Her står om mine oplevelser primært fra Peru hvor jeg arbejde som frivillig i El Sistema, Cusco, på Børnehjemmet "Villa Marta" i Lima og som frvillig engelsklærer i junglen ved Iquitpos. Mine kortere rejser i Colombia er beskrevet samt mine oplevelser fra mødet med El Sistema i Caracas i Venezuela.
mandag den 27. februar 2012
"You me casado con tigo, para no dormir en el suelo.."
"Jeg giftede mig med dig for ikke at sove paa gulvet", synger Elisabeth med nasal stemme. Det er en folkesang fra Nord Peru i Cajamarca hvor hendes mor vist er fra. Hun laerer mig tre sange ude paa baenken mens "hendes boern" bliver sat til at danse eller synge lidt med. Det er sjovt at laere hendes sange og det er noget af det jeg har savnet. At laere folkemusik...:-)
Gringo..
"Bliver dine haar paa armene ikke snart sorte"? siger joseline paa 11. Jeg forklarer hende at mine haar paa armene nok aldrig bliver sorte for jeg er jo blond. Hun griner bare og siger Gringo...
Bjergture med drengene
Vi har lavet madpakker, og kokt ris med tun og bestiger et bjerg og bader laenge med drengene. De er glade og nyder loerdagen med os tre volontoer piger. De hoerer ikke hele tiden lige godt efter, men katrina er god til at takle dem. De loeber op af bjerget og bygger sandslotte i timesvis...
Picnic med toeserne:-)
Ekstra broed, frugter og sodavand og vi er klar. Alle pigerne har pakket tasker og vi dasker ned mod floden. Vi leder laenge efter det perfekte sted hvor der er sand. Vi finder et godt sted og pigerne er lykkelige. Her kan vi goere hvad vi vil hele dagen. De laver sandslotte, lader sig flyde med stroemmen og drikker sodavand og leger fangeleg. Den bedste loerdag med ungerne her....
At loebe folkens:-)
Her de sidste par dage har jeg loebet turer om eftermiddagen med teenagerne. Det foeles saa godt for min hovedpine men de nyder de ogsaa rigtig meget. Sidst var det dog med Jonathan som har astma og Soralla som er overvaegtig saa vi maatte tage det meget roligt, men vi var da vaek fra huset sammen i hvert fald:-)
"Jesus, nunca nos abandonden"
Elisabeth graeder stille ved sit busvindue. Det er soendag og vi er paa vej hen til Villa Marta fra hendes hjem. "Jeg har ikke noget i mod at arbejde. Men det at forlade mine boern og min mand hver soendag er det vaerste jeg ved", hikster hun. Jeg er ked af det paa hendes vejne og har ikke nogen umiddelbar loesning til hende andet end at vi snakker om at hun kan fardiggoere sin uddannelse og finde et andet slags arbejde. Elisabeth foeler sig tvunget til at arbjede videre. Og kigger tomt ud af vinduet. Hendes oejne er slukket for glaede og haab for en stund og jeg kan se hun proever at se sine to tvillingesoenner og sin mand for sig....
Pludselig stiger 3 boern og en baby op i bussen. De er beskidte med fedtet haar og daarlige taender. Den stoerste af pigerne saetter babyen paa forsaedet og henvender sig med klar roest til alle i bussen. "Vi har brug for oekonomisk hjaelp til at skaffe os mad og fortsaette skolen," siger hun. Hun hiver en kam op af tasken og et lille instrument og laver en fin rytme. Hun stopper pludselig og siger. "Vores mor har ladt os i stikken, men det goer Jesus aldrig. Han er der altid." Hun synger med saa staerk roest og lukkede oejne at alle i bussen retter sin opmaerksomhed mod hende og hendes smaa soeskende. Jeg bliver saa roert, for det er jo rigtig hvad hun synger at Jesus aldrig lader os stikken, men hvordan kan hun synge det og mene det naar de er saa pressede? Jeg giver normalt aldrig til tiggere, for mener ikke der er langtidsperspektiv i det, eller at det hjaelper. Men jeg giver hende 12 kroner og beder i mit stille sind at nogle maa hjaelpe dem ud af knipen i det lange loeb...
Pludselig stiger 3 boern og en baby op i bussen. De er beskidte med fedtet haar og daarlige taender. Den stoerste af pigerne saetter babyen paa forsaedet og henvender sig med klar roest til alle i bussen. "Vi har brug for oekonomisk hjaelp til at skaffe os mad og fortsaette skolen," siger hun. Hun hiver en kam op af tasken og et lille instrument og laver en fin rytme. Hun stopper pludselig og siger. "Vores mor har ladt os i stikken, men det goer Jesus aldrig. Han er der altid." Hun synger med saa staerk roest og lukkede oejne at alle i bussen retter sin opmaerksomhed mod hende og hendes smaa soeskende. Jeg bliver saa roert, for det er jo rigtig hvad hun synger at Jesus aldrig lader os stikken, men hvordan kan hun synge det og mene det naar de er saa pressede? Jeg giver normalt aldrig til tiggere, for mener ikke der er langtidsperspektiv i det, eller at det hjaelper. Men jeg giver hende 12 kroner og beder i mit stille sind at nogle maa hjaelpe dem ud af knipen i det lange loeb...
Hvor er Katrina?
"Hvornaar kommer Katrina?" Boernene sperger os jaevnligt. Katrina er den 3. volontoer som er taget afsted at rejse en uges tid og kommer og siger farvel til boernene snart.
Alle jer volontoerer der tager afsted siger Dandy trist og gaar op til sin sovesal. Jeg har med vilje ikke maenget mig for meget med teenagerne, blevet gode venner med dem, fordi jeg ved at det ikke er sjovt at nogle tager afsted. "Hvornaar skal du flyve hjem," spoerger Jair paa 7?
Alle jer volontoerer der tager afsted siger Dandy trist og gaar op til sin sovesal. Jeg har med vilje ikke maenget mig for meget med teenagerne, blevet gode venner med dem, fordi jeg ved at det ikke er sjovt at nogle tager afsted. "Hvornaar skal du flyve hjem," spoerger Jair paa 7?
søndag den 12. februar 2012
ñaña......
"I denne del af Lima er ca. 80 procent af befolkningen Adventister," foklarer Glimber mig. Han er ven af ELisabeth og Victor og har med Elisabeths nivoe taget mig med paa en lille fjeld-tur taet paa deres del af Lima. Her er det som en slags lille landsby. Fattig landsby. Meget sand, sten og landsbyen klatrer sig ind i fjeldet, som er helt toert og fyldt med sten. Ingen traer, ingen buske, og en sand hede. Mange her arbejder som smaa motortaxa chafoerer, har en lille biks eller proever at finde arbejde laengere inde i byen.
Vi klatrer os op af den toerre fjeldside og nivoeen vil vide alt om Danmark og Europa.
Paa toppen traekker vi forpustet vejret og kigger ud over den anden side af fjeldet. Dér er der en super improviseret landsby der toner sig frem. Gule smaa traehuse, smaa veje, og denne landsby har kravlet sig endu laengere op end den vi er i nu. "Her koster en lille stump jord 4000 soles (8000 kr) men paa den anden side var der nogle der invaderede det engang, og idag administrerer de jorden. Det er billigere at koebe jord dér, og se hvor stor den er blevet, landsbyen", siger Glimber.
Han peger og viser mig et kaempestort areal som er groent og en stor bygning, helt nede i bunden. "Dér er Universitetet." Med det, henviser til Adventist universitetet hvor han har studeret i 3 aar. "Derfor er der saa mange Adventister her. Hvert aar er der en kaempe adventistkampagne med telte paa det groenne omraade, og de laver velgoerenhedsarbejde i de smaa landsbyer her. Adventistkirken startede i USA i 1984, udsprang af en gruppe som troede Jesus ville komme igen det aar, men har ogsaa meget tilfaelles med Methodistkirken.
Vi klatrer os op af den toerre fjeldside og nivoeen vil vide alt om Danmark og Europa.
Paa toppen traekker vi forpustet vejret og kigger ud over den anden side af fjeldet. Dér er der en super improviseret landsby der toner sig frem. Gule smaa traehuse, smaa veje, og denne landsby har kravlet sig endu laengere op end den vi er i nu. "Her koster en lille stump jord 4000 soles (8000 kr) men paa den anden side var der nogle der invaderede det engang, og idag administrerer de jorden. Det er billigere at koebe jord dér, og se hvor stor den er blevet, landsbyen", siger Glimber.
Han peger og viser mig et kaempestort areal som er groent og en stor bygning, helt nede i bunden. "Dér er Universitetet." Med det, henviser til Adventist universitetet hvor han har studeret i 3 aar. "Derfor er der saa mange Adventister her. Hvert aar er der en kaempe adventistkampagne med telte paa det groenne omraade, og de laver velgoerenhedsarbejde i de smaa landsbyer her. Adventistkirken startede i USA i 1984, udsprang af en gruppe som troede Jesus ville komme igen det aar, men har ogsaa meget tilfaelles med Methodistkirken.
lørdag den 11. februar 2012
Mor paa arbejde!
Smukke, soede, og foerst og fremmest leeende Elisabeth paa 40, har indviteret Katrine og jeg hjem til hende i udkanten af Lima. Hun har smilerynker opad og griner og klapper i mens og krymper sig nogle gange sammen i latter kramper af smaa sjove ting. Flere har fortalt mig at dem fra junglen har nemt til smil og latter og er glade for at kramme og holde i haanden, og det stemmer saa fint overens med skoenne Elisabeth.
"Jeg vil tage jer med til mit hus og min familie", smiler hun. Hun har arbejdet i Villa Martha i lidt over et aar og er i gruppen Celeste med de 3-5 aarige. Hun er god ved boernene, og god til at saette sig sammen med dem, bygge deres selvtillid op og tage dem med paa gaature, eller give dem smaa opgaver i deres til tider kroellede kladehaefter.
Vi bruger lang tid paa at komme ind til Lima. 2,5 timer i alt. Hun siger at saa lang tid tager det altid. Vi maa staa op i overproppede busser og kroelle os sammen i smaa overfyldte rugbroed. Dem som flippede musikere i Europa koerer rundt i et halvt aars tid med en seng og en kasserolle bagi, hvorefter de tilsyneladende sender dem til Lima.
Her er folk i alle aldre og farver. Lima har indbyggere med indiansk baggrund, afroamerikans baggrund og mere europaeisk baggrund. Men jeg er stort set altid den eneste blonde naar jeg saadan bevaeger mig rundt, og det giver altid en hvis uoensket opmaerksomhed;-)
Det sidste stykke vej saetter vi os ind i en lille knallert agtig ting, med et saede bagpaa til naesten tre rumper og tasker. Han skruer voldsomt op for bachacha-musikken og "knallert-sofaen" toeffer traet og rumlende op af en lang bakke. Til sidst skal vi gaa. Og gaden biver til en grusgade. Pludselig siger Elisabeth. Vil i hilse paa min mor? Hendes gamle smukke mor sidder ude og snakker med hendes mand, soester og nevoe, og hun giver os kind kys. Hun har endu flere smilerynker opaf, og en lang graa fletning og en skindende guldplumbe i sin fortand. Hun giver Elisabets mand, Victor, en gryde og vi gaar langsomt op af grusvejen til det lille hus der tilhoerer Elisabeth og Victor.
Mormoren har lavet en suppe med boenner og store majs og en griseknogle til hver som vi spiser kort efter vi ankommer. Huset har ikke glas i vinduerne, og det virker saa maerkelig: "ikke faerdig". Men saadan er alle husene paa denne gade. Muren er en "ét-lagsmur" hvor ydervaeg og indervaeg er paa hver sin side af de bare sten med store fuger med sement. Jeg skal tisse, og bliver ledt ud paa et ildelugtende toilet uden indlagt vand. Der er kun et loesthaengende gardin til forhaeng ud til badet, og pludselig opdager jeg til min skraek at min mave ikke helt var glad for det maaltid jeg sidst spiste paa boernehjemmet med linser og fisk. Det larmer fra min dumme mave i hele huset, og jeg har bare lyst til at loebe ud og gemme mig i en busk, som der i oevrigt ikke er her, for her er toert som i en oerken, sand, sten og ingen traer.
Jeg goer mig faerdig og ser til min skraek at jeg ikke har nogen idè om hvordan jeg skal klare traekud eller haandvask. Jeg lister mig pinlig beroert ind i stuen og spoerger en af hendes to 12 aarige tvillingesoenner om han vil vise mig hvad jeg goer i badet. Han griner og henter en boette fra koekkenet som han dypper ned i en stor toende med vand. "Her er til toilettet", smiler han venligt. Jeg vasker desperat mine haender, og er saa forbavset over hvordan Elisabeth bor. Hvor stor forskellen er paa rig og fattig i Lima. Her er to arbejdende mennesker paa 40 aar, som bor saa kummerligt og maa leve afsidigs for at faa raad til dagen og vejen. Endnu ikke lys i koekkenet og mure som ikke er faerdige.
Hendes datter har de faaet "sendt" til Tjekkiet for at hun kan studere medicin. Hvordan hun nogensinde skal kunne klare det paa tjekkisk er alles bekymring, ogsaa min, for jeg kender til de umulige gramatiske regler og det enorme ordforaad i Tjekkisk, for ikke at snakke om de specifikke udtaleregler.
Elisabeth og jeg har snakket meget om Tjekkiet og hendes datter er ogsaa 19 som jeg var da jeg tog til Tjekkiet.
"Hun har altid villet ud af Peru for at laere om verden, og nu er hun saa langt vaek", snoefter ELisabeth beroert. "Jeg savner hende her i huset. Hun har altid boet hed med os og hun er som en veninde for mig. Hun var aldrig saerlig meget vaek fra huset, altid med os, og pludselig saa langt vaek."
Elisabeth og hendes mand har arbejdet haardt for at goere det muligt for deres datter at rejse til udlandet og studere. En billet til Tjekkiet er 4000 kr
Victor arbejder som Laerer i litteratur paa den naermeste folkeskole og tjener 2000 kr om maaneden, og ELisabeth har arbejdet paa et komunalt sted som blev nedlagt og ville starte sin egen "dagplejemor", men det var svaert. Hun vil saa gerne besoege sin datter og spare penge op til hendes soenner og til hendes datter og har proevet at komme ud af landet flere gange for at arbejde i enten Chile eller Argentina. Men hver gang kan hun ikke komme over graensen naar hun siger hun vil ud af Peru for at soege arbejde, og hun vil ikke rejse ind i et andet land paa turistvisum og arbejde sort naar hun ikke kender nogen der.
ELisabeth tjener 1200 kroner om maaneden paa at vaere paa boernehjemmet 24 timer i doegnet 5 dage om ugen. Og arbejde haardt.
Jeg er ked af det indeni. Jeg syntes det er uretfardigt at nogle er tvunget til at bo saa kummerligt, rejse 2, 5 timer paa arbejde, ikke se sin mand og to boern paa 12 aar, ha sin datter i udlandet paa ubestemt tid og ikke have mulighed for at finde andet arbejde hverken i Peru eller nabolandende. Elisabeth har ikke nogen lang uddannelse. Paedagogmedhjaelper, men i Lima taet paa hvor hun bor har det vaeret umuligt at finde noget.
Deres koekken er spinkelt uden rindende vand, og sofaerne kan snart gaa ud af doeren selv.
Elisabeth klager ikke. Hun er altid glad og virkelig kaerlig mod alle. Jeg forstaar ikke hvordan hun kan!!!
Jeg ville vaere vred paa samfundet, paa min skaebne eller noget men hun har et ufaateligt gaa paa mod.
Hun beder mig laere hende lidt engelsk og vi oever udtale og et par gloser. Hun griner ved hvert ord som en lille pige og hendes glaede smitter.
"Anita", siger Elisabeth pludselig! "Hvis jeg skal rejse ud og soege arbejde en dag i andre lande skal jeg kunne engelsk, ik?" Jeg nikker og siger at det kommer vel an paa hvor hun vil hen. Hun kigger paa mig med et droemmende blik. "Engang var der en volontoer fra Italien her, maaske kunne jeg arbejde der for en stund og spare penge op? Italiensk er i hvert fald meget lettere for mig end det der "Inglessh," hikster hun af grin."
"Eller spanien? Jeg har hoert der er mange der arbejder der som "Casa de ama" (en dame som passer hus og boern naar husfruen er paa arbejde...) Jeg nikker eftertaenksomt og taenker paa nogle af de ulykkelige skaebner jeg har laest om paa mit spanskhold og de frustrerede imigranter fra bolivia jeg snakkede med i flyveren herned. Jeg proever at dele det med hende og spoerger hende hvorfor hun ikke proever Chile eller Argentina, hvorefter hun forklarer at det har hun proevet.......
"Jeg vil tage jer med til mit hus og min familie", smiler hun. Hun har arbejdet i Villa Martha i lidt over et aar og er i gruppen Celeste med de 3-5 aarige. Hun er god ved boernene, og god til at saette sig sammen med dem, bygge deres selvtillid op og tage dem med paa gaature, eller give dem smaa opgaver i deres til tider kroellede kladehaefter.
Vi bruger lang tid paa at komme ind til Lima. 2,5 timer i alt. Hun siger at saa lang tid tager det altid. Vi maa staa op i overproppede busser og kroelle os sammen i smaa overfyldte rugbroed. Dem som flippede musikere i Europa koerer rundt i et halvt aars tid med en seng og en kasserolle bagi, hvorefter de tilsyneladende sender dem til Lima.
Her er folk i alle aldre og farver. Lima har indbyggere med indiansk baggrund, afroamerikans baggrund og mere europaeisk baggrund. Men jeg er stort set altid den eneste blonde naar jeg saadan bevaeger mig rundt, og det giver altid en hvis uoensket opmaerksomhed;-)
Det sidste stykke vej saetter vi os ind i en lille knallert agtig ting, med et saede bagpaa til naesten tre rumper og tasker. Han skruer voldsomt op for bachacha-musikken og "knallert-sofaen" toeffer traet og rumlende op af en lang bakke. Til sidst skal vi gaa. Og gaden biver til en grusgade. Pludselig siger Elisabeth. Vil i hilse paa min mor? Hendes gamle smukke mor sidder ude og snakker med hendes mand, soester og nevoe, og hun giver os kind kys. Hun har endu flere smilerynker opaf, og en lang graa fletning og en skindende guldplumbe i sin fortand. Hun giver Elisabets mand, Victor, en gryde og vi gaar langsomt op af grusvejen til det lille hus der tilhoerer Elisabeth og Victor.
Mormoren har lavet en suppe med boenner og store majs og en griseknogle til hver som vi spiser kort efter vi ankommer. Huset har ikke glas i vinduerne, og det virker saa maerkelig: "ikke faerdig". Men saadan er alle husene paa denne gade. Muren er en "ét-lagsmur" hvor ydervaeg og indervaeg er paa hver sin side af de bare sten med store fuger med sement. Jeg skal tisse, og bliver ledt ud paa et ildelugtende toilet uden indlagt vand. Der er kun et loesthaengende gardin til forhaeng ud til badet, og pludselig opdager jeg til min skraek at min mave ikke helt var glad for det maaltid jeg sidst spiste paa boernehjemmet med linser og fisk. Det larmer fra min dumme mave i hele huset, og jeg har bare lyst til at loebe ud og gemme mig i en busk, som der i oevrigt ikke er her, for her er toert som i en oerken, sand, sten og ingen traer.
Jeg goer mig faerdig og ser til min skraek at jeg ikke har nogen idè om hvordan jeg skal klare traekud eller haandvask. Jeg lister mig pinlig beroert ind i stuen og spoerger en af hendes to 12 aarige tvillingesoenner om han vil vise mig hvad jeg goer i badet. Han griner og henter en boette fra koekkenet som han dypper ned i en stor toende med vand. "Her er til toilettet", smiler han venligt. Jeg vasker desperat mine haender, og er saa forbavset over hvordan Elisabeth bor. Hvor stor forskellen er paa rig og fattig i Lima. Her er to arbejdende mennesker paa 40 aar, som bor saa kummerligt og maa leve afsidigs for at faa raad til dagen og vejen. Endnu ikke lys i koekkenet og mure som ikke er faerdige.
Hendes datter har de faaet "sendt" til Tjekkiet for at hun kan studere medicin. Hvordan hun nogensinde skal kunne klare det paa tjekkisk er alles bekymring, ogsaa min, for jeg kender til de umulige gramatiske regler og det enorme ordforaad i Tjekkisk, for ikke at snakke om de specifikke udtaleregler.
Elisabeth og jeg har snakket meget om Tjekkiet og hendes datter er ogsaa 19 som jeg var da jeg tog til Tjekkiet.
"Hun har altid villet ud af Peru for at laere om verden, og nu er hun saa langt vaek", snoefter ELisabeth beroert. "Jeg savner hende her i huset. Hun har altid boet hed med os og hun er som en veninde for mig. Hun var aldrig saerlig meget vaek fra huset, altid med os, og pludselig saa langt vaek."
Elisabeth og hendes mand har arbejdet haardt for at goere det muligt for deres datter at rejse til udlandet og studere. En billet til Tjekkiet er 4000 kr
Victor arbejder som Laerer i litteratur paa den naermeste folkeskole og tjener 2000 kr om maaneden, og ELisabeth har arbejdet paa et komunalt sted som blev nedlagt og ville starte sin egen "dagplejemor", men det var svaert. Hun vil saa gerne besoege sin datter og spare penge op til hendes soenner og til hendes datter og har proevet at komme ud af landet flere gange for at arbejde i enten Chile eller Argentina. Men hver gang kan hun ikke komme over graensen naar hun siger hun vil ud af Peru for at soege arbejde, og hun vil ikke rejse ind i et andet land paa turistvisum og arbejde sort naar hun ikke kender nogen der.
ELisabeth tjener 1200 kroner om maaneden paa at vaere paa boernehjemmet 24 timer i doegnet 5 dage om ugen. Og arbejde haardt.
Jeg er ked af det indeni. Jeg syntes det er uretfardigt at nogle er tvunget til at bo saa kummerligt, rejse 2, 5 timer paa arbejde, ikke se sin mand og to boern paa 12 aar, ha sin datter i udlandet paa ubestemt tid og ikke have mulighed for at finde andet arbejde hverken i Peru eller nabolandende. Elisabeth har ikke nogen lang uddannelse. Paedagogmedhjaelper, men i Lima taet paa hvor hun bor har det vaeret umuligt at finde noget.
Deres koekken er spinkelt uden rindende vand, og sofaerne kan snart gaa ud af doeren selv.
Elisabeth klager ikke. Hun er altid glad og virkelig kaerlig mod alle. Jeg forstaar ikke hvordan hun kan!!!
Jeg ville vaere vred paa samfundet, paa min skaebne eller noget men hun har et ufaateligt gaa paa mod.
Hun beder mig laere hende lidt engelsk og vi oever udtale og et par gloser. Hun griner ved hvert ord som en lille pige og hendes glaede smitter.
"Anita", siger Elisabeth pludselig! "Hvis jeg skal rejse ud og soege arbejde en dag i andre lande skal jeg kunne engelsk, ik?" Jeg nikker og siger at det kommer vel an paa hvor hun vil hen. Hun kigger paa mig med et droemmende blik. "Engang var der en volontoer fra Italien her, maaske kunne jeg arbejde der for en stund og spare penge op? Italiensk er i hvert fald meget lettere for mig end det der "Inglessh," hikster hun af grin."
"Eller spanien? Jeg har hoert der er mange der arbejder der som "Casa de ama" (en dame som passer hus og boern naar husfruen er paa arbejde...) Jeg nikker eftertaenksomt og taenker paa nogle af de ulykkelige skaebner jeg har laest om paa mit spanskhold og de frustrerede imigranter fra bolivia jeg snakkede med i flyveren herned. Jeg proever at dele det med hende og spoerger hende hvorfor hun ikke proever Chile eller Argentina, hvorefter hun forklarer at det har hun proevet.......
Disko i min Bus!
Katrine og jeg saetter os paa hvert vores saede i bussen ind mod Lima. Vi ligner noget der er loegn, og er vildt traette. Fedtet haar og beskidte nederdele. Jeg er saa maet af lyd at jeg kunne graede paa stedet. Der er saa meget larm naar vi spiser, og hvis jeg sidder ved bordet med drengene paa 8-12 aar hvor jeg sidder mest nu vil de altid fortaelle en masse ting og jeg vil jo gerne snakke med dem. Det er bare det at 85 boern i et stort rum med akustik som Roskilde Domkirke ikke klikker saerlig godt sammen. Hver gang jeg underviser musik er det i et stort rum med akustik uden moebler hvor boernestemmerne borer sig ind i mine traette oerer. Jeg laerer dem Cajun, maracas og andre larmene ting og ude vil de sidde paa skoedet og blive kildet og skrige hoejt af grin. Jeg mindes min herlige og skoenne lillesoester da hun var 4. Den skingreste stemme og det skoenneste lille vaesen. Her er der ca. 25-30 af den slags:-)
Jeg ved det godt, skal bare bruge mine oerepropper mere. Men saa i alle pauser oever jeg Piazolla som en gal, for har besluttet at spille mig i form og soege ind paa en musikskole igen...
I bussen holder buschafoeren fest. Han koerer helt vildt hurtigt, dytter af alt levende der bevaeger sig og danser paa stedet med en sodavandsis i venstre haand. Jeg har aldrig set en dansende bus chafoer, og hvis ikke jeg var saa frygtelig traet i mine oerer kunne jeg ha danset med, for det er jo skoent han holder sig vaagen og vil give lidt godt humoer ind i myldertrafikken og den fuldstaendigt overfyldte bus, hvor mennesker bliver presset ind og bedt om at stille sig i to linier hele vejen ned i gennem midtergangen.
Regaton, bassen durer i hele bussen, buschafoeren virker uforstyret over at han holder festen stort set alene. Han rokker med overkroppen, skruer hoejere op og griner ud af vinduet, smiler til sig selv i spejlet og dytter igen for at komme forbi. Mine oerepropper ligger i Katrines taske bagerst i bussen hos hende, og jeg bliver noedt til at holde mig for oerene for ikke at eksplodere.
Jeg er bare saa lydmaet. Har aldrig proevet det foer. Og hvor er det dog ironisk lige at havne i verdens gladeste bushafoers regatonfest naar jeg bare vild ha ro og fred.
Vi stiger af bussen for at skifte bus. Aldrig har jeg set en saa stor gade med busstopsteder. Den kaempe "motorvejs" agtige gade, foerer ind til Centrum af Lima. Hvor vi skal skifte er mange baner, vildt mange mennesker, forskellige busser, dyt, boern, kvinder, saelgere der raaber op om hvad de saelger. Sodavand, broed, kiks. Praester der stiger ind i busserne for at missionere og tiggere paa krykker. Jeg er lammet af indtrykkende og klamrer mig naermest til Katrine som er to hoveder hoejere end mig og snakker flydende spansk og kan vejen. Pyha, altsaa......
Jeg ved det godt, skal bare bruge mine oerepropper mere. Men saa i alle pauser oever jeg Piazolla som en gal, for har besluttet at spille mig i form og soege ind paa en musikskole igen...
I bussen holder buschafoeren fest. Han koerer helt vildt hurtigt, dytter af alt levende der bevaeger sig og danser paa stedet med en sodavandsis i venstre haand. Jeg har aldrig set en dansende bus chafoer, og hvis ikke jeg var saa frygtelig traet i mine oerer kunne jeg ha danset med, for det er jo skoent han holder sig vaagen og vil give lidt godt humoer ind i myldertrafikken og den fuldstaendigt overfyldte bus, hvor mennesker bliver presset ind og bedt om at stille sig i to linier hele vejen ned i gennem midtergangen.
Regaton, bassen durer i hele bussen, buschafoeren virker uforstyret over at han holder festen stort set alene. Han rokker med overkroppen, skruer hoejere op og griner ud af vinduet, smiler til sig selv i spejlet og dytter igen for at komme forbi. Mine oerepropper ligger i Katrines taske bagerst i bussen hos hende, og jeg bliver noedt til at holde mig for oerene for ikke at eksplodere.
Jeg er bare saa lydmaet. Har aldrig proevet det foer. Og hvor er det dog ironisk lige at havne i verdens gladeste bushafoers regatonfest naar jeg bare vild ha ro og fred.
Vi stiger af bussen for at skifte bus. Aldrig har jeg set en saa stor gade med busstopsteder. Den kaempe "motorvejs" agtige gade, foerer ind til Centrum af Lima. Hvor vi skal skifte er mange baner, vildt mange mennesker, forskellige busser, dyt, boern, kvinder, saelgere der raaber op om hvad de saelger. Sodavand, broed, kiks. Praester der stiger ind i busserne for at missionere og tiggere paa krykker. Jeg er lammet af indtrykkende og klamrer mig naermest til Katrine som er to hoveder hoejere end mig og snakker flydende spansk og kan vejen. Pyha, altsaa......
fredag den 3. februar 2012
Vi vil synge!
Pigerne saetter sig ved mig udenfor og lille Emilio paa 8 som har haft en operation og som ikke kan spille fodbold. Jeg har laert en del sange de bruger til messen her hver soendag og de bladrer i min bog og vaelger sange. Det er hyggeligt, og de synger af deres lungers fulde kraft. "Viene con alegria Senor..."
Trekanter og streger
Vi sidder med alle de fireaarige inde i et stort klassevaerelse. De har faaet hvert sit lille kladdehaefte og Elizabeth deres Tutor giver dem oevelser. Vi hjaelper dem. Trekanter, firkanter, lige streger og boelger. Nogle af boernene nyder det, andre er hidsige for blyanten vil ikke som dem. De kaster blyanten og vaelter stolen elelr irriterer sin nabo.
Vi synger sanglege i slutningen af timen. Tossesang, hvem vil med i Tivoli og Limbosangen hvor de danser og er trompeter. Det er sjovt. Og guitaren er blevet min gode ven her
Vi synger sanglege i slutningen af timen. Tossesang, hvem vil med i Tivoli og Limbosangen hvor de danser og er trompeter. Det er sjovt. Og guitaren er blevet min gode ven her
Hvad hedder din mor?
Jairo har mistet sine to fortaender og binder af en eller anden grund aldrig sine sko. Jeg sidder ved de drengenes bord denne morgen og han kommer hen til mig. "Hvad hedder din mor Anna?" "Hun hedder Ulla." "hvor er hun? Jeg forklarer lille tandloese Jairo at hun er i Danmark. Han spoerger om hun ikke kommer og besoeger mig snart og jeg smiler og siger at det er meget, meget langt vaek, saa det kan hun ikke, men at jeg snart tager hjem og besoeger hende:-)
Jeg har aldrig set hans mor paa besoeg, og ville oenske hun kom, hvis han har en.........
Jeg har aldrig set hans mor paa besoeg, og ville oenske hun kom, hvis han har en.........
Jeg smiler til bruseren og giver min frugt-smothie et kram:-)
Vi er taget en tur ind til Miraflores i Lima. Det foeles som at vaere hjemme i Europa. Her er graes man kan ligge paa taet paa et shoppingcenter og vi drikker frugt smothies dagen lang. Et akut behov for frugt har lagt sig over mig, og der er ikke noget bedre end disse smothies med Mango, ananas, appelsiner.
Paa hostellet stiller jeg mig under bruseren og der kommer varmt vand ud med en staerk kraft. Jeg smiler over hele hovedet til den uskyldige bruser som jo egentlig bare kanaliserer varmt vand, men det foeles saa herlig!
Jeg vasker mig laenge, og mit haar. Det er skoent, for paa boernehjemmet var der nogle knaegte der legede paa taget og braekkede vandforsyningen. Saa vi har i over en uge maattet baere vand op i badevaerelses i en boette og i flasker, og det er koldt:-)
Vi gaar i biografen og body surfer. En dag koerer vi med Cathrines venindes faetter til en landsby 3 timer fra centrum. Der er frisk bjergluft og en stor flod. Vi riverrafter og lader kroppen stresse af ved at skrige og raabe ved hver boelge og sten, og putter alle vores kraefter i hver enkelt aaretag.
Om aftenen ligger vi paa en stor sten og giver hinanden massage. Det er skoent at glemme alt om boernehjemmet en dags tid, for det saetter sig i kroppen at vaere bekymret, behoeve at saette sig i respekt i undervisningssituationer mm.
Paa hostellet stiller jeg mig under bruseren og der kommer varmt vand ud med en staerk kraft. Jeg smiler over hele hovedet til den uskyldige bruser som jo egentlig bare kanaliserer varmt vand, men det foeles saa herlig!
Jeg vasker mig laenge, og mit haar. Det er skoent, for paa boernehjemmet var der nogle knaegte der legede paa taget og braekkede vandforsyningen. Saa vi har i over en uge maattet baere vand op i badevaerelses i en boette og i flasker, og det er koldt:-)
Vi gaar i biografen og body surfer. En dag koerer vi med Cathrines venindes faetter til en landsby 3 timer fra centrum. Der er frisk bjergluft og en stor flod. Vi riverrafter og lader kroppen stresse af ved at skrige og raabe ved hver boelge og sten, og putter alle vores kraefter i hver enkelt aaretag.
Om aftenen ligger vi paa en stor sten og giver hinanden massage. Det er skoent at glemme alt om boernehjemmet en dags tid, for det saetter sig i kroppen at vaere bekymret, behoeve at saette sig i respekt i undervisningssituationer mm.
Abonner på:
Opslag (Atom)