"Det er ligemeget med mit liv". Bedstefar Armando stirrer ned i sin kaffekop. "Alt jeg goer og er er for min datter og mit barnebarn, forstaar du det?" Armando og jeg sidder en aften nede i det kolde koekken i min vaertsfamilies ejendom. De andre er gaaet hver til sit men bedstefar Armando har ikke travelt. I dag er han nybarberet og haaret er fint redt til siden for han har vaeret paa arbejde paa hospitalet.
Armando hiver et bundt penge op af lommen. For at understrege hans naeste saetning. Der er mange. Det ser ikke ud til at han bruger sin bank saa ofte, jeg ved ikke hvorfor og vil ikke spoerge.
"Jeg arbejder paa hospitalet 6 timer om dagen. Jeg takker Gud hver dag for det arbejdet, for Gud soerger for mig og min familie. Alt jeg goer dér, er at sidde ved en computer og goere rent. Jeg faar enda snart en maaned fri for at rejse til min landsby hvor min gamle bor. Hun vil nemlig ikke herind og besoege mig i byen", sukker Armando.
Soede bedstefar Armando begynder at graede stille. Maaske af taknemlighed men maaske ogsaa en dyb smerte over livets gaader og opgaver.
"Forstaar du..", snoefter Armando. "..Jeg betaler Wally, mit barnebarns universitet. Det eneste der betyder noget for mig er at Wally og Ruth klarer sig. Wally har ingen far, men jeg er her trods alt endnu!"
Bedstefar ser sig taenksomt ud af vinduet. Det er helt moerkt nu og meget koldt i koekkenet. Vi sidder begge med troejer og sokker og sko paa. Armando har pakket sit lille bundt penge ind i lommen igen og fortaeller stille og beroert videre.
Bedstefar Armando fortaeller om oensker og droemme han har indenfor de naeste par aar, men slutter igen af:" Det betyder ikke noget..."
Han er saa beroert at han til slut hikster et "Ciau" og smiler gennem gennem taarerne foer han toeffer ud i moerket gennem koekkendoeren.........
Ingen kommentarer:
Send en kommentar