Katitsa se puede!

I Chiclayo bliver svenskerne og jeg budt til praestens datters 15 aars foedselsdag. Der er hoej musik. Alle sidder paa stole og ser paa hinanden, for vi kan ikke saa godt snakke sammen naar der er saa hoej musik. Katitsa paa nu 15 har en smuk hvid prinsesse kjole paa. Ungdomsgruppen fra kirken laver noget spas og festen liver lidt op. Jeg sidder og foeler at jeg er gaaet forkert. At vi 4 "hvide" europaerer laegger en daemper paa festen. Da den "rigtige missionaer" er gaaet byder jeg Karin op til dans. Og det er som om der gaar et lettelsessuk gennem forsamlingen. Alle begynder saa smaat at danse. Merrenge, Salsa, rumba og Cumbia. Jeg liver toer i halsen af angst for at missionen paalaegger de stakkels danseglade peruvianere ikke at danse. Toer ikke spoerre naeste dag, men vi fik i hvert fald danset, og det syntes jeg missionen skulle opmuntre noget mere til. Man kan jo sagtens danse uden at vaere beruset, som missionen selvfoelgelig har en pointe i ikke at opfordre til...