...Det er saa lodret at jeg for kvalme..

"Jeg kan ikke forlige mig med den katolske kirke. Vores praest her anerkender ikke menneskerettighedderne og det er det jeg arbejder med hver evig eneste dag. At det at vaere homo seksuel er en synd bl.a. er for mig helt tosset. Jeg har vaeret lige ved at ende som Jesuit munk da jeg har arbejdet med dem i aarevis, og jeg er helt sikker paa der er en Gud, men jeg kan ikke saette mine ben mere til messen. Det er saa lodret at jeg for kvalme." Gustavo har indviteret mig ind til den historiske del af Lima hvor han bor og vi saetter os ude paa en plads taet paa et gammelt hotel fra 20èrne. Der er stadig en gammel bil udstillet derinde og moebler bevaret fra den tid. Vi gaar op af en gade som er det mest bohemiske jeg indtil videre har set i Peru, og det minder mig meget om vesterbro. Der er fyldt med genbrugsbutikker med boeger og plader fra 70 erne og smaa akternative kafer og grafitte paa muren. Vi gaar ind paa en bar hvor det er som at vaere i 70 erne. Det er noget med de brune stole, plakaterne paa vaeggen, typerne derinde. Store briller, flippede bluser og folk der spiller politiske venstreorienterede sange paa deres guitarer.

"Her i Peru er det stadig en elite som sidder paa pengene og magten. Vores president har lovet meget men naar det kommer til stykket skal der naesten et oproer til for at egentlig aendre vores situation." Gustavo naevener tre banke som er privategede. Gulddriften, privat. Minerne i nord, privat. Flere andre store industrier er eget af familier, som han kender navnene paa.

"Jeg er et lille eksempel paa at det kan lade sig goere at skifte klasse og socialt miljoe, men det er virkelig faa som klarer det. Min mor er en fattig kvinde fra kysten og min far en fattig mand oppe fra Tarapoto taet paa Amazonas junglen. Han blev sendt i militaeret og min mor blev sendt og arbejde for dem i militaeret. De fik mig. Jeg har laest paa Perus bedste privategede universitet med hjaelp fra Jesuitterne og arbejder nu som ombudsmand med speciale i sociale konflikter. Naar jeg fortaeller folk at jeg har laest paa det katolske universitet i Lima, kigger de altid overrasket paa mig. For normalt er det kun overklassen, og ofte dem som er lyse i huden der studerer der. Jeg er altid blevet kaldt Negro, og i min familie tidligere er der mange sjove mix mellem forskellige racer.

Vi naar til sidst op i hans lejlighed, hvor jeg har faaet et lille vaerelse med en luftmadras indtil min bus gaar nordover, efter han har guidet mig rundt i den historiske del af limas centrum. "Du kan ikke tage fra Peru uden at have laest noget af Julio Ramon Ribeyro og Mario Vargas Llosa. Han giver mig en kaempe stak boeger og siger jeg skal proeve at laese i dem i morgen og lytte til Joaquin Sabinas sange.