Smukke, soede, og foerst og fremmest leeende Elisabeth paa 40, har indviteret Katrine og jeg hjem til hende i udkanten af Lima. Hun har smilerynker opad og griner og klapper i mens og krymper sig nogle gange sammen i latter kramper af smaa sjove ting. Flere har fortalt mig at dem fra junglen har nemt til smil og latter og er glade for at kramme og holde i haanden, og det stemmer saa fint overens med skoenne Elisabeth.
"Jeg vil tage jer med til mit hus og min familie", smiler hun. Hun har arbejdet i Villa Martha i lidt over et aar og er i gruppen Celeste med de 3-5 aarige. Hun er god ved boernene, og god til at saette sig sammen med dem, bygge deres selvtillid op og tage dem med paa gaature, eller give dem smaa opgaver i deres til tider kroellede kladehaefter.
Vi bruger lang tid paa at komme ind til Lima. 2,5 timer i alt. Hun siger at saa lang tid tager det altid. Vi maa staa op i overproppede busser og kroelle os sammen i smaa overfyldte rugbroed. Dem som flippede musikere i Europa koerer rundt i et halvt aars tid med en seng og en kasserolle bagi, hvorefter de tilsyneladende sender dem til Lima.
Her er folk i alle aldre og farver. Lima har indbyggere med indiansk baggrund, afroamerikans baggrund og mere europaeisk baggrund. Men jeg er stort set altid den eneste blonde naar jeg saadan bevaeger mig rundt, og det giver altid en hvis uoensket opmaerksomhed;-)
Det sidste stykke vej saetter vi os ind i en lille knallert agtig ting, med et saede bagpaa til naesten tre rumper og tasker. Han skruer voldsomt op for bachacha-musikken og "knallert-sofaen" toeffer traet og rumlende op af en lang bakke. Til sidst skal vi gaa. Og gaden biver til en grusgade. Pludselig siger Elisabeth. Vil i hilse paa min mor? Hendes gamle smukke mor sidder ude og snakker med hendes mand, soester og nevoe, og hun giver os kind kys. Hun har endu flere smilerynker opaf, og en lang graa fletning og en skindende guldplumbe i sin fortand. Hun giver Elisabets mand, Victor, en gryde og vi gaar langsomt op af grusvejen til det lille hus der tilhoerer Elisabeth og Victor.
Mormoren har lavet en suppe med boenner og store majs og en griseknogle til hver som vi spiser kort efter vi ankommer. Huset har ikke glas i vinduerne, og det virker saa maerkelig: "ikke faerdig". Men saadan er alle husene paa denne gade. Muren er en "ét-lagsmur" hvor ydervaeg og indervaeg er paa hver sin side af de bare sten med store fuger med sement. Jeg skal tisse, og bliver ledt ud paa et ildelugtende toilet uden indlagt vand. Der er kun et loesthaengende gardin til forhaeng ud til badet, og pludselig opdager jeg til min skraek at min mave ikke helt var glad for det maaltid jeg sidst spiste paa boernehjemmet med linser og fisk. Det larmer fra min dumme mave i hele huset, og jeg har bare lyst til at loebe ud og gemme mig i en busk, som der i oevrigt ikke er her, for her er toert som i en oerken, sand, sten og ingen traer.
Jeg goer mig faerdig og ser til min skraek at jeg ikke har nogen idè om hvordan jeg skal klare traekud eller haandvask. Jeg lister mig pinlig beroert ind i stuen og spoerger en af hendes to 12 aarige tvillingesoenner om han vil vise mig hvad jeg goer i badet. Han griner og henter en boette fra koekkenet som han dypper ned i en stor toende med vand. "Her er til toilettet", smiler han venligt. Jeg vasker desperat mine haender, og er saa forbavset over hvordan Elisabeth bor. Hvor stor forskellen er paa rig og fattig i Lima. Her er to arbejdende mennesker paa 40 aar, som bor saa kummerligt og maa leve afsidigs for at faa raad til dagen og vejen. Endnu ikke lys i koekkenet og mure som ikke er faerdige.
Hendes datter har de faaet "sendt" til Tjekkiet for at hun kan studere medicin. Hvordan hun nogensinde skal kunne klare det paa tjekkisk er alles bekymring, ogsaa min, for jeg kender til de umulige gramatiske regler og det enorme ordforaad i Tjekkisk, for ikke at snakke om de specifikke udtaleregler.
Elisabeth og jeg har snakket meget om Tjekkiet og hendes datter er ogsaa 19 som jeg var da jeg tog til Tjekkiet.
"Hun har altid villet ud af Peru for at laere om verden, og nu er hun saa langt vaek", snoefter ELisabeth beroert. "Jeg savner hende her i huset. Hun har altid boet hed med os og hun er som en veninde for mig. Hun var aldrig saerlig meget vaek fra huset, altid med os, og pludselig saa langt vaek."
Elisabeth og hendes mand har arbejdet haardt for at goere det muligt for deres datter at rejse til udlandet og studere. En billet til Tjekkiet er 4000 kr
Victor arbejder som Laerer i litteratur paa den naermeste folkeskole og tjener 2000 kr om maaneden, og ELisabeth har arbejdet paa et komunalt sted som blev nedlagt og ville starte sin egen "dagplejemor", men det var svaert. Hun vil saa gerne besoege sin datter og spare penge op til hendes soenner og til hendes datter og har proevet at komme ud af landet flere gange for at arbejde i enten Chile eller Argentina. Men hver gang kan hun ikke komme over graensen naar hun siger hun vil ud af Peru for at soege arbejde, og hun vil ikke rejse ind i et andet land paa turistvisum og arbejde sort naar hun ikke kender nogen der.
ELisabeth tjener 1200 kroner om maaneden paa at vaere paa boernehjemmet 24 timer i doegnet 5 dage om ugen. Og arbejde haardt.
Jeg er ked af det indeni. Jeg syntes det er uretfardigt at nogle er tvunget til at bo saa kummerligt, rejse 2, 5 timer paa arbejde, ikke se sin mand og to boern paa 12 aar, ha sin datter i udlandet paa ubestemt tid og ikke have mulighed for at finde andet arbejde hverken i Peru eller nabolandende. Elisabeth har ikke nogen lang uddannelse. Paedagogmedhjaelper, men i Lima taet paa hvor hun bor har det vaeret umuligt at finde noget.
Deres koekken er spinkelt uden rindende vand, og sofaerne kan snart gaa ud af doeren selv.
Elisabeth klager ikke. Hun er altid glad og virkelig kaerlig mod alle. Jeg forstaar ikke hvordan hun kan!!!
Jeg ville vaere vred paa samfundet, paa min skaebne eller noget men hun har et ufaateligt gaa paa mod.
Hun beder mig laere hende lidt engelsk og vi oever udtale og et par gloser. Hun griner ved hvert ord som en lille pige og hendes glaede smitter.
"Anita", siger Elisabeth pludselig! "Hvis jeg skal rejse ud og soege arbejde en dag i andre lande skal jeg kunne engelsk, ik?" Jeg nikker og siger at det kommer vel an paa hvor hun vil hen. Hun kigger paa mig med et droemmende blik. "Engang var der en volontoer fra Italien her, maaske kunne jeg arbejde der for en stund og spare penge op? Italiensk er i hvert fald meget lettere for mig end det der "Inglessh," hikster hun af grin."
"Eller spanien? Jeg har hoert der er mange der arbejder der som "Casa de ama" (en dame som passer hus og boern naar husfruen er paa arbejde...) Jeg nikker eftertaenksomt og taenker paa nogle af de ulykkelige skaebner jeg har laest om paa mit spanskhold og de frustrerede imigranter fra bolivia jeg snakkede med i flyveren herned. Jeg proever at dele det med hende og spoerger hende hvorfor hun ikke proever Chile eller Argentina, hvorefter hun forklarer at det har hun proevet.......
Ingen kommentarer:
Send en kommentar