Tutorerne sidder paa en baenk i skyggen og jeg beklager mig over mit sovende ben. "Sig mig Anja. Hvornaar tager du et par dage fri?" Jeg siger jeg ikke har lyst til at tage ind til centrum alene for Lima er meget uoverskueligt for mig. Jeg kigger op paa den naermeste fjeldtop og siger jeg vil tage denne eftermiddag fri. "Hvor vil du gaa hen?" Jeg spoerger om vej over elven og vejen til fjeldet og de siger det ikke er helt nemt. Det kan godt vaere, taenker jeg. Men jeg vil kende dette omraade jeg bor i. NU.
Tager fjeldsko og min taske paa ryggen. Elven er nem at krydse og vandet dejlig lunt og lavt. En gammel mand forklarer mig vejen. Jeg gaar forbi marker med roede pebberfrugter (paprika) og scuach og mange palmer. Det slaar mig at det har jeg aldrig set paa en plante foer. Det fascinerer mig.
Paa en time er jeg oppe paa toppen af det lille sten og sandbelagte fjeld. En skoen udsigt. Her bor jeg faktisk lige nu, taenker jeg. Der flyver kaempe oernelignende fugle over mit hoved, og der er udsigt til alle de naermestliggende landsbyer. Her er mange middelstore landbrug med koer og grise og en del fattige husmandssteder med geder. Fuglene er ikke bange for mig. En af dem saetter sig taet paa. Det ligner den har frakke paa. Jeg griner lidt for mig selv. En fugl med frakke. Det ser saa flot ud naar den kaster sig ud over fjeldskraenten og vinden griber den. Jeg laegger mig paa et sjal og nyder vinden, solen, stilheden og de svage lyde fra landsbyen der naar op til mig.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar