1.    Sammen om at være sammen

Det er aften. Helt mørkt som det plejer at være her lidt uden for landsbyen Lupuna i junglen. Stjerneklart og følelsen af nat hænger over os fra tidlig aften når der ikke er mere lys. Da ses kun stjernerne og alle de sorte træer og ildfluerne. Her er mudret på stien. Meget mudret. Vi svupper i vores gummistøvler; Clara, Mario, Dorin og jeg. Vi er på vej hen til naboen. En trist begivenhed samler hele landsbyen sammen og vi skal være med til at være sammen.

”Dér ligger babyen,” siger Matheo på 9 og sætter sig helt op af mig med sin spinkle krop på træbænken ud mod gelænderet af huset. Matheo har det meste af disse dage været hos Mario som vi bor hos og til Dorins krea klasser, da hans mor og far begge er på hospitalet og har været der i mange dage. Hans storebror har pendlet frem og tilbage en gang i mellem.

”Hendes sjæl er hos Gud”, forklarer jeg.” Hun er en ”Angelita” (en lille engel) nu”, siger jeg. Han nikker og kigger hen på den lille bitte kiste med de fire lys omkring. Et ved hvert hjørne af kisten. ”Min mor er her ikke”, forklarer han og jeg siger at hun snart kommer tilbage. Han siger, at det ved han godt. Hele landsbyen er samlet om en mors lille dødfødte baby. Alle enten sidder eller ligger i deres store luftige stue. Nogle har taget tæpper med, og der er fyldt med børn der ikke vil sove. De vil være vågne ligesom de voksne. Det er som en ”børnenens nat”. De leger og synger og syntes egentlig det er ret fint ikke at skulle i seng som de plejer. En kristen mand dypper lidt vand på kisten og døber den lille, eller velsigner den og beder en kort bøn.

Jeg bliver rørt af alle de søde børn og den lille baby der nu får denne nat i sin landsby til at lære alle sine fætre og kusiner, mormødre og naboer at kende. Alle snakker åbent om døden som så pludselig ramte den lille og at det måske var sådan det var bestemt.

Moren havde jo fået 6 børn og de var alle sunde og raske og svært at brødføde flere...

Det rører mig at være sammen om det svære. Det er mændene der serverer suppen og kaffen med brød i løbet af natten og hele tiden er nogle vågne. De små ”Store søskene” der har været efterladt til storebror Kilber og naboer ser ud til at nyde at der er kommet så mange på besøg. Ved dagry går et begravelsestog afsted mod en gravplads men vi går hjem og sover.

2.    Sidste dag i Iquitos

Først smutter vi med Mario ind på hospitalet for at købe mere blod til moren med den dødfødte. I Peru er der ikke tradition for at have en blodbank, og det giver store komplikationer når nogen endelig trænger til blod. Det er dyrt at købe det og svært at få fat i det. Dorin og jeg bliver testet om vi kan donere blod, men det kan man ikke med Malaria-medicin i blodet. Mario havde noget begyndende Hepatitis og kunne heller ikke. Håber de finder nogen til at donere i morgen, men i dag køber vi i fællesskab en pose blod. Den koster det der svarer til 1000 kr. Jeg kan ikke begribe at det er sådan.

Moren ligger slabt på sengen men har overskud til smil. Omkring hende er nybagte mødre med bittesmå babyer som tydeligvis er født lidt for tidlig. Hun forklarer at alle her er taget med kejsersnit. Vi snakker lidt om at det er svært at ligge på en flersengsstue med babyer når hun nettop har mistet sin. Vi fortæller om den smukke ceremoni for hendes lille ukendte, og at hendes små døtre og sønner har det godt med storebror og hos naboer og at vi også har været meget sammen med dem. Hun er glad ved den tanke. Det gør ondt når hun skal sætte sig op for at drikke juice. Vi hjælper hende, så godt vi kan.

Jeg kan se Dorin har en lille hospitals-forbi som jeg havde før i tiden. Hun er bleg og kigger meget betuttet på moren og alle de andre mødre som til tider stavrer sig frem med flere hjælpende hender mod toilettet som er lige bag ved morens seng. Hun rejser sig pludselig og siger hun har brug for luft og vil købe mere juice og noget vand at drikke til os alle.

Det offentlige hospital i Peru er anderledes end det private hvor jeg var indlagt en lille kort stund. Her er en kolosal ventetid på at kunne spørge om information, og det er svært at finde ud af det med det blod, for de siger moren mangler men at i morgen skal faren udfylde papirer og tage til det regionale sygehus og købe mere blod. Lægen kommer først meget senere på aftenen.

3.    Afsked med Peru

Dagen er kommet til at drage viddere. Det er mærkeligt at sige farvel til Mario, Clara, Artemio og Patricia. Det bliver svært at holde kontakt med dem, men måske en dag prøver jeg at sende dem et brev.

Det er altid så mærkelig at blive bevidst om hvor mange paralelle liv der eksisterer i verden og at blive en del af forskellige af disse liv. De fortsætter når jeg drager videre. I deres spor. I deres helt forskellige mønster af et liv, i forhold til mit liv i København. Alt er så helt og aldeles anderledes, men alligevel føler jeg mig en del af det og lægger en smule af mig dér i landsbyen da jeg tager videre.

Lanchaen (den store tre etagers gods båd der ligner et stort flydende hus) er fyldt med hængekøjer og ventende pasagerer som den anden gang jeg rejste med et sådant fartøj. Vi køber det vi mangler af vand og brød og sætter os i vores hængekøjer. Vi var bange for at komme forsent og var her en halv time før afgang med af en eller anden ukendt årsag sejler båden ikke før to timer efter den skulle have sejlet.

Vores sidemakker i båden har en lille sød datter og hendes mand arbejder langt væk med olie siger hun. Hun har været derhenne for at besøge ham. De to andre side ”damer” skal længere op af floden og besøge deres mænd som arbejder i en gul mine. De fortæller de har vænnet sig til at deres mænd bor langt væk men at de ville ønske der var arbejde i Iquitos til mændende. Jeg siger at det kan jeg virkelig godt forstå og for mig er det svært at forestille mig stort set opdrage mine børn alene fordi min mand arbejder langt væk.

En ung gut ligger sløvt i sin hængekøje og har 3 sange på sin mobiltelefon. Dem spiller han igen og igen og igen, og så igen. Dorin og jeg griner af det for nu kan vi hans sange og de bliver en monotom bagrundsmusik til vores spanskstudier her i hængekøjen. På et tidspunk spørger jeg fyren om han har en anden sang og han siger nej og spiller sin sang nr 1 for 156´n tyvne gang. Dorin og jeg for ryddet ud i vores spanske gramatik fejl og studerer stort set hele dagen. I og med vi begge snakker forholdsvist gebrokken stadigvæk sniger der sig meget ukorrekt spansk ind, og ofte ved jeg hvad hun mener hvis hun siger noget på fransk, og hun forstår mit ukorekte spansk, så i dag er det tid til at rydde lidt op i gebrokkenhedderne.

Det er den mest fredelige grænseovergang jeg nogensinde har krydset. Vi sejler i en lille båd over til en ø hvor der er et stort kontor og en cafe. Kontoret åbner først senere så vi sætter os på den lukkede cafe og spiser resterne af brødet fra båden.

4.   Leticia

Forskellen fra Peru til Colombia slår os med det samme. Her er alt mere organiseret. Der er butiksfacader, fortov, folk kører med hjelme og her minder mest om alt om en syd italiensk by som er lidt fattig. Her er sågar lyskryds med gåmænd og damer og vi griner, for det har vi ikke set længe. Grøn mand, så går vi!

Vi slapper af en dag på et hostel og næste dag finder vi JUCUM (Ungdom med opgave) i Leticia. De er meget åbne og søde og siger at vi kan følge deres aktiviteter hvis vi har lyst.

Monika prædiker om aftenen til et ungdomsmøde og hun snakker om kraften i Guds ord. At det ikke bare er ord, men ord der er liv og kan lede os. Der er flere medarbejdere fra Puerto Rico her og de er glade for musik og dans og en medarbejder fra Brasilien. Spontant får vi muligheden samme aften til følgende dag at rejse med præsten Diego til landsbyen 12. de Octubre til ”Kirke fødselsdag” og følge hans arbejde som underviser og vejleder for mange af de forskellige nye menigheder op af floden.

5.       12. de octubre og seminar

Et godt stykke fra landsbyen kan vi høre Merrenge rytmen og det første der møder os er en lille stut præst som hjertelig tager i mod os og viser os op i en families hus. Der er vildt mange mennesker, alle det de her i Colombia kalder Indigenas, og det vi vil kalde Indianere. De er kommet til fra nær og fjern for at synge, danse og bede sammen samt modtage undervisning og opmuntringer.

Der er musik hele eftermiddagen og nogle kvinder der kokererer i kæmpe gryder ude under et lille tag. De serverer også ”Masato” til alle. Det er en drik som i nogle tilfælde er alkoholisk men i denne sammenhæng har de stoppet gæringsprocessen inden. Det er Yukaroden som bliver kogt og tilsat sukker. Det smager lidt surt. Som majs øl hvis nogen kender det. Traditionelt set bliver masata lavet ved at en gruppe kvinder tygger Yukaroden og det søde i deres spyt giver Masatoen sin smag. Heldigvis er denne ikke lavet traditionelt.

Gudstjenesten starter med at hver landsby præsenterer sig med sange og måske et Guds ord. Aldrig har jeg set så mange indianere i en bygning og aldrig har jeg set så mange kristne Indianere samlet. Det rører mig, hvordan vi alle som kristne er del i et globalt fællesskab, hvor vi sammen kan bede, synge, være forskellige men være fælles om troen på Jesus Kristus.

Mange spiller maracas, nogle harmonika og guitar. Det er sange på ”Ticuna” deres lokale sprog eller på spansk og mange af dem har en livlig Merrenge rytme og enkelte sange er stille akapella sange på Ticuna.

Diego prædiker om vigtigheden af at undervise børn. At være gode eksempler over for dem og elske dem. At børnene er Colombias fremtid og at de skal respekteres og lyttes til. Diego arbejder som missionær i JUCUM. Hans arbejde er at mobilisere de nye kirker med caet månedligt møde med undervisning og samtaler med kirkens ledere og præster. Jeg kan godt lide hans syn på mission, for han udryster lokale ledere og giver dem undervisning der hvor de er frem for at regne med at alle nye præster har mulighed for at rejse til et pastoralseminarie. Jeg føler et eller andet stærkt indeni. ”Jeg kan undervise dem i at undervise børn om Kristus.” Jeg fejer det af vejen, for jeg tænker at jeg ikke kan undervise ledere på spansk, og at det ikke er passende hvis jeg ikke er en del af Youth with a mission, som er dem vi er rejst herud med. Næste morgen repeterer de lidt af temaet om at undervise børn og om at det at være kristen ikke er at gøre nogle bestemte ting, men at Jesus er vejen. Her i Leticia og i junglen, eksisterer nemlig sekter som så mange andre steder i verden. Jehovas vidner, nogle der kalder sig Isrealitos, mormoner etc. Indianerne her bliver ligesom  os forvirrede over hvad der er sandt og her snakker Maximo om at hvis nogle siger at kvinderne skal gå klædt på en bestemt måde eller spise på en bestemt måde, handle på en bestemt måde er det ikke værd at følge dem. Han taler stille men rigtig godt.

Bagefter opsøger jeg den lille stutte præst der modtog os og spørger om de kunne være interesserede i et tre dages seminar om at lave søndagsskole og at få praktiske redskaber til at undervise børn?

Han lyser op i et stort smil og nævner de ledere han kunne forestille sig. Senere om søndagen er hele ledergruppen samlet og et par kvinder og en bror til en leder. De har en iver jeg aldrig nogle sinde før har mødt.

Jeg forklarer hvor i biblen vi kan læse om at undervise børn og tager udgangspunkt i Mathæus evangeliet hvor Jesus tager i mod alle børnene som disciplene ville sende væk. Jeg underviser om at respektere dem som er mindre udfra bibelstedet: ”Det i har gjort mod en af mindste brødre, det har i gjort i mod mig.”

Næste dag holder jeg andagt om at elske sin hustru med en praktisk kærlighed som der står i efeserbrevet at manden skal elske sin hustru som Jesus elsker den kristne fællesskab. Vi snakker om Jesus som eksempel, at han ikke sætter nogle højere end andre, hans eksempel med fodvaskningen og hans samtale med den samaritanske kvinde.

Seminariet bygger jeg op som jeg har modtaget undervisning fra Evangelisk Børnemissions EBU kursus. Information og praktisk udførelse. Jeg giver eksempler på at undervise børn om fx historien om Zaqæo, noas ark, det fortabte får osv og giver eksempler på at undervise et bibelvers så børnene kan lære det og huske det, og ikke mindst betydningen af det.

Først er, især kvinderne meget generte ved at fortælle og forklare, men senere åbner de lidt op og fortæller den ene bibelhistorie efter den anden. Vi forbereder lege og sange. Den sidste dag har alle fortalt mindst to bibel historier med en central sandhed tilknyttet, og forklaret et bibelvers. Mark skriver det hele ind i et skema så de har det i kirken og teamet er nu klar med en søndagskole undervisning på 2 måneder.

6.       De nye kristne og ledere i 12. de octubre

Mark på 30 har en iver uden lige efter at lære mere om Gud og efter at lære at undervise børn og unge.. Han har været kristen i lidt over et år. Før solgte han øl og havde et anlæg der spillede højt så folk kunne danse og drikke foran hans hus. Han drak ofte selv og brugte mange af sine intjente penge på øl.              ”Nu ved jeg at det er Kristus som kan fylde mig op med den glæde jeg manglede.” Vi skændtes tit i mit forhold og jeg dansede altid med de andre piger, ikke med min hustru. Hun ville skilles fordi hun syntes det gik dårlig i vores forhold og drog flere gange hen til sin familie.”, fortæller han med et træt smil. ”Men nu skændes vi ikke. Jeg respekterer hende, hjælper hende med at kokerere og hun har tilgivet mig, tror jeg nok.” Marks øjne stråler nu, som de altid gør når han fortæller om det gode der er sket i sit liv. Nu spiller han høj Merrengedanse musik fra sit anlæg som handler om Guds kærlighed, om det som Jesus har for os. Han vil gerne at hans naboer hører musikken som de plejer men med et andet budskab. Mark er nu ansvarlig for sport i landsbyen, han er blevet helseansvarlig og kører hver mandag folk som har brug for lægehjælp ind til Puerto Narino samt står for at alle børn under 5 modtager støtte fra mælkeprogrammet fra staten. De vil sende ærnæringsrige kiks og mælk ud.  Han vil gerne læse til sygeplejerske og har læst tre års sociologi. Han er en ildsjæl som landsbyen kan nyde meget godt fra og som har inspireret mig meget.

7.    Isoleret ved floden

Èt sted er der telefonsignal. Lige ved en stolpe siger det. Vi vifter længe med den tilrejste pianists mobiltelefon. Dér ser det ud til der er signal. Nej, det forsvandt. Et andet punkt længere oppe i landsbyen. Kode til ud af landet? Den er der ingen der har. Besked til Diego? Isoleret, får nogle mine beskeder om at vi har det godt? Mærker en stærk bekymring fra nord skylde ind over mig...vil så gerne sende et smil derop! En tanke, en bøn!

8.    Salt og lys

Vigtigheden af at vi som kristne er lys og salt lige dér hvor vi er slår mig disse dage. Her ser flere folk på os som missionærere og jeg har svært ved at forlige mig med det for det syntes jeg altså ikke vi er, og forklarer at jeg mener at vi alle som kristne kan give det bedste lige dér hvor vi er. I denne situation var der brug for undervisning i børnearbejdet i kirken og en anden gang er det måske noget andet der mangler.

9.    Rigtige mænd græder

Mark beder en bøn den aften hvor alle indianerne fra de nærmest liggende landsbyer var samlet. Han takker Gud for alt Gud har gjort i den landsby, med hans liv..og græder uden skam foran alle sine landsby mænd og damer......Teddy fortæller næste dag om sit Peru. Hans mislykkede forsøg med at finde ”Grønnere” græs her og græder.........

10. Clarindo  og Eusebia

Clarindo er en ældre indianer som bor i 12. de Octubre med sin hustru Eusebia og deres gravide datter på 19. Clarindo har fået ansvaret for at være præst i den nye kirke i landsbyen når den anden præst rejser videre op af floden og planter andre kirker. Clarindo er nervøs for ansvaret for at lede en menighed og beder hver dag Gud om at lede ham. Han læser i sin bibel og er en rolig bonde og fisker. Han har ikke gået meget i skole, men har dog lært at læse. Han kom hertil fordi her er det " celba alta " (Høj jungle) dvs. at her er bakket og hele området ligger små 20 meter over flodens højde også i regntiden.

Dér hvor Clarindo boede før var det: ”celba baja”. Det betyder at bevoksningen ligger i flodens hoejde hvilket goer at hvert aar river floden alt med som de har sået af bananer, yuka mm, og det er dobbelt arbejde at være indianer dér. Han og en anden familie var de første der ryddede jungle til bebyggelse her i landsbyen 12. de Octubre.

Clarindo sidder i bar mave og smiler kærligt til sin lidt runde hustru. De virker stadig nyforelskede og griner meget af ingenting, men ikke med en overfladisk latter. De har bare let til latter og med deres smilerynker og sunde hud er det svært at sige hvor gamle de egentlig er. Deres datter ligger sløvt i en hængekøje og er meget genert og vil kun snakke når vi spørger hende om noget.

"Min mand er rejst til Peru for at fiske og kommer hjem her med det vi har brug for til babyen bliver foedt, " fortæller datteren med sin måde at snakke nærmest indad på, af bare generthed. Mens hun snakker piller hun ved en snor i væggen der får hængekøjen til at vugge blidt frem og tilbage. Familien påstår de har spist og vil ikke spise med os. Vi sidder på gulvet og spiser bananer og grillet fisk. Det smager herlig og Eusebia har lavet Limonade af regnvand og citroner fra hendes citrontræer foran huset.

Efter maden bryder der et uvejr løs med torden og kraften regn. De byder os at lægge os på gulvet og slappe af og fordøje maden i et andet rum, men vi spørger om vi må ligge her i deres køkken hvor de også vil tage en lille ”morfar”. Det regner lidt ind, for væggene er halve og taget er traditionelt med palmeblade. Træet, som huset er lavet af er rødt og her er så rent og fint på gulvet. Vi ligger og kigger op i taget og mærker vinden og støvregnen. Alle hver i deres tanke, næsten sovende. Da uvejret er ovre lunter vi ned mod huset hvor vi har fået lov at slå telt op og bor disse dage.

10.   ”Permisso Patito” (Tillad mig, lille gås!)

Den lille familie bor i et stort hus med flot træ. Moren vasker gulvet hver dag og her er rart. Jeg skal på toilettet og da jeg åbner døren ligger der en stor hvid gås og putter i hjørnet. ”Nå her bor du”, mumler jeg. ”Undskyld hvis jeg forstyrrer.” Den hvide gås ruller sine æg længere ind under sig og putter sine dun tættere ind mod kassen. Alle skulle da ha en toiletgås, tænker jeg. Det er jo helt hyggeligt ikke at være på toilettet alene men at kunne studere det lille hvide uskyldige dyr i dens rugefærd....”Permisso Patito”, nu skylder jeg ud og lukker døren igen;-)

11.   Livet er cirkulært

Tikunafolket, Indianerne her ved floden i Colombia, lever et cirkulært liv. Et liv hvor det ikke handler om at ændre noget, at skulle fremad, at lægge sin identitet i uddannelse og arbejde. De bevarer de gamle jagt traditioner og fisker stadig med spyd. Jeg troede, da vi kom, at jeg skulle ud og møde en stamme, med mærkelige smykker og dragter. Det syntes jeg ligsom der lå i ordet ”Indigena”. Men her er elektrisitet, og cowboybukser. Ordet ”Indigena” hentyder til Indianer som har selvstyre i et område og som er anderkendt som indfødt med ”Særlige” rettighedder. Deres teritorie er fælleseje og de har et lokalt autoritets system. Den øverste autoritet i hver landsby er med i et Tikunanævn hvor en representant er representeret i det store folketing i Colombia.

Naboen har været en sådan representant, men man kan kun være det i fire år. Han syntes det har været spændende at lære Bogota og politik at kende men han har det bedst her i junglen. ”Hvad kan en indianer som mig i byen?,” spørger naboen med sin kantede aacent. ”Ikke har jeg studeret noget og ikke er jeg god til at drive forretning.” Vi Tikunaer er rigtig dygtige i vores rette element. Her hvor vi har vores jagt og fiske-mulighedder, og vores ”Chacraer” (landstykker med bananer og Yukarødder), men når vi bliver taget ud af vores rette element er vi enormt sårbare og udsatte.”

Tikunafolket har mange traditioner, hvad angår sang, dans og historiefortælling. Deres sprog har lyde som jeg ikke har hørt før. Vokaler som de lægger helt nede i halsen og mange nasale lyde. Deres sprog har ikke særlig stor vareitet i ordene så mange ord betyder det samme eller ændrer mening blot ved ændring af vokalen.

Børnene går i en lokal skole hvor der ikke kommer lærere udefra medmindre det er en lærer som vælger at bo i deres landsby som en lærerinde der nu er gift med en Tikuna mand. Det virker som om uddannelses nivouet er højere end fx udenfor Iquitos med statsskolen. Der havde folk problemer med at læse. Her virker det til, i hvert fald i den familie vi bor i at pigerne er dygtige til at læse og skrive og ved en del om matematik. Det har også sine bagsider at skolen drives af lokale kræfter i de landsbyer hvor der ikke er så mange bogkyndige. Tikunafolket er et gammelt folkeslag. Deres sange hylder naturen, det store Lupunatræ som beskytter af junglen. De har en stor respekt for naturen. En tradition siger at man skal spørge Lupunatræet om lov inden man høster noget fra junglen.

I Colombia er der mere end 16 folkeslag som har deres eget sprog og har selvstyre som Tikunafolket. I nord-Colombien er der Wajuri folket. Dem fortæller jeg om lidt senere;-)

Til trods for de stærke og stolte traditioner er der store problemer med alkoholisme i mange ”Indigenas”-samfund. I landsbyen 12. de Octubre var der før et stort problem med alkoholisme, men i dag takket være Guds kraft er der meget få alkoholikere tilbage i 12. de octubre. De har valgt at aflægge sig nogle af traditionerne der handler om at drikke sig fulde i Masato eller Ananaslikør eller billige øl og samles nu flere gange i ugen i kirken for at bede og synge og høre undervisningen.

12.   Græsset er grønnere på den anden side, eller er det?

Teddy er fra Peru. Han har læst til katolsk præst men blev forelsket i Lea fra en Evangelisk kirke en dag ha var på besøg der. Han havde svært ved at forklare det hele på sit uddannelsessted, for skolen havde betalt hele hans uddannelse fra han var en lille knægt og den katolske kirke regnede med at han skulle være præst og betale ”gildet” tilbage på den måde. Teddy har fire børn med Lea idag, og han har ikke eet sekund fortrudt sit brud på Cølibaten. Teddys familie bor alle her i 12.de Octubre. Immigranter fra Peru. I starten var Tikunafolket ikke så glade ved tanken men hans lillebror er sammen med en Tikunakvinde så det er lidt lettere for ham. Jorden er jo fællesege så Teddy skulle ikke købe jorden af nogle men blot love at give noget godt til fællesskabet der og ikke stå i vejen for det fællesskabet vil. Teddy var sikker på græsset ville være grønnere her, for på den Peruvianske side var det svært at få mere jord og han ville gerne dyrke noget mere. Lige nu er Teddy i et dilema. Hans knægte studerer i Indianer skolen men han syntes ikke det er godt nok. Han vil viddere, vil udvikle sig økonomisk og vil uddannelse for sine knægte. Han er ligsom blevet fanget mellem to livsstile og sparer nu op til at rejse til Peru igen så knægtene kan få sig en uddanelse og Lea bo tættere på en by. De har ikke haft penge til at betale for at få perminent opholdstilladelse i Colombia og når drengene er syge vil de ikke behandle dem på hospitalet og der er mange dages rejse til Peru. Teddy føler sig ikke rigtig velkommen i Indianer fællesskabet. Hans drenge bliver drillet lidt i skolen, og de kan ikke tale Tikuna nogle af dem.

13.   Sidder nede ved floden på den flydende træstamme og vasker mit tøj og mig selv. Nogle gange hopper jeg på hovedet i vandet når jeg har det for varmt og svømmer en tur ud på midten af floden og tilbage. Den er dejlig ren og stor. Her er så rent og frisk i forhold til junglen i nærheden af Iquitos. Træerne er også anderledes og her er bakket med mere frisk vegetation.

Pludselig ser jeg en lang række af små kanoer med små drenge i. De har alle et lille spyd og delvist leger, øver sig og er på ”arbejde”. De konsentrerer sig meget og kaster spydet i retning af en fisk i det høje græs i vandet. De fanger lidt......

14.   Blog 3 (Soco etc, skrevet i hæftet)

15.    

16.    

17.    

18.    

19.    

20.   Er jeg blevet skør?

Sidder på toilettet i lufthavnen i Leticia. Pludselig hører jeg..”Der er et yndigt land”..Er jeg blevet helt fra den? Ved godt jeg skal ud og flyve men at høre denne sang så tydeligt her? Det må være en Colombiansk sang som minder om, men det fortsætter. På vej ind i flyveren ser jeg på en TV skærm rød-hvide farver over det hele. Klaphatte og flag...Danmark-Tyskland. Det føles mærkelig at mennesker fra mit lille Danmark pludselig er at se på skærmen her og at mange Colombianere sidder og følger med i EM. Det er ret stort her med EM. Jeg var glad for jeg ikke var blevet helt skør.

21.   Landsbyliv ved det Caribiske hav

Vi sidder her på den lille terasse foran værelset vi har lejet i Taganga. Dorin med den lille kat og naboens lille tynde dreng der klapper den uskyldige kat voldsomt på hovedet mens han med skinger stemme siger: ”Gato, gato, gato.” Katten blinker hæftigt med øjnene og Dorin siger: ”Cuidado!” Den anden nabodreng tegner i mit kladdehæfte og jeg skriver.

Her er smukt, her ved det karibiske lyseblå og krystalklare vand. Bjerge med grønne træer og en sti langs havet men højere oppe.

Folkene her snakker hurtigt og med sammenhængende ord men med karaktaristisk Caribisk accent hvor de fleste ”s”er bliver slugt og mange dialekt ord. Mange her i nord af Colombia er afrocolombianere eller mestitser. En afrikansklignende kvinde sælger kokuskager fra en rund boks som hun bærer på hovedet og de sælger frisk juice med iskold mælk. Den tropiske musik er at høre fra alle kanter og jeg har det som blommen i et æg, mens jeg lader mig hylde ind i alle de nye indtryk uden mærkelige biller og mudder.

22.   Tayrona-Cabo de la Vela

Vi er på vej ind til naturreservatet Tayrona, i en lille meget varm bus. Pludselig stiger der en lille familie ind i bussen. De er klædt i en slags hvide lagner og kvinden har et rødt halssmykke på. Manden har gummistøvler på og har langt hår foldet op i en kasket med et stort bundt bananer i en hæklet taske. De snakker et lokalt sprog og senere finder jeg ud af at de kommer fra området omkring ”Den forsvundne by” ved bjerget Siere Nervada. Vi ser i løbet af rejsen andre familier sådan. Senere er der en kvinde vi snakker med som påstår at deres kultur har det svært. De lever af at tigge og har glemt mange af deres håndværkstraditioner og er ikke gode til at passe deres marker eller producere mere, samt at børnene ikke går i skole. Jeg tror nu ikke det gælder dem alle.

Tayrona parken er fantastisk smuk. Jungle og hav i samee mundfuld er meget specielt. Der er stiger i junglen, med fugtige træer som pludselig fører ud til langstrakte strande. Langs strandene er der et par campingpladser for hængekøjer. Vi nyder dagene i Tayrona. Bagefter tager vi helt nord på i Colombien til Cabo de la vela. Deer bor wajuri-folket. Det var for langt at drage derud og koloniasere så flere af dem snakker kun meget lidt spansk. Deres sprog er smukt. Hører det i transportbilen. Det er en værre tur. Det er en lille lastbil og der er fyldt med folk på taget og hængene bag på og siddende alle vejne. Bilen stopper mange steder i landsbyer som jeg ikke begriber kan eksistere. Kvinderne har lange farvede kjoler på som er luftige og beskytter mod den tørre vind. De har mørkt hår men ligner næsten mere indiske kvinder en de Indianere jeg indtil nu har set. Der er sand alle vejne og lidt træer og krat. Jeg spørger om de har brønde men de forklarer at de laver huller hvor regnvandet kan opbevares fordi grundvandet er ikke tilstedeværende her. De svarer ikke rigtig når jeg spørger mere til hvad de gør når der ikke er regn. En af kvinderne er malet helt sort i hovedet. Jeg tænker at det måske er en slags solbeskyttelse? Jeg tør ikke spørge hende hvorfor hun er malet.

Det er utrolig vindfyldt og vildt tørt der fra lastbilen, og når bilen søger ind mod en af de små landsbyer er det som indvoldende bliver rystet ud af kroppen for bilen bumper og ryster i fuld fart ind af de små snoede ørkenveje.

Fra stranden hvor vi er havnet går vi en laaang tur i ørkene ud til et lille bjerg. Deer er havet helt krystalblåt og oppe fra bjerget har vi en fantastisk udsigt over hele ørkenet og havet. Vi er en stor gruppe sammen. En rejsende fra England, Australien, Elliot fra Frankrig, Paola fra Colombia. Ludvig fra Frankrig og Dorin og jeg. Jeg nyder at snakke med de nye mennesker og høre om deres liv og få et nyt input.

Vi har købt ingredienser til at lave mad, og det eneste vi kan finde i den lille landsby er en mand der siger vi kan kokerere ved hans bål hvis vi køber brænde af ham. Det er en oplevelse. Det blæser helt vildt og deres baggård er fyldt med ingenting. Tør, tør, tør. Over deres stakit har vi udsigt ud i ørkenen. Hans to piger griner af vi ikke kan få bålet igang og kommer med en lille skvæt benzin i en flaske. De har også traditionelt tøj på og fortæller at de går i skole lidt længere nede i landsbyen. Jeg forstår aldrig helt hvordan denne familie overlever og hvor de får vandet fra. Spørger nok for lidt...

En dag vil jeg lave pasta og henter vand fra en stor blå tank fra hostellet. Da vi skal smage om de er færdige er det så salt at jeg må smide det ud. Jeg har kogt det i havvand. Selvfølgelig er det havvand de har deer i tanken. Det er jo ørken...Dooo!

23.   Venezuela, Venezuela

Bussen passerer mere ørken landskab og utrolig simple huse. Mange Wajuri folk går langs vejen og leder deres geder afsted. Det er nok forresten noget af det de kan leve af her. Geder! Vi passerer et Wajuri universitet for alt står på deres sprog på forsiden. Grænselandet er langt, tørt og fyldt med porøse huse. Wajurikulturen fortsætter lidt efter grænsen, men da vi omsider kommer ind i Venezuela er kontrasten enorm. Infrastrukturen med gode veje, sociale boligbyggerier og store bil butikker/fabrikker ligger langs hovedvejen. Store biler. Vi sidder i en kæmpe bil. Sådan en jeg forestiller mig de havde i Amerika i 70 erne. Langstrakt og lidt sportsagtig. Den er faldefærdig men hun styrer fint hende chaføren.

Fra hendes højtaler flyder en herlig blanding af tropisk, salsa og bachata rytmer. Jeg ser hun gør korsets tegn inden hun starter bilen og mange af sangene hører jeg ”Dios” eller ”Jesus Cristu”. En sang lyder ”En el cielo no hay hospital.” (I himlen er der ikke noget hospital) Sangen handler om en mand som blev helbredt og at der ikke er hospitaler i himlen. Jeg griner lidt indeni. Det bliver skønt en dag. Så er vi alle lige. Alle kan løbe, alle kan danse og der er ingen der er syge..