Kulturshok i havnen i Lagunas. Alt er mudder og kaos. Hoens, saelgere, kasser, mange folk. "Er du Anita?" spoerger en aelre man med Uniform med navnet Estypel. Jeg er lettet. "Ja", siger jeg glad. Anita, lille Anna. Jeg er blevet helt glad for mit lille kaelenavn. Vi tager en Mototaxi til deres hjem og kontor hvor han forklarer om turen i junglen.
Om morgenen spoerger jeg om jeg kan tage et bad. De kigger spoergende paa mig. "Altsaa..ehm..vand til at vaske mig med, mener jeg", skynder jeg mig at sige.
"Ja, ja!" Manuel hiver vand op af broenden og helder det i et langt roer som ender i en stor balje lidt til venstre for koekkenet ude i haven.
Det er totalt uorganiseret deres bad. Bleer, tallerkener og ingen rigtig sivvag omkring, for ikke at tale om alt mudderet, men det er de jo ikke helt herre over. Der er en lille vaeg og et oedelagt plastikforhaeng som haenger slapt i laser.
Jeg vasker mig under min Chihcenge (tyndt stykke stof fra Malawi) og husker saa tydeligt mine stunder i badet i Malawi. Der var trodsalt rent. Jordbund og en soli sivvaeg der gik i en lille spiral rundt om baljen.
Kan ikke begribe hvorfor de ikke bygger en sivvag og laver et system til hvor bleer skal smides u, hvor der vaskes op og hvor man vasker sig. Virker helt vanvittig.
Koekkenet er meget simpelt, men dog med et system og et sted til at lave de smaa baal under gryderne som er haevet op i koekkenbordshoejde.
De laver pandekager med tomater og loeg indeni og stegte bananer. Det smager herligt!
Vejen ud til Naturreservatet Pakaya Samira er oedelagt af regnen og der er kun mudder og vand ladt tilbage til den stakkels motorcykkel med lad, hvor vi sidder.Vi gaar lidt af vejen. Min guide Adam og jeg. Adam er en meget speciel mand syntes jeg. Hans oejne sejler lidt, han snakker uden udtryk i ansigtet og mumler helt vildt. Adam lukter ikke af alkohol som igaar, for da sagde jeg jeg ikke ville ud i junglen med en mand der drikker. Dem der havde firmaet gav mig helt ret i det, og bad ham gaa hjem og "Sanate" "Aedrue dig!"
Jeg havde hellere taget afsted med en anden guide og er lidt mut og taenksom.
Jeg spoerger til hans anden datter, efter han har fortalt at den foerste bor i Argentina nu. Uden at taenke over det for jeg ogsaa spurgt til moren til boernene og en skygge glider over hans ansigt. "Finito", siger han bare kort. Jeg skulle have taget tegnet men det gjorde jeg ikke. "Hvad mener du hr. Adam?", spoerger jeg. "Det er 7 aar siden", fortaeller han med sit udtryksloese ansigt. Det ene oeje lidt mere levende end det andet. "Jeg kom tilbage efter en tur i junglen og fandt hende doed paa vores Chachra (jordstykke som de fleste har til at dyrke groensager til hjemmeforbrug paa). "Et dyr have bidt hende og forgiftet hendes blod."
Jeg maerker min mave knuder sig sammen af flere aarsager. Jeg proever at sige at det lier helt forfaerdeligt og at det er jeg ked af at hoere. Adam er tavs og samtalen sluttet. "Nu kommer regnen", siger han mens han trasker afsted i gummistoevler og en plastikboette med vores tomater og loeg. "Kan du lide fisk?", spoerger han pludselig. Jeg siger jeg elsker fisk.
Ved kontoret ind til naturreservatet breder der sig en ubehagelig frygt i mig. Jeg har bare lyst til at aflyse det hele og tage tilbage til beskidte Laguna, i Estypels trygge haender. Jeg beslutter mig at slaa hul paa frygten og paa det der viser sig at vaere det jeg har i mod Estipel, for Adam er jo ansat af dem og han virker ukompetent med sit saeregne vaesen.
"Hr. Adam", begynder jeg hvast og lidt befippet. "Hvad er proceduren, eller din plan....eller jeg mener...hvad er planen i Estypel hvis der sker en ulykke paa floden, i Junglen?" Adam kigger paa mig med sit maerkelige blik. "Der sker ikke noget." Det er som om han tygger paa ordene inden han spytter dem langsomt og mumlende ud mellem taenderne. Det var lige den forkerte saetning at sige til mig lige nu. Baegeret flyder over me al min frygt og jeg maa gaa ned til flodkanten og kigge ind i det uendelige groenne og give slip paa klumpen i halsen. Taarerne presser sig paa. Jeg gaar tilbage til Adam og siger: "Det kan et anerkendt firma som Estypel da ikke mene. Man skal da have en plan. Hvis noget sker med dem Hr. Adam? Jeg vil ikke kunne tilkalde laegehjaelp til ig herude i junglen. Jeg har ikke signal paa min mobil. Jeg hiver den op af lommen og vifter med dem. Og langt mindre kan jeg finde vej paa alle de smaa floder og tage dig her tilbage. Adam har kigget overrasket paa mig. "Men der sker ikke noget. Lidt laengere inde er andre kanoer. Andre mennesker er i kanoerne og de skal ogsaa holde frokostpause og spise aftensmad samme sted som os.
Jeg maa ha set vild ud i oejnene paa det her tidspunkt. "Men det er ikke det jeg snakker om. Det er hvis der sker en ulykke. Har du ikke en walki talki (radio) med, en radio sender, saa man kan komme i kontakt med andre mennesker? Hva som helst, en plan?", siger jeg med skaelvende lidt for hoej roest. Jeg maa gaa vaek igen inden mine oejne flyder over af inestaengte taarer af frygt. Jeg gaar ned til det brune vand med mine gummestoevler paa og ser ind langs floden. Jeg finder ud af at det er Adams historie om hans nu afdoede kone der giver mig frygt. Det at jeg leger med ilden. Jeg behoeves maaske ikke ligefrem begive mig ind i en jungle hvor der er slanger der kan bide saa du doer af det. Jeg kunne jo vaelge ikke at gaa ind i junglen men bare vide at den er der og skynde mig tilbage inden jeg ogsaa bliver bidt af samme dyr som hans kone.
Jeg har lyst til at gaa op og aflyse. Det er foerste gang jeg smager saa tydeligt paa frygt i Peru. Den smager grimt. Er den reel?
Jeg gaar op og snakker med naturreservatsforvalteren der sidder paa sit kontor. Jeg fortaeller om min frygt. Han fortaeller at Adam er en meget dygtig og anerkendt guide. Jeg spoerger om han altid snakker saa mumlende og virker saa fjern og kontormanden siger at det er hans personlighed. "Saadan er Adam. Men han kender sin jungle og dyrene", smiler han venligt. "Han har seglet op af de floder siden han var barn og arbejdet her som guide i 14 aar. Jeg spoerger om alle guider ikke har pligt til at have en radio med hvis der sker en ulykke? Han siger at det eksisterer ikke her, men de sted jeg skal sove har en radiosender og han er i kontakt med dem. Hvis ikke vi er naaet frem ved aftenstid sender de besked til ham og der bliver sat eftersoegning igang. Men i de 20 aar der har vaeret naturreservat har er alrig vaeret saadan en ulykke. Kun engang en turist blev meget syg paa lodget og en helikopter kom ind og hentet hende og floej hende paa hospitalet.
Jeg kigger stift ud af vinduet og har stadig den irriterende klump i halsen der goer jeg naesten ikke kan snakke med manden uden at graede. Han spoerger om jeg har faaet manglende info og jeg siger at jeg bare regnede med at alle professionelle guider havde en radiosender.
Jeg har betalt turen. 6oo kroner og jeg har set hvordan pengene allerede er kommet den lille fattige familie me alle boernene og det kaotiske toilet til gode. Hustru, medarbejdere og alle har glaedet sig til at kunne bruge af de penge nu, saa jeg vil ikke spoerge om at faa pengene tilbage. Bare aflyse..Jeg skulle ha spurgt Manuel om sikkerheden i huset, og jeg var bare i min danske forstaaelse af hvad en kanotur ind i en jungle er og hvad jeg forventer af en jungleguide.
Og konen der. Hun var vel blevet bidt af dyret paa en mark. Jeg spoerger Adam om der er mange slanger taet paa kanoen. Han fortaeller at de er laengere inde i junglen hvor det er muligt at gaa og at der heller ikke er saa mange store krokodiller nu her da vandet er saa hoejt. De kan bedre lide at kunne laegge sig paa strande og svoemme paa lavt vand. Desuden er det aldrig i kanoen at man bliver bidt af noget, slutter han af. Jeg tror ikke han forstaar hvor meget hans historie skraemte mig.
Jeg beslutter mig for at stole paa Junglen. Estypels valg om at sende mig afsted me saerlingen Adam og hans kunden i oevrigt, og taenke paa at der indtil idag aldrig er sket mig noget paa en eneste af mine rejser. Hvorfor skulle der saa ske mig noget nu? Jeg beder til Gud og saetter mig i den lange tynde udhulede trastamme som er kanoen pg padler forsigtet ud i floden sammen med Adam og kigger konstant efter krokodiller og slanger der vil bide men kan efterhaanden som vi padler ind af maerke at min frygt ikke er reel. Jeg slapper mere og mere af og nyder det groenne!
Junglen vrimler med usynligt liv. En gren der knaekker, aber der spiser saa deres skaller falder ned i vandet med et plump. Fugle der sidder og synger eller snakker med hinanden.
Vi padler jo musestille ned af floeden, og lader os baere af stroemmen ned af saa vi laver ingen larm. Lydende lindrer det sidste af min frygt. Vi er kun os to paa floen og i kanoen har vi vand, mad og ingen radiosender.
Kanoen glider lydloest frem og vi er i et med naturen.
Her har de det godt. Fuglene altsaa! De sender sjove musikalske strofer til hinanden og har ikke hoert eller set os. Det er som at vaere hemmelig gaest hos nogen eller lege gemmeleg i stuen og kunne hoere hvad de voksne snakker om uden at de taenker over at du er der.
Junglen byder os velkommen. Aber leger, et dovenyr klatrer, papegoejer skraepper og flyver tre og tre over hovederne paa os. Hakkespaetter hakker, fisk hopper og pludselig sidder den der paa et trae!
En cameleon! Var det ikke saadan en som havde slaaet hans kone ihjel? Adam vil padle taettere paa og jeg skyner mig at sige at jeg kan se den meget godt fra hvor jeg sidder og at jeg ogsaa har briller paa.
Det foeles som at vaere i himlen da vi naar frokoststedet. Andre mennesker.... De er fra spanien. Jeg falder i soevn paa mit sjal af bare udmattelse, efter noeje at have studeret kaempe blaa sommerfugle og roede smaa fugle for ikke at snakke om alle gul smedende i vandoverfladen.
Maden er kedelig. Pasta med tomatsovs og et aeg. Men jeg hygger mig lige ind til jeg skal paa toilettet - Jeg er noedt til at hoppe ned i det lave brune vand der daekker hele junglebunden her i regntiden og vade hen til toilettet. Jeg gaar med langsomme skridt og kigger efter slanger over det hele, for jeg kan got huske hvad de sagde om den lille giftige slange i Bolivias pampas jungle. Jeg moeder jo ingen slanger men orker heller ikke at gaa helt ind til toilettet og saetter mig paa hug bag det foerste og det bedste trae.
Frisk fisk fanget i net og stegte bananer. Herligt! Og skoent at vaere paa et lodge midt i Junglen paapaele med englaendere og Peruvianere.
Lydene er helt fantastiske. 1 Million froer og cikader synger godnatsang og der er fuldmaane der passer godt paa os.
Der er vand og jungle saa langt oejet raekker........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar