Fulderikkerne!!!

En lavstammet og koen, lidt buttet mor staar i doeraabningen til stuen med de mindste boern og ser ind paa gulvet hvor vi i "Verde" har gang i puslespil, hvem er hvem, fire paa stribe og andet godt. Fungerer egentlig alletiders nu efter at de 6 aarige har vendet sig til slagets gang, og vi har faaet lov at lave spillende paa gulvet i deres store sovevaerelse.
Moren kigger genert og lidt betuttet ind til os. Jeg rejser mig og gaar ud og giver hende haanden og siger"Buenas tardes, Como estas?" God eftermiddag. Hvordan gaar det? Hun siger det gaar nogenlunde, men at hun syntes det er svaert at have sine boern her. Jeg siger at det kan jeg virkelig godt forstaa. Hun siger at det vaerste er naar hun skal gaa om eftermiddagen. Saa graeder Diego. Jeg siger ja. Hun fortaeller med et ulykkeligt udtryk at hendes mand er en fulderik der slaar hende og ikke formaar at samle penge ind til familien. Det bedste, taenker hun, ville derfor vaere for boernene at vaere her til hun finder et arbejde og lader sig skille, for hun vil ikke have at boernene faar traumer. Jeg kigger ind i hendes brune bekymrede oejne. Jeg siger at Gud vil hjaelpe hende til at finde et arbejde og at jeg inderlig haaber hun maa faa anledning til at forsoerge sine boern som hun gerne vil. Diego kommer loebende og jeg siger vi kan snakke senere.

I skandinavien er vi jo vandt til Kontanthjaelp, bistandshjaelp og hjaelp til udsatte familier. Her virker det til at vaere en normal loesning at sende boernene paa boernehjem. Pludselig slaar det mig at disse familier skulle faa hjaelp til at lade sig skille. Moren skulle ha hjaelp til en uddannelse og boligtilskud og oekonomisk hjaelp. Men dette lader sig nok ikke goere i et land som  Peru. Jeg har ondt af moren og hendes 2 smaa koenne boern, og haaber saadan de ikke skal vaere her i mange aar, men kun indtil hun lader sig skille og finder et arbejde........