Drikker morgenkaffe paa traealtanen af det lille hyggelige hostel i Yurimaguas. Lige nede ved floden ligger det. Rygsaekken er pakket og jeg gaar glad ned mod den lille havn. Har egentlig lige vad i et friskt koldt bad men er helt vaad og klam af sved. Jeg har lange bukser og t-shirt paa for saadan gaar de fleste klaedt her. Nede ved kajen er der fyldt med mennesker. Nogle skal rejse, andre vil saelge ting til dem som skal rejse. Ure, plastikbokse, hoens, broed. Prammen (la lancha) er helt fyldt. Den er lavet af trae som er malet blaat. Den ser godmodig ud udenpaa. Lidt som en stor pelset hund der staar og venter paa at blive klappet. To etager. En baadmand vil vise mig ind paa baaden. Vi er paa vej op af en lille rampe da baadmanden pludselig siger:"Har du din haengekoeje med?" Jeg kigger spoergende paa ham og han siger han vil vise mig hvor man koeber den. Jeg koeber ogsaa broed, vand og mandariner. Jeg var bange for jeg var lidt for sent paa den men han siger der er god tid. Haengekoejesaelgeren har forskellige farver og kvalitet. Jeg koeber dén til 30 i blaa og roed.
Baadmanden haenger min koeje op mellem alle de andre koejer og siger:"Está bien?" (Er det ok ?") Jeg taenker det virker ualmindelig taet paa de andre mennesker, og at jeg kommer til at forstyrre dem ved at vaere blevet klemt ind mellem dem, men kigger rundt paa daekket og haengekoejerne haenger super taet hele vejen ned.
Vi er nok mere end 50 mennesker paa det her nr to daek. En hane galer og boernene ligger allerede og putter i nogle af haengekoejerne. 2 i hver. Side om side eller med benene paa kryds i midten. Nogle er veninder fra sine landsbyer andre soeskende..
En pige ligger rullet stramt ind i sin haengekoeje som en poelse der haenger til saltning.
Da baaden starter, lufter det dejligt og folk smaasnakker lidt rundtomkring. Min "sidekvinde" skal til en lille landsby og besoege sin familie og en utrolig snaksagelig aeldre mand Luis fortaeller og fortaeller i et vaek:" I min familie skaendes vi ikke. Vi bor taet. I santa Cruz. En by her i Amazonas floden som har moto-taxier men som man kun kan komme til med baad. Der er nok 1000 indbyggere.
"Jeg er vokset op i omraadet San Martin (Et omraade i indlandet, cloud forest (regnskovsomraadet)) og en dag sagde jeg til min far at jeg ville rejse til Brasilien og arbejde. Men jeg strandede i Yurimaguas hvor jeg moedte hende som er mor til mine 4 boern nu. Nogle af hendes venner viste os floden og landsbyerne og vi besluttede os for at slaa os ned i Santa Cruz." Hans datter paa 11 er soed og smiler og laaner mine tegnesager. Det er hyggeligt og jeg savner min soede lillesoester Maja mens hun tegner hvordan hendes landsby ser ud.
En smuk kvinde ligger halvt og daser i sin haengekoeje og kommer ogsaa fra Santa Cruz. "Jeg drog til Lima for 10 aar siden for at starte butik", fortaeller hun med et lidt genert smil men med en afslappet titude. "I starten havde jeg svaert ved at vaenne mig til alle Bilerne, stoejen, det hektiske liv. Men nu har jeg vel vaennet mig til det." Kvinden ser taenksom ud og virker ikke helt overbevisende paa mig. "Jeg er paa vej hjem nu," smiler hun med straalende oejne. "Paa vej hjem til mine foraeldre og mine soeskende. Jeg skal hjem og slappe af en maaned", griner hun med et stort varmt smil som ikke skjuler nogen ting. Jeg kan se at hun elsker floden. Det rolige liv i landsbyen, sin familie og det simple liv. Hun er 40 aar men ligner en paa 28. Forstaar det slet ikke. Hvordan kan hun vaere saa ung og smuk? Hun fortaeller hun er mor til 2. En paa 20 og en paa 22. "Mine boern vil ikke med mig hjem her op nordpaa til Santa Cruz og floden. De kan ikke lide myggene siger de. Jeg ville ellers gerne tage dem med. Saa kunne de faa noget frisk luft", griner hun med samme aabne aerlige latter. "Men hvis de ikke vil med er det jo saadan. De har jo ogsaa deres universitet at passe", siger hun. Den oversnaksagelige mand Luis bryder ind:"Du Anita (altsaa mig, lille Anna?;-) Var dit pas egentlig ikke meget dyrt naar du skulle rejse saa laenge med flyveren? Ja for det er vel kun med saadan et fint dyrt pas man kan rejse?", jeg undertrykker min latter for hvad ved han om flyvere og pas, og jeg fortaeller at alle har et pas i DK men at det ikke er meget dyrt. "Mmmmm", siger han eftertaenksomt, og jeg kan se han grubler over hvorfor det ikke er at han rejser til andre lande saa, hvis det er saa nemt at stige ind i saadan en flyver tingest.
"Anita, hvor laenge skal man sidde i flyveren for at komme til Europa? Her er et pas altsaa meget dyrt. Ved du godt det? Jeg har ikke noget pas....men jeg har et ID kort." Han hiver en lille beskidt pung op og viser mig stolt sit kort med billede og nummer. "Med det her kan jeg rejse rundt i hele Peru. Og Peru kender jeg!! Jaaaa...altsaa lige bortset fra Iquitos, men de siger det er et 3. Lima. Det en stor og haeslig by. Det er jeg sikker paa!"
Progresso: En lillebitte landsby her midt i junglen. Taenk at leve her? Saa isoleret! Alle vores Europaeiske "Blive-til-noget-tanker" forsvinder lidt her. Her er det maden, dagen, faelleskabet der gaelder! Hvis der ikke er en lille skole derinde er det sikkert at boernene laerer en masse om fiskeri, husbygning, baadlavning og maaske lokal kunst og sang? Vil saa gerne stige af her og laere det hele at kende. Men det kan jeg da ikke bare. Bryde ind i deres lille landsby. Jeg bor jo ikke der og har ikke noget med de kan bruge til noget...
En lille dreng skal tisse og den unge mor med farvestraalende soltop og stramme cowboybukser loefter ham bare op til relingen saa han kan proeve at tisse ned i floden uden at tisse paa toejet. Baaden bevaeger sig dejligt roligt for floden er stille, kun min haengekoeje gynger i menneskemaengden..
Rio, Rio, Bosque, Bosque (flod, flod, skov, skov)
Stemmer i varmen, motor lyd. Babyer der babysnakker. De serverer mad paa lanchaen. Kylling og ris med gule aerter. Og selvfoelgelig med kartofler til. Aldrig i mit liv har jeg spist saa mange kartofler. Jeg griner indeni, for det er jo ikke saadan at jeg kan lade kartoflerne ligge. Foeler jo ikke jeg kan spoerge andre om de vil ha mine kartofler og smide dem ud kan jeg ikke. Saa jeg gumler mig altid igennem den ene kartoffel efter den anden her i Peru. De har jo mange forskellige, men kartofler er de nu engang, og sammen med ris virker de endu mere kartoffelkedelige end de egentlig behoevedes at vaere. Taenker paa ovnstegte kartofler med hvidloeg og timian. Kartoffelsalat med purloeg, bare tanken om krydderurter...mmm..sidste kartoffelbid er sunket og jeg beder paent om en skraeldepose fra en af arbejderne paa baaden inden folk hensynsloest begynder at bruge floden som deres udvidede skraeldespand som i byerne langs floden..altsaa!
PLUDSELIG begynder det at regne og storme. Floden er meget mindre stille og paa et tidspunkt holder baaden ind til siden af floden for vandet er begyndt at lave boelger.
Baaden sejler forbi bittesmaa landsbyer. Et sted vi holder ind kommer nogle drivvaade knaegte og en muskuloes type baaden i moede i deres smaa traekanoer. De laster toender og kaempesaekke med noget der ligner ris ned i kanoerne. Folk paa baaden fortaeller mig at der er skole i nogle af disse landsbyer men at uddannelsesnivoet er meget lavt.
Jeg taenker igen at saa kender de til saa mange andre ting og i Lima er der alt for proppet til flere mennesker saa at uddanne sig videre er bedre med noget mere praktisk de kan bruge herude.
Der skal noget til at kunne leve 28 timer i bus fra hovedstaden og derefter 8 timer i baad.
Den aeldre dame ved min side fortaeller mig pludselig at de (hende og hendes boern) lige har vaeret til akutindlaeggelse med hendes ene soen paa 33. Jeg proever saa godt jeg kan at forstaa hvad hun siger paa sin kroellede dialekt som hun naermest hvisker ud mellem sine stramme laeber som trods alt klemmer et smil ud i kinderne. Hun fortaeller lidt videre og jeg forstaar til min skraek at han doede derinde paa hospitalet hvor hun nu er paa vej hjem fra.
Jeg bliver toer i munden og proever at snakke videre med den soede aeldre dame. Men hendes dialekt er bare saa helt vild svaer at forstaa at jeg har det daarligt med at blive ved med at spoerge hvad hun siger.
Ydermere har jeg meget svaert ved at finde de rigtige ord paa dansk i en saadan situation og paa spansk foeles det som en umulighed. Jeg siger noget med hvor forfaerdeligt. Hvilken smerte, hvilken smerte (que pena..) Jeg spoerger om soennens navn og hun fortaeller om sin nu afdoede soen som var saa soed og rar og boede hjemme og altid hjalp hende og far. Jeg spoerger hende om hun har sin familie omkring sig og hun peger hen paa et par haengekoeker hvor der ligger to godt i stand soeskende i 30 erne. De sover tungt, og det virker til damen ikke har en haengekoeje. Jeg siger at hvis hun vil kan hun laegge sig i min haengekoeje og slappe af hvis hun traenger til ovenpaa det hele. Hun smiler traet og siger nej tak. "Jeg har 7 boern...eller...nu har jeg kun 6" siger hun somom det er foerste gang hun formulerer disse ord. Hendes datter kommer heldigvis nu og saetter sig sammen med sin mor. Helt taet. Jeg gaar hen til min haengekoeje for jeg vil at de to skal snakke, jeg kan paa ingen maade hjaelpe hende foeler jeg. Det er saa trist naar en mor mister et barn. Meget trist, og svaert at snakke om, syntes jeg. Que Pena. Og hvis han havde levet i Danmark og var kommet i tide paa hospitalet kunne en dygtig doktor helt sikkert ha kureret ham. Her var de taget fra lokal laege til lidt stoerre laege for til sidst med baad at ankomme til et hospital uden dygtig personale. Det er bare ikke fair, og jeg laegger mig i min hengekoeje og stirrer ud i luften........
Senere siger jeg Gud velsigne dig til den gamle mor og hun smiler og siger tak og de stiger af-.....
Baaden sejler videre til vi kommer frem til Lagunas!!!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar