Elisabeth graeder stille ved sit busvindue. Det er soendag og vi er paa vej hen til Villa Marta fra hendes hjem. "Jeg har ikke noget i mod at arbejde. Men det at forlade mine boern og min mand hver soendag er det vaerste jeg ved", hikster hun. Jeg er ked af det paa hendes vejne og har ikke nogen umiddelbar loesning til hende andet end at vi snakker om at hun kan fardiggoere sin uddannelse og finde et andet slags arbejde. Elisabeth foeler sig tvunget til at arbjede videre. Og kigger tomt ud af vinduet. Hendes oejne er slukket for glaede og haab for en stund og jeg kan se hun proever at se sine to tvillingesoenner og sin mand for sig....
Pludselig stiger 3 boern og en baby op i bussen. De er beskidte med fedtet haar og daarlige taender. Den stoerste af pigerne saetter babyen paa forsaedet og henvender sig med klar roest til alle i bussen. "Vi har brug for oekonomisk hjaelp til at skaffe os mad og fortsaette skolen," siger hun. Hun hiver en kam op af tasken og et lille instrument og laver en fin rytme. Hun stopper pludselig og siger. "Vores mor har ladt os i stikken, men det goer Jesus aldrig. Han er der altid." Hun synger med saa staerk roest og lukkede oejne at alle i bussen retter sin opmaerksomhed mod hende og hendes smaa soeskende. Jeg bliver saa roert, for det er jo rigtig hvad hun synger at Jesus aldrig lader os stikken, men hvordan kan hun synge det og mene det naar de er saa pressede? Jeg giver normalt aldrig til tiggere, for mener ikke der er langtidsperspektiv i det, eller at det hjaelper. Men jeg giver hende 12 kroner og beder i mit stille sind at nogle maa hjaelpe dem ud af knipen i det lange loeb...
Ingen kommentarer:
Send en kommentar