Tør mælketår
Den manglende basisviden om hygiejne og ernæring er ikke til
at holde ud. I dag sidder lillepigen på 2 og spiser mælkepulver fra en lille
bitte kop med en plastik ske. Mælkepulveret er ikke opløst i vand, og det
svarer til at spise tørt mel. Jeg forklarer moren at mælkepulveret er til at
opløse i vand og at det er farligt hvis hendes lille pige indånder
mælkepulveret. Lillepigen har sår over det hele. Førhen var det måske
skoldkopper eller myggestik. Hun bliver ikke vasket dagligt og går konstant
uden bukser på for bedre at kunne tisse hurtigt uden hjælp.
”Jeg vil (ikke)
vaskes”
En eftermiddag vasker jeg hende med bakteriedræbende sæbe og
med shampo og tænker på sangen:”Men hvis du vasker mit hår så blir jeg rasende
og sur,” for aldrig før har jeg hørt en lille pige skrige så højt. ”Det er bare
sæbe og vand, lille ven”. Klemmer hende og tørrer hende og giver hende rent tøj
på. Det føles befriende på en eller anden måde. Jeg er ked af at hun er den
sidste i søskendeflokken på 7. Lillepigen er alles og ingens ansvar. Hvis jeg
skal ha børn en dag vil jeg vaske dem, give dem ordentlig mad og tid og
opmærksomhed så de kan udvikle sig. Vil sætte små sløjfer i håret på min lille
rene pige, og tørre snottet af og vaske hendes undertøj.....ved godt det er
helt basalt, men bliver så ked af at se lillepigen i sådan en tilstand...
Klaustrofobi
Ingen benzin til båden. ”Benzinmanden” er i marken. Her har
vi heller ikke benzin. Og vi som skulle ud på oplevelsestur med morfaren og
Mark og Teddy. Senere finder vi benzin at købe.
”Juan de Soco”. En forholdsvis stor landsby med mange
mennesker og huse som ligger mere tæt. Der er mere beskidt og huset vi har fået
lov at sove i er meget beskidt og kaotisk. Her er intet at købe i landsbyen og
vi har kun taget ris og kaffe med. Jeg kan ikke finde ud af at fiske. Man kan
ikke ringe i telefon. Det tager lang tid at koge vandet vi kan drikke og jeg er
konstant sulten og tom for energi. Ingen system med skræld, eller hygiejne i
huset. Beskidt gulv, børn der tisser rundt omkring. Det var dem som inviterede
os til sit hus. Nidia, moren til 7 er træt og stresset og kommanderer med sine
børn.
”Så gode sager!”
Jeg får en stærk følelse i kirken. Der er mange nye i troen
og det er skønt at vide at vi er en del af et stort globalt kristent
fællesskab. Mange millioner af mennesker søger Guds fred og kraft lige nu. Jeg
holder to børneandagter og en prædiken om at: ”Så gode sager.” Fremtid, børn,
forbedring af jord er vigtig for at kunne så yuka. Således er forberedning af
hjertet også vigtig for at kunne leve som en kristen. Kun ved at være i kristus
kan vi gøre gode gerninger. Taler om helligåndens kraft til at kunne ændre
vores situation. Søstrene bag i kirken siger amen.
Det er rørende at mærke Marks iver efter at lære mere om
Gud. Han har været en Kristen i 2 år og har så mange spørgsmål men også en god
basal forståelse af evangeliet.
De har en enorm glæde ved evangeliet dér, og de udtrykker
det herligt gennem deres lovsange på Tikuna med tamburin og trommer.
Gæstfriheden slår mig i 12. de octubre. Naboerne byder på
fisk. En lille dreng smutter indom med fisk. En bedstemor kokererer. De har det
vi vil kalde ingenting, men de er stolte fiskere, jægere og snedkere og bådmagere
og deler med enhver der kommer tilrejsende.
Det er svært at være med i politik i vores indigenassamfund
som kristen, fordi gruppen lægger stor vægt på shamanens rolle og magt, vores
ur-tro”, fortæller tidligere representant for Tikunaerne i folketinget i
Colombia. Han bor tilfældigvis her i 12. En Indigenas er stærk i sit rette
element, men hvis han bliver taget ud af det er han svag. Jeg kunne aldrig
tænke mig at bo i byen. Ikke ved jeg noget om forretning og ikke har jeg
uddannelse, men jeg er dygtig her med mine fisk, mine marker og jagttradition.
Min Bananmark!
Teddy tager mig med på ”arbejde”. Vi ror et langt stykke i
kanoen inden vi når hans mark med bananer. Det er svært at komme fra kanoen og
op til marken da kanten er utrolig mudret efter så mange måneder med høj
vandstand. Bananpalmerne giver en klase hver og når denne høstes skal palmen
fælles så de nyre spirer kan få luft og lyst og samtidig er palmen gødning for
disse. Jeg for lov at plante en lille bananplante, den er sød syntes jeg. Håber
den vil give Teddy og hans familie mange gode bananer.
Sikke en gudstjeneste
Kirkens fødselsdag fejres. Og vi har allerede været til
Gudstjeneste i ihvertfald halvanden time tror jeg. Pludselig er der to der skal
giftes midt i det hele. Det virker som om det er første gang for præsten og
dette resulterer i at der er flere præster som holder lidt tale og byder ind
med forskellige ting. Bruden er temmelig frustreret ser det ud til. Det har sig
at hun er lærer fra byen og hendes mand er Tikuna i landsbyen 6 timer op af
floden fra Leticia. De er på vej ned af kirkegulvet da hun nærmest klynker til
sin elskede. ”Ringen.” Han krammer hende og de går tilbage og prikker præsten
på skulderen. ”Selvfølgelig” ”Ringe”...Oprindelig i Tikunakulturen er der ikke
nogen stor tradition for at gifte sig. Det er mere end fest når manden har fået
farens ja til pigen. Så dette bryllup er nok lidt brudens drøm om at gifte sig
som hun har set på film men så er det hele alligevel totalt junglekaos.
”Pobrecita..” Synd for hende. Pludselig skal hun også døbes og praktisk nok i
den hvide kjole hun har på. Hele kirken ned til floden hvor hun bliver døbt.
Senere møder jeg hende gående i mudderet ned til det mest
fjerntliggende hus for at spørge om Kakao. ”Sagde du kakao?” spørger jeg forvirret.
For bruden her trasker i sene gummistøvler for selv at forberede kakao og brød
senere. Jeg har lyst til at lave det for hende, men vi skal ha møde med lederne
i kirken og det er dem jeg trasker rundt for at finde. Hun kommer lige om lidt.
Han er på vej. Nej de er i den anden ende. Vi kunne også mødes i morgen. Jeg er
fortvivlet. Nej idag venner. Det er nu vi har muligheden for at samle os for en
kort stund og fastlægge program for de næste tre dage.
Senere er der kædedans til merrengemusik, kakao og
friturestegte fladbrød til alle og bruden danser glad med sine børn og sin
tikunamand rundt og rundt med hele menigheden og flere fra landsbyen..........
Juan de soco
”Vi skal lige op og hente nogle yukarødder”, fortæller
Alvaro som er tikuna far til 7 børn og præst i landsbyen Juan de Soco. Vi går
igennem junglen, det er mudret og stien går opaf. Det er som et bjerg vi skal
bestige men midt i junglen. Det er meget varmt og fugtig og Alvaros to
midterste børn går i nærheden af mig og hvisketisker om hvores besøg. Pludselig
stopper Alvaro og hiver sin Machete op af spændet. Han hugger en stor gren af
et træ som ligner det har taget en militærjakke på. Alvaro begynder at slå på
grenen med den sløve enden af sin lange machetekniv uden at forklare så meget.
Jeg spørger hvad han laver. ”Sådan her har vi udvundet papir igennem mange
generationer. Papir til at lave tøj af, papir til at male på eller lave tasker
af.” Han slår og slår. Til sidst bruger han alle sine kræfter på at flå det
store barkstykke af. Det er som stort stykke stof. Fantastisk. Vi går langt ind
i junglen og jeg går lidt sukker kold da vi endelig når til hans jordstykke.
Troede vi bare skulle gå et lille stykke så har ikke taget vand med. Børnene
vil have Dorin og jeg lidt længere ind for der er sukkerrør. Det lokker men jeg
er virkelig træt. Sukkerrørerne hjælper på tørsten og sukkeret i blodet og jeg
mener mig i stand til at kunne gå tilbage. Alvaro har efterladt store bundt med
yukarødder, som er som små tynde træer og vi læsser det på vore skuldre og
vandrer den lange vej tilbage.
Børnene stopper. De vil klatre op en palme og hente en slags mango frugter ned
som hedder Kaimo. Palmen har ingen små grene og de klatrer op ved hjælp af ben
og armkræfter. Jeg kan ikke engang tage
eet tag på den måde. De kaster mange frugter ned mens vi venter på Alvaro. Da
han kommer beder han børnene komme ned så vi kan fortsætte vandringen. ”Kun
hvis du vil flette mig en taske”, siger drengen. Alvaro smiler, for det vil han
gerne. Han smiler igrunden næsten hele tiden, men sine store hvide tænder og
sine intense øjne. Han hugger nogle store grene af en palme og fletter i
rutinerede tag hurtigt en rygsæk til sønnike, som overglad putter sine frugter
i den lille taske. Med en lian bundet
til tasken bærer Rudy glad frugterne i tasken med panden. Alvaro lægger et par
bananer i også og hjælper med at placere et par sukkerrør på Rudys skulder. Han
er helt klistret i hele hovedet og smuds har sat sig i klisteret, for
Kaimofrugten er megaklistret.
Da vi kommer hjem til det store kaotiske hus der ligger lidt
bag nogle af de andre huse i landsbyen giver Alvaro os sit hjemmelavede papir
og giver os blade han har fundet på vejen. Hvert blad giver en forskellig
farve. Det er vildt fascinerende. Farverne er utrolig intense og blandet med
lidt spyt er det nemt at male med bladende på det tykke stoflignende papir.
Kan man nævne Venezuela
uden at nævne ”Hugo Chaves”?
Hver anden bygning her har en eller anden form for
propaganda printet på, lige fra stor plakater med hans billede, til regeringens
logo: ”En la Marcha!”(”i marchen”) eller Gobierno Bolivariano (regeringen
Bolivarianer). Ministerio del
Poder Popular para...la Cultura..(Ministerio for populær Kultur).
Metroen, er det for 14. år sidende regerings projekt. Dér i
metroen spilles klassisk musik og store kampagner om hvor godt det er Caracas
har en Metro som den røde regering har stået for, pryder væggene.
Den anden dag tog vi et kabel-tog op til et bjerg. På
samtlige plakater var der logoer med den røde signatur, det røde venezulenanske
hjerte eller ”Sammen bygger vi Venezuela.”
I turistinformationen bærer flere dokumenter regeringens
logo. Det er nok svært at undgå når den har siddet så længe. Alt hvad der er
sket de sidste 14 år er jo i den røde regerings navn og ikke mindst i Hugo
Chaves navn.
Jeg går i teatret, for det er gratist, men i dét jeg går ind
får jeg stukket et flot stykke propaganda katalog i hånden. Dette katalog
beskriver ”den utrolige velstand og forandring Hugo Chaves har bidraget med”.
Kataloget er delt op i kapitler. Fædreland. Steder vi kan mødes.
Vedligeholdelse af byen. Asfalt fest. Sport. Flygtninge centre.
Skoler/uddannelse. Helbred. Den store Venezuelanske mission. Steder at ånde.
Korn til Socialisme. Fri undervisning. Plejehjem. Byen Caracas for de unge.
Fødevare forbedrelse. Ved hvert kapitel er en flot farverig rubrik hvor der
står hvor mange mennesker som indirekte har oplevet forbedringer i sit område
eller i sin livsstil. Teatret er svært at forstå med det virker som om det på
humoristisk vis prøver at hjælpe folk med at danne en fælles hukkommelse om
hvor fælt det var før i tiden og hvor godt det hele er nu.
Min første aften i Caracas tilbringer jeg med et herligt par
mennesker fra det lille og utroligt dyre hostel. Vi går ned på pladsen sammen
for jeg vil gerne høre musikken. Bag musikken er der et kæmpe banner med Hugo
chaves, hvor ”V”et er et hjerte. Patetisk tænker jeg. De spiller herlig musik,
og pludselig indser jeg at det er en kæmpe fest for at indlede hans
valgkampagne. Hostelmanden Gustavo har klædt sin store grønlandske hund i en
rød T-shirt hvor der står Amo Chaves. Hunden kommer i fjernsynet og
hostelmanden er glad. Mange er klædt i rødt og det er vist ikke lige i denne
forsamling man skal stille spørgsmål til om Socialisme kan trives i et
enten/eller forhold til en overmagtfuld president.
Gustavo forklarer bagefter hvor stor forskel, Caracas især,
har oplevet med Chaves politik. ”Før”, fortæller Gustavo. ”Før, var der folk
der levede af det hundene spiser. Der var så ekstrem fattigdom at det var til
at brække sig over. De rige betalte ikke skat og de store industrier sad på
magten. Vi var slaver af kapitalismen. Der var ingen infrastruktur eller
ordentlig offentlig transport. Idag er der 30 procent fattige før var der 60 procent
fattige. De store firmaer betaler skat og de rige betaler mere skat end de
fattige. Jeg er stolt af Hugo Chaves. Han har et TV program hvor han på en
afslappet måde forklarer om sine tiltag og hans sprog er fra arbejder klassen.
Han har afro-venezuleansk baggrund og elsker at danse og feste og det kan jeg
godt li!.” Gustavo smiler over hele hovedet og er oprigtig i sin beskrivelse af
hans helt. Gustavo er ikke den eneste i Caracas eller Venezuela som hylder Hugo
Chaves disse dage. Millioner af fans landet over hylder deres helt fordi de
direkte har fået ”Gaver” af Chaves. Områder har fået foræret køleskabe og
børnepenge og de er fans af Chaves.
Er socialisme altid
første skridt imod kommunisme i Syd-Amerika?
I mange måneder har jeg ”prædiket” om det gode ved socialisme
i Peru, for venner og bekendte. Frustreret har jeg lagt mig til at sove fordi
de ikke har et velfærds system der kan favntage enlige mødre og arbejdsløse og
tårevædet har jeg hørt gadebørn synge og rasle i busserne i Lima. Jeg læser
febrilsk om Socialisme, denne aften for jeg er shokeret. Det er ikke den
socialisme jeg mener at kende jeg oplever disse dage i Caracas. Men tanken
kommer fra samme sted? Hver gang jeg har snakket om socialisme i Peru tænker de
på Diktatorer og kommunisme. Det har jeg aldrig forstået før i dag. Det er jo
den utopiske Socialisme der skal være grundlaget, hvis ikke kan vi lige så godt
byde Kommunismen velkommen. Jeg indser at der er en hårfin grænse mellem
socialisme og kommunisme. Karl Max ville Kommunismen, og den er blevet prøvet
så rigeligt i Diktatores navn i utrolig mange lande. Det kan så hurtig gå galt.
I Skandinavien har vores velfærds stat en lang tilblivelses periode. Ønsket om
velfærdsstaten kommer fra forskellige grupper i samfundet. Alt er opstået nede
fra og op, og derfor skiller det sig ud fra disse Kommunistiske lande som Cuba,
Kina osv. Tanken virker utrolig ens men der ligger så meget bag her som ikke er
til at stole på.
Korruptionen er stor. Hvordan kan en dedikeret socialist
putte midler i egen lomme? Vi har også til tider korruption, med ministre som
rejser for meget til Canariøerne, men her er det bare noget større summe.
En leder som sætter sin signatur på alt. Som har magt til at
bryde ind i enhver TV kanal af opositionen og holde en propaganda tale? En
president som forærer ting væk for at få stemmer? Som glemmer at det er det
forebyggende som er vigtigst? Som ikke
tænker på det lange løb? Inflationen er enorm her, og der er ingen sammenhæng
mellem indtjening og ugifter. Regeringen substituerer billige madvogne med
majsbrød og ost mens fødevarende stiger i supermarkedet.
Alle kasinoer er blevet forbudt og det er ikke lovligt at
drikke på gaden. Teatre som ikke er støttet af staten er blevet forbudt og
lukket fordi de lavet sarkastisk teater om politik. Forfatteren fra Peru blev
sendt ud af landet efter et foredrag. Det koster for en Venezuelaner at rejse
ud af landet som på ligefod med alle andre. Der er restriktioner på hvor meget
udenlandsk valuta du må eje, for at stabilisere økonomien, og for dem som vil
til udlandet kan de kun hæve 1000 dollars om maaneden, med en tilladese fra
staten. Dette kender Argentinerne også til. Dollaren og Euroen er der derfor
mange som gerne vil have fingre i sort her. De er blevet forbudt at hæve mere
end et vist beløb på deres visakort om måneden i udlandet og der kan ikke
opspores Dollars i Argentina. Mange veksler i øjeblikket sine penge til Dollars fra
rejsende, for når de først rejser ud af Venezuela er det et kæmpe bureukrati
at hæve udenlandsk valuta fra sin bankkonto, og kun et vist beløb om måneden.
Jeg ser på vores egen velfærdsstat og er lykkelig over ikke
at have en tåbelig president i hvis navn alt skal foregå, men syntes også at se
en klar linie. Det perfekte samfund eksisterer ikke. Hvis socialsimen trækkes
for langt ud i praksis er det jo kommunisme. Vi kan ikke have en statskasse der
løser alle problemer. Hvis ikke der er offentlige hudlægespecialister og et
hospital der kan afhjælpe special-sager på mindre end et halvt år og en
ordentlig grundskoleuddannelse med kvalificerede lærere og kapacitet til
antallet af elver i klassen hvad hjælper det så med 50 procent i skat? Det er
godt vi har vores fagforeninger, vores A-Kasser, vores sikkerhedsnet til dem som
er virkelig trængende, demokrati og vores grundlæggende opfattelse af ligelig
fordeling, men at vi lægger så meget ansvar på staten føler jeg mig mindre og mindre
tiltrukket af. Tænk hvis der pludselig er en president som kommer til magten i
Danmark....Hugo Jensen! Vi elsker dig for du er sej!Du har givet os alt og alt
der var før var frygtelig og nu er det hele meget bedre takket være dig....Du
er ved at lave en kollektiv hukkommelse for os alle men det er ligemeget. Du
har jo bygget metroen og givet min mor arbjede i staten så du er den
bedste!!........men det sker nok ikke. Det er jo lille trygge Danmark.
Heldigvis!
Bogota, Colombia!
Sikke en rejse fra Caracas helt ned til Bogota. Jeg er helt
træt da jeg kommer frem, men Colombianere har en sådan åben og herlig atitude
at man ikke kan føle sig trist eller træt særlig længe. Det første der møder
mig er en super tjekket turistinfo hvor de hjælper mig med det jeg har brug
for. Bagefter en kop kaffe hvor nogle snakkesagelige damer vil vide alt mulig
og stolte praler med deres viden om vikinger og de nordlige lande. Jeg har fået
lov at bo hos en Host fra Couch Surfing og i hans del af byen er det som at
være hjemme i Europa. Men virkelig mærkelig egentlig. Alle snakker om hvor farligt
Colombia er. Hans køleskabsdør er fyldt med pizza og anden ”Fast food” reklame
og han spørger om jeg er sulten. Julian fortæller at det er hans første år i
arbejde. Dette tyder på han kommer fra en velstillet familie. Hans lejlighed er
tjekket og helt anderledes end andre lejlighedder jeg har været i i Syd
Amerika.
Julian fortæller han gerne vil læse sit speciale i
Skandinavien og vi snakker om forskellige kultur forskelle, politik og hans
baggrund.
Glemmer alt om kulden
og regnen!
Baren er stopfyldt. Salsamusikken blæser ud af højtaleren og
alle er igang med at danse. Fire piger i en gruppe er enormt åbne og søde og
spørger om jeg ikke vil være der sammen med dem. Vi danser på livet løs i en
cirkel. Der er næsten ingen mænd at danse med, men det passer mig egentlig
fint. Pigerne er skønne. Den ene er fra Cali. ”Jo jeg savner Cali. Der er varmt
og mindre. Men det er spændende at arbejde her i Bogota,” fortæller hun med sit
store smil og hendes afrokrøller hænger livligt omkring hendes ansigt. Hun er
utrolig smuk syntes jeg. Det er skægt at danse med pigerne. Koncerten begynder
og jeg glemmer alt om de 8 grader udenfor, fjeldregnen og kulden der sætter sig
som nåle i huden. Forstår ikke hvordan en nordboer som mig kan syntes her er så
koldt.
Hele bandet består af afro-colombianere og forsangeren
spiller Marimba. Det er musik fra kysten og det er helt fantastisk. Baren
bliver fyldt mere og mere op med afro colombianere og de danser som jeg
sjældent har set nogle kunne danse. Der er en energi og en glæde uden lige og
jeg lader mig rulle med af de caribiske rytmer og fremmede melodier.......
Sådan smager
Colombia!
Genialt! Julian tager mig med på en lille rundtur i den
historiske del af Bogota. Der er super hyggeligt. Alt hvad jeg har savnet ved
det Syd Amerika jeg kender i Venezuela finder jeg her. Alt slags mad bliver
solgt fra små boder. Enhver genstand kan sælges og der råbes højt op om hvad
det er og hvad den koster. Dobbeltlivet. De oficielle restaurenter og butikker
og alt det der bliver solgt og spist på gaden. Det er koldt og regner så efter
en stund finder vi lokal mad med lokal musik. Friskgrillet kød, guaquemole,
arepas med ost, kartoffelsuppe og kylling i tomat. Vi spiser og spiser og jeg
er lykkelig mæt i smagen af Colombia.......
”Alt er korrupt!”
Det er den eneste kommentar Julian på 24 har til politikken
i Colombia. ”Det har forbedret sig utrolig meget siden halvfemserne, men
stadigvæk savner jeg end mere ærlig regerings magt,” fortæller den høje rolige
fyr med krøller. ”Det hele er korrupt når alt kommer til alt. Men FAHRK
eksisterer kun nu i meget lille omfang
og ikke i Bogota. Tættere på nogle af områderne hvor de dyrker Koka, er
FAHRK. Der er stadig farlige områder her i Bogota hvor du ikke skal gå hen! Her
oppe for eksempel, er der et frygtelig skel mellem fattig og rig, og det giver
mægtige frustrationer og kriminaliteten er voldsom for at få fat i små penge.”
Men Julian er glad for sit Colombia. Han elsker at gå ture i bjergene og tage
billeder og er godt på vej med arbejde og uddannelse........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar