Vi gaar op af den stejle bakke, Camillo min nabor paa fem og jeg. Vi samler grene og blade og nyder vinden og den friske luft. Det er loerdag og jeg har spist morgenmad med mine soede naboer fra Argentina og Peru, Lima. Vi sad ude paa gaden i solen og noed advokato og aeggeroere!
En dame med en flot orange pontjo smiler til os fra en graestop og vi puster og pester for at naa op til hende og hendes dyr.
"DEN VIND" pruster den aeldre rare dame. Aldrig i mit liv har jeg oplevet saa kraftig vind her i denne maaned. I august maaske, men ikke nu. Klimaet er maerkeligt. Det goer mig bange." Damen kigger paa mig og paa Camillo og vil vide hvad jeg laver her og hvem han er.
"Jeg gaar ud med mine faar hver morgen, middag, og aften. De spiser det samme hele dagen, men de har deres rytme som jeg foelger. Mine boern er flyttet for laengst men jeg spinder traad af ulden og vaever selv pontjoer deropee." Smiler hun, og mangler en tand i formunden. Hun har en blaa hat paa, og holder godt oeje med sine dyr. Camillo er meget optaget af at der er et sort faar og mange hvide og hvor de skal gaa hen.
Vi leger flyvere paa toppen af bjerget, et sted som hedder "Templo del monos" abernes templer, og fryser lidt og leger flyverer og politibiler det meste af vejen ned.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar