Fra Junglen-Venezuela-Colombia-Danmark

Fra Junglen-Venezuela-Colombia-Danmark

Juan de Soco, fortsat

Farven rød frembringer vi altså ved at gnide bladet Achiote mod papiret. Gul ved roden asafran, lilla ved bladet Chokanary og farven caffe er cudi negro bladet.

Nidia viser os hvordan hun laver snor af inderkernen fra en palme. Ud fra sin egen hjemmesnoede snor laver hun sit hæklearbejde; tasker og armbånd med røde ”cemillas” (kerner). ”Cemillaerne henter jeg længere inde i junglen fra nogle specielle trær. Jeg varmer dem op i en tør pande inden jeg stikker hul i dem med en syl.”, forklarer Nidia mens den ene baby græder i sin beskidte hængekøje og to andre af de små småskændes om at holde de spinkle kyllinger som konstant løber ind i på gulvet og Nidia vil ha de skal være i sit bur ved vinduet. ”Estas animales”, (disse dyr!) vrisser hun.

Alvaro har altså forskellige stykker land. Det ene er langt inde i junglen og nu hvor floden er lavere har Alvaro ryddet et stykke land tættere på huset hvor vi skal ud og plante yuka-rødderne. Jeg hakker grenene op i mindre stykke og planter dem som Alvaro viser mig. Skrådt ned i jorden. En rod i hvert hul. Han gør det tunge arbejde. Hakker store huller i jorden med en træstolpe. Lillepigen på 2 planter osse. Hun har fået bukser på i dagens anledning og putter mange yukarødder ned i et hul mens hun jubler, ”Yuka, Yuka..” Hun er noget så kær og selv hendes skrappe mor smiler af hende og klapper hende blidt på hovedet.

Puerto Narino

3 timer op af floden fra Leticia i en hurtig båd, ligger der en lille bitte by. Engang var det en lille landsby, men nu er det som en lille by uden biler. Vi bor hos traditionsbæreren Alba Lucia på 65 i telt inde i byens kunstnerfælleslokale som ligger lige under hendes taglejlighed. Hun hedder ”abuelita” blandt mange. ”Lille mormor!” Hun er ikke særlig høj, julbenet og med en lidt hæs og tynd stemme. Hun er starter og leder af et traditionskunst fællesskab med Indigenas kunstnere her i Puerto Narino. Sammen kan kvinderne overleve som traditionskunstnere og den kulturbevaring det resulterer i er utrolig vigtig for Tikuna-kulturen og også turismen i området.

De fleste unge fra alle Indigenaslandsbyerne i området rejser til Puerto Narino for at studere efter 6. klasse. Mange af de unge flytter således hjemmefra og ind til Puerto Narino når de er 13/14 år. Den store skole er nemlig et internat hvor de unge kan bo. Der er skeptiske holdninger til skolen. Der har været problemer med stoffer og de unge mener de skal arbejde for meget på skolens marker i forhold til hvor mange lektioner de har om dagen, men det er den eneste mulighed for at studere viddere.

Alba Lucia driver kulturbevaring og er historiefortæller, sanger, danser og kunstner. En aften lærer hun os sange og en eftermiddag lærer hun os traditionelle knytteteknikker og at lave snor fra palmer.

Pelason og Maloka er centrale elementer i Tikuna-kulturen. Før blev pigen gemt væk når hun fik sin første menstruation indtil ”Malokaen” var klar og der var høstet nok yuka til at lave masato til alle de tilrejsende gæster man ventede til festen ”Pelason” for den unge kvinde. Malokaen er en stor cirkelformet hytte med traditionelt palmebladstag og bålplads i midten. Malokaen er derefter områdets samlingspunkt for sang, dans og forskellige riter. ”Før malede de pigen”, fortæller 14 årige Melissa som bor i Puerto Narino. ”De satte fjerd på hendes hoved og hun skulle have lukkede øjne under hele festen. Kun de andre måtte se hende. Men sådan er det ikke idag. Der er ikke blevet holdt ”Pelason” for mig fx”, smiler hun genert. ”Jeg bor her i Puerto Narino nu for at studere og mine forældre har ikke penge til at holde en stor fest for mig.

”Minga” er et andet centralt element i Tikuna kulturen. Ordet betyder at arbejde i fællesskab om en enkeltpersons projekt. ”Vi har ofte Mingaer her i asociationen”, fortæller en lille bitte tynd ældre damer med en pibet hæs stemme. ”Det hjælper os alle sammen meget. Så arbejder vi sammen på marken eller har en hel uge sammen om at lave snor.” Nogle af kvinderne i asociationen er enker og de er derfor eneforsørgere udfra et spinkelt økonomisk grundlag.

”Lupuna”. Et andet vigtig ord i Tikunakulturen. Lupuna er det største træ i junglen. Det er virkelig kæmpestort og her i Puerto Narino er der et som har eksisteret i mindst 500 år. Det er utrolig højt og dens rødder ligger over jorden og går mig til over hovedet. Tikunafolkets skabelsesmyte er kringlet men alt liv springer ud af Lupunatræet. Nogle simple dyr kastede nødder fra Lupunatræet op i luften og træet greb dem og kastede fisk tilbage i fjorden. En af disse fiskeraser blev senere til mennesker. Den dag i dag har Tikunaerne stor respekt for naturen. Traditionen siger at man skal spørge Lupunatræet om lov til at høste eller hente kerner eller fælde træer, for Lupunatræet ved hvad naturen kan bære af menneskelig indblanding. Her har træer og blade og frugter en central plads i samfundet. Tasker, tøj af træer. Farver af blade. Kurve, te..alt er så rent og naturligt på en eller anden måde..........

El sistema, Caracas; Venezuela

”Min far er død og min mor er syg.....men min Violin er der altid...”

”Jeg blev optaget i børnekoret da jeg var 6 år. Det var min mors ide, for jeg har ingen Far. Jeg er vokset op her i området San Martin,” fortæller 21 årige Violinist og lærer i El Sistema Pablo med et hemmeligt smil. Han var den første der fangede mit blik i ungdomssymfoniorkesteret på komuneskolen i området San Augustin. Han har verdens varmeste smil, er en høj afro-Venezuelaner og klapper sine små violinelever blidt på hovedet, hjælper dem med at stemme og smiler varmt til hver enkelt af dem. ”Jeg spiller både kontrabas og violin og arbejder professionelt i symfoniorkesteret om dagen.” Hans øjne skinder og han smiler over hele hovedet. ”Jeg har valgt at arbejde i El Sistema afdelingen her hver eftermiddag fordi det at spille er alt for mig. Gennem hele min barndom var det det jeg så frem til hver eftermiddag. Symfoniorkesteret. Nogle gange var jeg træt og sagde til min mor at jeg ikke orkede, men for det meste blev jeg altid i godt humør efter at have snakket med alle mine venner og spillet.

”Brug hele buen børn!”

Det er eftermiddag. Jeg er i en lidt fattigere del af Caracas på komuneskolen der sumemr af liv. Der er spisepause og alle farter mellem den store rungende spisesal og andre områder med varm mad i bakker. En lille pige med fletninger stikker hovedet helt hen til mit. ”Como te llamas?” ”Hvad hedder du?” Hun bliver hentet snart tror jeg.

Da børnene er færdige med at spise og har leget lidt udenfor åbner de døren ind til instrumentdepodet og mange børn og unge kommer fra andre skoler herhen. Børnene øver flittigt på gangen. En lille sød og tyk trompetgut sidder op af en stolpe og aber efter en større trompet gut der spiller Mozart og treklange. Den lille gut puster tungt og griner for han kan ikke helt følge den store gut. To klarinetter øver en sang og flere tromboner øver noget sammen. Nogle spiller lidt for sig selv. Så bliver døren ind til gymnastiksalen åbnet og børnene stormer ind. Der er vildt mange. 200 måske. De er bitte små nogle af violindrengene og deres lærer hjælper dem med at stemme og sætte sig på stolen. ”Ro,” råber Alexander som er dirigent og leder af ungdomssymfoniorkesteret her i San Martin. Han er selv vokset op med musikken i El Sistema og spiller violin professionelt i et symfoniorkester i løbet af dagen. ”Ro,” råber han igen. Det er svært for alle børnene vil lige se om de kan huske sine stemmer uden noder. Han løfter armene og så småt bliver der ro. De sætter an og alle børnene spiller uden noder. De skal i dag træne at lytte og se på dirigenten fortæller en lærer mig, men i morgen for de noder og skal spille koncert.

Det lyder lidt falsk og Alexander slår af og beder den store horngruppe på 8 spille alene. Han arbejder grundigt med blæsergrupperne hver for sig og det bliver hurtigt bedre. Så er alle klar og hvilken energi. Jeg er rørt. For de er så små og alligevel spiller de i mange positioner, med en god teknik og med en iver som jeg sjældent har set. ”Brug hele buen!,” råber Alexander og de små bitte violinister lyder næsten som et voksent orkester. De forskellige lærere går rundt mellem børnene og retter lidt på deres holdning eller beder dem sætte sig frem på stolen. Og sætter sin instrumentgruppe ind en gang i mellem.

Den største hornspiller rokker takten og sætter alle de små hornspillere ind og det ser så sødt ud.

Børnene har overskud i deres spil, kigger rundt på hinanden og på dirigenten og er dybt konsentrerede på sammen tid.

Så bliver orkesteret delt op og de små for sig en lille pause og de store spiller noget russisk musik der lyder rigtig godt!

En kvindelig lærer fortæller mig at de små kun har spillet i 4 måneder og at de lidt større har spillet længere tid! Der er et mægtig kaos når de små kommer ind igen. De står ude i siderne og prøver at spille lidt med på de stores musik, men til sidst er de alle samlet igen og kigger op på dirigent Alexander.

”Fordi jeg kan lide at spille!”

I afdelingen af El sistema tæt på slum området San Augustin snakker jeg med to knægte på 12 år. Den ene spiller Trombone. ”Jeg sang i børnekoret i 6 år, og dér lærte jeg noder, lærte at synge rent, at lytte og solmisacion. For noget tid siden spurgte de om jeg ville lære at spille Trombone,” smiler han. ”Jeg er glad for trombonen. Jeg kan lide at spille på den fordi jeg kan lide den lyd den har.”

Afdelingen holder til i kælderen på et indkøbscenter hvor der går en kabel linie op til slumområdet San Augustin. Her er børn i alle farver og med alle baggrunde. Ungdomssymfoniorkesteret her spiller rigtig godt. Det er levende og tilstedeværende og Tupac en ung Indiansk kvinde fra indenland i Venezuela dirigerer og opmuntrer en klarinetist i hans solo da lyden knækker og de andre griner. ”Sigue,” (fortsæt) smiler hun.

En cellist er på vej afsted men når at forklare mig at de dygtigste bliver sendt ind til akademiet for at få enetimer men at han underviser hver enkelt cellist 30 min om ugen her også. ”Det vigtigste for os er at give børnene noget fornuftigt at tage sig til så de ikke havner i kriminalitet og give børnene mulighed for at netværke på tværs af klasseskel og baggrund.” Nogle af børnene vil gerne spille på professionelt plan senere men dette er som sådan ikke vores mål. Der er mange lag i vores musiksystem. Akademiseringen, alt hvad der har med teori at gøre og professionaliseringen er egentlig en forholdsvis ny men vigtig del af systemet.” DVS. Akademiseringen, konservatoriet, professionaliseringen af unge talenter er noget der kører sideløbende med den social profil i El Sistema men ikke det egentlige mål.

Dirigenten forklarer at der er afdelinger ”nucleos” af El sistema i hele Venezuela og hver afdeling kører tingene på sin måde. Nogle lægger stor vægt på børnekoret og andre giver børnene instrumenter fra de er helt små og bruger Suzuki Systemet. ”Nogle gange er det hårdt at være lærer her for det er hver dag og jeg spiller jo også professionelt selv, men her i Syd-Amerika har vi nok en lidt anderledes arbejdsmoral end i Europa kunne jeg forestille mig.” Jeg nikker. ”Vi underviser også om lørdagen og så ligger koncerterne ud over. Jeg er fraskilt så jeg har masser af tid men hvis jeg havde familie ville det være hårdere tror jeg,” forklarer den Venlige dirigent fra Vest i landet.

Koncerten med børnekoret er rørende. De har allesammen en T shirt i forskellig farve på og til mange af sangene er der fagter. Nogle af sangene er flerstemmige og mere klassiskmusik inspirerede. Alle de stolte forældre klapper og børnekoret vil have alle til at synge med.

Unge profesionelle musikere i Caracas

Jeg bliver lukket ind til ungdomssymfoniorkesterets øvelse i den store flotte bygning for musik i hovedstaden Caracas i Venezuela. Af bagvejen. Sammen med orkesterkoordinatoren. De spiller Stahmitz. Aldrig har jeg hørt et symfoniorkester der spiller så sammen og med hele hjertet. Her er alderen 14-25 og alle sidder helt fremme på stolen og spiller med hele hjertet. Nogle laver ansigter til hinanden og rokker lidt med når en anden instrumentgruppe har solo. De kender symfonien rigtig godt, måske næsten udenaf mange af passagerne. Sådan har de været vandt til at lære musikken fra de var små. For i El Sistema spiller de vanskelige værker fra de er små og øver hver enkelt stemme i grupper til de alle nærmest kender det udenaf. Tilstedeværelsen i deres måde at spille på slår mig. De er tilstede. 100 procent når de spiller, og det her er kun en øver.

Pausestemningen er hyggelig iblandt dem. De virker som en bunke gymnasieelever og jeg kan ikke forstå at det er de samme unge jeg lige har hørt spille.. Her er det de bedste unge musikere fra hele landet og andre latinamerikanske lande som er samlet. De spiller professionelt for det som svarer til to gange mindsteløn, og har tid til at færdiggøre gymnasiet om formiddagen hvis de er i gang med det. Nogle af dem studerer på universitetet ved siden af eller på konservatoriet og mange af dem for individuel undervisning på institutet for klassisk musik her i bygningen.

Det summer af liv, latinamerikansk liv på gangene i den store flotte og nye bygning. Nogle står tilbagelænet i hjørnet og sludrer, nogle giver kindkys og griner højlydt, mange smiler og virker til at være stolte og glade for stedet. Alle hilser på hinanden, og nikker svagt til mig.

Danmark kalder

Jeg står på hovedet for at lave billetten om, og læse om busser ned igennem Venezuela. Jeg vil hjem. Rigtig hjem! Og det skal være nu! Vi skal være sammen som familie! Kan mærke det dybt, dybt ind i sjælen og er så taknemmelig for at jeg ikke er en immigrant der ikke kan tage denne beslutning når jeg vil. Tænk hvis jeg ikke kunne tage hjem?

Jeg skubber tanken fra mig og skriver febrilsk viddere med Kilroy om mulighed for at flyve hjem fra et andet land en Venezuela. Jeg længes efter at se mine forældre i øjnene, kramme og fjolle med min lillesøster, holde min niece, spille med min lillebror og bare være. Være hjemme. Være datter. Være storesøster. For det er vel den jeg er i sidste ende? Det er der jeg hører til. Med dem, eller i hvertfaldet i nærheden.

Bogota og en dato inden for de næste par uger. Jeg er glad og lidt stresset. Men Bogota. Er det ikke farligt som alle siger, og hvordan skal jeg komme over grænsen og alt det?

Jeg tager en bus ud til det Caribiske hav en sidste gang. Den svinger sig med super høj musik ned over en jungelfjeld side, og jeg ligger med ørepropper op af min taske og er køresyg. Klimaet skifter. Tog bussen med tyk trøje og sko, men nu må jeg lyne bukserne af ved midten og sidde i undertrøje. Bussen har ingen glasvinduer og der er primært afro venezulanere i den. De står af og hopper på i små afsidiges landsbyer her i høj junglen der snart møder det Caribiske hav.

Jeg stiger fortumlet ud af bussen og vandrer mod stranden med min snorkel. Det er lige så smukt som i Colombia, det karibiske hav. Og jeg svømmer og hygger mig og leger med en lille pige og snakker med badevagten som næsten ikke tror på jeg kan svømme. Men jeg gør som han siger og bliver tæt på land. Der er en rolig stemning, men ville helst have været der med Dorin eller mine nye venner fra Caracas, men de skulle arbejde. Jeg indsnuser i fulde drag havluften, velvidende at det bliver sidste gang i meget lang tid jeg er i og ved det karibiske hav for i morgen går turen mod Caracas og derefter Bogota og derefter hjem! Hjem....hvis busserne ikke strækker undervejs eller nogen stjæler mit pas, eller jeg farer vild..

Ej jeg skal klare det. 1400 km i bus. Men jeg har jo en uge....

Bussen kører fra Caracas om aftenen og jeg sætter mig ved siden af en ung fyr. Vi snakker en masse for vi kan ikke se filmen der kører. Han fortæller om sin baggrund og familie og jeg fortæller. Så går tiden hurtigt og til sidst falder vi i søvn. Næste formiddag er vi i en lille bjerglandsby. Jeg vil ud og se bjerget og det vil han også. Der er en zoologisk have med jungel bagi og et marked i byen. Det er koldt og jeg begynder at glæde mig til at komme viddere.

Bussen næste dag er mindre og jeg sidder i den i evighedder før vi stopper et std hvor jeg spiser en sandwich. Til sidst stopper den et sted hvor jeg skal finde en taxi for at komme viddere til grænsen. Jeg bliver desperat for alle taxi mændende vil ha sidsygt mange penge for mig fordi jeg skal ind og have stemplet mit pas og det kan de andre kunder da ikke vente på. Jeg opgiver dem. Hele banden. Køber en kage og en juice og sætter mig på min rygsæk og kigger ud i kaoset. Dette er det sidste af Venezuela, tænker jeg. Du skal nok komme til Bogota. En dag. Jeg er sur på taxa mændene for jeg har kun 200 bolivares tilbage, for jeg ville ikke hæve for at tage en masse med ud af landet. De er ikke meget værd i de omkringliggende lande. Der er mange der kommer hen og vil sælge mig taxier men det er hele tiden det samme dyre mærkelige noget de prøver på. Det stilner af og jeg sidder bare på min taske, som en alien der er dumpet ned i menneskeverdenen og bare er tilskuer. Pludselig kommer en gammel dame bagfra. Hun siger med rusten og spinkel stemme og en temmelig krumbøjet nakke. ”Hijita”; (Mit lille barn) ”NO sabes que hay autobusses?” (ved du ikke der er busser herfra?) Nej, udbryder jeg. Den lille engle agtige dame forklarer mig minutiøst vejen hvor jeg kan finde de grønne lokalbusser der kører til grænsen hvor jeg kan få stemplet mit pas og tage bus viddere. Det koster 20 bolivares, siger hun. Jeg smiler og takker hende sikker altfor mange gange i forhold til hvad der er normalt, men bliver så glad. ”Jeg kommer til Bogota, jeg KOMMER til Bogota. Bussen er stoppet med mennesker og er lille og grøn. Jeg sidder ved siden af en sød dame der snakker løs og spørger om det ene og andet. Jeg spørger hende meget om det med grænsen og hvor jeg skal stå af, og hvor jeg skal stemple. Bus turen tager næsten 3 timer, troede det var 20 min hehe, men så er det jo klart taxierne ville have noget betaling trods alt.

Inden jeg skal af giver damen mig 100 bolivares. Hun smiler og siger at dem for jeg brug for. Jeg kigger vantro på hende. Har lyst til at give hende dem tilbage og sige at det er da alt for meget. Men noget insisterende i hendes blik for mig til at beholde dem. Man ved jo aldrig tænker jeg.

Grænsekontoret er lukket da jeg endelig finder det og har lyst til at råbe at nogen da for pokker bare kunne sende mig en privathelikopter der kunne flyve mig til Fensmark men det kan jeg jo ikke helt forlange af verden. Der har jo trods alt kun været søde mennesker ind til nu. Jeg spørger en på gaden om man så slet ikke kan komme over grænsen i dag og han peger op af i byen og forklarer at der er der et døgnkontor. Jeg nikker og prøver at smile, men jeg har nok set nærmest sur og fornærmet ud. Det begynder at bliver tusmørkt og min taske er virkelig tung og jeg er totalt sukkerkold. Finder grænsekontoret efter lidt ledning, og ser den enorme kø hvorefter jeg skynder mig hen til et lille bageri og sætter mig tungt på deres træstol. En Cola og en kage tak. Jeg drikker og spiser og mærker tålmodigheden og håbet komme tilbage. Jeg kommer til Bogota. Jeg skal hjem!

Omsider er det min tur i køen. ”Hvor er dit stempel?” siger den Venezuleanske betjent bag skranken. Jeg kigger på ham som et spørgsmålstegn? ”Det er jeg kommet her for at få”, siger jeg så høfligt jeg kan. ”Du skal over i butikken derovre og købe udgang af Venezuela?” Jeg føler mig diskrimineret og gjort grin med, og selvom jeg har drukket cola og spist en kage forsvinder al tålmodighed igen. ”Men...”jeg skal til at spørge om al mulig men tænker i det samme ”Køb din billet få dit stempel og aldrig mere Venezuleansk grænse” Jeg køber billetten til at rejse ud af Venezuela. Den koster 100 bolivares, lige det damen i bussen havde givet mig. Det er en lille bogforretning og jeg griner af situationen og spørger den støvede boghandler hvor i alverden de penge ryger hen. ”Til staten,” siger han tørt og putter et lille klistermærke på min billet og stempler.

Jeg tager den på latinamerikansk og springer hele køen over, betjenten nikker og er enig i min handling og nogle af de andre rejsende syntes også det er ok. Jeg får mit rigtige stempel og nu mangler jeg bare at finde Colombia. Jeg ryster på hovedet af mig selv. Spørger en dame, og hun forklarer jeg skal passe på ude nu for det er mørkt men at jeg trygt kan gå op til en bus et par gader oppe, den kører mig ned til grænsen. Jeg takker hende.

Jeg finder bussen men han forklarer at han ikke kører endnu. Jeg prøver at forstå hvornår han kører men er for træt. Jeg går hele vejen ned til grænsen langs vejen på fortovet. Jeg tager en sort trøje over håret og prøver at gå så maskulint som mulig. Heldigvis er der andre mennesker på fortovet. Også en kvinde og hendes 2 børn, spørger hende om hun ved hvor jeg skal stemple ind i Colombia men hun vil ikke konversere. Jeg trasker forbi hende og tænker:” Tænk hvis kontoret er lukket?” Det står og lyser nede på højre hånd efter broen. Der er en politibetjent udenfor der nærmest ønsker mig velkommen. Jeg er nok på hans datters alder og han syntes det er mærkeligt jeg vandrer alene over grænsen i mørket. Det syntes jeg også, forklarer jeg men vil til Bogota med natbussen for jeg skal hjem til Danmark. Han smiler og kan godt forstå jeg ikke ville sove her på et hotel og ville viddere. Han siger jeg skal sætte tasken, slappe af for her er trygt og at han vil vinke til mig når bussen mod den store busterminal kommer.

Jeg sætter mig ned med min taske og er taknemmelig for hans hjælp så jeg slipper at stå alene derude i mørket og flagre. Der kommer bussen. Løber op til den og sætter mig ind. Det er samme bus som den jeg prøvede at tage før som ikke kørte ”Endnu”. Det er jo perfekt tænker jeg.

Her stopper bussen.

 Der er en kæmpe rundkørsel og jeg kan slet ikke se busterminalen for bare biler og tør ikke gå over vejen. Jeg er stresset for det er mørkt og helt sikkert over 20. Jeg venter til en anden person krydser den fuldstændig sindsyge vej og kommer ind i bus terminalen. Aldrig har jeg været i en mere kaotisk busterminal. Ingen info, intet. Jeg løber hen til den største langdistansebus der er og spørger hvor de kører hen. ”Bogota!”, smiler den pæne middelaldrende buschafør. ”Der vil jeg gerne hen!”, siger jeg meget forpustet. ”Vi kører nu!” Jeg forklarer ham at jeg ikke har nået at hæve penge endnu. Han siger de vil vente på mig. Jeg insisterer på at det er bedst at tage rygsækken med mig på ”Pengejagt” og beder dem for Guds skyld vente på mig. Jeg kommer ud i den vilde traffik og rundkørsel. Ingen gadelys, intet, bare biler og kaos. Jeg har ikke refleks eller lygte og venter igen til en anden person krydser vejen. Spørger nogle ved et busstopsted om her er en bank. Nej det mener de ikke her er. Spørger ved et hotel, bank nej. Tænker at jeg ikke kommer til Bogota alligevel, men spørger nu efter en bankomat og en mand siger han tror der ligger en i den retning. ”Puh den åndsvage taske”, har lyst til at give det hele væk bare for at nå den skide bus. Jeg lukker mig ind i det lille bur man skal gå ind i for at hæve, og begynder at tude, som et lille barn. Finder rystende mit hævekort frem og har blackout på koden, for har ikke brugt den i meget lang da jeg havde kontanter. Prøver det norske visakort og der er gevinst. Mærker lettelsen skylde ind over mig. ”Bare den nu har ventet på mig den store rare bus”

Jeg løber tilbage til kaos-terminalen og buschaføren nærmest haler mig ind i bussen. Jeg sætter mig tungt i sædet og finder alt mit varme tøj frem og går ned og skifter på toilettet. Der er altid airkondition i disse store busser og det er virkelig koldt når man skal sove.

Jeg falder i søvn med min bagage sikkert pakket nedeunder med nummer på og vågner først da vi stopper for at købe morgenkaffe i en lille bjerglandsby. Jeg er så glad og lettet og sætter mig foran for at sludre lidt med buschaføren der fortæller om landsbyerne, hvad de producerer og hvordan Colombia er i stadig udvikling. Han er en glad buschafør og det er hyggligt. Hele bussen stopper for at købe varm morgenmad ved 10 tiden og jeg spiser suppe med gris og kartofler. Smager herlig.

Bogota, Colombia!

Sikke en rejse fra Caracas helt ned til Bogota. Jeg er helt træt da jeg kommer frem, men Colombianere har en sådan åben og herlig atitude at man ikke kan føle sig trist eller træt særlig længe. Det første der møder mig er en super tjekket turistinfo hvor de hjælper mig med det jeg har brug for. Bagefter en kop kaffe hvor nogle snakkesagelige damer vil vide alt mulig og stolte praler med deres viden om vikinger og de nordlige lande.

Jeg har fået lov at bo hos en Host fra Couch Surfing og i hans del af byen er det som at være hjemme i Europa. Men virkelig mærkelig egentlig. Alle snakker om hvor farligt Colombia er. Hans køleskabsdør er fyldt med pizza og anden ”Fast food” reklame og han spørger om jeg er sulten. Julian fortæller at det er hans første år i arbejde. Dette tyder på han kommer fra en velstillet familie. Hans lejlighed er tjekket og helt anderledes end andre lejlighedder jeg har været i i Syd Amerika.

Julian fortæller han gerne vil læse sit speciale i Skandinavien og vi snakker om forskellige kultur forskelle, politik og hans baggrund.

Julian er lidt syg og jeg tusler lidt rundt i regnen alene. Der er meget koldt i Bogota og jeg har ingen bukser. Vi går i et supermarked senere og finder et par billige cowboybukser og tykke strømpebukser og strømper.

Glemmer alt om kulden og regnen!

Baren er stopfyldt. Salsamusikken blæser ud af højtaleren og alle er igang med at danse. Fire piger i en gruppe er enormt åbne og søde og spørger om jeg ikke vil være der sammen med dem. Vi danser på livet løs i en cirkel. Der er næsten ingen mænd at danse med, men det passer mig egentlig fint. Pigerne er skønne. Den ene er fra Cali. ”Jo jeg savner Cali. Der er varmt og mindre. Men det er spændende at arbejde her i Bogota,” fortæller hun med sit store smil og hendes afrokrøller hænger livligt omkring hendes ansigt. Hun er utrolig smuk syntes jeg. Det er skægt at danse med pigerne. Koncerten begynder og jeg glemmer alt om de 8 grader udenfor, fjeldregnen og kulden der sætter sig som nåle i huden. Forstår ikke hvordan en nordboer som mig kan syntes her er så koldt.

Hele bandet består af afro-colombianere og forsangeren spiller Marimba. Det er musik fra kysten og det er helt fantastisk. Baren bliver fyldt mere og mere op med afro colombianere og de danser som jeg sjældent har set nogle kunne danse. Der er en energi og en glæde uden lige og jeg lader mig rulle med af de caribiske rytmer og fremmede melodier.......

Sådan smager Colombia!

Genialt! Julian tager mig med på en lille rundtur i den historiske del af Bogota. Der er super hyggeligt. Alt hvad jeg har savnet ved det Syd Amerika jeg kender i Venezuela finder jeg her. Alt slags mad bliver solgt fra små boder. Enhver genstand kan sælges og der råbes højt op om hvad det er og hvad den koster. Dobbeltlivet. De oficielle restaurenter og butikker og alt det der bliver solgt og spist på gaden. Det er koldt og regner så efter en stund finder vi lokal mad med lokal musik. Friskgrillet kød, guaquemole, arepas med ost, kartoffelsuppe og kylling i tomat. Vi spiser og spiser og jeg er lykkelig mæt i smagen af Colombia.......

”Alt er korrupt!”

Det er den eneste kommentar Julian på 24 har til politikken i Colombia. ”Det har forbedret sig utrolig meget siden halvfemserne, men stadigvæk savner jeg end mere ærlig regerings magt,” fortæller den høje rolige fyr med krøller. ”Det hele er korrupt når alt kommer til alt. Men FAHRK eksisterer kun nu i meget lille omfang  og ikke i Bogota. Tættere på nogle af områderne hvor de dyrker Koka, er FAHRK. Der er stadig farlige områder her i Bogota hvor du ikke skal gå hen! Her oppe for eksempel, er der et frygtelig skel mellem fattig og rig, og det giver mægtige frustrationer og kriminaliteten er voldsom for at få fat i små penge.” Men Julian er glad for sit Colombia. Han elsker at gå ture i bjergene og tage billeder og er godt på vej med arbejde og uddannelse........

Indsendt af Anja Lillemaehlum kl. 21.08 Ingen kommentarer: 

Farvel....

Jeg går ind i flyet og tænker på den dag for 10 måneder siden hvor jeg satte mig ind i et lignende fly. Jeg takker Gud for alle de mennesker jeg har fået lov til at lære at kende og alt det jeg har lært og oplevet. Jeg er  meget berørt, for jeg glæder mig som en gal til at komme hjem og være sammen med mine nærmeste og samtidig er det så mærkelig at skulle forlade dette kontinent og disse mennesker, som jeg er kommet til at elske!

Alle de åbne mennesker, spontaniteten, livet som rejsende der møder andre rejsende, deres glade musik, passionerede hjerter og tilstedeværelse. Jeg er berørt fordi jeg ved hvor mange her der ville ønske de kunne sætte sig i en flyver og gøre det sammen som jeg har gjort og vende hjem med nye oplevelser, ny viden. Jeg ved hvor priviligeret jeg har været, og jeg ved nu hvor mange skæbner der drømmer om bedre livsvilkår men som formår at lave en fest ud af deres liv og leve i glæde, kærlighed og åbenhed på trods af de begrænsende økonomiske omstændighedder og mulighedder for at viddereuddanne sig der omgiver deres liv.