Livet her i Iquitos...

Lørdag 14. April

Construyendo SueNos (opbygge drømme/mål)

 Hvad laver vi mon en lørdag morgen fra 6.30-12?

Jeg personlig sover tit, efter en fest måske? Eller er ude at løbe, studere, eller arbejder.

Et team af unge ihærdige Colombianere kører derimod rundt her i kvarteret i Iquitos og henter børn i mototaxier og kører dem hen til YWAM (Youth With A Mission) basen i Iquitos for at lave en stor børneklub-morgen.

Dorin og jeg leger med børnene udenfor og bagefter synger og danser de mindst 100 børn i alle aldre indenfor. En af Colombianerne har en guitar og den anden synger og danser. Nogle af sangene er lidt ”Merrenge-agtige” (sydamerikansk dansestil med tryk på alle 4 slag) mens andre af sangene er mere rolige. Han er god, syntes jeg, ham der synger og danser, for han for alle børnene med og samtidig fortæller han lidt om ordene i sangene. Bagefter er der bibelundervisning i aldersgrupper og et måltid mad til alle.

3 Af de ældste unge her har fået økonomisk hjælp til at gå på universitetet, men ellers handler ”Construyendo Suenos” mere om at børnene skal lære at tro på sig selv og vide at Kristus er nærværende i deres liv hvis de vil.

Anthony på 19 er én af dem som har fået økonomisk hjælp til at studere. Kommunikation på et forberedende kursus til universitetet. Han har trofast kommet i børneklubben siden han var lille, og er nu medhjælper der.

”Da jeg var lille solgte jeg karameller på gaden,” fortæller han mens vi tørrer tallerkener af efter at alle børnene har fået et måltid mad. ”Med ”Construyendo suenos” har jeg lært at Jesus altid er med mig, så selvom livet er hårdt og svært så har jeg en glæde fra Kristus.”

”Jeg studerer hver formiddag og arbejder på hotel hver eftermiddag og aften. Jeg er dybt taknemmelig over jeg har et arbejde, men det er hårdt. Jeg har aldrig fri, bortset fra om lørdagen og da er jeg her,” smiler han. ”Det er godt her. Jeg lærer noget nyt hele tiden, og nu er vi en stor gruppe unge som mødes Lørdag aften for at synge og bede sammen og lære mere fra Guds ord.

Søndag 15. April

Hvad laver en YWAM (youth with a mission) missionær i Iquitos?

 
Becky er 26 år og bor på YWAM basen i Iquitos. Næsten hver eftermiddag er hun ude med sin motorcykkel og besøger kvinder fra de fattige områder af Iquitos.

Idag har jeg fået lov til at tage med hende ud til Belèn som er den del af Iquitos som ligger i floden. Mange af husende er flydende, men nogle af dem er desværre bygget på pæle og er dette år yderst hårdt ramt af floden som er steget mere end den plejer.

Maria tager i mod os i sin lille døråbning i sit flydende hus med søvnige øjne. Hun var lige midt i sin middagslur, men det er ok siger hun.

Vi sætter os på gulvet og hun på sengen. Hun fortæller om ugen som er gået og i dag har hun brug for at snakke så Becky pakker pænt sit forberedte bibelstudie ned igen. De er lige gået igang med et studium som gennemgår hvordan kristendommen opstod, hvordan biblen blev til, hvem den historiske Jesus var og hvad det vil sige at være en Kristen. Maria fortæller og fortæller og de to missionæere sidder og lytter mens huset gynger fordi en større båd sejler forbi uden for døren.

Maria har det ikke så nemt lige nu, med skolen der er lukket på grund af vandet, manden der drikker i weekenderne, og hendes lille søn med høj feber. Becky fortæller bagefter at det med at gøre sygdom til et uoverstigeligt problem er et spørgsmål om tradition, for 5 minutter fra hvor Maria bor er en klinik som staten har oprettet, hvor det er gratis for alle at modtage behandling. Og derfra købe den rigtige medicin.

De to missionærer opmuntrer Maria og missionæren fra Colombia kommer med lidt råd og vejliedning indimellem. Til sidst beder vi sammen. For Maria, for hendes familie og hendes søster.

Becky har oprettet sin egen lille uoficielle Mikrolånsordning med kvinderne, dog uden renter. Maria spørger inden Becky skal gå om hun kan låne hende 30 Soles (60 kr) til at åbne buisness med at vaske tøj og få repareret hendes mands kano så han kan arbejde som bådtaxi igen. Becky tygger lidt på det og siger at Maria skal betale 10 soles de næste 3 gange hun kommer og besøger Maria og de noterer de begge ned i Beckys lille låne bog.  

Mandag 16. April

Midreværd til selvværd

 Sylvia er leder på bibelskolen i Iquitos og dansede ballet i mange år. Hun led desværre samtidig af spiseforstyrelser og havde lavt selvværd. En dag faldt hun og kom slemt til skade og det lod sig ikke gøre at komme tilbage i dansekompagniet. Hendes mindreværd blev større og anorexien værre. Hun tog paa en bibelskole og lod Helligånden få lov til at forandre hendes liv. I dag er hun helet fra sine spiseforstyrelser og har fundet selvværd gennem Helligåndens kræft.

Narcosælger – Småkagebager

Arthuru er en lavstammet middelaldrende mexikaner som er på vej til at uddanne sig til at kunne være præst i Bolivia. Arthuru var narco sælger i mange år og levede hele tiden på kant med loven og satte sig selv og andre  i dyb fare, og var ofte indblanded i sager der skadede andre voldsomt.

Efter han mødte Gud blev hele hans liv forandret og han begyndte at søge ting der kunne bære frugt. Han arbejdede som bager i mange år og studerede stadig troen for at lære mere.

Fredag 20. April

”Jeg skal bare kigge på, skal jeg ik´?”

 Dorine og jeg har fået lov til at tage med på bibelskoleholdets første ”Missionstur” med ”YWAM” . Hele holdet  skal på besøg hos en præst, hans hustru og deres 4 børn i en lille landsby ca. 2 timer i båd fra Iquitos. Båden er godt læsset med alle vores soveposer, telte og bibelskoleholdets kostumer til deres dramastykker.

Jeg sidder i båden med krøllede tæer og er meget spændt på hvordan de vil lave mission her uden at træde nogle over tæerne eller komme buldrende uden at have fintfølelsen med. Det er jo en stor gruppe og de kommer med et klart budskab. ”Jesus er sandheden, vejen og livet”, og det kan hurtigt, specielt i mine danske ører virke anstødende, for hvad med alle dem som er i sin gode ret til at mene de har en anden sand

Filosoferende over mit forhold til det sted i biblen hvor Jesus beder sine diciple gaa ud i al verden og fortaelle om Jesus, sidder jeg og stirrer ud paa alle de groenne jungletraer og den brune flod som jeg efterhaanden foeler mig fortolig med. Jeg personligt tror jo paa Jesus Kristus, som mange ved, men det har aldrig vaeret paa min dagsorden at skulle ud med et banner som vi gjorde i 90’erne og fortaelle om det til alle og haabe at andre derigennem kan laere Jesus at kende.

Jeg mener at det vigtigste maa vaere at enhver kristen er deltagende i sit lokalomraade; er en god veninde eller ven der er der for sine venner; er en der tager del i familien og i det hele taget er tilstede. Derigennem kan helligaanden helt sikkert faa lov til at moede vore naermeste og medvandrere. Jeg kroeller mine taer ud og foeler mig mere sikker. Jeg skal jo bare ud og kigge paa. Skal jeg ik?

Praesten er en ung far med skindende brune oejne der viser os sit hus paa stolper, sin familie og sine nuttede generte boern. Landsbyen ligger langs et cementfortov ind igennem junglen, men i midten af fortovet er der en lille oversvoemmelse, saa han spoerger om holdet vil hjaelpe med at rydde en sti  igennem junglen til hoejre for cementfortovet i morgen. Det er vi friske paa.

Det er et vaerre kaos at faa sat alle teltene op, for de ”kaere nord-amerikanere” har ikke taget yderdug med til teltene og teltene er virkelig store. Alle teltene skal derfor saettes op inde i den kaere families forholdsvis store hus og bageri. Ase, mase.

Jeg syder af et komisk raseri indeni som jeg i dette oejeblik mener jeg er i min fulde ret til at taenke. ”Hvordan kan Gud skabe et saa upraktisk folkefaerd som nordamerikanere til at lave mission i junglen?” Hende jeg skal sove i telt med har aldrig slaaet et telt op foer og er helt forvirret. I det hele tage denne uge er alle mine fordomme uheldigvis gaaet i opfyldelse med dette”Peanutbutter-spisende” folkefaerd. De snakker hoejt. Gerne om sig selv og hvad de har lavet eller oplevet. De er vildt daarlige til sprog og spiser konstant peanutbutter og ved alt om vaaben. Alle har de i deres familie mindst et vaaben og mange af dem mener det er helt naturligt. ”Gud tilgiv mig” taenker jeg lige bagefter. For de er jo ogsaa saa abne og dejlige og kaere. Det er bare det at jeg aldrig helt har kunnet forstaa nord-amerikanere.

Praesten lunter rolig som en klippe rundt i sit nu fuldstaendig okuperede hus, og smiler fra oere til oere. Jeg forstaar ham ikke. Her kommer vi og oedelaegger husfreden og slaar store telte op INDE i hans stue, og han smiler? Konen er ligesaa dan. Hoejgravid i oevrigt. Meget hoejgravid. Hun gaar igang med at lave mad til os alle og madholdet er straks paa benene for at hjaelpe hende.

Da vi skal spise fortaeller praesten at han er lykkelig over vi alle er kommet. ”Det er saa dejligt at have flere kristne omkring sig og det vil helt sikkert komme min landsby til velsignelse med jeres undervisning og dramastykker og praktisk arbejde.”

Morgenen i faelleslokalet oppe i centrum starter med klovnerier og teater som holdet har lavet. De er rigtig gode og sjove. Klovnene snakker rigtig skraelle amerikaner spansk, men de er jo klovne saa det er ok, og den klovn som snakker mest er fra Equador. Alle boernene er flade og grin og vildt fascinerede. De er ikke vandt til klovne og teater i virkeligheden saa det er sikkert lidt af en oplevelse. Klovnene har stjaalet noget og vaeret rigtig tarvelige og tigger bare om penge ind til den store klovn de var tarvelige i mod inviterer dem paa mad os spoerger om de skal bede sammen. De smaa tarvelige klovne klumper rundt i boennen og der er foerst husfred naar maden bliver en realitet. Programmet fortsaetter med en bibelhistorie med aegte teater og mange gode sange som boernene kan danse med til, og en masse lege. Nogle af boernene kommer normalt i enten den katolske kirke eller den huskirke som praesten har men mange af dem er ikke vandt til at hoere om Jesus. Jeg bliver egentlig roert af det. For hvor er det vigtigt at disse boern for lov til at vide at der er en Gud som er naervaerende. Som de kan bede til, som lytter, som ikke er en doemmende Gud men en kaerlig Gud. Og der er jo kirker her som kan laere boernene mere om Jesus bagefter. Jeg foeler at deres mission denne morgen giver mening, og gaar op og laver frokost med en glad foelelse indeni. Dem der har soendagskole (hvis det eksisterer her) kan jo herigennem se at det giver mening at undervise boern om Jesus, og at det er godt at goere det paa en kreativ maade.

Om aftenen er faelleslokalet fyldt, baade med boern og voksne. Bibelskoleholdet har lavet et teaterstykke som en ice-breaker om en mand som vil lave en film og de proever mange forskellige metoder for at goere filmen spaendene. De er gode til at lave teater for voksne ogsaa og det er virkelig sjovt. Programmet har mange drama-stykker. Et af dem er et drama om at turde vaere sig selv i kraft af Jesus Kristus. De har masker paa og har svaert ved at vaere sig selv, men naar de giver maskerne til Jesus er de fri og glade. Det er et staerkt dramastykke. Det andet er en pige der bliver banket af to maend. En fyr i hvid troeje raaber stop og stiller sig i hendes sted og lader sig banke op. Jeg for en klump i halsen.

Praediken kan jeg ikke huske men bagefter var der en dame fra landsbyen der sang og spillede maracas med een tand i munden, og hun var det kaereste jeg laenge har set. For de nordmaend eller halvnordmaend som er bekendt med ”Tesjekjaeringen” saa var hun helt sikkert den peruviaske udgave;-) Hun gik mig til brystet og havde sit haar stramt sat op i en top.

Hvis disse voksne laerte noget nyt i dag, kan de jo opsoege en af kirkerne i landsbyen og hvis de allerede var kristne var det sikkert dejligt at blive mindet om nogle af de centrale temaer i troen. Jeg gaar hjem med en god mavefoelelse og er overrasket. Jeg har ikke laengere lyst til bare at kigge paa!

Søndag 22. April

Praesten og hustru i ”centro fuerte, Jen Jen”

 Om søndagen bliver Dorin og jeg i huset hos præstefruen Maritza. Hun viser os hvordan hun laver armbånd og halskæder ud af tørrede røde små frugter som hun plukker i junglen. Hun laver også øreringe ud af papegøjefjerd.

”Jeg er ikke herfra Jen Jen,” fortæller hun med sin nasale stemme. ”Oprindelig levede jeg som prostritueret inde i Iquitos. En dag havde jeg min nuværende mand Marco som kunde. Han ville have mig ud af prostitutionen. Han begyndte at forsoerge mig, men kunne ikke altid da han var glad for at drikke. En dag blev jeg frygtelig syg. Indre blødninger. Det varede måneder og måneder og jeg andte ikke mine levende råd. Jeg havde tænkt at stikke af fra det hele og rejse til Trujillo for at arbejde som prostitueret dèr uden Marco men det kunne jeg jo ikke nu med min sygdom. Jeg havde ingen forsikring og ingen penge til at nogle kunne kurere mig, så til sidst gav jeg op og tænkte at dette var min skæbne. At dø nu. Jeg flygtede herud til Jen Jen, for her ville jeg bare dø.

En tidlig morgen fik jeg et staerkt syn. Jesus viste sig for mig og forklarede at kun gennem ham, Jesus Kristus, er der lægedom og en ny chance. Jeg græd og græd og jeg blev fyldt op med en styrke og en glæde som jeg aldrig havde oplevet før. Jeg rystede over det hele. I løbet af dagen holdt mine indre blødninger op, og jeg begyndte at takke den Gud som havde valgt at hele mig. Jeg kunne ikke vente med at fortaelle om det til Marco.

Idag er vi begge to kristne. Vi er flyttet her ud til Jen Jen og Marco arbejder med at bygge og jeg har åbnet en lille butik hvor jeg sælger det mest nødvendige og laver smykker. Vi har 4 børn og lige nu venter vi på hjælp til at bygge en kirke. Her er nemlig kun en katolsk kirke i landsbyen og lige nu er vi en lille flok som mødes i vores hus og min mand Marcus fortæller om det han har studeret i biblen.”

Jeg er fascineret af hendes historie og senere spørger jeg Marcus om han har modtaget noget undervisning for at kunne lede en menighed. Dette syntes han stadig han mangler så det håber jeg de vil priotere højere end at bygge en bygning.

Onsdag 25. April

For Gud er ALT mulig

 ”Da jeg var barn og teenager ville jeg have at min mor gik fra min far!,” fortaeller Luis paa 21 med et intenst blik. Hun sagde: ”Luis, senere vil du forstaa!”

”Min far drak meget men passede sit job som laerer, men om aftenen, specielt i weekenderne, naar han kom hjem efter at have drukket var han meget voldelig. Han taeskede min mor foran oejnene paa os og tit viste jeg ikke hvor jeg skulle goere af mig selv og et par gange proevede jeg at stoppe ham og fik ogsaa en paa hovedet. Min mormor har altid vaeret en kristen og da det var vaerst med min far begyndte min mor at gaa i kirke. Jeg ville ikke med. Jeg var med i en slags lille bande inde i Iquitos og de var blevet mine naermeste, men om soendagen var jeg altid hjemme med min far. Da jeg blev 15 begyndte jeg at taenke paa at det var da dumt at vaere hjemme hos far naar jeg hadede ham og hellere ville vaere hos mor, saa jeg besluttede mig for at gaa med i kirke. Jeg blev roert over at se hvor godt de tog sig af mor og hvor glad og afslappet hun saa ud. Jeg sad bagerst og hoerte og kiggede paa soendag efter soendag indtil jeg efter et aars tid foelte at jeg ogsaa havde lyst til at kunne bede til Gud og give mit liv til Jesus Kristus for at faa noget af den glaede og styrke der gjorde  min mor i stand til at blive hos min far. Hun havde heller ikke lige noget arbejde saa det ville jo vaere svaert for hende. Jeg blev doebt da jeg var 17 og havde i to aar kommet i kirken med min mor og ogsaa mine soeskende ville med. Pludselig en dag sagde min far. ”Det er jo tosset jeg er den eneste i vores familie der ikke gaar med i kirke, kan jeg tage med i dag?” Den 2. Soendag han var med i kirke gav han sit liv til Jesus og blev fyldt af helligaanden og begyndte at graede hoejlydt midt i kirken. Alle mine soeskende, min mor og jeg slog ring om ham, graed laenge og krammede. Vi var ligeglade hvad de andre i kirken taenkte. Jeg fandt en styrke i helligaanden til at tilgive min far, og det samme gjorde min mor, og idag lever de stadig sammen men min far er et nyt menneske. Jeg er saa taknemmelig over at kende Jesus Kristus.

Jeg ville saa gerne studere her paa bibelskolen men havde ingen penge. En dag kom der en fra skolen til min lille landsby ti timer i baad ind af Amazonasfloden. Han gav mig papirer jeg skulle fylde ud saa jeg kunne begynde at studere. Jeg sagde jeg ikke havde penge og han sagde at dem skulle jeg ikke bekymre mig om. 2 Dage foer sidste frist til at betale var der en kinesisk praest som havde vaeret og missionere i min landsby som ringede og sagde han ville betale hele mit ophold paa bibelskolen. Jeg var ovenud lykkelig. Pakkede mine ting i en fart og kom til skolen lidt senere end alle de andre.

Idag studerer jeg kommunikation og buisness paa universitetet og vil saa gerne skabe noget der kan moede de unge her i byen Iquitos. For Gud er alt muligt. Han moedte min far og helede min familie.

Torsdag 26.April

Fundet selvvaerd

Pocho paa 19 er vokset op som foraeldreloes paa et boernehjem lidt uden for Lima. Han fortaeller at han blev banket og jaevnlig fik droeje afstraffelser fra de ansatte. Dette satte et grimt praeg paa ham og han havde ikke meget selvvaerd tilbage.

Idag finder han sin styrke og tro paa sig selv i Gud. Hans oejne skinder og han har altid et kram og et smil i overskud til alle paa skolen i Iquitos.

Fredag 27. April

Gud heler det saarede

Lisette paa 17 er en livsglad pige fra Colombia som lige nu studerer paa bibelskolen YWAM  i Iquitos. ”Jeg kom her for 6 uger siden med saa mange saar i min sjael at jeg naesten havde givet op at foele mig hel igen. Da jeg var barn blev jeg misbrugt af min onkel, og har altid foelt skyld og had. Har ikke paa noget tidspunkt kunne tilgive ham”, fortaeller hun med et neutralt ansigt som udstraaler at hun er kommet videre nu. ”Jeg var ikke saerlig taet paa min mor da jeg var barn for hun slog meget, og voldsomt. Jeg var mere i min mors soesters hus, og hun var som en mor for mig. Hun vaskede mine saar og passede godt paa mig. Jeg elskede hende overalt paa jorden. Hun doede af kraeft da jeg var 12 og jeg var helt knust. Heldigvis forbedrede forholdet sig til min mor og den dag i dag kan jeg sige jeg har tilgivet hende og elsker hende.” Lisette fortsaetter med lidt mere blanke og eftertaenksomme store oejne. ”For et aar siden doede min elskede lillesoester paa 10, hun ville fylde 11 i morgen. I et aar har jeg haft skyldfoelelse. Vi var i svoemmehallen og hun lod som om hun sov paa et badedyr. Pludselig da jeg kiggede derover igen var hun vaek. Alle dykkede efter hende og vi fandt hende doed, druknet. Jeg kan stadig ikke gaa i vandet noget sted. Er livred! Hun havde ikke tegn paa druknedoed. Laegerne siger at hendes hjerte maa ha holdt op med at slaa inden hun faldt til bunds. Men jeg har i hele dette aar foelt at jeg skulle have vaeret hurtigere til at forstaa hvorfor hun lod som om hun sov paa det badedyr. Jeg har ikke kunne fokusere paa mine studier, roeget meget hash for at dulme smerten og vaeret vred og virkelig ked af det hvorfor Gud kunne tillade noget saa frygteligt. Jeg savner hende stadig helt forfaerdeligt. Jeg brugte det meste af min energi paa at gaa i byen og feste med de venner jeg havde og var ikke til meget gavn hjemme, ind til en dag min mor sagde om jeg kunne have lyst til at komme paa en bibelskole og komme lidt vaek fra det hele. Ansvaret for derhjemme, for boernehjemmet kirken har og i det hele taget. Jeg var ikke laenge om at beslutte mig. Fik hurtigt fuldtidsarbejde og et rengoeringsjob om aftenen og lavede ikke andet end at arbejde de 5 maaneder op til studiestart her. Havde ikke tid til at taenke paa min soester og det hjalp, men der var stadig et dybt rungende saar.

Sidste uge havde vi et tema om indre helning. Gud moedte mig gennem undervisningen, i min stilletid om morgenen og under boennestunder og i musikken. Jeg har ved helligaandens kraft kunne tilgive min onkel, og laegge al min skyldfoelelse over paa Gud. Jeg er elsket, selvom min soester doede. En boennestund saa jeg et billede af min lillesoester som en lille engel. Hun fortalte mig at Gud havde taget hende hjem til sig og at jeg ikke skulle graede mere. At hun var med til at passe paa andre boern nu. Jeg blev fyldt med en fred over at min soester er sammen med Gud og at det ikke er min skyld hun doede. Gud har fyldt mig op med en glaede og fred som jeg aldrig troede jeg skulle finde igen.

Lørdag 28. April

Det sker da kun i Iquitos eller hvad?
 

·        Hele familien paa motorcykkel. Lille soen forrest, farmand, baby og bagerst mor. Saadan ser jeg mange familier koere rundt. Et nyt argument for to boernsfamilier?

·        Disko-musik og lamper akkompagneret af froekor, cikader og flydende cafe i maaneskind med palmejuice

·        ”Sku det være grillet krokodille eller grillet fisk?, sagde du?”

·        ”Har i wifi?” og den soede tjener gaar hen og henter menukortet for at proeve at forstaa hvad i alverden det er jeg vil have at spise

·        Aebler og gulleroedder til 3 kroner stykket, lige saa meget som en taxa tur eller et helt gademaaltid.

·        Frisk fisk grillet og pakket ind i palmeblade sammen med en slags kartoffelmos,.

·        3 Blinde gademusikanter der spiller melodier fra Peru paa sin klarinet og rytmer fra Brasilien paa sine trommer.

·        En lavstammet gammel mand. Selvfoelgelig maracasspillende til ungdomsgudstjeneste. Blaa kasket og paa ryggen af hans T-shirt staar der: ”Vamos Peru” (Vi kan godt, Peru) sjaeldent har jeg set noget saa kaert!

·        Mere end en times koe i banken paa en almindelig dag

·        Saa mange evangeliske kirker i en by. Pinsekirker, Apostolske, Et hav af fritstaaende evangeliske kirker

·        De mest maerkelige missionaer vidnesbyrd fra 90 erne hvor Terroristerne var ved at overtage Iquitos. Militaeret fandt Terroristernes opholdsted og byen reddet paa et haengende haar

Soendag 29 April

Gud aabner en dør for mig

 Jeg har i de tre uger jeg har vaeret i Iquitos ikke kunne faa ud af hovedet hvor spaendende det kunne vaere at vaere en del af en landsby i en maaneds tid, men foelte ikke jeg bare kunne stige af en pram og sige i en landsby:” Hej, har i evt. et enkelt flydende hus i overskud jeg kunne laane et par uger uden derudover at ha saa meget andet at bidrage med?”. Besluttede mig naesten for at saa maatte rejsen vel bare gaa videre. Foelte mig slet ikke faerdig med Amazonas og ville saa gerne maerke hvordan landsbylivet er her.

Huberto, som du kan laese om i ”Gud gider ikke de dovne”, har saa den her ven som lige nu staar og mangler en volontoer til at undervise i engelsk og de vil huse mig i sit hjem eller i deres nybyggede lodge en time op af amazonasfloden. Det er jo helt fantastisk. Det vil jeg gerne! Tak Gud fordi du aabner doere!

Soendag 29. April

”Gud gider ikke de dovne”

Dorine fra Sweitz og  jeg er paa besoeg hos Huberto og hans familie her i landsbyen Padre Cocha. Huberto er en yderst agtiv, ligetil og aaben mand. Han er middelaldrende men har hud som en lille dreng, store smilerynker, rank ryg og ikke ét gram fedt paa sin krop. Han er lidt lavere end mig med stolte kindben og varme oejne der smiler naar han snakker. Han har mange projekter igang og ligger ikke paa den lade. Han arbejder i sommerfugleparken hver dag, hvor han fortaeller turister om sommerfuglenes liv og doed. Viste du foreksempel at en sommerfugl kun lever mellem 3 dage og 2 uger og bruger op til 3 maaneder i deres indelukkede pubber inden de begynder at kaempe sig vej ud med sine vinger.

Huberto er ansvarlig for den store vandtank midt i landsbyen, den er han virkelig stolt over for den giver hele landsbyen rent drikkevand for de tilsaetter lidt klor i tanken. ”Det er kun dem som betaler som kan vaere en del af det griner han.”

Huberto har selv konstrueret og bygget sit toetagers traehus og er lige nu igang med andre byggeprojekter.

”Gud kommer til dem som har jern i ilden”, siger han serioest. ”Dem som bare dovner gidder Gud ikke.” Hvor han lige har det fra ved jeg ikke, men det giver i hvertfald samfundsmaessigt god mening hvis alle taenkte lidt mere som ham og gjorde en indsats i sit lokalomraade.

Der er et hav af boern i deres hus da vi ankommer. Hvem der er boerneboern, naboer, soestres boern finder jeg aldrig ud af. Heldigvis har vi koebt 10 fisk pakket ind i blade saa der er lidt til alle.

Det aeldste barnebarn kommer ind og giver os varme kram og smaakys paa kinden og med sin groenne topbluse, lange oereringe, smukke andsigtstraek og opsat haar, kan jeg godt forstaa hvad det er folk i Cusco siger om pigerne fra Junglen. De er varme, leende, aabne og atraktive.

Der er en hyggelig stemning i det lille hus. Vi frituresteger bananer og laver soed kaffe.

”Jeg moedte Gud da jeg var 19”, fortaeller Huberto mens vi ggar ned mod kirken ”Hermosa” som er en pinsekirke. ”Jeg faldt ned fra et hoejt hoejt taarn mens jeg var i haeren og overlevede.” Foerste gang jeg kom paa hospitalet ville de operere voldsomt i mit ben og jeg stolede ikke paa dem. Dengang kunne de jo ikke saa meget som i dag”, skynder han sig at forklare. ”Doktoren sagde at hvis ikke jeg lod dem operere ville jeg aldrig komme til at gaa igen.” Jeg naegtede. Mine venner tog mig med i en kirke hvor de bad for mig og jeg sagde til Gud at hvis han ville goere mig i stand til at gaa saa ville jeg give mit liv til Jesus Kristus. Efter et par dage begyndte jeg at traeme og kunne gaa.” Hubert halter svagt, men gaar meget hurtigt og let hen af vejen.

29-April

Op-beat bedehus med 30´er musik i bedste reggaton stil

Vi kan hoere dem synge og klappe langt op af vejen og et trommesaet spiller umba rytme i reaggaton udgave til en sang som kunne minde om: ”Glad vi vandre hele vejen hjem” eller ”Han har aabnet perleporten.” Da vi kommer ind i kirken er der maracas spillende mennesker i hvert hjoerne. En af dem hopper let fra side til side og saaledes spiller han paa sin hinkende facon op af midtergangen i den forholdsvis store kirkebygning. Nogle danser lidt ”Merrenge” agtig til mens andre klapper og synger. Det er en skoen fest og virkelig, virkelig sjov, da jeg kan forestille mig hvem som har laert dem disse sange i 30 erne eller foer og hvordan de har overlevet snart 100 aar og har faaet sit helt eget udtryk her.

Efter et vidnesbyrd om en helbredt soen fra malaria og et: ”Gloria de dios” og et: ”hvad er hans navn?”- ”Jesus” kald,  er de klar til praediken. Det er en ung fyr som tydeligvis har studeret teologi. Det er rart at de saetter en af de unge til at praedike og at det faktisk er en der har en vis struktur og ide med sin praediken. ”Der er ingen som Gud” er hans tittel og han snakker om hvordan Jesus gik i vores sted og doede paa et kors for at vi kunne faa faelleskab med Gud. Et faellesskab som goer os i stand til at kaste alle bekymringer paa Gud. Vores daarlige oekonomi, sygdom, problemer.

Det er blevet tid for ”Anuncios” (infotid...hvad soeren hedder det paa godt dansk?) Meddelelser, det var da lige godt....Meddelelser ja.                                                                                                             ”I morgen haaber jeg at se alle arbejdsdygtige maend her kl 8. til at faerdiggoere taget paa kirken. Og paa onsdag. Hvem kan tage 2 kilo ris med? Broder Velasquez, tak. En kylling? Soester Martina hvor dejligt.” Saekretaeren noterer flittigt ned. Men nu er det svaert for soester Martina vill kun tage en halv kylling med. ”Hvis ikke der er flere som vil tage kylling med saa spiser vi bare fisk som vi plejer...Vi kommer til at mangle mad. Tror i paa miraklet om de fem fisk eller hvad, det var altsaa ikke kylling...Er der ingen til en kylling? Pasta? Sukker?”

Vi beder en afsluttende boen og de marakasspillende folk kysser os paa kinden og giver os varme kram. Mange af dem er smaa og vi maa bukke os gevaldigt for ikke at give kindkys ud i luften eller modtage dem paa skulderen. Boernene sover trygt paa skuldrende af moedrene og en far har sin lille baby i en baeresaele paa maven. Ingen barnevogne. Aldrig her i Iquitos. Aldrig her i Peru. Har set to paa 8 maaneder og den ene var en svenskers barnevogn saa det taeller altsaa ikke.. Alle boern er baaret, og sover hvor de nu lige kan putte sig.

30.April

Lupuna, Caserio 2.Punto

Saadan hedder det her hvor jeg skal bo den naeste maaned. Her har Mario sit projekt som er en blanding af at klare sig selv her ude i junglen og hjælpe landsbyen med arbejdspladser når hans lodge bliver færdigt.

I hans families hus sidder jeg lige nu. Jeg kan hoere froer og cikader og kan maerke den smukke natur helt her ind paa min madres og under mit myggenet, for det er noedvendigt nu om aftenen. Da kommer alle myggene frem.  

Mario er oprindelig fra Arequipa og er en mand som ved meget om hele Peru og interesserer sig for Perus udvikling. Mario bor nu her en times baadtur uden for Iquitos med sin hustru Clara. De har koebt et stort stykke teren og har et lille hyggeligt hus paa stolper i to etager og er ved at bygge lodge og en restaurent saa turister kan komme her og og opleve dyrene og naturen. Jeg haaber virkelig at Mario bliver en god chef og er oprigtig i sit ønske om at ville gøre noget for landsbyen ogsaa.

Vi snakker med en af landsby cheferne idag om Marios idé med at have mig som volontoer her til at undervise i Engelsk om eftermiddagen, saa dem som skal arbejde med turisme her ikke skal vaere bange og kan tale lidt. Jeg  lover at lave en maaneds Engelskkursus og de vil helst have det om eftermiddagen fra 14-16.30. Det passer mig straalende, for saa har jeg tid om morgenen til at vaere mig, snakke med familien, forberede mig, fiske? og hjaelpe med at lave mad.

I huset her hos Mario og Clara bor ogsaa Emmelda, Artemio og deres datter Patricia. De bor her mens oversvoemmelsen er paa sit vaerste, for deres hus ligger midt i landsbyen og der er det ikke sjovt at opholde sig lige nu.

Undervisningsministeriet i Peru har erklaeret ”Estado de emergencia” i Iqiutos. (Noedstat) Elven (Amazonas floden) er steget meget mere end den plejer og skolen er helt oversvoemmet. I hele landsbyen er der ikke ét hus hvor det er muligt at forsamles. Kirkerne er lukket ned og alle bor oppe paa tagene eller har bygget en lille ekstra etage hvor de kan sove og spise.

Vi snakker med Chefen i landsbyen om det er muligt at laegge pres paa undervisningsministeriet om at sende laererne herud og rykke noget af undervisnigen ud paa platformen til lodgen, der hvor Emmelda og Artemio ogsaa sover disse dage.

Chefen tygger lidt paa vores maerkelige paafund og siger at vandet nok synker om en maaned og saa kan boernene komme i skole igen.

Huberto fortaeller om hvordan de i hans landsby underviste boernene udendoers under palmerne mens skolen blev renoveret og Mario fortaeller hvordan de lavede tag af gammelt toej i Arequipa i hans landsby mens den ikke kunne bruges og  blev undervist.

Chefens oejne skinner og jeg kan se han har lyst til at goere noget, men det kraever virkelig god organisering at finde ud af hvilke grupper af boern hvornaar for der er 200 i hele omraadet og de kan jo ikke alle sammen padle ind med kano og masse sig sammen paa platoet der senere skal udgoere restaurent.

Alle boern har ret til undervisning, men det er svaert naar der ikke er mulighed for at forsamle sig i store grupper.

30.April

Grillede fisk med bananer

Der ligger hele fisk paa vores tallerkner og de er helt friskfangede. Bananerne er letkogte med ris. Og agurker med friskplukkede citroner til. Icler arbejder for Mario lige nu og spiser med i familien. Han har 6 soeskende og ser helt forkert ud i hovedet da jeg siger vi er tre. Patricia fortaeller at hun savner skolen

Vi gaar tur med Huberto og Ireni, Dorin og jeg, lidt ind i Junglen da vi har spist faerdig. Vi ser paa sjove smaa baerlignende frugter og plukker store grene med bananer. Der er for vaadt nogle steder men generelt saa toert at vi kan gaa tur.

Her i familien saelger de hoens og har et kaempe bur med kyllinger der skal blive til hoens. Deres egne kyllinger derimod gaar og kribler over det hele og kravler hen over mine bare taer mens vi spiser. Floden er taet paa saa det er nemt at vaske op, gå i bad, og vaske tøj.

1.Maj 

Her, lidt uden for landsbyen Lupuna

Jeg sidder på Clara og Marios træaltans beskidte gulv og lytter til kyllinger der pibber og kribler rundt omkring. Jeg forbereder engelsk undervisning. Det er dejligt at have fået en opgave her lidt uden for landsbyen Lupuna. Her, uden for landsbyen er der tørt. Vi kan gå tur og leve under omstændighedderne helt almindeligt.

Når jeg bader kan jeg bedst lide at fylde en spand med vand og gå om bag de største palmer på grunden og bade. De andre gør det oftets om aftenen efter aftensmad, på to flydende træstammer som udgør en lille platform i floden. Der har jeg vasket mit tøj, og det er egentlig et smukt sted at sidde. Midt i det grønne med masser af fuglefløjt omkring og den brune flods rolige overflade.

Her i familien spiser vi fisk 2 gange om dagen. Om morgenen kl ca.9 og kl ca. 13, om aftenen lidt rester, en kop sød te eller kaffe med lidt brød hvis der er noget i butikken;-)

Ved aftenkaffen bliver der tit opsprættet fisk på et palmeblad af enten Emmelda eller Clara og i går var det mig som vaskede fisken og i dag var jeg med til at sprætte den op. Jeg har stadig svært ved at sprætte de fisk op som stadig er i live. I sær nogle som ligner små krokodiller i deres skind er helt vilde for at overleve. Dem for Emelda altså lov til at slå i hjel. De små som er døde er nemme at sprætte op med en spids kniv, og vups så tager vi indvolde og geller ud. Fiskeskællene skraber vi af og skærer striper i fisken for at saltet kan få lov til at trænge ind i fisken. Her er ikke kølemulighed, så salt er den eneste måde hvorpå fisken kan konserveres.

Artemio fisker hver nat fra 01-06 og der kommer lidt af hvert med hjem i nettet. Nogle fisk er store og mange er små. Nogle har striber andre pigge, spidse tænder og lange følehorn. Nogle har vildt mange ben og andre ikke.

Der er altid meget stille når vi spiser rundt om bordet uden for deres hus. Delvist fordi alle tygger grundigt på deres fisk for ikke at få fiskebenene galt i halsen og delvist fordi at sådan er kulturen her. Hvis de snakker er det for det meste om praktiske ting. ”Har du repareret hønsenettet?” ”Sikke mange store fisk du kom hjem med!””Begynder det at regne i dag?” ”Hvor langt er vi med sepsiktankprojektet?” Nogle gange snakker de om det de ser. ”Ej, nu er hønen dér igen halt”, eller ”se hvor de kyllinger dér tripper ind i huset.”

Den mest action-prægede historie jeg har overværet var Emmelda som kom med. Med sin langsomme og tydelige dialekt. ”I nat ved en 9 tiden så jeg en lygte. Jeg vækkede Artemio og lygten kom tættere på. Artemio tog tøj på og gik hen og snakkede med ejeren af lygten. De sagde de var ved at fælde træer, men Artemio sagde det var privat egendom.” Derefter følger en kort samtale om hvorvidt man kan tillade sig at fælde træer på privat egendom og hvorfor de mon gjorde det i mørket  og at alle da ved at dette er privat ejendom.  

På Patricias fødselsdag kom hun hjem med sin far og var rigtig ked af det. ”Du er da rigtig nok trist her på din fødselsdag”, var Claras kommentar. Jeg prøvede at spørge Patricia hvorfor, men hun ville ikke snakke. Senere fortalte hun mig at det var fordi hun ikke troede der ville ske noget på hendes fødselsdag. Men nu sidder vi begge i en hængekøje efter en overraskelsesfest som Clara og Mario havde lavet for hende. Der var ingen kage i butikken så Clara havde købt hvidt brød og pyntet dem med slikkepinde og købt ostepops og kiks. De havde sat anlæg op på platformen og købt en kasse øl. Nogle af hendes naboer inde fra landsbyen var kommet og et par af forældrenes venner og nogle tanter og fætre. Patricia var stadig ked af hendes bedste veninde ikke kom, men en del af husstandene inde i byen ejer ikke selv en kano for de de har været for sent ude og nu har de ikke penge til at købe den af dem som har kundskaben om at lave kanoer.

 Dette vil sige at de kun kan transportere sig væk fra sit hus ved at købe transport. Dette er ikke særlig nemt. Det er en besynderlig problemstilling for mig, men hvis ingen havde regnet med at vandet skulle gøre det umuligt at komme rundt til fods er det jo klart at hvert hus ikke lige har en kano liggende. Jeg spørger Hicler, en gut som arbejder for Mario, om han kan lave kanoer og han siger han kun bygger huse. Sikke en skam. Jeg kender ikke nogen som kan finde ud af at bygge kanoer her så.

2.Maj

To livssyn mødes

Det fascinerer mig at mærke hvordan de to livssyn fra Peru mødes i denne sammenslåede familie.

Mario er somsagt fra Arequipa og er egentlig en ret belæst mand. Han snakker ofte om hvordan Peru kunne gøre det bedre hvis de forskellige regioner samarbejdede om udviklingen. Hvis de havde samme retning. For ham, ligesom de fleste af os fra vesten, er dét at skabe noget nyt der forandrer forældede tankemønstre og vaner noget af det vigtigste. Udvikling. Blive bedre. Blive til noget. Dygtiggøre os. Samtidig har han valgt at slå sig ned i den mest primitive del af Peru hvor alt har gået i cirkler i mange, mange hundrede år. Junglen.

Her er det vigtigste samarbejde. Emelda renser fisken som Artemio har fanget. Arthemio bærer træer og bygger, Emelda vasker og ordner.

Her er det de samme slags huse som for mange hundrede år siden. Bananblade tage og palmetræ som stolper. Nogle huse har i dag solpanel system eller en generator, måske et lille sorthvid fjernsyn og en radio men ikke mere. Her er ikke mobiltelefon signal og stuetelefonen skal man bære et godt stykke op af grunden før der er signal. 

Jeg vil gerne vide noget mere om den oprindelige kultur her. Hvad er det der holder dem i live? Der gør dem glade?

Jeg har det her indtryk af at det praktiske arbejde er deres livsstil. De ser det ikke som opgaver eller arbejde, men som det at leve.

Men jeg har ikke oplevet deres musik eller dans. Tror ikke der er så stærk tradition her, og til Patricias fødselsdag var stemningen lidt trist på en måde, for det var som om mændene ville fulde sig lidt før de ville danse. Folk havde ikke meget at samles om, så det blev hurtigt øllene som var samlingspunktet. Hendes tante sagde et par ord om held og lykke, og Guds velsignelse og stemningen rettede sig mere mod Patricia, men denne stemning. Er den generel her?

Hvordan kan det være uddannelse fylder så lidt hvis ikke der er så mange andre stærke traditioner? Patricia på 14 viste ikke hvor Cusco lå, (jeg blandede også altid rundt i Aalborg og Aarhus da jeg var teenager), men altså, der er en stemning af...Være tilstede uden at tænke på andre dele af Peru, eller verden. Ikke at bekymre sig for mere end i Morgen, om der er saltet fisk nok til i morgen.. Måske er det kun i denne familie? Eller er det generelt her i Jungle-landsbyerne uden for Iquitos?

Hvor har vi i Europa vores interesse i at læse fra? At ville udvikle alt? Teknologi, industri, systemer?

Men hvem siger hvad der er det normale? Hvem siger hvad der er det bedste? Hvis alle går i seng med fuld mave og der er fisk nok hele vinteren hvem gidder så læse bøger om historie eller andre dele af verden? Hvis en familie kan leve i fred og harmoni med sine naboer og naturen, er det så ikke mål nok i sig selv? Hvem siger vi alle skal være belæste og have et gode mulighedder for at uddanne os videre? Her kan de kurere mange små sygdomme med planter og kender naturen somd eres egen bukselomme. Er det ikke godt nok?

2.maj

Hvordan udtrykkes kærlighed mon?

Jeg troede måske også familierne her ville være mere sammenstøbte, men det jeg har oplevet indtil videre er at de blot hilser på deres ældre mor eller far. Ikke mange kys og kram eller deltagelse i hinandens liv. Måske sker dette hvis man bor meget tæt på sin familie? Man ser dem hver dag og så bliver det mindre interessant at dele liv? Dele kærtegn? Når vi får besøg er det jo gerne med noget mad der er lavet, en kop kaffe og smil og kram når vedkommende kommer.

Jeg hedder altså Anja

I en uge har de kaldt mig Senorita her. Jeg ved godt jeg skal undervise her, men samtidig ville jeg ønske de kunne se mig som en ligesindet. Jeg prøvede at snakke med dem om det i dag. ”åååh, vil du helst kaldes Ana?” Jeg forklarede at jeg kalder mine venner ved deres navn, og at hvis jeg aldrig hører min navn føler jeg det er lidt mærkeligt. De prøvede at forstå, og lige bagefter. ”Her har du nøgle til dit nye værelse i Lodgen, Senorita.” Er det mon fordi jeg er for lidt deltagende i deres liv? Er det fordi de mest har været sammen med mig i undervisningssituation? Eller er det simpelthen fordi jeg er hvid?

3. Maj

Helbredet er lidt på prøve

Jeg er kun lige blevet færdig med min antibiotikakur mod den betændelse som havde sat sig i min venstre hånd og højre skulder og så en ordenlig omgang forkølelse, hovedpine og kløen forneden. Heldigvis er min betændelse helt gået væk, men den er streng forkølelsen og ”IIHH” hvor det altså klør. Clara siger jeg skal vaske mig med kogt vand som er afkølet med lidt citron i. At det sikkert er flodvandet som har gjort huden irriteret. Jeg siger att jeg tror det er en kombination af malariapillerne og flodvandet.

4.Maj  

Engelsk for begyndere

I løbet af ugen har børnene og de unge arbejdet med hilsener på engelsk. ”How are you?” ”Where are you from?” ”Nice to meet you!”. De har tegnet og skrevet hele alfabetet på A-4 papirer. ”M, Monkey” ”R, River”. Vi har arbejdet meget med udtale igennem aktiv indlæring.

På platformen her i junglen er det som om det at lave kreativ og levende undervisning kommer helt af sig selv, da der er ingen tavle, ingen bøger, ingen stole. Vi har lært alfabetsang, lagt bogstaverne på gulvet, lavet konkurencer, sagt dem højt, leget bogstavlege og meget mere.

I dag havde jeg nye ord med til dem. ”Chair, Bottle, House” bad dem tegne tingene og på bagsiden tegne en farve og skrive dens navn. På den måde har vi materiale til at arbejde med på gulvet. Jeg siger tingene højt og de gentager, for udtalelse er det sværeste, et sted hvor englesk aldrig høres. Tilsidst skulle alle skrive alle ordene i sine kladdehæfter og tegne tegninger til derhjemme.

Inderst inde ville jeg måske egentlig hellere bare undervise i historie, samfundsfag eller læsning og skrivning på spansk. Men nu var det altså engelsk som Mario efterspurgte og det er ikke fordi jeg ikke kan finde ud af det. Det er bare at det nogle gange føles lidt meningsløst når der er så lidt chance for at de kan bruge det og rent faktisk når at lære noget på denne måned.

Nogle af de ældre drenge og en gut på 12 fanger det rigtig hurtigt og det virker til de syntes det er nemt og sjovt, men mange af pigerne har virkelig svært ved udtalelsen og er meget dårlige til at læse, men de griner stadig og virker til at nyde fællesskabet og det liv de har savnet disse måneder uden skole.

Jeg prøver at holde fast i at det ikke så meget er hvor meget de lærer eller hvor dygtige de bliver som er det vigtigste. Det vigtigste er at vi har en god stund sammen. At de kan lære sammen i et godt fællesskab som rummer alle.  At de åbner deres evne til at lære, for opbygget selvtilliden, og mærker at det er vigtigt at prioritere at lære noget.

Jeg holder en kort andagt for dem hver dag kl 14 og vi beder en bøn sammen bagefter. På min skole i barndommen var det normalt, da det var en kristen fri skole, men jeg ved at det ville være en provokation i et offentligt undervisningstilbud i Danmark, men lige nu er jeg i junglen og det er ikke et statsligt uddannelsestilbud ;-)

Mario fortalte at her er det meget normalt i forbindelse med møder i landsbyen, at der bedes en kort bøn til Gud inden mødet startes, og at han var sikker på de unge ville være glad for lidt åndelig føde inden undervisningen, da kirkerne er oversvømmede og at de ikke mødes meget lige nu til at lytte til andagter eller prædker.

Jeg har fx. holdt andagt over det sted i Mathæus hvor Jesus siger vi skal give ham vores tunge åg og bære hans lette i stedet. At Jesus vil være nær os hjælpe os. I en andagt om zakæus fortalte jeg bl.a. at vi alle har synd i vores liv. Forklarede hvad en synd kunne være, og at Jesus ønsker at være vores ven som han ville være ven med Zakæus.

Jeg vil gerne lave noget om formiddagen for de mindre børn. En gut på ti var nemlig forbi engelskundervisningen den anden dag, og han kunne ikke skrive Goddag på spanks. Han sagde han havde glemt hvordan man skriver.

Det er et kæmpe problem her i forhold til uddannelsesninouet at forældrene ikke opfordrer deres børn til at skrive og læse. Mange af børnene har ikke én bog i deres hjem og siger at bøgerne ligger hende i skolen som er oversvømmet.

Jeg har endnu ikke været hende i selve landsbyen, kun her uden for landsbyen, men mange af børnene her har samme atitude. De har ingen kladdehæfter eller bøger i deres hjem og laver ikke lektier med deres forældre. Patricia og Kilber laver også stort set kun sine lektier når de er her i huset og jeg sidder lige ved siden af dem og giver dem idéer og hjælper dem.

Engelsk er ikke et nemt sprog at lære hvis man ikke har mulighed for at høre det til daglig, men indtil videre holder vi fast i at det er godt at de unge her for noget fokus på uddannelse og lærer noget basis engelsk til at kunne bygge videre på senere. Og igen. Det er ikke resultatet men vejen som er det vigtige. At de får opbygget selvtilliden og har en god stund sammen og bliver udfordret indlæringsmæssigt.

5. Maj

Blue as ….. (blå som?)

Det er Lørdag og jeg hjælper Kilber og Patricia på 14 og 15 med engelslektierne. Jeg beder dem repetere farverne på engelsk som vi har arbejdet med i klassen. Det sværeste ord er Purple. Jeg beder dem tegne ting som altid har den farve for at deres kladdehæfte kan blive en flot engelskbog og for at de bedre skal kunne huske ordene. ”Tyrkis”, siger Patricia mat, med sine runde kinder og bølgede hår. ”Hvad er Tyrkis?” Jeg tegner altså bare en flaske. Vi snakker igen om at det er smart at tegne noget som altid er Tyrkis. ”Hvad med havet” foreslår jeg med min mest pædagogiske stemme. ”Det har jeg aldrig set. Det ved jeg ikke. Her er vandet brunt, og himlen er grå.” Jeg kigger mig omkring og ser at hun har ret. Jeg beder hende hente et kort jeg har givet hende over Peru, hvor der er billeder af de forskellige steder i Peru. Prøv at se om der er et billede af havet der. ”Ok”, siger hun lettet. Hun kommer glad tilbage fra det andet rum, med kortet i hånden. ”Ja, havet ser tyrkis ud oppe i Piura.”