej ned af kirkegulvet da hun nærmest klynker til sin elskede. ”Ringen.” Han krammer hende og de går tilbage og prikker præsten på skulderen. ”Selvfølgelig” ”Ringe”...Oprindelig i Tikunakulturen er der ikke nogen stor tradition for at gifte sig. Det er mere end fest når manden har fået farens ja til pigen. Så dette bryllup er nok lidt brudens drøm om at gifte sig som hun har set på film men så er det hele alligevel totalt junglekaos. ”Pobrecita..” Synd for hende. Pludselig skal hun også døbes og praktisk nok i den hvide kjole hun har på. Hele kirken ned til floden hvor hun bliver døbt.

Senere møder jeg hende gående i mudderet ned til det mest fjerntliggende hus for at spørge om Kakao. ”Sagde du kakao?” spørger jeg forvirret. For bruden her trasker i sene gummistøvler for selv at forberede kakao og brød senere. Jeg har lyst til at lave det for hende, men vi skal ha møde med lederne i kirken og det er dem jeg trasker rundt for at finde. Hun kommer lige om lidt. Han er på vej. Nej de er i den anden ende. Vi kunne også mødes i morgen. Jeg er fortvivlet. Nej idag venner. Det er nu vi har muligheden for at samle os for en kort stund og fastlægge program for de næste tre dage.

Senere er der kædedans til merrengemusik, kakao og friturestegte fladbrød til alle og bruden danser glad med sine børn og sin tikunamand rundt og rundt med hele menigheden og flere fra landsbyen..........

Juan de soco     

”Vi skal lige op og hente nogle yukarødder”, fortæller Alvaro som er tikuna far til 7 børn og præst i landsbyen Juan de Soco. Vi går igennem junglen, det er mudret og stien går opaf. Det er som et bjerg vi skal bestige men midt i junglen. Det er meget varmt og fugtig og Alvaros to midterste børn går i nærheden af mig og hvisketisker om hvores besøg. Pludselig stopper Alvaro og hiver sin Machete op af spændet. Han hugger en stor gren af et træ som ligner det har taget en militærjakke på. Alvaro begynder at slå på grenen med den sløve enden af sin lange machetekniv uden at forklare så meget. Jeg spørger hvad han laver. ”Sådan her har vi udvundet papir igennem mange generationer. Papir til at lave tøj af, papir til at male på eller lave tasker af.” Han slår og slår. Til sidst bruger han alle sine kræfter på at flå det store barkstykke af. Det er som stort stykke stof. Fantastisk. Vi går langt ind i junglen og jeg går lidt sukker kold da vi endelig når til hans jordstykke. Troede vi bare skulle gå et lille stykke så har ikke taget vand med. Børnene vil have Dorin og jeg lidt længere ind for der er sukkerrør. Det lokker men jeg er virkelig træt. Sukkerrørerne hjælper på tørsten og sukkeret i blodet og jeg mener mig i stand til at kunne gå tilbage. Alvaro har efterladt store bundt med yukarødder, som er som små tynde træer og vi læsser det på vore skuldre og vandrer den lange vej tilbage.

Børnene stopper. De vil klatre op  en palme og hente en slags mango frugter ned som hedder Kaimo. Palmen har ingen små grene og de klatrer op ved hjælp af ben og armkræfter.  Jeg kan ikke engang tage eet tag på den måde. De kaster mange frugter ned mens vi venter på Alvaro. Da han kommer beder han børnene komme ned så vi kan fortsætte vandringen. ”Kun hvis du vil flette mig en taske”, siger drengen. Alvaro smiler, for det vil han gerne. Han smiler igrunden næsten hele tiden, men sine store hvide tænder og sine intense øjne. Han hugger nogle store grene af en palme og fletter i rutinerede tag hurtigt en rygsæk til sønnike, som overglad putter sine frugter i den lille taske.  Med en lian bundet til tasken bærer Rudy glad frugterne i tasken med panden. Alvaro lægger et par bananer i også og hjælper med at placere et par sukkerrør på Rudys skulder. Han er helt klistret i hele hovedet og smuds har sat sig i klisteret, for Kaimofrugten er megaklistret.

Da vi kommer hjem til det store kaotiske hus der ligger lidt bag nogle af de andre huse i landsbyen giver Alvaro os sit hjemmelavede papir og giver os blade han har fundet på vejen. Hvert blad giver en forskellig farve. Det er vildt fascinerende. Farverne er utrolig intense og blandet med lidt spyt er det nemt at male med bladende på det tykke stoflignende papir.

Kan man nævne Venezuela uden at nævne ”Hugo Chaves”?

Hver anden bygning her har en eller anden form for propaganda printet på, lige fra stor plakater med hans billede, til regeringens logo: ”En la Marcha!”(”i marchen”) eller Gobierno Bolivariano (regeringen Bolivarianer). Ministerio del Poder Popular para...la Cultura..(Ministerio for populær  Kultur).

Metroen, er det for 14. år sidende regerings projekt. Dér i metroen spilles klassisk musik og store kampagner om hvor godt det er Caracas har en Metro som den røde regering har stået for, pryder væggene.

Den anden dag tog vi et kabel-tog op til et bjerg. På samtlige plakater var der logoer med den røde signatur, det røde venezulenanske hjerte eller ”Sammen bygger vi Venezuela.”

I turistinformationen bærer flere dokumenter regeringens logo. Det er nok svært at undgå når den har siddet så længe. Alt hvad der er sket de sidste 14 år er jo i den røde regerings navn og ikke mindst i Hugo Chaves navn.

Jeg går i teatret, for det er gratist, men i dét jeg går ind får jeg stukket et flot stykke propaganda katalog i hånden. Dette katalog beskriver ”den utrolige velstand og forandring Hugo Chaves har bidraget med”. Kataloget er delt op i kapitler. Fædreland. Steder vi kan mødes. Vedligeholdelse af byen. Asfalt fest. Sport. Flygtninge centre. Skoler/uddannelse. Helbred. Den store Venezuelanske mission. Steder at ånde. Korn til Socialisme. Fri undervisning. Plejehjem. Byen Caracas for de unge. Fødevare forbedrelse. Ved hvert kapitel er en flot farverig rubrik hvor der står hvor mange mennesker som indirekte har oplevet forbedringer i sit område eller i sin livsstil. Teatret er svært at forstå med det virker som om det på humoristisk vis prøver at hjælpe folk med at danne en fælles hukkommelse om hvor fælt det var før i tiden og hvor godt det hele er nu.

Min første aften i Caracas tilbringer jeg med et herligt par mennesker fra det lille og utroligt dyre hostel. Vi går ned på pladsen sammen for jeg vil gerne høre musikken. Bag musikken er der et kæmpe banner med Hugo chaves, hvor ”V”et er et hjerte. Patetisk tænker jeg. De spiller herlig musik, og pludselig indser jeg at det er en kæmpe fest for at indlede hans valgkampagne. Hostelmanden Gustavo har klædt sin store grønlandske hund i en rød T-shirt hvor der står Amo Chaves. Hunden kommer i fjernsynet og hostelmanden er glad. Mange er klædt i rødt og det er vist ikke lige i denne forsamling man skal stille spørgsmål til om Socialisme kan trives i et enten/eller forhold til en overmagtfuld president.

Gustavo forklarer bagefter hvor stor forskel, Caracas især, har oplevet med Chaves politik. ”Før”, fortæller Gustavo. ”Før, var der folk der levede af det hundene spiser. Der var så ekstrem fattigdom at det var til at brække sig over. De rige betalte ikke skat og de store industrier sad på magten. Vi var slaver af kapitalismen. Der var ingen infrastruktur eller ordentlig offentlig transport. Idag er der 30 procent fattige før var der 60 procent fattige. De store firmaer betaler skat og de rige betaler mere skat end de fattige. Jeg er stolt af Hugo Chaves. Han har et TV program hvor han på en afslappet måde forklarer om sine tiltag og hans sprog er fra arbejder klassen. Han har afro-venezuleansk baggrund og elsker at danse og feste og det kan jeg godt li!.” Gustavo smiler over hele hovedet og er oprigtig i sin beskrivelse af hans helt. Gustavo er ikke den eneste i Caracas eller Venezuela som hylder Hugo Chaves disse dage. Millioner af fans landet over hylder deres helt fordi de direkte har fået ”Gaver” af Chaves. Områder har fået foræret køleskabe og børnepenge og de er fans af Chaves.

Er socialisme altid første skridt imod kommunisme i Syd-Amerika?

I mange måneder har jeg ”prædiket” om det gode ved socialisme i Peru, for venner og bekendte. Frustreret har jeg lagt mig til at sove fordi de ikke har et velfærds system der kan favntage enlige mødre og arbejdsløse og tårevædet har jeg hørt gadebørn synge og rasle i busserne i Lima. Jeg læser febrilsk om Socialisme, denne aften for jeg er shokeret. Det er ikke den socialisme jeg mener at kende jeg oplever disse dage i Caracas. Men tanken kommer fra samme sted? Hver gang jeg har snakket om socialisme i Peru tænker de på Diktatorer og kommunisme. Det har jeg aldrig forstået før i dag. Det er jo den utopiske Socialisme der skal være grundlaget, hvis ikke kan vi lige så godt byde Kommunismen velkommen. Jeg indser at der er en hårfin grænse mellem socialisme og kommunisme. Karl Max ville Kommunismen, og den er blevet prøvet så rigeligt i Diktatores navn i utrolig mange lande. Det kan så hurtig gå galt. I Skandinavien har vores velfærds stat en lang tilblivelses periode. Ønsket om velfærdsstaten kommer fra forskellige grupper i samfundet. Alt er opstået nede fra og op, og derfor skiller det sig ud fra disse Kommunistiske lande som Cuba, Kina osv. Tanken virker utrolig ens men der ligger så meget bag her som ikke er til at stole på.

Korruptionen er stor. Hvordan kan en dedikeret socialist putte midler i egen lomme? Vi har også til tider korruption, med ministre som rejser for meget til Canariøerne, men her er det bare noget større summe.

En leder som sætter sin signatur på alt. Som har magt til at bryde ind i enhver TV kanal af opositionen og holde en propaganda tale? En president som forærer ting væk for at få stemmer? Som glemmer at det er det forebyggende som er vigtigst?  Som ikke tænker på det lange løb? Inflationen er enorm her, og der er ingen sammenhæng mellem indtjening og ugifter. Regeringen substituerer billige madvogne med majsbrød og ost mens fødevarende stiger i supermarkedet.

Alle kasinoer er blevet forbudt og det er ikke lovligt at drikke på gaden. Teatre som ikke er støttet af staten er blevet forbudt og lukket fordi de lavet sarkastisk teater om politik. Forfatteren fra Peru blev sendt ud af landet efter et foredrag. Det koster for en Venezuelaner at rejse ud af landet som på ligefod med alle andre. Der er restriktioner på hvor meget udenlandsk valuta du må eje, for at stabilisere økonomien, og for dem som vil til udlandet kan de kun hæve 1000 dollars om maaneden, med en tilladese fra staten. Dette kender Argentinerne også til. Dollaren og Euroen er der derfor mange som gerne vil have fingre i sort her. De er blevet forbudt at hæve mere end et vist beløb på deres visakort om måneden i udlandet og der kan ikke opspores Dollars i Argentina.  Mange veksler i øjeblikket sine penge til Dollars fra rejsende, for når de først rejser ud af Venezuela er det et kæmpe bureukrati at hæve udenlandsk valuta fra sin bankkonto, og kun et vist beløb om måneden.

Jeg ser på vores egen velfærdsstat og er lykkelig over ikke at have en tåbelig president i hvis navn alt skal foregå, men syntes også at se en klar linie. Det perfekte samfund eksisterer ikke. Hvis socialsimen trækkes for langt ud i praksis er det jo kommunisme. Vi kan ikke have en statskasse der løser alle problemer. Hvis ikke der er offentlige hudlægespecialister og et hospital der kan afhjælpe special-sager på mindre end et halvt år og en ordentlig grundskoleuddannelse med kvalificerede lærere og kapacitet til antallet af elver i klassen hvad hjælper det så med 50 procent i skat? Det er godt vi har vores fagforeninger, vores A-Kasser, vores sikkerhedsnet til dem som er virkelig trængende, demokrati og vores grundlæggende opfattelse af ligelig fordeling, men at vi lægger så meget ansvar på staten føler jeg mig mindre og mindre tiltrukket af. Tænk hvis der pludselig er en president som kommer til magten i Danmark....Hugo Jensen! Vi elsker dig for du er sej!Du har givet os alt og alt der var før var frygtelig og nu er det hele meget bedre takket være dig....Du er ved at lave en kollektiv hukkommelse for os alle men det er ligemeget. Du har jo bygget metroen og givet min mor arbjede i staten så du er den bedste!!........men det sker nok ikke. Det er jo lille trygge Danmark. Heldigvis!

Bogota, Colombia!

Sikke en rejse fra Caracas helt ned til Bogota. Jeg er helt træt da jeg kommer frem, men Colombianere har en sådan åben og herlig atitude at man ikke kan føle sig trist eller træt særlig længe. Det første der møder mig er en super tjekket turistinfo hvor de hjælper mig med det jeg har brug for. Bagefter en kop kaffe hvor nogle snakkesagelige damer vil vide alt mulig og stolte praler med deres viden om vikinger og de nordlige lande. Jeg har fået lov at bo hos en Host fra Couch Surfing og i hans del af byen er det som at være hjemme i Europa. Men virkelig mærkelig egentlig. Alle snakker om hvor farligt Colombia er. Hans køleskabsdør er fyldt med pizza og anden ”Fast food” reklame og han spørger om jeg er sulten. Julian fortæller at det er hans første år i arbejde. Dette tyder på han kommer fra en velstillet familie. Hans lejlighed er tjekket og helt anderledes end andre lejlighedder jeg har været i i Syd Amerika.

Julian fortæller han gerne vil læse sit speciale i Skandinavien og vi snakker om forskellige kultur forskelle, politik og hans baggrund.

Glemmer alt om kulden og regnen!

Baren er stopfyldt. Salsamusikken blæser ud af højtaleren og alle er igang med at danse. Fire piger i en gruppe er enormt åbne og søde og spørger om jeg ikke vil være der sammen med dem. Vi danser på livet løs i en cirkel. Der er næsten ingen mænd at danse med, men det passer mig egentlig fint. Pigerne er skønne. Den ene er fra Cali. ”Jo jeg savner Cali. Der er varmt og mindre. Men det er spændende at arbejde her i Bogota,” fortæller hun med sit store smil og hendes afrokrøller hænger livligt omkring hendes ansigt. Hun er utrolig smuk syntes jeg. Det er skægt at danse med pigerne. Koncerten begynder og jeg glemmer alt om de 8 grader udenfor, fjeldregnen og kulden der sætter sig som nåle i huden. Forstår ikke hvordan en nordboer som mig kan syntes her er så koldt.

Hele bandet består af afro-colombianere og forsangeren spiller Marimba. Det er musik fra kysten og det er helt fantastisk. Baren bliver fyldt mere og mere op med afro colombianere og de danser som jeg sjældent har set nogle kunne danse. Der er en energi og en glæde uden lige og jeg lader mig rulle med af de caribiske rytmer og fremmede melodier.......

Sådan smager Colombia!

Genialt! Julian tager mig med på en lille rundtur i den historiske del af Bogota. Der er super hyggeligt. Alt hvad jeg har savnet ved det Syd Amerika jeg kender i Venezuela finder jeg her. Alt slags mad bliver solgt fra små boder. Enhver genstand kan sælges og der råbes højt op om hvad det er og hvad den koster. Dobbeltlivet. De oficielle restaurenter og butikker og alt det der bliver solgt og spist på gaden. Det er koldt og regner så efter en stund finder vi lokal mad med lokal musik. Friskgrillet kød, guaquemole, arepas med ost, kartoffelsuppe og kylling i tomat. Vi spiser og spiser og jeg er lykkelig mæt i smagen af Colombia.......

”Alt er korrupt!”

Det er den eneste kommentar Julian på 24 har til politikken i Colombia. ”Det har forbedret sig utrolig meget siden halvfemserne, men stadigvæk savner jeg end mere ærlig regerings magt,” fortæller den høje rolige fyr med krøller. ”Det hele er korrupt når alt kommer til alt. Men FAHRK eksisterer kun nu i meget lille omfang  og ikke i Bogota. Tættere på nogle af områderne hvor de dyrker Koka, er FAHRK. Der er stadig farlige områder her i Bogota hvor du ikke skal gå hen! Her oppe for eksempel, er der et frygtelig skel mellem fattig og rig, og det giver mægtige frustrationer og kriminaliteten er voldsom for at få fat i små penge.” Men Julian er glad for sit Colombia. Han elsker at gå ture i bjergene og tage billeder og er godt på vej med arbejde og uddannelse........

1.    Sammen om at være sammen

Det er aften. Helt mørkt som det plejer at være her lidt uden for landsbyen Lupuna i junglen. Stjerneklart og følelsen af nat hænger over os fra tidlig aften når der ikke er mere lys. Da ses kun stjernerne og alle de sorte træer og ildfluerne. Her er mudret på stien. Meget mudret. Vi svupper i vores gummistøvler; Clara, Mario, Dorin og jeg. Vi er på vej hen til naboen. En trist begivenhed samler hele landsbyen sammen og vi skal være med til at være sammen.

”Dér ligger babyen,” siger Matheo på 9 og sætter sig helt op af mig med sin spinkle krop på træbænken ud mod gelænderet af huset. Matheo har det meste af disse dage været hos Mario som vi bor hos og til Dorins krea klasser, da hans mor og far begge er på hospitalet og har været der i mange dage. Hans storebror har pendlet frem og tilbage en gang i mellem.

”Hendes sjæl er hos Gud”, forklarer jeg.” Hun er en ”Angelita” (en lille engel) nu”, siger jeg. Han nikker og kigger hen på den lille bitte kiste med de fire lys omkring. Et ved hvert hjørne af kisten. ”Min mor er her ikke”, forklarer han og jeg siger at hun snart kommer tilbage. Han siger, at det ved han godt. Hele landsbyen er samlet om en mors lille dødfødte baby. Alle enten sidder eller ligger i deres store luftige stue. Nogle har taget tæpper med, og der er fyldt med børn der ikke vil sove. De vil være vågne ligesom de voksne. Det er som en ”børnenens nat”. De leger og synger og syntes egentlig det er ret fint ikke at skulle i seng som de plejer. En kristen mand dypper lidt vand på kisten og døber den lille, eller velsigner den og beder en kort bøn.

Jeg bliver rørt af alle de søde børn og den lille baby der nu får denne nat i sin landsby til at lære alle sine fætre og kusiner, mormødre og naboer at kende. Alle snakker åbent om døden som så pludselig ramte den lille og at det måske var sådan det var bestemt.

Moren havde jo fået 6 børn og de var alle sunde og raske og svært at brødføde flere...

Det rører mig at være sammen om det svære. Det er mændene der serverer suppen og kaffen med brød i løbet af natten og hele tiden er nogle vågne. De små ”Store søskene” der har været efterladt til storebror Kilber og naboer ser ud til at nyde at der er kommet så mange på besøg. Ved dagry går et begravelsestog afsted mod en gravplads men vi går hjem og sover.

2.    Sidste dag i Iquitos

Først smutter vi med Mario ind på hospitalet for at købe mere blod til moren med den dødfødte. I Peru er der ikke tradition for at have en blodbank, og det giver store komplikationer når nogen endelig trænger til blod. Det er dyrt at købe det og svært at få fat i det. Dorin og jeg bliver testet om vi kan donere blod, men det kan man ikke med Malaria-medicin i blodet. Mario havde noget begyndende Hepatitis og kunne heller ikke. Håber de finder nogen til at donere i morgen, men i dag køber vi i fællesskab en pose blod. Den koster det der svarer til 1000 kr. Jeg kan ikke begribe at det er sådan.

Moren ligger slabt på sengen men har overskud til smil. Omkring hende er nybagte mødre med bittesmå babyer som tydeligvis er født lidt for tidlig. Hun forklarer at alle her er taget med kejsersnit. Vi snakker lidt om at det er svært at ligge på en flersengsstue med babyer når hun nettop har mistet sin. Vi fortæller om den smukke ceremoni for hendes lille ukendte, og at hendes små døtre og sønner har det godt med storebror og hos naboer og at vi også har været meget sammen med dem. Hun er glad ved den tanke. Det gør ondt når hun skal sætte sig op for at drikke juice. Vi hjælper hende, så godt vi kan.

Jeg kan se Dorin har en lille hospitals-forbi som jeg havde før i tiden. Hun er bleg og kigger meget betuttet på moren og alle de andre mødre som til tider stavrer sig frem med flere hjælpende hender mod toilettet som er lige bag ved morens seng. Hun rejser sig pludselig og siger hun har brug for luft og vil købe mere juice og noget vand at drikke til os alle.

Det offentlige hospital i Peru er anderledes end det private hvor jeg var indlagt en lille kort stund. Her er en kolosal ventetid på at kunne spørge om information, og det er svært at finde ud af det med det blod, for de siger moren mangler men at i morgen skal faren udfylde papirer og tage til det regionale sygehus og købe mere blod. Lægen kommer først meget senere på aftenen.

3.    Afsked med Peru

Dagen er kommet til at drage viddere. Det er mærkeligt at sige farvel til Mario, Clara, Artemio og Patricia. Det bliver svært at holde kontakt med dem, men måske en dag prøver jeg at sende dem et brev.

Det er altid så mærkelig at blive bevidst om hvor mange paralelle liv der eksisterer i verden og at blive en del af forskellige af disse liv. De fortsætter når jeg drager videre. I deres spor. I deres helt forskellige mønster af et liv, i forhold til mit liv i København. Alt er så helt og aldeles anderledes, men alligevel føler jeg mig en del af det og lægger en smule af mig dér i landsbyen da jeg tager videre.

Lanchaen (den store tre etagers gods båd der ligner et stort flydende hus) er fyldt med hængekøjer og ventende pasagerer som den anden gang jeg rejste med et sådant fartøj. Vi køber det vi mangler af vand og brød og sætter os i vores hængekøjer. Vi var bange for at komme forsent og var her en halv time før afgang med af en eller anden ukendt årsag sejler båden ikke før to timer efter den skulle have sejlet.

Vores sidemakker i båden har en lille sød datter og hendes mand arbejder langt væk med olie siger hun. Hun har været derhenne for at besøge ham. De to andre side ”damer” skal længere op af floden og besøge deres mænd som arbejder i en gul mine. De fortæller de har vænnet sig til at deres mænd bor langt væk men at de ville ønske der var arbejde i Iquitos til mændende. Jeg siger at det kan jeg virkelig godt forstå og for mig er det svært at forestille mig stort set opdrage mine børn alene fordi min mand arbejder langt væk.

En ung gut ligger sløvt i sin hængekøje og har 3 sange på sin mobiltelefon. Dem spiller han igen og igen og igen, og så igen. Dorin og jeg griner af det for nu kan vi hans sange og de bliver en monotom bagrundsmusik til vores spanskstudier her i hængekøjen. På et tidspunk spørger jeg fyren om han har en anden sang og han siger nej og spiller sin sang nr 1 for 156´n tyvne gang. Dorin og jeg for ryddet ud i vores spanske gramatik fejl og studerer stort set hele dagen. I og med vi begge snakker forholdsvist gebrokken stadigvæk sniger der sig meget ukorrekt spansk ind, og ofte ved jeg hvad hun mener hvis hun siger noget på fransk, og hun forstår mit ukorekte spansk, så i dag er det tid til at rydde lidt op i gebrokkenhedderne.

Det er den mest fredelige grænseovergang jeg nogensinde har krydset. Vi sejler i en lille båd over til en ø hvor der er et stort kontor og en cafe. Kontoret åbner først senere så vi sætter os på den lukkede cafe og spiser resterne af brødet fra båden.

4.   Leticia

Forskellen fra Peru til Colombia slår os med det samme. Her er alt mere organiseret. Der er butiksfacader, fortov, folk kører med hjelme og her minder mest om alt om en syd italiensk by som er lidt fattig. Her er sågar lyskryds med gåmænd og damer og vi griner, for det har vi ikke set længe. Grøn mand, så går vi!

Vi slapper af en dag på et hostel og næste dag finder vi JUCUM (Ungdom med opgave) i Leticia. De er meget åbne og søde og siger at vi kan følge deres aktiviteter hvis vi har lyst.

Monika prædiker om aftenen til et ungdomsmøde og hun snakker om kraften i Guds ord. At det ikke bare er ord, men ord der er liv og kan lede os. Der er flere medarbejdere fra Puerto Rico her og de er glade for musik og dans og en medarbejder fra Brasilien. Spontant får vi muligheden samme aften til følgende dag at rejse med præsten Diego til landsbyen 12. de Octubre til ”Kirke fødselsdag” og følge hans arbejde som underviser og vejleder for mange af de forskellige nye menigheder op af floden.

5.       12. de octubre og seminar

Et godt stykke fra landsbyen kan vi høre Merrenge rytmen og det første der møder os er en lille stut præst som hjertelig tager i mod os og viser os op i en families hus. Der er vildt mange mennesker, alle det de her i Colombia kalder Indigenas, og det vi vil kalde Indianere. De er kommet til fra nær og fjern for at synge, danse og bede sammen samt modtage undervisning og opmuntringer.

Der er musik hele eftermiddagen og nogle kvinder der kokererer i kæmpe gryder ude under et lille tag. De serverer også ”Masato” til alle. Det er en drik som i nogle tilfælde er alkoholisk men i denne sammenhæng har de stoppet gæringsprocessen inden. Det er Yukaroden som bliver kogt og tilsat sukker. Det smager lidt surt. Som majs øl hvis nogen kender det. Traditionelt set bliver masata lavet ved at en gruppe kvinder tygger Yukaroden og det søde i deres spyt giver Masatoen sin smag. Heldigvis er denne ikke lavet traditionelt.

Gudstjenesten starter med at hver landsby præsenterer sig med sange og måske et Guds ord. Aldrig har jeg set så mange indianere i en bygning og aldrig har jeg set så mange kristne Indianere samlet. Det rører mig, hvordan vi alle som kristne er del i et globalt fællesskab, hvor vi sammen kan bede, synge, være forskellige men være fælles om troen på Jesus Kristus.

Mange spiller maracas, nogle harmonika og guitar. Det er sange på ”Ticuna” deres lokale sprog eller på spansk og mange af dem har en livlig Merrenge rytme og enkelte sange er stille akapella sange på Ticuna.

Diego prædiker om vigtigheden af at undervise børn. At være gode eksempler over for dem og elske dem. At børnene er Colombias fremtid og at de skal respekteres og lyttes til. Diego arbejder som missionær i JUCUM. Hans arbejde er at mobilisere de nye kirker med caet månedligt møde med undervisning og samtaler med kirkens ledere og præster. Jeg kan godt lide hans syn på mission, for han udryster lokale ledere og giver dem undervisning der hvor de er frem for at regne med at alle nye præster har mulighed for at rejse til et pastoralseminarie. Jeg føler et eller andet stærkt indeni. ”Jeg kan undervise dem i at undervise børn om Kristus.” Jeg fejer det af vejen, for jeg tænker at jeg ikke kan undervise ledere på spansk, og at det ikke er passende hvis jeg ikke er en del af Youth with a mission, som er dem vi er rejst herud med. Næste morgen repeterer de lidt af temaet om at undervise børn og om at det at være kristen ikke er at gøre nogle bestemte ting, men at Jesus er vejen. Her i Leticia og i junglen, eksisterer nemlig sekter som så mange andre steder i verden. Jehovas vidner, nogle der kalder sig Isrealitos, mormoner etc. Indianerne her bliver ligesom  os forvirrede over hvad der er sandt og her snakker Maximo om at hvis nogle siger at kvinderne skal gå klædt på en bestemt måde eller spise på en bestemt måde, handle på en bestemt måde er det ikke værd at følge dem. Han taler stille men rigtig godt.

Bagefter opsøger jeg den lille stutte præst der modtog os og spørger om de kunne være interesserede i et tre dages seminar om at lave søndagsskole og at få praktiske redskaber til at undervise børn?

Han lyser op i et stort smil og nævner de ledere han kunne forestille sig. Senere om søndagen er hele ledergruppen samlet og et par kvinder og en bror til en leder. De har en iver jeg aldrig nogle sinde før har mødt.

Jeg forklarer hvor i biblen vi kan læse om at undervise børn og tager udgangspunkt i Mathæus evangeliet hvor Jesus tager i mod alle børnene som disciplene ville sende væk. Jeg underviser om at respektere dem som er mindre udfra bibelstedet: ”Det i har gjort mod en af mindste brødre, det har i gjort i mod mig.”

Næste dag holder jeg andagt om at elske sin hustru med en praktisk kærlighed som der står i efeserbrevet at manden skal elske sin hustru som Jesus elsker den kristne fællesskab. Vi snakker om Jesus som eksempel, at han ikke sætter nogle højere end andre, hans eksempel med fodvaskningen og hans samtale med den samaritanske kvinde.

Seminariet bygger jeg op som jeg har modtaget undervisning fra Evangelisk Børnemissions EBU kursus. Information og praktisk udførelse. Jeg giver eksempler på at undervise børn om fx historien om Zaqæo, noas ark, det fortabte får osv og giver eksempler på at undervise et bibelvers så børnene kan lære det og huske det, og ikke mindst betydningen af det.

Først er, især kvinderne meget generte ved at fortælle og forklare, men senere åbner de lidt op og fortæller den ene bibelhistorie efter den anden. Vi forbereder lege og sange. Den sidste dag har alle fortalt mindst to bibel historier med en central sandhed tilknyttet, og forklaret et bibelvers. Mark skriver det hele ind i et skema så de har det i kirken og teamet er nu klar med en søndagskole undervisning på 2 måneder.

6.       De nye kristne og ledere i 12. de octubre

Mark på 30 har en iver uden lige efter at lære mere om Gud og efter at lære at undervise børn og unge.. Han har været kristen i lidt over et år. Før solgte han øl og havde et anlæg der spillede højt så folk kunne danse og drikke foran hans hus. Han drak ofte selv og brugte mange af sine intjente penge på øl.              ”Nu ved jeg at det er Kristus som kan fylde mig op med den glæde jeg manglede.” Vi skændtes tit i mit forhold og jeg dansede altid med de andre piger, ikke med min hustru. Hun ville skilles fordi hun syntes det gik dårlig i vores forhold og drog flere gange hen til sin familie.”, fortæller han med et træt smil. ”Men nu skændes vi ikke. Jeg respekterer hende, hjælper hende med at kokerere og hun har tilgivet mig, tror jeg nok.” Marks øjne stråler nu, som de altid gør når han fortæller om det gode der er sket i sit liv. Nu spiller han høj Merrengedanse musik fra sit anlæg som handler om Guds kærlighed, om det som Jesus har for os. Han vil gerne at hans naboer hører musikken som de plejer men med et andet budskab. Mark er nu ansvarlig for sport i landsbyen, han er blevet helseansvarlig og kører hver mandag folk som har brug for lægehjælp ind til Puerto Narino samt står for at alle børn under 5 modtager støtte fra mælkeprogrammet fra staten. De vil sende ærnæringsrige kiks og mælk ud.  Han vil gerne læse til sygeplejerske og har læst tre års sociologi. Han er en ildsjæl som landsbyen kan nyde meget godt fra og som har inspireret mig meget.

7.    Isoleret ved floden

Èt sted er der telefonsignal. Lige ved en stolpe siger det. Vi vifter længe med den tilrejste pianists mobiltelefon. Dér ser det ud til der er signal. Nej, det forsvandt. Et andet punkt længere oppe i landsbyen. Kode til ud af landet? Den er der ingen der har. Besked til Diego? Isoleret, får nogle mine beskeder om at vi har det godt? Mærker en stærk bekymring fra nord skylde ind over mig...vil så gerne sende et smil derop! En tanke, en bøn!

8.    Salt og lys

Vigtigheden af at vi som kristne er lys og salt lige dér hvor vi er slår mig disse dage. Her ser flere folk på os som missionærere og jeg har svært ved at forlige mig med det for det syntes jeg altså ikke vi er, og forklarer at jeg mener at vi alle som kristne kan give det bedste lige dér hvor vi er. I denne situation var der brug for undervisning i børnearbejdet i kirken og en anden gang er det måske noget andet der mangler.

9.    Rigtige mænd græder

Mark beder en bøn den aften hvor alle indianerne fra de nærmest liggende landsbyer var samlet. Han takker Gud for alt Gud har gjort i den landsby, med hans liv..og græder uden skam foran alle sine landsby mænd og damer......Teddy fortæller næste dag om sit Peru. Hans mislykkede forsøg med at finde ”Grønnere” græs her og græder.........

10. Clarindo  og Eusebia

Clarindo er en ældre indianer som bor i 12. de Octubre med sin hustru Eusebia og deres gravide datter på 19. Clarindo har fået ansvaret for at være præst i den nye kirke i landsbyen når den anden præst rejser videre op af floden og planter andre kirker. Clarindo er nervøs for ansvaret for at lede en menighed og beder hver dag Gud om at lede ham. Han læser i sin bibel og er en rolig bonde og fisker. Han har ikke gået meget i skole, men har dog lært at læse. Han kom hertil fordi her er det " celba alta " (Høj jungle) dvs. at her er bakket og hele området ligger små 20 meter over flodens højde også i regntiden.

Dér hvor Clarindo boede før var det: ”celba baja”. Det betyder at bevoksningen ligger i flodens hoejde hvilket goer at hvert aar river floden alt med som de har sået af bananer, yuka mm, og det er dobbelt arbejde at være indianer dér. Han og en anden familie var de første der ryddede jungle til bebyggelse her i landsbyen 12. de Octubre.

Clarindo sidder i bar mave og smiler kærligt til sin lidt runde hustru. De virker stadig nyforelskede og griner meget af ingenting, men ikke med en overfladisk latter. De har bare let til latter og med deres smilerynker og sunde hud er det svært at sige hvor gamle de egentlig er. Deres datter ligger sløvt i en hængekøje og er meget genert og vil kun snakke når vi spørger hende om noget.

"Min mand er rejst til Peru for at fiske og kommer hjem her med det vi har brug for til babyen bliver foedt, " fortæller datteren med sin måde at snakke nærmest indad på, af bare generthed. Mens hun snakker piller hun ved en snor i væggen der får hængekøjen til at vugge blidt frem og tilbage. Familien påstår de har spist og vil ikke spise med os. Vi sidder på gulvet og spiser bananer og grillet fisk. Det smager herlig og Eusebia har lavet Limonade af regnvand og citroner fra hendes citrontræer foran huset.

Efter maden bryder der et uvejr løs med torden og kraften regn. De byder os at lægge os på gulvet og slappe af og fordøje maden i et andet rum, men vi spørger om vi må ligge her i deres køkken hvor de også vil tage en lille ”morfar”. Det regner lidt ind, for væggene er halve og taget er traditionelt med palmeblade. Træet, som huset er lavet af er rødt og her er så rent og fint på gulvet. Vi ligger og kigger op i taget og mærker vinden og støvregnen. Alle hver i deres tanke, næsten sovende. Da uvejret er ovre lunter vi ned mod huset hvor vi har fået lov at slå telt op og bor disse dage.

10.   ”Permisso Patito” (Tillad mig, lille gås!)

Den lille familie bor i et stort hus med flot træ. Moren vasker gulvet hver dag og her er rart. Jeg skal på toilettet og da jeg åbner døren ligger der en stor hvid gås og putter i hjørnet. ”Nå her bor du”, mumler jeg. ”Undskyld hvis jeg forstyrrer.” Den hvide gås ruller sine æg længere ind under sig og putter sine dun tættere ind mod kassen. Alle skulle da ha en toiletgås, tænker jeg. Det er jo helt hyggeligt ikke at være på toilettet alene men at kunne studere det lille hvide uskyldige dyr i dens rugefærd....”Permisso Patito”, nu skylder jeg ud og lukker døren igen;-)

11.   Livet er cirkulært

Tikunafolket, Indianerne her ved floden i Colombia, lever et cirkulært liv. Et liv hvor det ikke handler om at ændre noget, at skulle fremad, at lægge sin identitet i uddannelse og arbejde. De bevarer de gamle jagt traditioner og fisker stadig med spyd. Jeg troede, da vi kom, at jeg skulle ud og møde en stamme, med mærkelige smykker og dragter. Det syntes jeg ligsom der lå i ordet ”Indigena”. Men her er elektrisitet, og cowboybukser. Ordet ”Indigena” hentyder til Indianer som har selvstyre i et område og som er anderkendt som indfødt med ”Særlige” rettighedder. Deres teritorie er fælleseje og de har et lokalt autoritets system. Den øverste autoritet i hver landsby er med i et Tikunanævn hvor en representant er representeret i det store folketing i Colombia.

Naboen har været en sådan representant, men man kan kun være det i fire år. Han syntes det har været spændende at lære Bogota og politik at kende men han har det bedst her i junglen. ”Hvad kan en indianer som mig i byen?,” spørger naboen med sin kantede aacent. ”Ikke har jeg studeret noget og ikke er jeg god til at drive forretning.” Vi Tikunaer er rigtig dygtige i vores rette element. Her hvor vi har vores jagt og fiske-mulighedder, og vores ”Chacraer” (landstykker med bananer og Yukarødder), men når vi bliver taget ud af vores rette element er vi enormt sårbare og udsatte.”

Tikunafolket har mange traditioner, hvad angår sang, dans og historiefortælling. Deres sprog har lyde som jeg ikke har hørt før. Vokaler som de lægger helt nede i halsen og mange nasale lyde. Deres sprog har ikke særlig stor vareitet i ordene så mange ord betyder det samme eller ændrer mening blot ved ændring af vokalen.

Børnene går i en lokal skole hvor der ikke kommer lærere udefra medmindre det er en lærer som vælger at bo i deres landsby som en lærerinde der nu er gift med en Tikuna mand. Det virker som om uddannelses nivouet er højere end fx udenfor Iquitos med statsskolen. Der havde folk problemer med at læse. Her virker det til, i hvert fald i den familie vi bor i at pigerne er dygtige til at læse og skrive og ved en del om matematik. Det har også sine bagsider at skolen drives af lokale kræfter i de landsbyer hvor der ikke er så mange bogkyndige. Tikunafolket er et gammelt folkeslag. Deres sange hylder naturen, det store Lupunatræ som beskytter af junglen. De har en stor respekt for naturen. En tradition siger at man skal spørge Lupunatræet om lov inden man høster noget fra junglen.

I Colombia er der mere end 16 folkeslag som har deres eget sprog og har selvstyre som Tikunafolket. I nord-Colombien er der Wajuri folket. Dem fortæller jeg om lidt senere;-)

Til trods for de stærke og stolte traditioner er der store problemer med alkoholisme i mange ”Indigenas”-samfund. I landsbyen 12. de Octubre var der før et stort problem med alkoholisme, men i dag takket være Guds kraft er der meget få alkoholikere tilbage i 12. de octubre. De har valgt at aflægge sig nogle af traditionerne der handler om at drikke sig fulde i Masato eller Ananaslikør eller billige øl og samles nu flere gange i ugen i kirken for at bede og synge og høre undervisningen.

12.   Græsset er grønnere på den anden side, eller er det?

Teddy er fra Peru. Han har læst til katolsk præst men blev forelsket i Lea fra en Evangelisk kirke en dag ha var på besøg der. Han havde svært ved at forklare det hele på sit uddannelsessted, for skolen havde betalt hele hans uddannelse fra han var en lille knægt og den katolske kirke regnede med at han skulle være præst og betale ”gildet” tilbage på den måde. Teddy har fire børn med Lea idag, og han har ikke eet sekund fortrudt sit brud på Cølibaten. Teddys familie bor alle her i 12.de Octubre. Immigranter fra Peru. I starten var Tikunafolket ikke så glade ved tanken men hans lillebror er sammen med en Tikunakvinde så det er lidt lettere for ham. Jorden er jo fællesege så Teddy skulle ikke købe jorden af nogle men blot love at give noget godt til fællesskabet der og ikke stå i vejen for det fællesskabet vil. Teddy var sikker på græsset ville være grønnere her, for på den Peruvianske side var det svært at få mere jord og han ville gerne dyrke noget mere. Lige nu er Teddy i et dilema. Hans knægte studerer i Indianer skolen men han syntes ikke det er godt nok. Han vil viddere, vil udvikle sig økonomisk og vil uddannelse for sine knægte. Han er ligsom blevet fanget mellem to livsstile og sparer nu op til at rejse til Peru igen så knægtene kan få sig en uddanelse og Lea bo tættere på en by. De har ikke haft penge til at betale for at få perminent opholdstilladelse i Colombia og når drengene er syge vil de ikke behandle dem på hospitalet og der er mange dages rejse til Peru. Teddy føler sig ikke rigtig velkommen i Indianer fællesskabet. Hans drenge bliver drillet lidt i skolen, og de kan ikke tale Tikuna nogle af dem.

13.   Sidder nede ved floden på den flydende træstamme og vasker mit tøj og mig selv. Nogle gange hopper jeg på hovedet i vandet når jeg har det for varmt og svømmer en tur ud på midten af floden og tilbage. Den er dejlig ren og stor. Her er så rent og frisk i forhold til junglen i nærheden af Iquitos. Træerne er også anderledes og her er bakket med mere frisk vegetation.

Pludselig ser jeg en lang række af små kanoer med små drenge i. De har alle et lille spyd og delvist leger, øver sig og er på ”arbejde”. De konsentrerer sig meget og kaster spydet i retning af en fisk i det høje græs i vandet. De fanger lidt......

14.   Blog 3 (Soco etc, skrevet i hæftet)

15.    

16.    

17.    

18.    

19.    

20.   Er jeg blevet skør?

Sidder på toilettet i lufthavnen i Leticia. Pludselig hører jeg..”Der er et yndigt land”..Er jeg blevet helt fra den? Ved godt jeg skal ud og flyve men at høre denne sang så tydeligt her? Det må være en Colombiansk sang som minder om, men det fortsætter. På vej ind i flyveren ser jeg på en TV skærm rød-hvide farver over det hele. Klaphatte og flag...Danmark-Tyskland. Det føles mærkelig at mennesker fra mit lille Danmark pludselig er at se på skærmen her og at mange Colombianere sidder og følger med i EM. Det er ret stort her med EM. Jeg var glad for jeg ikke var blevet helt skør.

21.   Landsbyliv ved det Caribiske hav

Vi sidder her på den lille terasse foran værelset vi har lejet i Taganga. Dorin med den lille kat og naboens lille tynde dreng der klapper den uskyldige kat voldsomt på hovedet mens han med skinger stemme siger: ”Gato, gato, gato.” Katten blinker hæftigt med øjnene og Dorin siger: ”Cuidado!” Den anden nabodreng tegner i mit kladdehæfte og jeg skriver.

Her er smukt, her ved det karibiske lyseblå og krystalklare vand. Bjerge med grønne træer og en sti langs havet men højere oppe.

Folkene her snakker hurtigt og med sammenhængende ord men med karaktaristisk Caribisk accent hvor de fleste ”s”er bliver slugt og mange dialekt ord. Mange her i nord af Colombia er afrocolombianere eller mestitser. En afrikansklignende kvinde sælger kokuskager fra en rund boks som hun bærer på hovedet og de sælger frisk juice med iskold mælk. Den tropiske musik er at høre fra alle kanter og jeg har det som blommen i et æg, mens jeg lader mig hylde ind i alle de nye indtryk uden mærkelige biller og mudder.

22.   Tayrona-Cabo de la Vela

Vi er på vej ind til naturreservatet Tayrona, i en lille meget varm bus. Pludselig stiger der en lille familie ind i bussen. De er klædt i en slags hvide lagner og kvinden har et rødt halssmykke på. Manden har gummistøvler på og har langt hår foldet op i en kasket med et stort bundt bananer i en hæklet taske. De snakker et lokalt sprog og senere finder jeg ud af at de kommer fra området omkring ”Den forsvundne by” ved bjerget Siere Nervada. Vi ser i løbet af rejsen andre familier sådan. Senere er der en kvinde vi snakker med som påstår at deres kultur har det svært. De lever af at tigge og har glemt mange af deres håndværkstraditioner og er ikke gode til at passe deres marker eller producere mere, samt at børnene ikke går i skole. Jeg tror nu ikke det gælder dem alle.

Tayrona parken er fantastisk smuk. Jungle og hav i samee mundfuld er meget specielt. Der er stiger i junglen, med fugtige træer som pludselig fører ud til langstrakte strande. Langs strandene er der et par campingpladser for hængekøjer. Vi nyder dagene i Tayrona. Bagefter tager vi helt nord på i Colombien til Cabo de la vela. Deer bor wajuri-folket. Det var for langt at drage derud og koloniasere så flere af dem snakker kun meget lidt spansk. Deres sprog er smukt. Hører det i transportbilen. Det er en værre tur. Det er en lille lastbil og der er fyldt med folk på taget og hængene bag på og siddende alle vejne. Bilen stopper mange steder i landsbyer som jeg ikke begriber kan eksistere. Kvinderne har lange farvede kjoler på som er luftige og beskytter mod den tørre vind. De har mørkt hår men ligner næsten mere indiske kvinder en de Indianere jeg indtil nu har set. Der er sand alle vejne og lidt træer og krat. Jeg spørger om de har brønde men de forklarer at de laver huller hvor regnvandet kan opbevares fordi grundvandet er ikke tilstedeværende her. De svarer ikke rigtig når jeg spørger mere til hvad de gør når der ikke er regn. En af kvinderne er malet helt sort i hovedet. Jeg tænker at det måske er en slags solbeskyttelse? Jeg tør ikke spørge hende hvorfor hun er malet.

Det er utrolig vindfyldt og vildt tørt der fra lastbilen, og når bilen søger ind mod en af de små landsbyer er det som indvoldende bliver rystet ud af kroppen for bilen bumper og ryster i fuld fart ind af de små snoede ørkenveje.

Fra stranden hvor vi er havnet går vi en laaang tur i ørkene ud til et lille bjerg. Deer er havet helt krystalblåt og oppe fra bjerget har vi en fantastisk udsigt over hele ørkenet og havet. Vi er en stor gruppe sammen. En rejsende fra England, Australien, Elliot fra Frankrig, Paola fra Colombia. Ludvig fra Frankrig og Dorin og jeg. Jeg nyder at snakke med de nye mennesker og høre om deres liv og få et nyt input.

Vi har købt ingredienser til at lave mad, og det eneste vi kan finde i den lille landsby er en mand der siger vi kan kokerere ved hans bål hvis vi køber brænde af ham. Det er en oplevelse. Det blæser helt vildt og deres baggård er fyldt med ingenting. Tør, tør, tør. Over deres stakit har vi udsigt ud i ørkenen. Hans to piger griner af vi ikke kan få bålet igang og kommer med en lille skvæt benzin i en flaske. De har også traditionelt tøj på og fortæller at de går i skole lidt længere nede i landsbyen. Jeg forstår aldrig helt hvordan denne familie overlever og hvor de får vandet fra. Spørger nok for lidt...

En dag vil jeg lave pasta og henter vand fra en stor blå tank fra hostellet. Da vi skal smage om de er færdige er det så salt at jeg må smide det ud. Jeg har kogt det i havvand. Selvfølgelig er det havvand de har deer i tanken. Det er jo ørken...Dooo!

23.   Venezuela, Venezuela

Bussen passerer mere ørken landskab og utrolig simple huse. Mange Wajuri folk går langs vejen og leder deres geder afsted. Det er nok forresten noget af det de kan leve af her. Geder! Vi passerer et Wajuri universitet for alt står på deres sprog på forsiden. Grænselandet er langt, tørt og fyldt med porøse huse. Wajurikulturen fortsætter lidt efter grænsen, men da vi omsider kommer ind i Venezuela er kontrasten enorm. Infrastrukturen med gode veje, sociale boligbyggerier og store bil butikker/fabrikker ligger langs hovedvejen. Store biler. Vi sidder i en kæmpe bil. Sådan en jeg forestiller mig de havde i Amerika i 70 erne. Langstrakt og lidt sportsagtig. Den er faldefærdig men hun styrer fint hende chaføren.

Fra hendes højtaler flyder en herlig blanding af tropisk, salsa og bachata rytmer. Jeg ser hun gør korsets tegn inden hun starter bilen og mange af sangene hører jeg ”Dios” eller ”Jesus Cristu”. En sang lyder ”En el cielo no hay hospital.” (I himlen er der ikke noget hospital) Sangen handler om en mand som blev helbredt og at der ikke er hospitaler i himlen. Jeg griner lidt indeni. Det bliver skønt en dag. Så er vi alle lige. Alle kan løbe, alle kan danse og der er ingen der er syge..