Disko i min Bus!

Katrine og jeg saetter os paa hvert vores saede i bussen ind mod Lima. Vi ligner noget der er loegn, og er vildt traette. Fedtet haar og beskidte nederdele. Jeg er saa maet af lyd at jeg kunne graede paa stedet. Der er saa meget larm naar vi spiser, og hvis jeg sidder ved bordet med drengene paa 8-12 aar hvor jeg sidder mest nu vil de altid fortaelle en masse ting og jeg vil jo gerne snakke med dem. Det er bare det at 85 boern i et stort rum med akustik som Roskilde Domkirke ikke klikker saerlig godt sammen. Hver gang jeg underviser musik er det i et stort rum med akustik uden moebler hvor boernestemmerne borer sig ind i mine traette oerer. Jeg laerer dem Cajun, maracas og andre larmene ting og ude vil de sidde paa skoedet og blive kildet og skrige hoejt af grin. Jeg mindes min herlige og skoenne lillesoester da hun var 4. Den skingreste stemme og det skoenneste lille vaesen. Her er der ca. 25-30 af den slags:-)
Jeg ved det godt, skal bare bruge mine oerepropper mere. Men saa i alle pauser oever jeg Piazolla som en gal, for har besluttet at spille mig i form og soege ind paa en musikskole igen...
I bussen holder buschafoeren fest. Han koerer helt vildt hurtigt, dytter af alt levende der bevaeger sig og danser paa stedet med en sodavandsis i venstre haand. Jeg har aldrig set en dansende bus chafoer, og hvis ikke jeg var saa frygtelig traet i mine oerer kunne jeg ha danset med, for det er jo skoent han holder sig vaagen og vil give lidt godt humoer ind i myldertrafikken og den fuldstaendigt overfyldte bus, hvor mennesker bliver presset ind og bedt om at stille sig i to linier hele vejen ned i gennem midtergangen.
Regaton, bassen durer i hele bussen, buschafoeren virker uforstyret over at han holder festen stort set alene. Han rokker med overkroppen, skruer hoejere op og griner ud af vinduet, smiler til sig selv i spejlet og dytter igen for at komme forbi. Mine oerepropper ligger i Katrines taske bagerst i bussen hos hende, og jeg bliver noedt til at holde mig for oerene for ikke at eksplodere.
Jeg er bare saa lydmaet. Har aldrig proevet det foer. Og hvor er det dog ironisk lige at havne i verdens gladeste bushafoers regatonfest naar jeg bare vild ha ro og fred.
Vi stiger af bussen for at skifte bus. Aldrig har jeg set en saa stor gade med busstopsteder. Den kaempe "motorvejs" agtige gade, foerer ind til Centrum af Lima. Hvor vi skal skifte er mange baner, vildt mange mennesker, forskellige busser, dyt, boern, kvinder, saelgere der raaber op om hvad de saelger. Sodavand, broed, kiks. Praester der stiger ind i busserne for at missionere og tiggere paa krykker. Jeg er lammet af indtrykkende og klamrer mig naermest til Katrine som er to hoveder hoejere end mig og snakker flydende spansk og kan vejen. Pyha, altsaa......