Adam viser sig aten sand naturkender. Stille lister den lille traekano sig afsted. Han imiterer alle fuglene med en floejten og vi bliver ligesom en del af dem. Pludselig hoerer vi krokkodiller og han imiterer ogsaa dem. Det lyder som om de slaar en stor boevs. Da vi hoerer de roede broeleaber kan han ogsaa imiterer dem.
Vi er paa forunderligvis en del af det rige dyreliv i junglen, for vi padler bare stille nedaf floden uden at lave larm eller snakke en hel masse for Adam snakker ikke med mindre det er hoejst noedvendigt.. Ofte kommer hans bemaerkninger ud som enstavelsesord. Alle dyrenavne jeg kender paa spask har miset sin relevans her, for Adam naevner dyrene ved deres saerlige artsnavn, og glemmer at informere mig om jeg skal kigge efter en skildpadde, en slange eller en fugl. Jeg bliver god til at dekode efterhaanden, for jeg spoerger ham bare. "Men adam, er det en fugl eller en skildpadde?"
Adam er loesnet op lidt her i naturreservatet og jeg hoerer ham enda grine og se ham smile, isaer af aberne.
Jeg syntes han er en rigtig Junglenoerd og ved hver samtale vi har er jeg altod lidt irriteret uden nogen egentlig grund og er flov over det. Han snakker bare saa underligt og kan finde paa at spoerge:"Hvilke lande kender du her i Syd Amerika?" "Peru og Bolivia" svarer jeg lydigt. "Hvad med Chile?" "nej, siger jeg taalmodigt" "Colombia" "Nej" "Argentina?" "Adam for soeren, Nej. Jeg har jo lige sagt jeg kun kender Peru og Bolivia?" "Hvert oejeblik staar til din raadighed for at besoege dem", mumler han og padler videre me sin rytmiske bevaegelse i arme og ryg.
"Hvad for nogle mennesker boede her foer i tiden?"spoerger jeg pludselig. "Det var naturreservat." og saa en lang forklaring om hvornaar regeringen bad folk om at rejse fra det enorme naturreservat.
Irritationen sidder uden paa mit toej foeler jeg. "ja, men forfaedrende her. Det er jo dem jeg spoerger til. Hvem var de? Kan du fortaelle noget om deres liv og traditioner? "Adam siger: "De fiskede og var medicinmaend." Samtale slut.
Jeg nyder stilheden mere! Den er magisk! Selv det mindste blad der knaekker kan hoeres.
Pludselig kan vi hoere de roede broelaber som "Synger" eftermiddagssang. Adam og jeg er straks klar ved vores aarer og vi padler ned af mod lyden som bliver staerkere og staerkere jo taettere vi kommer paa.
Vi padler ind under lave traer pg maa dukke os og til sidst skubbe os frem via traeerne. Broelene omslutter os og da vi ser op sidder der 5 store roede broeleaber og synger saa godt de kan. Det lyder som en syg loeve eller en lang boevs, men det er vildt fascinerende.
Et sted, da vi hiver 15 fisk op af floden fra et langt net nogle har lagt ud, hoerer vi pludselig et velkendt "sproejtepust"! Delfiner!! De er soede og flotte. De holder sig i afstand fra kanoen, men er ret nysgerrige og vil heller ikke bare svoemme videre.
De smaa "Hr. Nilson-aber" er sjove. De klatrer taettere paa floden fra deres traer. Laegger hovedet paa skraa og kigger intenst paa os maerkelige vaesener i kanoen.
Ved aftenstid begynder froerne og cikaderne at synge aftenssang. Jeg har ikke ur paa og har glemt hvad dag og dato det er. Det foeles godt!
Mens vi padler op af aaen faar jeg pludselige glimt af aaen derhjemme. Den oppe i Klampenborg hvor man kan leje en kano. Velordnede skove, aender, broer der er malede hvide. Broer med smaa lyshaarede boern paa, der spiser is og vil loeftes op af far saa de kan se ned paa dem som ror i kano. Hej boern, hej Danmark. Jeg savner det. Det vil jeg spoerge om min dejlige lillesoester om til sommer. Om hun mon vil med paa kano tur. I klampenborg eller ved naestved.
Pluselig skal jeg dukke mig under et vaetet trae, og han siger pas pa tarantula-spindelvaevet.
Det foeles saa uendelig langt vaek her i Junglen. Her i vores lille kano. Her er der vild natur i flere tusind hektar kilometer og kun dyreliv.
Mine arme og haender, isaer haandledene er oemme naar vi naar frem til land. I dag har vi padlet mod stroemmen i over 5 timer og det er haardere end man lige skulle tro umiddelbart. I "hjoernerne" af aaen i saer, og i og med den lange tynde udhulede traestamme kano er lastet med madvarer og tasker og to personer vejer det jo ogsaa lidt.
Det foeles befriende at saette mine ben paa en helt almindelig graesplaene da vi kommer frem. Der er folk der bader i floden. Jeg springer paa hovedet i fra flydebroen med toej paa, for de andre har ogsaa toej paa. Saadan bader Peruvianere tit. Det er skoent. Friskt! Her er jeg ikke bange for krokodillerne og alle de andre dyr for de andre badende laver en masse stoej og det har skraemt de farlige dyr for laengst.
Kl 02 om natten staar jeg op og pakker min taske. En kaempe aedderkop byder mig godmorgen og jeg har bare lyst til at krybe i seng igen, men minder mig selv om at den boede der helt sikkert foer mig. Paa toilettet er der 5 store kakelakker der syntes de vil holde mig med selskab og proever at smile af at man aldrig er helt alene i junglen.
Manden og konen i Estypel firmaet staar ogsaa op og foelger mig ned til Lanchaen (den store godsbaad) som kommer ind fra Yurimaghuas, hvor flere hundrede pasagherer har haengt deres haengekoejer op og lader sig transportere til Iquitos. Efter planen skal den stoppe i Lagunas mellem 3 og 4 om morgenen.
Jeg moeder de to Backpackere (rygsaekrejsende) fra England som jeg ogsaa havde moedt paa lodget paa paele inde i Junglen. Vi snakker om turen, om kulturshok og sydamerikanske problemstillinger. Underbetalingen af turistguider, minsteloen, baeredygtig turisme og vores ansvar. Lanchaen kommer kl 5 og vi faar haengt vores haengekoejer op paa overste daek.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar