I Colectivo (taxi med fire personer der deler regningen) med 4 maend... Min siden mand har "kun" fire boern, siger han. Jeg syntes det er mange og de fortaeller at her er det normalt at have 7 boern eller flere. Sikken fest, siger jeg;-) De vil hoere norske folkesange da de hoerer jeg er musiker og det faar de. Ogsaa en Peruviansk. "Je, je, je..," griner de. "Du kan jo synge!" Vi snakker om engleskundervisning i landsbyerne. Bilen foelger en smuk fjord og en dal og alt er som i Norge bortset fra at jeg sidder i en Colectivo med fire peruvianske maend som altsaa vil hoere mig synge. Groent og friskt er der uden for.
Pomacochas er en lille landsby ovenfor pomacochas soen, som man kan se her:
Traehuse, og jeg spiser paa en traebalkon med udsigt over soen og dalen. Folkene smiler venligt. En bedstemor jeg koebte vand af sidder pludselig i en motortaxi og vinker til mig. En lille dame med hue, ingen taender og store gummistoevler loeber med smaa skridt efter sine hoener. Tror hun vil have dem ind?
Et hotel med moderne kunst og kolibrier i haven og jeg smutter videre.
Med Combi (de der store varevognsbiler som paa finurlig vis her fungerer som busser). Jeg sidder virkelig godt paa forsaedet og kan nyde det langstraekte evigt groenne skov areal vi koerer igennem i evighedder. Jeg ville egentlig saettes af i naturreservatet, men en doer med laas og en del regn gjorde at jeg hellere blev i den trygge Combi med den gode stol foran.
Vild skov, en slags regnskov/jungleskov som jeg gerne ville kunne beskrive lidt mere detaljeret, men i og med jeg er vokset op i en familie hvor vintergaekker var "De hvide" og paaskeliljer "De gule", saa er det altsaa stadig ikke min staerke side at beskrive natur. Jeg kalder den jungle skov. For der var mange lianer. Ligesom dem Tarzan svinger sig i! Kaempe hoeje traekronner og bregner. Og skoven er saa fugtig og frodig at jeg har lyst til at spise den der fra mit Combi vindue!
Vi koerer over et udkigtspunkt med blaa bjerge i baggrunden og denne groenne fredede jungleskov saa langt oejet raekker. Vi koerer et par timer igennem den indtil smaa huse begynder at dukke op. De er nu lavet af trae, paa stolper og ikke altid med vaegge. Folk sidder taet paa vejen. Sloevt i varmen. Haenger ud i deres motor taxier (Saadan ser de ud:-)
Bushafoeren havde givet mig en sandhed med modificationer da han sagde han skulle til Moyobamba. Vi blev sat af foer der og en anden bus chafoer sagde "Moyobamba", men heller ikke han tog os der hen. Vi var vel paa vejen, men det var ikke hans destination. Til sidst kom vi dog alle fra bussen frem til Moyobamba..
Efter en lille mototaxi tur var jeg i en lille park med kolibrier og tropiske blomster. Dejligt at gaa. Snuse og ikke mindst se!
Pigen der viser mig rundt i parken, som egentlig mere er som uberoert skov, er rigtig soed. Hun har studeret turisme i Lima, og er lykkelig over at vaere kommet hjem til hjemtragterne. "Jeg vil ogsaa gerne rejse til Europa, saadan som i rejser her til", siger hun pludselig. Jeg siger at det kan jeg virkelig godt forstaa. "De tror bare at vi kun rejser dertil for at blive og arbejde. Jeg ville bare gerne have en chance for at rejse" Jeg kan kun sige mig enig i tanken om at alle skal ha lige chancer for at rejse, men jeg mangler ord for at beskrive at det er hele den oekonomiske situation i Peru kontra Europa der goer at det er nemmere for os at rejse over, for naar vi foerst er her er det billigt, men hvis en Syd amerikaner kommer over kraever det sin mand bare at rejse rundt for en maaneds tid og saa rejse tilbaage naar flybilletterne er saa dyre.
Jeg siger at hvis vi er mange nok til at aendre "Fort Europa" kan det maaske lykkes flere at komme over at besoege os.
Min sidste etape i dag gaar til Tarapoto. Vi har klemt os godt sammen i den lille combi, og selv midt mellem saederne sidder folk paa klapstole. Luften er taet. Vi er helt klar til at koere. Men chafoeren skal lige ordne et eller andet. Da han kommer tilbage raaber en aeldre mand. "Musica Maestro". Taenk! Buschafoeren havde efterladt os uden musik i fem minutter. Jeg smiler fra oere til oere, for det er Peru. I Danmark havde en eller anden raabt. "Kan vi saa komme afsted mand!" men her vil de bare have musik saa klarer de det meste. En aeldre mand ved min side siger det er varmt i solen ik? Og jeg smiler og siger jo, pyha. Sveder rigtig meget. Og ser til min skraek at han har en serioes sweater paa. Jeg griner og siger, om han ikke har det endnu varmere under den sweater. "Naeh. Jeg sidder og varmer mig. Der er saa koldt oppe i fjeldet saa jeg nyder det lige." Jeg kan slet ikke lade vaere med at grine. Han er saa loejerlig der med sin sweater og jeg som er ved at smelte vaek.
Min sidemand er politimand og far til to. Han fortaeller han rejste tilbage til Tarapoto fordi han aldrig kunne vaenne sig helt til Lima. Foraeldrene bor der stadigvaek .
Ingen kommentarer:
Send en kommentar